Hvis jeg skulle .. #1

Hvis jeg skulle .. #1

.. Bage en kage lige nu, ville jeg bage en kanelkage. Jeg elsker kanelkage! Men jeg prøver også at tabe 24 tunge slaskede kilo, så jeg skal nok ikk’ bage en kage lige nu. Eller spise den gode is, som jeg ved jeg har i fryseren. Suk!

.. Stoppe en dårlig vane, skulle jeg stoppe med at bide negle. Jeg har gjort det, så længe jeg kan huske tilbage og det er så duuuumt, grimt og ikk’ særligt lækkert!

.. Tage en ny uddannelse, ville jeg på nuværende tidspunkt læse til folkeskolelærer. I nyhederne i går aftes tippede de lige om, at der er mangel på matematiklærere. Hmm. Det ville jeg nok aldrig blive med mine elendige matematiske evner.

.. I biografen i morgen, ville jeg være SÅ ligeglad med filmen, så længe der er masser af popcorn. Haps, haps.

.. Bestille en pizza lige nu, ville jeg vælge en helt simpel en. Bare ost og pepperoni. Og hvis de ved et uheld kom til at smide ananas på, ville de få deres pizza smidt lige tilbage i nakken igen. Men jeg skal stadig tabe 24 tunge slaskede kilo, så jeg skal ikk’ have pizza.

.. Holde en fridag fra livet på barsel og livet som mor, ville jeg holde en moster/niece-dag med min skønne niece, Olivia. Hun er 3.5 år. Og hun savner sin “boster” (moster) ligeså meget, som jeg savner hende! <3

.. Undvære en årstid, ville jeg rive sommeren ud af kalenderen. Nok modsat de fleste. Jeg er mest fan af efterår og forår og jeg ville vælge vinter over sommer til hver en tid. Men egentlig vil jeg helst ikke undvære nogen af årstiderne. Jeg elsker at bo i et land, hvor man kan se hvordan årstiderne skifter.

.. Give min datter et andet navn, ville det nok føles underligt, for nu kan hun jo ikke hedde andet. Men jeg har altid været vild med navnet Kaya, så det ville jeg nok vælge. Jonas og jeg var faktisk ikk’ på samme side (eller planet, faktisk), da vi først snakkede babynavne. Hvis du vil vide, hvordan vi endte på samme planet, kan du læse om navnevalget lige HER.

.. Lave noget om ved min krop, ville jeg fjerne alle spor af PCOS og dermed gøre mange ting meget lettere.

.. Læse en bog, ville jeg læse bogen “Kære Zoe Ukhona” af Pelle Hvenegaard.

P.s. Jeg skal faktisk ikk’ tabe 24 tunge slaskede kilo mere, for jeg har jo tabt lidt. Hvis du ikke har læst om det, kan du gøre det lige HER

Bloggen er flyttet! Det er stadig den samme blog, men …

Bloggen er flyttet! Det er stadig den samme blog, men …

… Det er det så egentlig ikke helt alligevel, for nu bliver det faktisk lidt federe. Bloggen har nemlig søgt nye veje og stødte i den forbindelse på et nyt, men absolut venligt og dejligt bekendtskab hos www.momster.dk – Et netværk af kvinder til kvinder der har børn eller brændende ønsker sig at få dem. Jeg passer godt ind her af flere årsager. 1: Fordi jeg er en kvinde. 2: Fordi jeg har et barn. 3: Fordi jeg tidligere havde et brændende ønske om at få et barn, men her stødte jeg på udfordringer fra min egen kropumulige krop. 4: Fordi jeg er pisse sjov, hudløst ærlig og god til at skrive. Men det vil du jo få at se hen ad vejen, ikk?

Nå, men inden jeg kommer for godt i gang og måske også bliver en smule for selvfed, må jeg jo hellere præsentere mig selv. Dette indlæg er altså mest henvendt til de af jer, som desværre ikk’ er stødt på mig endnu. Men det er altså tilladt for alle at læse med. Også dig, mor 🙂

Mit navn er Leah Rundblad og det er mig på billedet oven over. Jeg er en 28 år gammel nordjyde og så er jeg rigtig godt gift med Jonas Rundblad. En 28 år gammel forhenværende sjællænder. Hvis du har lyst, kan du jo læse om, hvad der skete da Nordjylland mødte Sjælland for snart 9 år siden. Det er jævnt kikset og vi var ikk’ halvt så kønne den gang, som vi er nu. Så er I advaret.

Til daglig er jeg uddannet og arbejder som lægesekretær på Aalborg Sygehus, men lige nu lever jeg barselslivet med alt, hvad der hører sig til af gylp, lortebleer, sutteflasker, gylp, gåture med barnevognen, grimt lamaze legetøj, gylp, uglet mor-hår i knold, ingen make-up og gylp. Ja, der er masser af gylp her hjemme. Vores datter har nemlig refluks så det basker. Og nu vi alligevel taler om solen. Vores datter hedder Anna Oline og hun kom til verden den 15. april i år. Det betyder at hun runder 4 måneder lige om lidt. Hun er herlig, fræk, smuk, sjov og fuld af fis og ballade. Vores ønskebarn, som vi har været utroligt heldige at få. Det lå nemlig ikke i kortene, at vi med sikkerhed skulle blive forældre. Jeg lider af PCOS, som er en tilstand, der påvirker min krop utroligt meget. Hvis du ikke helt ved, hvad det er, så er du faktisk langt fra den eneste. Men du kan heldigvis blive klogere på det lige HER. Grundet PCOS’en gik vi igennem en temmelig hård og udmattende tid med fertilitetsbehandling, da vi tog grusvejen til ønskebarnet. Heldigvis endte det godt, da vi jo har fået vores skønne datter. Hvis du har lyst, kan du læse historien om min fødsel, som slet ikke gik, som jeg havde håbet. Heller ikke i dagene efter, som faktisk endte med at være hårdere end selve fødslen.

Min hverdag med PCOS er besværlig og bøvlet, men jeg er blevet bedre til at håndtere det. Min største udfordring med PCOS (nu hvor jeg ikke kæmper for at blive gravid mere) er insulinresistensen. Kort fortalt betyder den, at min krop konstant tror, at den mangler insulin og derfor producerer den en helvedes masse ekstra af det. Og sådan noget sætter sig som fedt på kroppen. Og det er fandme ikk’ sjovt, skulle I være i tvivl om det. Det betyder lige nu, at jeg har gang i et større vægttabsprojekt. 24 tunge slaskede kilo var mit udgangspunkt. Den seneste måneds tid har den for alvor fået en skalle med PCOS-venlig kost og god motion, hvilket heldigvis har båret frugt. Nu mangler jeg nemlig “kun” 19,4 kilo. Hvordan jeg nåede til det, kan du læse lige HER. Du vil her på bloggen kunne følge med i min vægttabsrejse, hvis du har lyst. Det motiverer i hvert fald mig rigtig meget, at dele ud af den.

Bloggen her kom til verden tilbage i januar i år. Jeg har altid elsket at skrive og har længe ønsket at få det til at fylde mere i min hverdag. Jeg er flere gange blevet spurgt om ikke “sådan noget blogging”, kunne være noget for mig, for det kunne jeg da nok være god til. Så jeg overvejede det i et par år for længe, hvorefter jeg endelig kastede mig ud i det. Og det har jeg ikk’ fortrudt. Bloggen er mit frirum, min online dagbog og egentlig også som en slags mødregruppe. Jeg deler i hvert fald meget ud af livet som mor. Mest fordi mit liv ikke handler om så meget andet lige nu, men også fordi jeg egentlig synes, at jeg gør det ret godt. Altså det der med at være nogens mor. Dog er jeg blevet hapset af mor-politiet før, men det er det der kan ske, når man deler åbent og ærligt.

 

Jeg håber at I med dette indlæg har fået en bedre idé om, hvem jeg er. Hende den nye Leah Rundblad på www.momster.dk. Jeg kunne egentlig fortælle meget mere om mig selv, men så bliver det bare lidt ligesom bland-selv-slik. Hvis man blander for meget, bliver det noget rod og hvis man spiser det hele gør det bare ondt i maven. Så lad os hellere tage vores nye bekendtskab i mindre bidder og bruge noget tid på at lære hinanden at kende.

Jeg glæder mig super meget til at være en del af dette fantastiske “blogger-kvinde-mor-univers” og jeg håber, at I vil tage rigtig godt i mod min kære blog. Bloggen er desuden at finde på Facebook, hvor jeg altid opdaterer med de nyeste indlæg. Du er også velkommen til at følge mig på Instagram, hvor jeg (tro det eller ej) faktisk formår at kortfatte mig en my mere, end jeg gør her på bloggen. Men det bliver det ikk’ kedeligere af, det lover jeg!

God dag til jer 🙂

Resultatet af den vanvittige sundheds-måned

 

Så er der gået en måned på sund og fornuftigt PCO-kost. Det har været pisse hårdt, at gå fra en “nu spiser jeg lige, hvad end jeg kan skubbe i fjæset med én hånd og med en baby på armen” – kost til en nøje planlagt og ret striks PCO-venlig kost. Men det har også været godt for kroppen at blive “nulstillet”. Jeg kan mærke en forandring på mit energiniveau. Jeg føler mig friskere og “lettere” på en måde. Fysisk kan jeg se resultater på min hud, mit hår og måske en lille bitte smule på slaske-maven. Sofa-rumpen er indtil videre kommet for at blive, ser det vist ud til.

 

Og hvad har jeg så konkret gjort? 

Når jeg siger, at jeg har spist PCO-venligt betyder det, at jeg har skåret stivelse og sukker ud af min kost. Brød, pasta, ris og vingummier. Chokolade også. Og is. I kan selv tænke jer til resten. Det er sådan ca. alt det, der smager bedst. Jeg har desuden gjort mit bedste for at få 3 hovedmåltider og 2 mellemmåltider i løbet af dagen. Med lidt god og nøje planlægning og en sød og nogenlunde tålmodig datter, er det faktisk lykkes de fleste dage. På de varmeste dage i den her ulidelige sommer, har jeg ikke altid klaret den. Jeg har det med at miste appetitten, når det er varmt. At spise sådan hjælper rigtig meget med at holde mit blodsukker stabilt, som er en af udfordringerne (i hvert fald for mange), når man har PCOS. Hvis du ikke er helt med på, hvad det der PCOS er, så har jeg skrevet lidt om det HER. Men i bund og grund har min krop den udfordring, at den forvandler gulerødder til tivolistænger nede i maven. Jeg er insulinresistent og derfor tror min krop, at den skal lave mega meget ekstra af det. Altså insulin. Og det er dét, der giver de drøn mange ekstra kilo.

Man siger jo, at et vægttab ligger 80% i kosten. Men lidt motion har jo aldrig skadet nogens ekstra kilo på kroppen. Så jeg begyndte at løbe igen. Efter 4 korte løbeture af 2 km på 2 uger, viste det sig dog at være alt for tidligt for min krop efter graviditeten. Jeg fik vanvittigt ondt i mine knæ. Ligeså ondt som da jeg var højgravid og havde svangerskabsforgiftning med knæ, der var noget nær dobbelt så store, som de er nu. Øv for pokker. Det skulle ikke være unormalt, at døje med ledsmerter efter en graviditet. Og det siges jo også, at kroppen sagtens kan bruge helt op til et år på at komme sig igen. Så jeg tager det ikke så tungt, men jeg savner nu stadig at løbe.

Men så det bliver i stedet til nogle gode gåture med barnevognen og lille’pigen. Hendes første lur på dagen ligger heldigvis tidligt på morgenen, hvilket passer mig perfekt. Jeg elsker at starte dagen tidligt og jeg elsker at starte dagen med at være aktiv. Ja! Jeg er et af de der irriterende morgenfriske A-mennesker. Lille’pigen er blevet rigtig god til at sove en længere lur, så vi får ofte gået omkring 10 km. Jeg elsker det! Musik i ørerne, tankerne der får frit spil og roen som vi finder, når vi ofte er de eneste i bybilledet eller på landevejene, som vi elsker at befinde os på. Det giver mig faktisk mere energi, end hvis jeg sov to timer. Mega nederen en type, I know 😉

 

Og hvad er resultatet så? 

Jeg var på vægten i morges. Det var heldigvis et positivt møde. Der er røget 4,6 kilo den seneste måned. Jeg havde håbet på 6 kilo eller mere, men jeg ved også godt, at jeg bare ikke taber mig ret nemt. Min storesøster, som i øvrigt heldigvis ikke er ramt af PCOS, sagde den anden dag, at 4 kilo er da flot, men så igen. Havde hun spist som jeg gør, så havde hun nok tabt 10 kilo. Og det er nok ikke helt forkert. Lorte PCOS. Så i bund og grund skal jeg vist bare være mere end tilfreds med resultatet. For altså. Nu mangler jeg da 4.6 kilo mindre, end da jeg startede for en måned siden. Men åh, hvor gad jeg godt at der var røget bare lidt mere. Alt i alt er jeg nu 19,4 kilo fra mit umiddelbare mål. Det er mange, men ikk’ så mange som da det var 24 kilo for en måned siden. Det lyder da en my “lettere” at det er under 20 kilo nu 😉 Men dælme også kun en my da.

Og hvad skal der så ske nu? 

Jeg er slet ikke færdig med det her vægttab endnu. Der er laaang vej igen. Men nu er jeg heldigvis i gang og motivationen er tårnhøj. Min plan er at fortsætte præcis som jeg gør nu. For selvom det går langsomt, så sker der jo trods alt noget. Fremadrettet vil jeg dog holde en ugentlig “fridag”. Altså en dag, hvor jeg må spise, hvad jeg har lyst til og egentlig glemme lidt, at jeg har PCOS. Det er vist populært at kalde det for en “cheat day”, men det begreb kan jeg ikke lide. Det lyder som om man gør noget forkert og det er generelt ikke noget, som jeg vil forbinde med mad og livsstil. Jeg har kørt med de her “fridage” før og for mig betyder det, at jeg har ro i hovedet for en dag. Altså i forhold til planlægning af kost og have fokus på, hvad jeg skubber i kæften. Det betyder at jeg kan tage til fødselsdag eller andre arrangementer og ikke være hende, der ikke kan spise noget af maden. Det betyder, at jeg ind i mellem kan få nogle af mine livretter, som tilfældigvis bare indeholder nogle af de ting, som jeg ikke må få normalt. Det giver et pusterum, som så giver fornyet energi til de andre 6 dage i ugen. Og det er med til at gøre, at jeg ikke falder i på andre tidspunkter. Det holder mig fokuseret på målet. Og motiveret.

Jeg er godt nok spændt på, hvor langt jeg kommer med mit vægttabsprojekt og hvor hurtigt. Og om jeg ender med at skulle have medicinsk behandling som støtte ved siden af. Det må tiden jo vise.

I dag er dagen, der for et år siden ændrede alt

Den 09. august 2017. Jeg husker den dag så tydeligt, som var det i går. Jeg stod op, tog en graviditetstest og skimtede ud af øjenkrogen, at den var positiv indenfor ganske få sekunder. Test nummer 1 trillion skulle vise sig, at blive den der ændrede alt. Jeg vidste jo godt i dagene op til den 09. august, at jeg var gravid. Eller jeg vidste det, uden helt at vide det. Mavefornemmelsen var i hvert fald meget stærk. Men mit tis vidste det altså først på denne dag. Det skulle i første omgang kun være vores hemmelighed. Min og Jonas’ helt alene. Det er dog ret svært, når man deler åbent ud til alle om, at man går i fertilitetsbehandling.

Den 10.08.17, altså dagen efter vi fik den fantastiske nyhed, skulle jeg i Bilka med min storesøster. Der gik lige nøjagtig ikke engang 15 minutter fra vi mødtes, før jeg åbnede min kæmpe store fede sladrekasse af en mund. Så sad vi der i bilen på Bilkas parkeringsplads, i båsen hvor vores far uden undtagelse altid parkerede, når han var i Bilka. Et specielt øjeblik. Nu var vi 3 om at holde på hemmeligheden. What to do? Jeg fortæller min søster alt.

Senere hen har flere fået det at vide. Særligt fordi hun nu er født og endnu sværere at holde hemmelig. Den ekstra vidunderlige streg på testen, er blevet til vores lille pige. Verdens bedste overraskelse. Verdens bedste mirakel. Verdens bedste datter. Verdens bedste Anna Oline. Den ekstra vidunderlige streg har gjort mig til mor for første gang. Det samme med Jonas, men ham kalder vi bare “far”. En er blevet mormor for tredje gang, mens en anden oplevede lykken ved at blive moster. Nogen blev farmor og farfar til deres første barnebarn, mens en anden nu er blevet faster. Også for første gang. En oldemor kom også til. Nogen fik en kusine mere, mens nogen andre fik en nabo mere, som de kalder for deres “bonus-barnebarn”. Tænk lige hvor meget lykke sådan et lille menneske fører med sig til SÅ mange mennesker.

Det sidste år er fløjet afsted. Tænk at jeg har nået både at være gravid, holde juleaften, gå på barsel, fejre 28 års fødselsdag og føde min datter, til jeg nu sidder her med min pige, som om 6 dage runder 4 måneder. Hun er så meget smukkere end jeg havde forestillet mig, at vores barn kunne blive. Hun sætter en ny standard for hjemmet her 😉 Det har også vist sig, at hun har temperament og så er hun gu’hjælpemig mega brølstræk. Hun er også lattermild, kær og charmende. Men hun har appetit som en fugleunge og det er nok derfor, at hun også er sådan et lille myr. Et lille myr med lange ben. Det ser heldigvis ud til, at hun er bygget mere som sin far og han ligner heldigvis ikke en mumitrold. Det gør moren tilfældigvis. Meget ser ud til, at hun har fået det bedste fra os begge to 🙂

Grusvejen til ønskebarnet var hård. Fysisk såvel som psykisk. Men den havde også det bedst mulige udfald. Jeg elsker at være mor, selvom det slet ikke altid er nemt. Det er så heldigt, at jeg er blevet mor mod så mange odds og jeg husker hele tiden mig selv på, at jeg skal nyde hvert sekund.

Sætninger du ikk’ hører fra min rapkæftede mund .. #5

 

Så er jeg klar med endnu et indlæg, som er smækfyldt med sætninger, som ikke ville falde over mine læber. Denne gang i en “mor-udgave”.

 

Min datter skal kun gå i mærketøj – Det skal hun overhovedet ikk’. Lige nu består hendes tøj ca. af 90% tøj fra H&M, Bilka og Føtex. Og rigtig meget af det er arvetøj, da vi egentlig godt kan lide at genbruge. Særligt når det ikk’ fejler en skid. De sidste 10% er det man kalder “mærketøj” og det har jeg selv købt til hende, fordi jeg synes at det er noget virkelig super fint og lækkert tøj. Og det skal der også være plads til jo.

 

“Og når vi så skal have nummer to ..” – Det skal vi ikk’. Altså have barn nummer to. Det har hele tiden været planen, aftalen og drømmen at få ét barn og vi er fandme heldige med, at vi har fået hende. Vi har umiddelbart ikke lyst til eller behov for at få barn nummer to. Til gengæld glæder vi os pisse meget til resten af livet med det ene skønne barn vi har.

 

Min datter SKAL lære, at sove i sin egen seng – Jeg er sindsygt meget mere til det der samsovning, end jeg troede jeg ville være. Før jeg blev gravid var jeg mest tilhænger af, at mit fremtidige barn skulle sove i egen seng. Gerne så tidligt som muligt. SÅ blev jeg gravid og begyndte at trække lidt i land. Så fødte jeg og nu kan jeg nærmest ikke få hende tæt nok på. Så nu samsover vi og det fortsætter vi med, så længe det giver mening for alle. Hvis hun på et tidspunkt finder mest ro i egen seng, så skal mine behov i hvert fald ikke stå i vejen for det.

 

Min datter må ikk’ se iPad eller TV – Fandme jo hun må sgu så. Og hun elsker det i den begrænsede mængde, som jeg tillader hende at gøre det. Jeg har prøvet at vise hende noget rigtig pædagogisk pis som “I Drømmehaven med Upsy Daisy”. Til jer der ikke kender det, så er det er vel en moderne version af Teletubbies, bare mindre irriterende. Det lort falder hun ikke for. Hun er fan af YouTube og musikvideoer med “eMMa”. I ved hende der er lillesøster til de vanvittigt populære norske tvillinger “Marcus & Martinus”. Særligt sangen “Fået deg på hjernen” er et hit. Den sang kan trøste, når hun er ked eller har ondt. Den kan få hende til at spise på de dage, hvor hun ikke gider det. Den kan få hende til at smile og grine. Den sætter gang i hendes indre dansemus, så hele kroppen bliver brugt. Derfor kan jeg ikke se noget dårligt i, at hun får lov at se den. Det blev et langt skriv om den sætning, men jeg ved jo også at mor-politiet lurer derude med lange krummede pegefingre og behårede vorter på næsen.

 

Min datter er aldrig irriterende – Jo vist er hun så. Men heldigvis ikke så ofte, som hun er glad, sød og charmerende. Personligt tror jeg, at det er pisse meget fis i en hornlygte, når forældre siger at de aldrig bliver trætte af deres børn eller aldrig synes de er lidt irriterende. For det er alle babyer/børn sgu da ind i mellem. Det betyder jo ikke, at vi ikke knus-elsker livet halvvejs ud af dem! Jeg kan egentlig godt nævne et par eksempler. Altså lille’pigen kan godt gøre mig liiiiidt træt i ægget, når hun vågner kl. 05.15 for så at blive træt og umedgørlig allerede efter 30 minutter. Spise vil hun ikke en gang. Jamen søde barn, hvorfor sov du da for fanden så ikke en time længere? Hun er også lidt irriterende, når hun ikke vil acceptere, at jeg også ind i mellem bliver lidt sulten. Hun er også lidt irriterende, når hun nægter at være i sin barnevogn om eftermiddagen. Hvorfor sådan noget pjat, når hun putter så godt i den om formiddagen? Det er fandme godt, at hun er så sød, dejlig, sjov og kær ellers 😉

 

P.s. Her til morgen vågnede hun kl 07.00 efter 12 timers søvn, så ingen morgen-surhed i dag 🙂

Sætninger du ikk’ hører fra min rapkæftede mund .. #4

 

Ej, skal vi ikke bruge dagen på stranden i morgen? – Jeg er ikk’ en strandløve. Hverken af udseende eller af sind. Særligt ikke om sommeren, når det er varmt. Jeg hader sandet. Jeg synes havvand er ulækkert. Og jeg er ikke typen, der gider at ligge og stege i solen. Det får man i øvrigt også rynker af på sigt. En skønne dag kommer jeg nok til at færdes der oftere, da lille’pigen selvfølgelig ikke skal lide under, at jeg ikke har lyst. Jeg kan til gengæld godt lide at gå tur på stranden i vinterhalvåret. Vind i håret, røde kinder og en kold næse. Dét er lige mig!

 

Nej, jeg skal ikke have flere tatoveringer – Jeg vil gerne have flere tatoveringer. Og have gjort noget ved dem jeg har også. Men efter jeg har fået et barn, tror jeg det bliver sværere at prioritere pengene på det.

 

Jeg bruger alt for mange penge på make-up – Det gør jeg overhovedet ikk’ jo. Jeg bruger nærmest næsten ikke make-up. Mascara vil jeg helst ikke undvære (når jeg skal ud), men ellers vil jeg gerne holde det så naturligt som muligt. Mest fordi jeg hellere vil sove 5 minutter længere om morgenen. Og her i barslen er det i hvert fald ikk’ et problem at holde det naturlige look.

 

Jeg starter hver dag med 100 armbøjninger – Det gør jeg overhovedet ikk’. Jeg praktiserer ikke armbøjninger på noget tidspunkt af dagen. Til gengæld går jeg gerne en lang tur med lille’pigen hver dag. Hvis vejret ikke forhindrer det.

 

Jeg elsker accessories som tasker, smykker m.m. – Jeg er nok så lidt pige på det område, som en pige kan være det. For det gør jeg bare overhovedet slet ikk’. Jeg har ikke så meget af det og jeg fortrækker faktisk at have mine ting i lommerne, frem for i en taske.

 

Jeg har taget min drømme uddannelse – Det har jeg faktisk ikke. Jeg har dog taget en uddannelse, som jeg synes er rigtig fed og som jeg er rigtig glad for at arbejde med! Men jeg har altid haft en drøm om at blive journalist og forfatter. Eller skolelærer. Men, men. Jeg er jo også “ung” endnu, så man ved jo aldrig. Dog har jeg også fremtidsdrømme med mit nuværende job som lægesekretær.

 

Jeg synes hunde er sødere end katte – Det er de ikke. Jeg er helt sikkert mere kattemenneske end jeg er hundemenneske. Jeg tror faktisk jeg vil være en kat i mit næste liv. Den fede og dovne kat, der ligger og steger i solstrålen. Jo, jo. Det er mig i mit næste liv, hvis jeg selv må vælge.

 

Fik du læst om mine planer for august? 

Jeg har glemt at fortælle jer om et ganske særligt æbletræ

Tidligere i år købte mine svigerforældre et sommerhus ikke langt fra, hvor vi bor. Ja, det gik faktisk rigtig stærkt med at finde det helt rigtige, da de fik at vide, at deres første barnebarn var på vej. De bor til dagligt på sjælland, hvor Jonas også er vokset op. Det er derfor han taler så underligt. Det er dejligt, at de nu er tættere på lidt oftere, da turen til sjælland er ret lang. Særligt når man har et lille barn.

Da de overtog det fineste sommerhus tilbage i marts, var det vigtigt for Jonas og jeg at finde en god og ikke mindst personlig indflyttergave. Mest fordi vi var mindst ligeså glade som de, over deres gode køb og beslutningen om at få et sommerhus tæt på os.

Vi valgte at købe et æbletræ fra vores lille pige, som på daværende tidspunkt ikke var født endnu. Hun var dog temmelig tæt på terminsdatoen. Æbletræet hedder egentlig bare “Anna Olines Æbletræ” og tanken er, at træet skal vokse med hende gennem livet. Et æbletræ der altid vil være lige gammelt med hende. Et træ der altid vil stå i baggrunden ved de mange gode stunder, som hun skal have i det sommerhus med sin farmor og farfar. Mon ikke det er det mest personlige æbletræ der findes?

Vi plantede træet den 07.04.18. 5 dage senere blev jeg indlagt med svangerskabsforgiftning. 8 dage senere blev Anna Oline født.

Hold nu for fanden da kæft, hvor havde jeg lige meget lykkeligt glemt, hvor meget jeg lignede en tikkende bombe til sidst i min graviditet. Eller bare en kanonkugle med arme og ben. Eller bare en stor hoppebold. Godt man har sådanne billeder til at minde en om det. Eller noget.

Nå, men træet står der så fint i dag og faktisk er der allerede kommet fine blade på og faktisk også nogle få æbler. Vi glæder os alle til at se træet vokse sig større sammen med vores lille Anna Oline 🙂

Det er august og dette er mine planer ..

 

Det er august og i denne måned skal jeg:

 

.. Afslutte og se resultatet af “Min vanvittige sundheds-måned” – Det har været godt at komme i gang med PCOS-kosten igen og jeg håber sådan, at der er røget lidt af de 24 tunge slaskede kilo. Jeg fortsætter selvfølgelig det hårde arbejde, efter den første måned her er gået.

 

.. Have lille’pigen med til lægen – Hun skal have sin 3 måneders vaccination. “Jamen Leah, er hun ikke fyldt 3 måneder?”. Jo, men stikket ordner vi lige på den dag hun runder 4 måneder. Vi når vel nok det hele til sin tid.

 

.. Forhåbentlig sige farvel til den ulidelige sommervarme – Her hjemme er vi, præcis som hele landets græsplæner, ved at være trætte af den ekstreme sommervarme. Vi er klar til efterår og mildere vejr, så vi kan komme mere ud. Og sove bedre også. Gerne på vores 1. sal hvor soveværelset er.

 

.. Til endnu et møde med Familieiværksætterne – Et tilbud i vores kommune til førstegangsforældre. Det startede allerede i min graviditet. Her mødes vi med andre førstegangsforældre og snakker om babyer og ting, der har med babyer og livet som forældre at gøre. Det er bare SÅ hyggeligt! Elsker at vi har fået så mange nye skønne mennesker i vores netværk.

 

.. Til at have Jonas mere hjemme – Jeg er alene med lille’pigen 11 timer om dagen og her ser jeg bort fra natten, hvor jeg oftest også har hende. Jonas arbejder nemlig i Langtbortistan. Eller faktisk bare i Skagen. Her bygger han skibe til lyden af måge-skrig i omgivelser, der lugter af fisk og synes, at det er ret fedt. Så han har jo en del kørsel til og fra arbejde, hvilket giver mig flere timer alene hjemme med lille’pigen. Nu skal han så på skoleophold (fordi han er lærling og under uddannelse) og den skole ligger tættere på og arbejdsdagen er væsentligt kortere. Lille’pigen og jeg glæder os meget til at have ham mere hjemme de næste par måneder.

 

.. Holde barnedåb – Den 19. august. Præcis 28 år efter min egen barnedåb, skal min lille pige døbes. Vi har inviteret til brunch og kagehygge og vi glæder os til at fejre dagen med i alt 26 skønne mennesker. Du kan læse mere om lille’pigens barnedåb og hvorfor hun skal døbes lige HER.

 

.. Have lille’pigen til børnelægen – Her skal vi følge op på refluks, det bløde strubehoved og det umodne tarmsystem, medicinering osv. Det bliver spændende og jeg håber inderligt, at lille’pigen snart er klar til at trappe lidt ud af alt det medicin hun får. Men det vigtigste er nu, at hendes smerter er på et minimum.

 

.. Have min første weekend alene hjemme med lille’pigen – Jonas skal vist nok på drengerøvs-weekend her i august. Det er vist nok måske ved at falde på plads. Det betyder, at lille’pigen og jeg skal være alene en hel weekend. Det skal nok blive godt 🙂

 

.. Fejre 4 års bryllupsdag – Jo, jo. Den er god nok. Den 30. august er det 4 år siden, at vi sagde “Fandme JA” til hinanden på mere kristelig vis i Hammer Kirke. Vi plejer at fejre dagen på den restaurant, hvor vi havde vores gæster med til middag den dag vi blev gift. Her plejer vi at spise vores bryllupsmenu og det er en pisse hyggelig tradition. Jeg ved dog ikke om jeg er klar til, at lille’pigen skal passes den dag, så mon ikke vi kommer til at fejre den på anden vis i år? Læs mere om, hvornår lille’pigen skal passes lige HER.

 

Jeg tænker i øvrigt på at lave et indlæg om vores bryllup og hvordan det hele foregik for 4 år siden. Men mens du venter på det, kan du jo bare læse mere om, hvordan Nordjylland mødte Sjælland.

Jeg er blevet hapset af mor-politiet ..

Mødre. De er ikk’ til at blive kloge på. Mest fordi de er så pisse forskellige, at ikke to mødre gør tingene på helt samme måde. Det ville være så meget bedre og lettere, hvis alle bare fulgte den komplette mor-manual, som følger med i babys bukselommer, når denne bliver født. Så var der ikke så meget pis og det ville i hvert fald ikk’ være kedeligt jo…

Prøv-li-å-hør-her-e-gå .. Ovenstående er pis og papir og det ligger vanvittigt langt fra, hvad jeg egentlig tænker om det at være mor. Mødre er forskellige, ligesom børnene er forskellige. Forskellige behov. Forskellige spisevaner. Forskellige søvnrytmer. Forskellige næser. Forskellige størrelser. Forskellige øjenfarver. Forskellige.. Jo, jeg tror I har fanget min pointe. Kort og groft: Det der virker for din baby, virker måske slet ikk’ for naboens baby. Det er slet ikke kedeligt og hvor er det bare godt.

Jeg har mødt og kender mange mødre og jeg kan heldigvis lide langt de fleste af dem. Men mødre er desværre også nogle gange mødre værst. Jeg skriver om meget herinde. En del om at være nogens mor på den nybagte og uerfarne måde og det gør jeg egentlig mest for min egen skyld. At I så sidder nogen derude, der gerne vil læse med, er jo bare fedt nok. Og det er pisse sødt af jer i øvrigt. Jeg skriver ærligt om mor-rollen. Også når den ikk’ er specielt sjov eller let. Heldigvis bliver jeg oftest mødt af søde ord, forståelse og enighed her på bloggen. Men i ny og næ sker det, at nogle mere.. Ja, hvad skal vi kalde dem.. Sure typer? Spidse typer? Kald dem hvad I vil, men ind i mellem får disse forvildet sig hovedløst ind på min blog eller instagram, og så siger de gu’hjælpemig nogle ikk’ så særligt pæne ting til mig om min måde at gøre tingene på. Eller skrive tingene på.

Jeg ved at det kan være en del af pakken, når man deler åbent som jeg gør det. Og jeg kan oftest godt lukke ned for det og få en god dag alligevel, uden jeg stiller spørgsmålstegn ved mine egne evner som mor.

Men i dag kan mit ellers lidt hidsige og temperamentsfulde gemyt ikk’ helt holde sin kæft. I morges postede jeg ovenstående billede på min instagram. I den der story-funktion, I ved nok. Jeg var ude at gå en lille tur i den kølige sommermorgen. I viklen på min mave bar jeg mit lille kængubarn aka. min datter. Det billede, som ellers er til den uskyldige side hvis I spørger mig, har edderbrandbrølme fået nogens pis til at koge over ad helvedes til. Fy da føj da, for et svineri det lavede i min indbakke. Og det er faktisk ikke fordi, at jeg ikke har make-up på og ellers viser min morgen-grimhed på åben gade. Svineriet er mest gået på, at jeg ikke er rigtig klog fordi jeg udsætter min datter for det (altså en tur i viklen) i disse hedebølgetider. En smule af svineriet er også gået på, at jeg gør min datter en bjørnetjeneste, ved at lade hende sove op ad mig. Altså det sted, hvor hun er allermest tryg. En enkelt sviner gik på, at jeg kalder min datter for kængubarn. Det kunne hun jo blive frygtelig ked af om mange år.

Nå, men lad os da snakke om tingene.

Min datter elsker sin vikle. Så er dét ligesom sagt. I morges var der 1000 graders varme i vores hus. Eller nok mere omkring de 26 grader, men det er fandme også varmt. Endda så varmt, at vi alle her hjemme sover lidt dårligere om natten. Tidligt i morges, altså da jeg gjorde min ugerning og forvildede mig udenfor med min datter i viklen, var der 18 grader. Altså udenfor. Det er alligevel nogen grader lavere, end det der var i vores hus. Så da lille’pigen blev træt og klar til dagens første lur, skred vi udenfor hvor det var til at holde ud at være. Mens vi var væk sørgede Jonas for, at huset blev luftet godt ud. Med gennemtræk og hele pivtøjet. Da vi kom hjem efter 40 minutters gåtur, som i øvrigt kun foregik i skyggen, var det til et hus med en temperatur på omkring 21 grader. Altså noget der var til at holde til. Hun frøs ikke og havde det ikke for varmt. Hun fik ikke træk og solen ramte hende ikke. Til gengæld sov hun pisse dejligt. Lille’pigen sov 2.5 time på mig i morges og det klager vi ikk’ over her hjemme. Det leder mig videre til det næste. Det der med, at jeg gør min datter en bjørnetjeneste ved at lade hende sove på mig. Når min datter sover selv i dagtimerne. Altså i hendes seng, babynest eller barnevogn, da sover hun oftest kun 20-30 minutter ad gangen, hvor efter jeg må prøve at hjælpe hende tilbage i søvnen igen. Dette oftest uden held. Derfor sker det ind i mellem, at jeg har en meget træt pige, når vi kommer hen sidst på dagen/først på aftenen. Fordi hun ikke har sovet nok. Hun sover betydeligt bedre i sin vikle. Gerne to timer ad gangen. Sommetider mere. Sommetider mindre. Hvorfor mon? Kunne det tænkes, at min datter finder så meget tryghed i at sove hos sin mor, at det giver hende så meget ro, at hun rent faktisk sover godt? Og får de timers søvn, som en baby på hendes alder oftest har brug for? Ja, så er jeg fandme da også den ledeste mor, fordi jeg giver hende den tryghed. Altså slap nu lige lidt af, ikk! Hun er fucking kun 3 måneder og stadig meget ny i den her verden uden for maven. Jeg føler mig jævnt sikker på, at jeg ikke kommer til at følge hende i skole i viklen om 6 år. Og jeg føler mig også jævnt sikker på, at jeg tilbyder min 3 måneder gamle baby det allerbedste. Nemlig den tryghed, som hun tydeligvis har brug for. En ting er helt sikkert: Jeg vil aldrig stoppe med at sørge for, at min datter føler sig tryg. Heller ikke selvom det betyder en løftet pegefinger fra mor-politiet. Jeg kan faktisk også løfte en vis finger, hvis det er….

Nå, lad os lige tage den sidste sviner med, selvom det ikke handlede så meget om den alligevel. Kængubarn. Jeg kalder sommetider min datter for kængubarn. Og det vil hun angiveligt blive ked af, når hun finder ud af det om mange år. Altså. Jeg kan nok godt komme i tanke om noget, som hun måske ville blive mere ked af, hvis jeg kaldte hende. Kængubarn? Det er meget uskyldigt, hvis du spørger mig. Jeg kalder hende også for gylpe-marie, skide-marie og prutte-marie (jeg har faktisk ikke noget i mod navnet “marie”, selvom det godt kunne lyde sådan). Jeg kalder hende også for skat, mus, bullerfis, møsse-musen og meget mere. Jeg tror nok hun skal klare den. Ellers tager vi den der fra.

 

Skulle der nu fortsat være utilfredshed med min måde at gøre tingene på, så har jeg et fif der med sikkerhed vil give ro i sjælen og appetitten tilbage igen. Min instagramprofil har nemlig en knap man kan trykke på, så man ikke ser mere til mig. Det er pisse smart og den ser sådan her ud:

 

Det blev et langt indlæg, men hvis I har tid og lyst til at læse mere, så passer indlægget Derfor er jeg en rigtig god mor vel egentlig meget godt.

God dag til jer. Også de sure og spidse typer 🙂

Derfor er jeg en rigtig god mor

Lille’pigen har ikke været i sit bedste hjørne i dag og selvom jeg flyttede hende rundt i samtlige hjørner af huset, stod på hovedet, serverede perfekt tempereret mælk, skiftede bleerne hurtigere end hun kunne nå at tis’ i dem, overraskede med det ene stykke grimme lamaze legetøj efter det andet, havde sutten og kaninen i baghånden hele fucking dagen, lod hende gylpe mig ned mellem babserne, sang den ene hjernedøde børnesang efter den anden, lod hende rive mig i håret, masserede hende og meget andet gøgl, så var hendes humør ikke til at vende til det bedre. Fair nok. Hun har haft en dårlig dag. Der er også pisse urimeligt varmt. Det betyder også, at jeg lige nu ligner udskidt æblegrød og måske har jeg også sukket en gang eller to i dag og talt til 10.000 inde i mit eget hoved. Ovenpå sådan en dag, har jeg brug for at sige nogle gode ting til mig selv. Så jeg skriver simpelthen lige et blogindlæg, hvor jeg roser mig selv til et niveau, hvor jeg måske ikk’ har godt af det.

Nå, men egentlig vil jeg bare sige, at der findes mange rigtig gode mødre derude. Heldigvis. Og jeg er tilfældigvis en af dem, uden det overhovedet er tilfældigt, for jeg tager skam mange bevidste valg for at være det.

 

Jeg er en rigtig god mor fordi:

 

Intet kan stoppe mig i forsøget på at gøre min datter glad, når hun har en rigtig træls dag. Præcis som du læste længere oppe.

 

Jeg tilsidesætter mine egne behov gennem hele dagen, for at opfylde hendes behov. Selv en fyldt blære kan vente længe, hvis lille’pigen tilfældigvis er faldet i søvn på mig, hvor hun stadig sover bedst. 

 

Jeg starter hver dag med at tænke på, hvordan jeg gør dagen bedst mulig for hende. 

 

Jeg er, indtil videre i hvert fald, den eneste der kan få hende til at grine. Altså sådan rigtig grine. 

 

Det plager mig inderligt, når jeg ikke kan finde løsningen på lille’pigens maveproblemer. Jeg stopper ikke med at forsøge, før den mave har det bedre. 

 

Det sidste jeg tænker på, inden jeg falder i søvn om aftenen er oftest, hvad der var godt ved hendes dag.  

 

Hvis lille’pigen vil kramme min arm eller holde mig i hånden hele natten, så sover jeg gerne i en stilling, der gør mig gammel og radbrækket før tid.

 

Jeg fortæller hende hver dag, endda flere gange om dagen, hvor højt jeg elsker hende.

 

Jeg kender min datters behov bedst af alle og jeg siger til og fra på hendes vegne. 

 

Jeg bliver ked af det, når hun er ked af det. 

 

Jeg har tømt mit hoved for mange vigtige ting, så der er plads til at huske hvornår hun skal det ene og det andet, have medicin og hvad ved jeg. 

 

Jeg vender ryggen til, når det bliver kommenteret negativt, at lille’pigen får flaske og ikke babs. Inde i mit hoved sender jeg dem en flyvende fuck-finger og et los i røven. Der findes nemlig pisse mange gode grunde til at have et flaskebarn. 

 

Jeg rummer hende med nogenlunde ro og overskud, når hun har dage hvor hun kun skriger og græder. Det er dog heldigvis ved at være noget tid siden, at vi har oplevet det. 

 

Jeg indrømmer når morlivet har sparket mig hårdt i fjæset, kørt mig over 120 gange og efterladt mig halvdød på landevejen. Så kan Jonas nemlig tage hende lidt, mens jeg fornyer min energi og vender stærkt tilbage. 

 

Men mest af alt ved jeg, at jeg er en rigtig god mor, fordi min datters blik fortæller det så tydeligt. Hun fortæller, hvor højt hun elsker mig og hvor meget hun har brug for mig. Hun reagerer, når jeg er ked af det med trøst på hendes egen måde. Hun smiler og griner, når jeg gør det. Hun stoler nok på mig til, at hun græder sit hjerte ud på mig, på de dage hvor hun har ondt. Hun sover bedst og er mest tryg, når hun ligger på mig. Hun ved at hun er min og jeg er hendes og jeg er ret sikker på, at hun ikke ville bytte mig ud, hvis hun havde muligheden. Derfor er jeg en rigtig god mor. Præcis ligesom så mange andre gode mødre derude.

Og efter en dag som i dag, hvor lille’pigen bare har været utrøstelig og en gnavpot, er det godt lige at minde mig selv om de ovenstående ting. Så starter vi på en frisk i morgen 🙂

 

Fik du læst om, hvornår lille’pigen skal passes?