Tæt på hjertet

Tæt på hjertet

Indlægget er sponsoreret af MiniMai Cph

Før jeg blev gravid, havde jeg en klar ide om, hvilken mor jeg skulle være og i hvert fald også, hvilken jeg ikke skulle være. Herunder hvilke metoder jeg nok ikke regnede med, at jeg ville gøre brug af. Bl.a. vidste jeg, at jeg ikke ville samsove, for selvfølgelig skal et barn da lære at sove i sin egen seng. Jeg skulle heller ikke gå rundt med sådan en vikle, for det er sgu da lidt hippieagtigt og barnet skal jo også lære, ikke at hænge på mor 24/7.

“Nååe, så øøøh, Leah? Hvorfor er der så et billede, hvor du bærer din datter i en vikle?” Jo altså ser du. Så skete der jo lige det helt fantastiske, at jeg dælme blev gravid. Og i takt med, at graviditeten skred frem og terminen nærmede sig, kunne jeg godt mærke, at mine tanker om at være mor og hvordan jeg skulle være det, ændrede sig løbende. Det var som om jeg kunne mærke, at den pige jeg bar rundt på i maven i så lang tid, havde et andet behov, som mine første overvejelser ikke stemte overens med. I synes sikkert det lyder skørt og I behøver heller ikke tro det samme. Jeg tror bare på, at jeg allerede i graviditeten kunne mærke, at her har vi altså med en følsom pige at gøre. Altså hende der lå i min mave.

Jeg begyndte i hvert fald at undersøge det ser samsovning lidt. Jeg kiggede også på alle de mange forskellige slags bæreseler og flotte vikler der findes. Og ikke mindst alle de smarte måder, man kan binde sådan en vikle på. Så altså. Allerede inden hun var født, vidste jeg godt med mig selv, at vi kom nok til både at vikle/bruge bæresele og samsove. Som om jeg vidste, at det blev hendes behov. Og faktisk også mine.

Min datter er nu 6 måneder og sørme om ikke vi samsover. Jo det gør vi da. Naturligvis. Faktisk kan det tælles på én hånd, hvor mange gange hun har sovet i den flotte tremmeseng, der står oppe på værelset. Og det har kun været til små lure i løbet af dagen. Nå, men jeg bærer hende jo så også i viklen. Selvfølgelig gør jeg det. Jeg har haft hende i vikle mere eller mindre dagligt fra hun var et par uger gammel. Jeg skulle lige lære det først og derfor gik der noget tid, før vi rigtigt gjorde brug af den. Det er forskelligt, hvor meget jeg dagligt har hende i vikle. Det kan være alt fra, at hun tager en hel lur i den til blot 15 minutter, hvor hun lige har brug for at få fyldt tryghedstanken op igen. Så altså meget forskelligt.

 

Hvorfor er det godt at vikle? 

Nu er jeg ikke babyprofessor eller noget. Faktisk er jeg ikke professor i noget som helst. Jeg ved bare, hvad der godt for min datter og mig selv og så ved jeg også, at alle børn er forskellige og derfor har forskellige behov. Derfor er det ikke givet, at vikling (eller samsovning) er den rigtige løsning for alle. Men nu vil jeg fortælle, hvorfor det er det rigtige for os og hvorfor jeg tror, at jeg gør noget helt vidunderligt for mit barn.

Et lille obs: Jeg læste rigtig meget om vikler og det at bære sit barn, da jeg var gravid. Derfor er noget af min viden muligvis en smule sløret og uskarp. Desuden står det jo dig fuldstændig frit for, om du er enig eller ej. 

Der er mange gode fordele, ved at bære sit barn i et godt ergonomisk bæreredskab. De fleste nyfødte elsker det, fordi det minder dem om den trygge tid fra maven. Det menes at den her tætte bæring med babyen, øger begge parters produktion af stoffet oxytocin, som bl.a. mindsker risikoen for udvikling af en fødselsdepression hos moren. Jeg kan faktisk godt huske, at jeg fik det meget bedre som mor efter en svær start, da jeg begyndte at bære min datter i viklen. Kan det mon være grunden? Desuden kan stoffet oxytocin også hjælpe med at fremme amningen. En baby der bæres meget, skulle desuden blive bedre til at regulere sin kropstemperatur og søvn og vejrtrækningen skulle blive mere stabil af at mærke morens vejrtrækning så tæt. Eller farens. Han kan jo også benytte sig af viklen, hvilket kan forstærke båndet mellem far og barn også. Jeg elsker desuden synet af en far, der bærer sit barn i et bæreredskab! – Foruden ovenstående er det jo helt almindelig viden, at babyer har et helt fundamentalt behov for nærkontakten til sine forældre. Uanset hvor mange forældre det her barn har. Det er nemt at klare med et godt bæreredskab og så har man frie hænder i mens. Win win. Jeg kan desuden anbefale viklen på en tur i IKEA. Det er så meget lettere, end at slæbe barnevognen med 😉

Jeg tror på, at den tilknytning jeg skaber med min datter, når jeg bærer hende tæt på mit hjerte, er altafgørende for hendes udvikling. Jeg tror på, at den tilknytning og tryghed jeg giver hende, er afgørende for udviklingen af hendes personlighed. Eksempelvis hvordan hun håndterer følelser og stress. Både nu, men faktisk også resten af hendes liv. Jeg tror på, at den danner et godt grundlag for hendes evne til at udvikle og udvise empati og se andres situation indefra, ligesom den har betydning for hendes evne til at se sig selv udefra. Jeg tror på, at den tætte kontakt jeg giver hende nu, giver hende tryghed i at møde verden på sigt og de mennesker, der kommer forbi hendes vej gennem livet. – Og ja, det er tilladt at være uenig og mene, at det er lidt hippieagtigt 😉

En baby bekymrer sig naturligvis ikke om ovenstående. En baby vil bare gerne være tæt på sine forældre. Dufte dem. Mærke dem. Lytte til deres hjerte og det er helt instinktivt. Jeg er helt sikker på, at påvirkningerne fra at bære sit barn tæt på hjertet, kommer barnet meget tilgode senere i livet.

Jeg tror også på, at der kan være andre måder at gøre tingene på. Bare så ingen (host.. host.. mor-politiet.. host) tror, at jeg mener, at mine metoder er de eneste rigtige 😉

 

Jeg har helt indtil nu gjort brug af en strækvikle, men nu er det blevet tid til at skifte over til en fastvikle. Heldigvis har jeg fået muligheden for at teste en super fin fastvikle i samarbejde med Momster Test og MiniMai Cph. Kender du MiniMai Cph? Ellers kan jeg fortælle, at de er rigtig gode, faktisk specialiseret, i at vejlede i køb og brug af ergonomiske bæreredskaber. Ejeren bag er sågar uddannet slyngevejleder og faktisk deltog MiniMai også ved Momster Market den 7. oktober, hvor der var mulighed for at få vejledning i at bære sit barn med ergonomiske bæreredskaber. Jeg var desværre ikke selv tilstede, da der var liiiiidt for langt fra Nordjylland til København den dag. Men havde jeg været det, så havde jeg helt sikkert været forbi MiniMai Cph.

Jeg har testet viklen Didymos Silver, som du ser på alle billeder her i indlægget.  Jeg har skrevet en anmeldelse af den og shoppen den er fra, nemlig skønne MiniMai Cph og den kan du lige nu finde på Momsters helt egen testside Momster Test. En side jeg i øvrigt kan anbefale, hvis du vil have inspiration til lækre produkter, som er nøje testet af andre mødre. Så er det altså en rigtig god side at kigge lidt nærmere på. Så hvad venter du på? Afsted med dig, så du kan blive inspireret af de fine anmeldelser 🙂

Mit Onsdags Ord .. #1

Mit Onsdags Ord .. #1

 

Kære jer.

Velkommen til noget spritnyt her min blog. Mit Onsdags Ord. Et nyt tiltag som sjovt nok vil komme til at finde sted hver onsdag. I hvert fald hvis det bliver noget godt noget og ikke noget værre noget. Hvor intet vover, intet vinder – som man siger.

Men Leah.. Helt ærligt, ikk. Hvad er lige det der for noget? Onsdags Ord?

Det skal jeg fortælle dig. Eller jer. Mit Onsdags Ord er min egen reflekteren over et bestemt ord. Det kan være et ord, som jeg undrer mig over. Det kan være et ord, der irriterer mig. Eller et ord jeg elsker. Et ord som jeg føler, at jeg har brug for at gå i dybden med. Måske ud fra et bestemt emne. Noget der går mig på. Noget der har gjort mig glad eller ked af det. Eller sur. Eller sulten. Eller træt. Det kan være et ord, som alle taler om eller et ord, der tales om for lidt. Som I nok kan fornemme, er der faktisk ret frie tøjler her. Så bliver det heller ikke alt for svært jo og det er smart tænkt af mig. Nå, men lad os da ikke sidde her og fede den af. Lad os komme i gang..

 

Mit Onsdags Ord i denne uge er: “Blogger”.

En blogger er et udtryk for en person, som driver en blog. En blog er et form for website, en elektronisk dagbog om man vil, hvor emnerne kan være mange. Alt lige fra sundhed, træning, madopskrifter, mode m.m. Rigtig mange blogs har et vis personligt udtryk og bloggeren er altså den, der “udstiller” sig selv. “Udstiller” lyder som det forkerte ord at bruge, men jeg tror I forstår, hvad jeg mener. Og jeg kan ikke lige komme i tanke om et bedre ord lige nu. Men bloggeren er i hvert fald den, der leverer det personlige udtryk.

Ordet “blogger” lyder for mig faktisk en smule negativt. Eller det gør i hvert fald det, som jeg forbinder ordet med. Jeg synes faktisk, at det er sådan lidt “se mig! se mig!”-agtigt og jeg bryder mig normalt ikke så meget om “se mig! se mig!”-agtige personer. Eller tendensen. Personen kan jo være flink nok alligevel. Men egentlig tror jeg, at det er mig selv der har sat ordet i en lidt for fastlåst bås. Måske endda forkert? Nogle bloggere ér bestemt sådan, som jeg tænker om ordet. De blogs bliver jeg så overhovedet heller ikke hængende ved, hvis jeg har forvildet mig ind på en af dem. Men egentlig ser jeg jo også bloggere, som overhovedet slet ikke er, hvad jeg forbinder ordet med. Ganske naturlige og nede på jorden mennesker. Sådan nogle mennesker, som jeg godt gider drikke en kop kaffe med. Eller noget andet, for jeg drikker jo ikke kaffe.

Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg skulle være en blogger. Jeg betegner så overhovedet heller ikke mig selv, som en blogger, selvom jeg har og driver den her blog, hvor jeg “udstiller” mig selv. Egentlig startede det hele med, at nogle andre mente, at jeg burde have en blog. Det gumlede jeg over længe (sådan ca. et par år) og efter at have brugt noget tid som blogger på Fertilitetsliv.dk, kunne jeg mærke, at jeg savnede det der med at skrive. Det har jeg jo altid været glad for! Jeg gad helt vildt godt skrive en bog en skønne dag, men den rigtige ide har simpelthen ikke strejfet mig endnu. Og det er svært at skrive en bog uden en ide. Så når man knap nok til forsiden af bogen. Da jeg havde gumlet længe nok på andres ide om, at jeg skulle starte en blog tænkte jeg, hvorfor prøver jeg det ikke bare? Hvad kan jeg tabe? Ingenting. Til gengæld føler jeg, at jeg har vundet en masse efter at have startet bloggen. Jeg har lært en masse om mig selv og mine egne egenskaber. Det er sgu da meget fedt!

Jeg føler at bloggen er en del af mig, som bare er forbeholdt mig, selvom den i virkeligheden er forbeholdt alle, der vil læse med eller blot har forvildet sig hovedløst forbi. Jeg taler ikke selv om min blog til andre. Jeg bryder mig ikke ret meget om, når andre nævner min blog i mit nærvær og det er faktisk helt vildt fjollet. Jeg krummer helt tæer, hvis andre omtaler mig, som en blogger. For det er jeg ikke. Jeg er bare Leah, som tilfældigvis er god til at skrive og god til at dele ud af egne erfaringer, oplevelser, følelser og tanker, så andre kan få noget ud af det. Jeg vil egentlig gerne distancere mig selv lidt fra bloggen, men det er svært når det er mig selv, mine oplevelser, erfaringer, følelser og tanker, der skrives om. Men jeg synes selv, at jeg har fundet en god balance. Jeg føler i hvert fald ikke, at jeg er en “se mig! se mig!”-agtig person. Jeg er nok mere en “se væk! se væk!”-agtig person 😉

Jeg elsker min blog og jeg elsker de resultater, som jeg skaber med den. Jeg elsker beskederne i min indbakke og jeg elsker at nogen får noget ud af at læse med hos mig. Det er det hele værd. Så hvis det er dét en blogger er, jamen så smæk mig da i måsen og kald mig for en blogger. Bare ikke i mit nærvær. Der kan du bare kalde mig Leah …

 

Hvad synes du om ordet “blogger”? Kommentér gerne eller smid mig en besked. Og hvis du er en rigtig god ven, så finder du lige min facebookside HER og giver den et “synes godt om” 🙂

Nu har jeg været nogens mor i 6 måneder

Nu har jeg været nogens mor i 6 måneder

.. Og ikke bare “nogens” mor. Lille’pigens mor. Verdens bedste Anna Oline. Hold nu kæft hun er dejlig altså. Og i dag er det 6 måneder siden, at hun kom til verden og gjorde mig til mor. Skræmmende og fuldstændig vidunderligt på samme tid. Egentlig har jeg følt mig som en mor længere tid end det. For mig startede det allerede ved den første positive graviditetstest og det bånd, der blev skabt mellem os allerede dér. Det helt specielle mor-datter-bånd, som eksisterede i bedste velgående, selvom jeg faktisk først troede, at vi ventede os en dreng.

Wauw. Og hvilke 6 måneder har det ikke lige været? Jeg tror jeg har været samtlige følelser i følelsesregistret igennem, siden hun blev født. Det har Jonas helt sikkert også. Det startede med ekstrem overvældelse og lettelse efter en semi-lang og semi-hård fødsel ovenpå en semi-hård graviditet. Og på samme tid kom den ekstreme kærlighed. Den eksisterede egentlig allerede i graviditeten også, men den tog for alvor fat i os, da hun lå der på min mave for første gang. Kærligheden der blæste Jonas halvvejs bagover, da den havde haft et mindre fast greb i ham i graviditeten. Det er jo klart, han var jo ligesom ikke den gravide af os. To stks lettede, stolte og forelskede forældre blev født for 6 måneder siden.

Lykken fik dog ikke lov til at fylde det hele ret længe. Faktisk gik der kun knap 12 timer, før lykken måtte deles om pladsen med frustration, ulykke, modløshed og måske starten på en fødselsdepression. Vi havde bestemt ikke den bedste start som forældre, da jeg var indlagt på barselsafsnittet i dagene efter fødslen. Udueligt personale og endnu mere ringe ammehjælp, gjorde nok især starten på mit liv som mor, til en rigtig smertefuld oplevelse. Måske kan du huske historien. Hvis ikke kan du lige læse den HER. Den oplevelse og følelse de gav mig på den afdeling, fik mig til at udskrive mig selv, selvom jeg stadig var møg syg og svækket. Den fik mig også til at opgive noget så essentielt som amning. Jeg siger ikke, at amning er det eneste rigtige, for det er det ikke. Men det fortjener at få en fair chance under ordentlige forhold. Det fik min amning ikke, før jeg selv valgte den fra i nød. Jeg brugte det som en mulighed for, at flygte fra barselsafsnittet. Det er fandme trist, selvom det er ganske rigtigt. Sørgerligt også.

De næste 3 måneders tid var en værre rodebunke. Jeg kæmpede med mine indre dæmoner over min mislykkede amning. Vi kæmpede med en pige, der skreg til sine lungers bristepunkt sådan ca. de fleste af hendes vågne timer. Vi elskede hende højt, men ville samtidig gerne benytte os af den returbillet, som man ikke har på sådan et barn. Det er hårdt, men også ganske rigtigt. Der var masser af afmagt, gråd, frustration og ulykke i et skørt mix af fuldstændig overvældende lykke over, at vi havde fået den her skønne smukke pige. Ikke underligt at man kan have brug for hjælp psykisk, til at håndtere den første tid som forældre.

Nå, men efter ca. 3,5 måneds tid blev alt jo pludselig noget ganske meget andet. Vi fik styr på det der refluks, som var skyld i mange af skrigeturerne. Samtidig voksede hun jo også og hendes lille krop blev mere moden. Pludselig kunne hun godt slå en lille fis uden, at det var jordens undergang. Det gik også lidt bedre med at spise. Hun kom faktisk også i tanke om, at man jo ligeså godt kunne sove om natten. Så det gjorde hun. Heeeeeeele freaking fucking natten lang og det behager sådan nogle trætte, udkørte og meget brugte forældre rigtig godt. Og sådan gik det ellers fremad med fremskridt på fremskridt på fremskridt.

I dag går det rigtig godt. Lille’pigen er ikke længere i underkanten af vægtskalaen, men i stedet er hun lige akkurat på gennemsnittet. Hun spiser stadig som en fugl, men hun får jo tydeligvis det hun skal bruge. Hun har selv valgt sin vanlige natflaske fra for nogle uger siden. Altså den hun fik i søvne nogle timer efter hun var lagt i seng ved 19 tiden. Så nu sover hun fra ja, stadig der ved 19 tiden og så ellers frem til kl 05.00-06.30 stykker. Vi klager ikke. Hun sover dejligt mageligt i sin babynest i vores seng, sammen med mig. Jonas har vi sendt ud af soveværelset og ned i gæsteværelset. Simpelthen fordi han snorker en lille smule for højt, så både lille’pigen og jeg vågner en lille smule for meget. Desuden skal han nu til at afsted på job, før hun måske vågner, så det er meget fint, at han ikke kan komme til at vække hende. Lille’pigen er snu og har fundet ud af, at vågner hun lige til den liiiidt for tidlige side af kl 05.00, da kan hun få lov til at møve sin lille blerøv helt over til mig og så snupper vi ellers lige en times tid eller halvanden mere på den måde. Og vi nyder nærheden begge to!

Sådan ser det ud, når hun møver sin blerøv over til mig om natten. Sådan kan vi også godt finde på, at tage en lur sammen i løbet af dagen. Det er så hyggeligt! <3

Om dagen er der jo efterhånden fuld fart på. Særligt lige i tiden synes jeg godt nok, at det går stærkt. Hun er jo over det hele for pokker. Og det tager hende kun et splitsekund efterhånden. Men det er kun dejligt, at hendes fysik nu tillader det, som hendes hoved gerne vil. Det har hun vist ventet utålmodigt på. Og når ellers hendes mod på at udforske verden bliver lidt for meget for hende selv, jamen så tager hun gerne lidt tid i viklen på mig, hvor hun lige får fyldt tryghedstanken lidt op, inden hun selv viser, at hun er klar til at udforske igen. Lille’pigen er bestemt stadig en meget følsom pige. Særligt sensitiv har været nævnt uafhængigt af hinanden af både sundhedsplejersken og lægen, når jeg har fortalt, hvordan vi oplever hende, når dagen ikke er, som den plejer at være. Det er hun nemlig stadig ikke så pjattet med. Hun er egentlig nem nok, at have med. Fx når vi besøger andre eller tager i IKEA eller hvad vi nu kan finde på. Reaktionen kommer først, når vi kommer hjem (eller hvis vi har været for længe hjemmefra). Så bliver hun ganske vanvittig og ret svær at samarbejde med. Hun har en ganske naturlig skepsis, når hun møder folk, der ikke er hendes mor og far. Nogen synes hun har det meget, jeg synes bare at hun skal holde fast i sin mavefornemmelse om, lige at se folk an en ekstra gang. Eller flere. Lille’pigen reagerer desuden meget på andres følelser og tager dem gerne på sig, ligesom hun også ofte er påvirket af drømme/mareridt. Særligt sensitiv? Det ved jeg ikke om hun er. Måske er hun bare et følsomt menneske? Måske går det over eller måske skal hendes hverdag bare planlægges anderledes på længere sigt. Det finder vi jo ud af med tiden. Jeg er i hvert fald ikke tilhænger af, at sætte sådan en mærkat på hende endnu. Det har vi masser af tid til, hvis det endelig skal være.

Nå, men altså en skøn pige i dejlig skøn trivsel. Og hun er glad og tilfreds langt det meste af tiden. Og fræk som bare pokker. Og charmerende af helvedes til. Og lækker. Og pisse sjov. Ja, hun er bestemt så fantastisk som hun lyder, det meste af tiden og den smule tid, der er tilbage kan hun da godt være et surt og trælst røvhul. Hun er jo altså også kun en baby på 6 måneder, så der er nok ikke noget unaturligt i det.

Vi nyder rollerne som forældre nu. Det er noget ganske andet end i starten. Noget meget andet faktisk. Selvfølgelig kan vi også føle os drænet for overskud ind i mellem. Bevares. Vi er jo kun som alle andre forældre. Men vi ønsker ikke længere at benytte os af den returbillet, som ikke følger med, når man får et barn. Så vi er nået meget langt og vi er meget glade for den lille familie, som vi nu er. Jonas har netop været hjemme på sjælland i weekenden og jeg har været alene med lille’pigen her hjemme. Det føltes på alle måder helt forkert, at vi ikke var sammen i vores lille tresomhed.

Nå, men det her var jo egentlig bare en sludder for en sladder om, hvordan vi går og har det. Det går jo ganske godt, som I nok kunne læse. Også selvom det ikke er regnbuer og uendelig lykke og en nem baby hver eneste dag. Det behøver det heldigvis heller ikke at være og faktisk ville det også være ganske underligt ..

Og det var lægens ord ..

Og det var lægens ord ..
På det her billede er jeg 10 kg mindre end jeg er netop nu. Det er taget 3 dage før jeg finder ud af, at jeg er gravid. Min ønskevægt ligger yderligere ca. 8 kg under det, jeg vejer da billedet bliver taget. Så der er lang vej igen..

Nå. Som I kunne læse i indlægget med mine planer for oktober, havde jeg en lægetid i sidste uge. Ikke kun til lille’pigen og hendes 5 måneders undersøgelse og vaccine, men også til mig til en snak om kroppen efter graviditet og en status på det der PCOS. Og jeg lovede jer sørme en opdatering, så den får I her.

Da jeg var til 8 ugers undersøgelse tilbage i juni, sjovt nok 8 uger efter jeg havde født lille’pigen, blev vi enige om, at det endnu var for tidligt at fornemme kroppens reaktion efter fødslen. Altså i forhold til PCOS. Vi blev derfor enige om, at afprøve p-piller for en 3 måneders periode. P-piller kan have stor positiv effekt på PCOS. Eller i hvert fald følgerne af den. Og så sikrer den jo, at man får sin menstruation. Faktisk er p-pillerne skyld i, at jeg ikke vidste noget om min egen PCOS, før jeg smed dem tilbage i 2015. PCOS’en havde hele tiden været der, den er ikke bare kommet ud af den blå luft, men mange af symptomerne blev skjult eller holdt på et minimum. Så selvom jeg altid har kæmpet med visse ting som mavesmerter og uønsket vægtøgning, så faldt det mig aldrig ind, at der var noget mere galt.

Nu har jeg været tilbage på p-pillerne i lidt mere end 3 måneder og de har ikke gjort en skid for mig. Udover at de sikrer, at jeg får min menstruation. Min hud er stadig træls og det ses stadig synligt på min krop, at jeg har flere mandlige kønshormoner i kroppen end den gennemsnitlige kvinde. Endnu en følge af PCOS. Det kommer naturligvis til udtryk i hårvækst af mere mandlig karakter. For nogle PCOS piger, kan p-piller dæmpe netop disse symptomer. Så heldig var jeg så ikke lige i denne omgang. Nå, og jeg kæmper desuden stadig med vægten og det daglige rod med blodsukkeret. Det er faktisk ikke specielt let, at holde styr på det der blodsukker alene med den rigtige kost, når man går hjemme med et lille barn, der altid kommer i første række. Ind i mellem får jeg sprunget et måltid over og det er her skaden sker. Så går mit blodsukker bananas og jeg får rysteture, hovedpine og bliver “sløv”. Det er altså irriterende at kæmpe med det på daglig basis.

Metformin er medicin. Medicin der fremstillet til behandling af patienter med type-2 diabetes. Det hjælper med at kontrollere blodsukkeret, hvor almindelig kost ikke er tilstrækkeligt. I har sikkert hørt mig nævne det før. Før vi skulle i gang med vores 5. forsøg i fertilitetsbehandlingen, blev jeg sat på metformin hen over sommerferien, for at hjælpe et vægttab i gang. Og bum: 10 dage før vi skulle starte med 5. forsøg havde jeg smidt 10 kg på omkring 7-8 uger ved hjælp af fornuftig kost, motion (hvor pulsen ikke måtte komme for højt op, derfor var det med lange gåture) og så metformin, som tydeligvis gjorde noget godt for min krop. Der var ingen udsving i blodskukkeret. Bare ro og en fin balance. Det var rart at opleve. Foruden de 10 tabte kg, så blev jeg jo fandme også gravid uden yderligere fertilitetshjælp. I kan jo nok høre, at min krop vist snakker godt sammen med Metformin 😉

Nå, men desværre er det ikke så let at komme på det der metformin, hvis man ikke har diagnosen diabetes på sig. Og det har jeg jo ikke, selvom jeg grundlæggende har mange af de samme problemstillinger. Derfor vil den almene praktiserende læge ofte ikke udskrive metformin til PCOS piger. Måske handler det i bund og grund om uvidenhed. De fleste praktiserende læger kender godt til PCOS, men meget få er specialiseret i det, som lægerne på diverse gynækologiske afdelinger og fertilitetsenheder er. Det er jo klart, for det er ofte her man møder PCOS som en problematik. Så faktisk synes jeg, at det er forståeligt nok, at min egen læge ikke vil udskrive det. Selvom jeg også synes det er pisse irriterende.

Men heldigvis ville hun gerne henvise mig videre til nogen, der forhåbentlig kan hjælpe mig. Og heldigvis er der ikke meget ventetid på det. Så allerede her i starten af november møder jeg op på Gynækologisk Afdeling på sygehuset i Hjørring. Jeg ser rigtig meget frem til at starte et forløb hos dem. Jeg håber de vil scanne mit underliv, selvom sådan en scanning aldrig er særlig rar. Men det kunne altså være fint med en status på, hvordan PCOS’en rent fysisk ser ud lige nu. Mon det stadig galoperer derud af med cystedannelser, som det gjorde før jeg blev gravid? Og hvad med den der endometriose, som jeg også har? Den opdagede de ved en operation af en dermoidcyste, som fandt sted små 6-7 uger før jeg blev gravid. Derfor er endometriosen aldrig blevet undersøgt nærmere. Det kunne være rart med en snak om det også. Og så håber jeg naturligvis, at de vil give mig Metforminen. Kryds lige fingre for det, så er du sød 🙂

 

Jeg ser frem til at komme videre med nogle nye hænder i ryggen.

En hyldest til den seje kvinde – solomoren

En hyldest til den seje kvinde – solomoren

 

Jeg er ikke solomor. Lille’pigen har en far. Han hedder Jonas og ham er jeg sørme også gift med. Han bor også i huset og han kører i bilen, men han sover sgu ikke i soveværelset, for det forstyrrer mig og lille’pigen. Jeg kan ikke udelukke, at han får lov til at komme tilbage i soveværelset igen. Men alting til sin tid 😉 I det mindste har han altid rolige nætter, så han klager alligevel heller ikke..

Nå, men det her indlæg skulle slet ikke handle om, hvem der sover hvor.

Det er en omvæltning at blive mor. Jeg er ikke som sådan blevet taget med bukserne nede og der er ikke meget, der er kommet helt vildt bag på mig. Jeg vidste godt, at det ville blive hårdt og udfordrende på mange måder. Til gengæld er jeg blevet klogere på, hvor meget jeg værdsætter fritid og frihed. Og hvor vigtigt det er for mig som menneske, at jeg har alenetid og tid til at gøre det, som jeg har lyst til. Så ligeså meget som jeg elsker at bruge en masse tid med min datter hver eneste dag, ligeså meget nyder jeg også, når Jonas tager hende lidt eller når hun går i seng kl 19.00 om aftenen og vi derefter har nogle timer for os selv. Det er der vist ingen skam i at indrømme 😉

Jeg følger et par seje og meget inspirerende solomødre på Instagram. Og flere gange dagligt tænker jeg på, hvordan det havde været, hvis jeg havde været alene med lille’pigen. Det havde i hvert fald betydet endnu mindre frihed og fritid og der havde ikke lige været nogen, der lige kunne tage hende lidt. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg havde klaret at være solomor. Det skal man jo, hvis man er det. Men jo, jeg sætter sgu meget pris på, at vi er to om det her forældreprojekt. Og flere gange dagligt går mine tanker ud til solomødrene derude. Det er der blevet et lille brev ud af:

 

Kære Solomor.

Til dig der er solomor, fordi nogen smuttede og gjorde dig til det: Du er for sej! Til dig der er solomor, fordi du selv tog et aktivt valg om at blive det: Du er for sej! Til dig der på anden vis er blevet solomor: Du er for sej!

Du klarer det hele selv. Du køber nødvendige ting til dit barn for dine egne penge. Du giver dit barn mad hver gang, han eller hun er sulten. Du skifter alle bleerne. Du putter til natten om aftenen. Du tager alle de hæslige vågne nattetimer. Du tager alle timerne med skrig og skrål. Du trøster altid. Du klarer lægetiderne og alle aktiviteterne. Alle sygedagene. Du klarer alle tigerspringene. Du klarer desuden også hjemmet selv. Og vasketøjet. Og indkøb. Og aftensmaden. Du står med alle bekymringerne selv. Du står med alle glæderne selv. Du tager alle beslutningerne selv. Jeg synes fandme, at du er for sej! Du har min dybeste respekt.

Du har ikke meget tid til dig selv. Du har ikke meget tid til at gøre lige præcis dét, som du har lyst til eller brug for. Du har (måske) ikke nogen, der lige kan snuppe barnet i 5 minutter, så du kan få lidt luft. Du er i det hele tiden. Det kræver sin kvinde. En sej kvinde, hvis du spørger mig. En sej mor!

Du skal vide, at jeg beundrer dig. Du skal vide, at jeg tænker på dig hver eneste dag. Måske er du solomor, fordi det lige præcis var sådan du helst ville have det. Måske var det ikke din umiddelbare drøm, at blive solomor. Uanset hvad, hvordan og hvorfor, så skal du bare vide, at jeg synes du gør det godt og jeg synes bare, at du er mega sej. 

Kærlig hilsen Leah 

Blev det vuggestue eller dagpleje?

Blev det vuggestue eller dagpleje?

Husker du indlægget: Vuggestue eller dagpleje? Tænke, tænke, tænke .. ?

Jeg kan godt huske det, for jeg synes godt nok, at tankerne var mange. Jeg er nu ikke i tvivl om, at kunne jeg heeeeeelt frit vælge fra alle hylder, så havde vuggestuen i det integreret børnehus stadig været mit 1. valg. Men ..

Der var ikke helt frit valg fra alle hylder. Det viste sig nemlig at blive sværere end som så, at finde pasning til vores lille blerøv. Vuggestuens ledige pladser omkring den tid, hvor lille’pigen skal i pasning, var alle reserveret til søskende. Sådan kan det gå.

Så kontaktede jeg pladsanvisningen, for skulle det være en dagplejer, så ville jeg faktisk rigtig gerne selv have stor indflydelse på hvem og hvor det blev. Det viste sig så, at vores lille by lider lidt at dagplejemangel og at lille’pigen er født på sådan ca. samme tidspunkt, som rigtig mange andre i byen. Det forklarer jo også, hvorfor der jævntligt findes en folder i min postkasse med spørgsmål om mine fremtidige ønsker om at blive dagplejer. De er så sandelig uhyggeligt små, kan jeg godt love jer for 😉 Faktisk stod hun lige nu til at skulle i dagpleje i en anden by i kommunen. Det passede så overhovedet ikke ind i vores liv, hvor manden bruger den ene bil vi har, når han kører hele vejen til Langbortistan om morgenen FØR alle tænkelige pasningsmuligheder åbner, mens jeg skal med bussen fuldstændig i modsat retning af ham og den mulige dagplejeplads i den anden by, ville ligge i en helt 3. retning. Så jo. Nok kan vi godt løse et puslespil eller to her hjemme, meeeeeeen …

Så vi måtte få hænderne op ad lommen og tænke hurtigt. Jeg har været lun på en helt særlig privat dagpleje lige siden vi flyttede til byen. Jeg har dog ikke haft den i tankerne som en mulighed, da åbningstiderne kunne blive lidt svære at danse med. Og så ville jeg jo gerne have lille’pigen i vuggestue, så min næse var ligesom rettet mod det.

Men omstændighederne har gjort, at næsen er vendt tilbage mod den her skønne dagpleje, som jeg nu er faldet pladask for, efter at have været på besøg. Faktisk er det to dagplejere, der er gået sammen om at have hele 10 børn i pasning. To skønne kvinder, der ikke er meget ældre end Jonas og jeg. Selv mødre begge to og så er de bare super søde og lille’pigen kunne de begge bare tage i armene allerede efter 10 sekunders møde. Det er altså uhyggeligt sjældent, at lille’pigen er så åben overfor at sidde hos andre så hurtigt. Det tog jeg som et godt tegn og mine skuldre faldt lige en halv meter ned allerede ved første møde. Nu er tanken om, at hun skal passes ude lige pludselig ikke så slem mere. Der er ro i maven faktisk. For ja, vi har netop skrevet under på papirerne og nu venter der en plads hos dem forude. Og noget af det absolut bedste er faktisk, at dagplejen ligger super tæt på os. 1 minuts gang, hvis man tager det stille og roligt. Vi kan se ned til dem fra vores stuevinduer, men den ligger heldigvis ikke sådan, at lille’pigen vil kunne se hjem. Det tror jeg faktisk er meget godt. Så nok skal vi have et puslespil til at gå op med åbningstider, arbejdstider osv, men til gengæld er der meget praktisk i, at vi ikke skal så langt for at aflevere og hente.

Så altså den 1. april 2019 starter lille’pigen i den dejligste dagpleje. Egentlig havde jeg skrevet hende op til pasning fra den 1. februar, men lige nu passer det mig faktisk rigtig godt, at jeg får hele to måneder mere med hende hjemme, inden hun bliver sendt afsted. Den tid vi har lige nu, får vi kun én gang, så det er dejligt at vi kan forlænge tiden, selvom det ikke var sådan, det først var planlagt.

Med fuldstændig ro i maven kan jeg nu nyde den sidste tid af barslen med min dejlige pige. Et halvt år har vi så stadig tilbage. Og så glæder vi os til at komme i hænderne på et par skønne dagplejere til foråret 🙂

De hedder i øvrigt “Børnepasserne Evigglad”. Hvor rart et sted, lyder det ikke lige til at være? 😉 De ser sgu også altid evigt glade ud, når jeg møder dem i bybilledet på deres gå- eller cykelture. Jeg er vild med dem!

Finurlige babyting, som vi er blevet klogere på

Finurlige babyting, som vi er blevet klogere på

Husker du indlægget om finurlige babyting som vi ikke turde ikke at købe, men ikke ved om vi kan finde ud af at bruge? Det er længe siden. Jeg var stadig gravid og der var endnu knap en måned til lille’pigens ankomst på det tidspunkt.

Nu er der gået lidt tid og vi er faktisk blevet lidt klogere på de der finurlige ting. Så dette indlæg skal handle om nogle af de ting til baby, som vi enten ikke fik brug for eller absolut ikke vil undvære. Måske kan nogle af jer kommende mødre derude blive inspireret. Lad os da starte med nogle af de ting fra det tidligere indlæg:

Lusekammen: Altså det der også hedder en tættekam. Man kan bl.a. bruge den til at fjerne arp fra babys hoved. Lille’pigen har ikke haft ret meget arp. Ind til videre har jeg måske fjernet arp 2-3 gange, så i det mindste fandt jeg da ud af, hvordan man gør. Den har været ganske god at bruge til det, så selvom den ikke er brugt meget, ville jeg ikke have undværet den.

Ammeindlæg: Jeg købte en enkelt pakke, men har ikke brugt dem til en ski’. Jeg fik jo aldrig det der amning op at køre, så det har naturligvis ikke været en nødvendighed for mig. Men jeg er sikker på, at kvinder der ammer kan have stor glæde af dem.

Amme-BH: Det er lidt den samme historie, ikk? 😉

Mormortrusser og gigantiske natbind: JA TAK! Åh, jeg havde ikke kunne være nogle steder i dagene efter fødslen uden både de kæmpe trusser og de store natbind. Faktisk huggede jeg en håndfuld af de der smukke og elegante net-trusser med hjem fra sygehuset. Der gik i hvert fald 14 dage, før jeg kunne undvære dem. Sad, but true!

Snot-støvsuger-dimsen: Lille’pigen har endnu ikke været snottet, så jeg har ikke haft fornøjelsen af at prøve den endnu. Jeg har dog stadig svært ved at se for mig, at jeg skulle komme til at tage den i brug. Jeg forstår stadig heller ikke, hvordan den overhovedet virker? Tror hellere jeg vil have en af dem, hvor jeg ikke skal suge.

Ergonomisk babypude: Den har vi aldrig fået brug for, så den ligger pænt ubrugt nederst i en kasse under puslebordet.

Barnevognen: De færreste nybagte forældre vil undvære en barnevogn. Det giver vist sig selv. Men jeg bliver simpelthen lige nødt til at lave en omgang fuldstændig usponsoreret reklame for min egen barnevogn. En Emmaljunga Big Star Supreme med punkterfrie drejbare hjul. Det var et af de første køb vi gjorde os. Eller faktisk var det mine svigerforældre, der købte den til os. Det var den babyting, som jeg havde glædet mig mest til at købe og havde lagt flest tanker i. Den har været let at finde ud af. Den kører upåklageligt og så er den pisse hamrende flot. Jeg er ret vild med “det klassiske” barnevogns-look, men jeg vil gerne have alle de smarte funktioner fra de nyere vogne. Den her barnevogn har levet op til det hele og alle tænkelige forventninger vi har haft. Jeg eeeeeeeelsker den barnevogn. Vi har netop erhvervet os en klapvogn af samme mærke. En Emmaljunga Super Nitro. Den kan alt muligt fancy og smart, mens den også har “det klassiske” look. Jeg glæder mig allerede til at lille’pigen kan sidde op selv, så vi kan bruge den.

Barnevogntaske: Eller hvad det nu hedder. Altså sådan en smart lille fætter, der kan hænge på styret. Den har været uundværlig for mig. Den har lige kunne bære min telefon, nøgler, pung og vandflaske, så jeg altid har det mest nødvendige med. Jeg er jo ikke typen, der går med taske selv, så det er rigtig rart, at have den med i stedet.

Vikle: Jeg bruger en strækvikle, for sådan en havde min søster liggende fra da hun havde små babyer. Ikke at hun nogensinde fik den brugt. Det har bestemt været til mit held, for hold nu op, hvor har den bare været guld værd. Før jeg blev mor, havde jeg ikke forestillet mig, at jeg skulle vikle. Ligesom jeg heller ikke troede, at vi skulle samsove 😉 Men lille’pigen er en trygheds narkoman og viklen har ind i mellem været det eneste rigtige sted for hende. Hun sover faktisk til middag i den lige nu, mens jeg sidder og skriver det her.

Kidsme Food Feeder: Nogen kalder den også for en frugtsut. Uanset navnet så er den i hvert fald smart og lille’pigen elsker den. Indtil videre har hun smagt: agurk, æble, blomme, nektarin, vandmelon, vindruer, hindbær, blåbær og kiwi. Foruden at stimulere smagssansen, så udfordrer den også hendes finmotorik i fingrene. Den er desuden fremragende, når gummerne klør og gør ondt. Den er jo ikke uundværlig, men jeg vil altså helst ikke undvære den alligevel.

Puslebord: Altså jeg ville selvfølgelig ikke have undværet et puslebord. Men at have 2 er måske en my i overkanten. Vi købte 2 fordi vi tænkte, at det ville være praktisk med et i stueetagen og et på hendes værelse på 1. sal. Men faktisk bruger vi bare mest det i bryggerset i stueetagen. Og det er endda det, som vi købte brugt for en slik. Det fine nye puslebord der står på hendes værelse, bliver forhåbentlig brugt mere i fremtiden. Om ikke andet kan det laves om til et legebord/skrivebord, når hun bliver større. Så helt spildt er det forhåbentlig ikke.

Uroen over puslebordet: Det deler lidt vandene, om man bør have en uro over puslebordet eller ej. Nogen mener vist, at det skaber uro omring pusletiden og mindsker muligheden for nærvær og øjenkontakt. Det er vi lodret uenige i hjemme ved os. Her hjemme havde vi ikke overlevet de første 3 måneder af lille’pigens liv uden den uro, som hænger over puslebordet. Hun har elsket den fra første gang hun så den. Og den er ikke engang sådan vildt pæn eller noget. Den er faktisk jævnt grim. I perioder var det simpelthen det eneste, der kunne få hende til at falde til ro, når hun var ked af det. Jonas og jeg kommer til at gemme den uro til evig tid, fordi vi er så taknemmelige for den hjælp, den gav os i starten af lille’pigens liv. Heldigvis formåede vi at skabe ro, nærvær og øjenkontakt på alle mulige andre tidspunkter 😉 – Og nu hvor lille’pigen ikke nødvendigvis ligger stille under bleskift mere, så er den faktisk ret god til lige at aflede hendes opmærksomhed i et splitsekund, så det ikke altid behøver være en kamp at få bleen på hende.

5 måneders vaccination og en smuttur til lægevagten

5 måneders vaccination og en smuttur til lægevagten

Det her indlæg har kun ét eneste formål og det er egentlig bare at fortælle lidt om den kæmpe ØV-dag, som vi havde i går. Jeg skriver ikke så tit indlæg, som dette der kommer nu. Det burde jeg måske gøre? Den primære opgave i livet som mor, er jo vel hverdagen som mor med alt hvad der hører med. Både på godt og ondt.

Lille’pigen er 5,5 måned gammel nu. I går var det blevet tid til hendes 5 måneders undersøgelse og vaccination. Jeg hader når vi skal afsted til de her undersøgelser. Dels fordi jeg ved, at hun bliver ked af det. Dels fordi det altid passer med, at hun burde sove lur i stedet. Og dels fordi hun ofte er skør i bøtten bagefter, fordi dagen ikke går, som den plejer. Ja, min baby er et vanedyr og hendes livret er faste rutiner.

Nå, men omvendt kunne jeg heller ikke drømme om, ikke at lade hende vaccinere. Så afsted det skulle vi jo. Og selvfølgelig lige midt i hendes middagslur.

Børneundersøgelsen gik simpelthen så fint. 66 cm og nu hele 7300 gram. Endda lige præcis. Man får desværre ikke en præmie, for at ramme så fint et lige tal 😉 Lille’pigen har taget 600 gram på den seneste måned. Jeg forstår ikke, hvordan og af hvad, for hun spiser virkelig oftest som en fugl. Men hun må jo tage det til sig, som hun har brug for. Tydeligvis. Vaccinationen gik også fint. Hun græd lidt ved begge stik, men det gik egentlig hurtigt over igen. Nu ud i barnevognen til middagslur og en dejlig lang gåtur hjem. Vi fik gået hele 16 km i går.

Ved sidste vaccination – 3 måneders – var lille’pigen syg i 4 dage med feber. Så kalenderen for resten af denne uge er bevidst helt tom. Dette har vist sig at være godt tænkt. Der gik nemlig ikke mange timer, før feberen kom snigende i går. Der gik heller ikke lang tid før vi fornemmede, at hun er mere mærket af feberen denne gang. Sidst var hendes humør egentlig nogenlunde ok. Vi havde en rigtig pylret og ked pige i de sene eftermiddags- og tidlige aftentimer i går. Hun gik dog i seng ved 19 tiden med nogenlunde ro, som hun plejer. Det lignede en fredelig aften. Men så gik der knap en time og så var der gang i den igen. Skrig, skrål, gråd og gylp overalt. Og hun var brandvarm. Temperaturen sagde 38,8. Det var lavere end vi forventede ud fra hendes kropsvarme og det er jo heller ikke alarmerende højt. Men hendes reaktion og adfærd var alarmerende. Sjældent har vi hørt hende skrige og græde på den måde. Og hun er endda tidligere kolikbarn. Efter en times tid på den måde, hvor absolut intet hjalp, valgte jeg at ringe til lægevagten. Ikke med den forventning, at hun skulle kigges på, men egentlig ville jeg bare spørge til råds omkring Panodil, som jeg så ville sende Jonas ind til byen efter. Men da lægen hørte hendes gråd i baggrunden, ville hun altså gerne se os i lægevagten. Så afsted det gik omkring kl 21 i går aftes.

Vi endte med at bruge 1.5-2 timer ved lægevagten, Mest pga ventetid. Selve konsultationen var egentlig hurtigt overstået og lægen var heldigvis hurtig til at vurdere, at hun var “okay”. Alle hendes reaktioner var normale og vi gik hjem med lidt vejledning om, hvordan vi hjælpe hende bedst igennem det og med klar besked om, at hun altså ikke bør være syg 4 dage igen, uden tilsyn af en læge undervejs. Jeg gik egentlig derfra med en lethed over, at hun under omstændigheder var “okay”. Men jeg synes også vi brugte lang tid på at få den vejledning i Panodil, som jeg bare gerne ville have i første omgang. Jeg kunne jo godt have oplyst lægen om hendes adfærd og reaktioner i telefonen, men fair nok. Hvis jeg var lægen i den anden ende af røret, ville jeg nok også have bedt om at se barnet. Så alt i alt var det jo fint vi kom afsted. Og så kunne vi jo købe det der Panodil på vej hjem. Det flydende Panodil er i øvrigt mere effektivt end Panodil som stikpiller. Et tip fra lægen, selv tak 🙂

Vi kom rigtig sent hjem. Lille’pigen burde have været i hvert fald 4 timer inde i sin nattesøvn på det tidspunkt. Hun fik nattøj på og ren ble. Hun sugede det der Panodil i sig. Godt at det smager af sådan noget syntetisk jordbær-pis. Derefter en meget lille tår mælk og så op i seng. Hun faldt i søvn med en smule besvær kl 23.42. Jonas og jeg aftalte, at han bare skulle tage afsted næste morgen uden at sige farvel, for hun ville helt sikkert sove længe.

Ja, det var så OVETHOVEDET ÆK’ det der skete. Vi havde en rædsom nat, hende og jeg. Hun vågnede 2-5 gange i timen gennem hele natten. Grædende hver gang. Kl 04.45 var hun klar til at stå op. Det er tidligere end hun normalt vågner. Møgunge. Ej, hun er tydeligvis ikke tilpas, så det er mere end rimeligt, at hun reagerer. Det er bare hårdt for moren, som i lang tid har været vant til at sove med en pige, der sover hele natten. Det er jo også hårdt for hende selv.

Så her til morgen er vi begge mega trætte. Jonas også, men han er taget afsted. I dag tager vi bare en stille og rolig hjemme-dag. Ingen gåture eller andet. Det skulle alligevel også blive pis’meget regnvejr hele dagen. Lille’pigen sover lige nu formiddagslur. Hun er gået omkuld på mig, hvor hun altid sover bedst. Hendes yndlings sovested. Vi har smidt os i sofaen med gårdagens afsnit af Robinson Ekspeditionen på Viaplay. Senere skal vi indhente nogle afsnit af Luksusfælden og Til Middag Hos. Måske tager vi også lige aftenens afsnit af De Unge Mødre. Og måske en fælles middagslur.

Så selvom vi er mega trætte og en lille en holder den gående på Panodil (befalet af lægen, ro på kære mor-politi), søvn og kram, så bliver det nok alligevel en hyggelig og afslappende dag 🙂

Det er oktober og dette er mine planer ..

Det er oktober og dette er mine planer ..
Jep. Der står lige et æsel der..

Så blev det igen den 1. i en ny måned. Hvem sulan er det lige, der har skruet sådan op for tempoet? Hold nu op det går alt for stærkt! Så fik jeg også fyret en klassisk kliché-sætning af i dag. Nå, men en ny måned er skudt i gang og i denne måned skal jeg:

Til lægen: Både lille’pigen og jeg skal afsted til lægen. Faktisk lige præcis i dag. Jeg skal snakke med lægen om status på PCOS og kroppen generelt efter fødslen for snart 6 måneder siden. Afsløring: Det ser sgu lidt sløjt ud med det. Det kommer der nok et indlæg om på et tidspunkt. – Lille’pigen skal have sin 5 måneders undersøgelse og vaccination. Jeg er spændt på, hvad hun nu vejer og hvor lang hun er blevet. Synes godt nok hun gror som ukrudt lige i tiden. Vaccinationen skal bare overstås og forhåbentlig er hun ikke syg med feber i hele 4 dage, som hun var ved sidste vaccination. Vi er dog forberedte på det værste og derfor er kalenderen uden planer resten af ugen.

Brodere på livet løs: Åh, den pokkers julesok, som ellers er ved at blive så fin. Når jeg endelig har ro om aftenen, når lille’pigen er gået i seng, da broderer jeg gerne. Det er så dejligt afslappende om aftenen inden sengetid og så kommer jeg jo et lille stykke længere med den for hver gang. Det er heldigt, for julen er her jo fandme lige pludseligt og selvfølgelig skal lille’pigen have sin julesok til sin første jul. Præcis som min niece og nevø har fået deres.

Forhåbentlig til sjælland: Lille’pigens faster og onkel holder fælles fødselsdag. Den vil vi selvfølgelig gerne til. Dagen efter deres fødselsdag er der koncert med Shania Twain i Royal Arena i København. Det er en af mine gamle barndomsdrømme, at komme til koncert med hende. Heldigvis har min svigermor og jeg billetter til koncerten og det kunne godt gå hen og blive vildt hyggeligt! – Med et lille barn kan meget dog nå at gå “galt” inden sådan en tur. Det er en meget lang tur for sådan en lille størrelse og der skal ske mange ting den weekend. Så hun skal derfor være absolut tip top klar, hvis vi skal afsted. Men mon ikke vi nok skal komme afsted 🙂

Have besøg af Familieiværksætter-holdet: I har hørt om dem før. Gruppen af andre søde førstegangs forældre, som vi mødes med jævntligt. Denne gang skal vi mødes hjemme ved os og vi glæder os til at få besøg af dem og alle de små blenumser.

Nyde efterårsvejret: Jeg elsker efteråret! Det har de fleste af jer også opdaget. Så lille’pigen og jeg skal fortsætte vores gode rutiner med de gode lange gåture i den friske luft. På de gode dage får vi gået to ture om dagen. I september blev det til 242 km. Det er jeg pænt tilfreds med.

Så småt begynde på juleshoppingen: Jeg prøver altid at være i god tid med juleshoppingen, da jeg ellers synes, at det kan gå fra at være en hyggelig oplevelse til en sur pligt. Og det gider jeg ikke. Så jeg er altid i gang i god tid. Faktisk er det lidt noget vrøvl at skrive, at jeg så småt vil begynde, for faktisk er jeg allerede begyndt. Jeg har nemlig købt de fleste af gaverne til adventskalenderne til min nevø og niece.

Skifte over til vintertid: Præcis ligesom så mange andre, skal vi også sidst på måneden stille uret en time tilbage. Jeg er en af dem, der synes det der skift fra vintertid til sommertid og omvendt er ret unødvendigt. Og så er det synd for dyrerne i naturen, som ikke fatter en ski’ af det. I år er jeg særligt spændt på, hvordan det kommer til at påvirke dagen, når man har en baby på 6 måneder. Jeg gætter på, at vi får et par meget tidlige morgener 😉

Børnehave rødderne .. #2

Børnehave rødderne .. #2
Billede fra stien ved børnehaven

Fik I læst mit seneste indlæg om børnehave rødderne? Ellers kan I finde det HER.

Lad os få nogle flere citater på bordet og hylde børns skønne umiddelbarhed og filterfrie sind 🙂

 

“Hvad hedder din baby?”, spørger en lille pige. “Hun hedder Anna”, svarer jeg. “Det hedder min storesøster faktisk også. Det er bare synd, at hun faktisk er ret dum”. Der er ikke nogen af os, der siger mere.

 

Jeg går forbi en lille dreng, der sidder ved hegnet og piller næse. “Du må ikke sige det til min mor”, siger han nervøst. Jeg lover selvfølgelig, at det skal jeg nok lade være med. Ikke at jeg overhovedet kender hans mor.

 

“Har din baby lort i sin ble?”, spørger en dreng, der er ved at spille bold med nogle andre drenge. “Øhm nej, ikke lige nu. Men måske senere”, svarer jeg. “Så må du hellere skynde dig hjem. Det lugter nemlig ikke ret godt”. Jeg gætter på, at han måske har en lillebror eller lillesøster der hjemme 😉

 

“Hvor mange år er du egentlig?”, spørger en pige. “Jeg er 28 år”, er mit svar. “Det er nok ligeså gammelt som min bedstemor”, svarer hun så. Jeg går fornærmet videre og tænker at godt nok har jeg ikke make-up på og mit hår er bare kastet op i en knold, meeeeeeeeeen ….

 

“Du er ikke min nabo”, siger en pige. “Nej, det er jeg vist ikke”, svarer jeg undrende. “Det er okay. Måske kan vi være naboer i morgen”, svarer hun og løber videre. Jeg undrer mig lidt over, hvad der lige foregik inde i hendes hoved.

 

Jeg går forbi hegnet, da jeg hører en dreng (vist nok den dominerende i flokken) råbe til de andre drenge: “Hey, skal vi ikke lege tvillinger?”. De andre drenge er med på legen. En anden og lidt mindre dreng løber over til ham, den lidt dominerende type og spørger: “Ej, må jeg så godt være din tvilling?”. Den dominerende dreng kigger på ham (muligvis lidt ondt faktisk) og svarer så: “Du er altså for grim til at være min tvilling!”. Den mindre dreng trækker sig fra legen. Det var faktisk lidt trist at se 🙁 Så selvom børns umiddelbarhed ofte er skøn, herlig og sjov, så er der naturligvis undtagelser.