Nu i egen tremmeseng – del.2

Nu i egen tremmeseng – del.2

Husk lige at få læst del 1 af den her beretning om at komme i sin egen seng. Ellers ved du ikke en ski’ om, hvorfor og hvordan og det er så øv at være bagud, ikk?

Æggehovedet (forklaring nederst i indlægget) på billedet aka. lille’pigen har sovet i sin egen seng i sådan cirkus 2.5 uge nu. Det er kommet væsentligt hurtigere, end vi havde forudset det her hjemme. Det er slet ikke noget, vi har haft fokus på eller på nogen måde haft travlt med. Men når man er ved at kravle sig til ulykker i søvne, så er tremmesengen bare en mere sikker løsning. Fair nok. Vi har sadlet om og det skal der jo også være plads til.

“Så må vi jo bare tage kampen med hende..”

Den nederen og 0 procent positive sætning fik jeg sagt flere gange, da vi besluttede, at hun skulle sove i sin egen seng. Fordi jeg faktisk forventede og regnede med, at det ville blive en kamp. Vores pige er vane- og rutinedyr og så eeeeeeelsker hun bare, at putte i vores seng. Så jo, selvfølgelig regnede jeg ikke med, at hun ville tage det pænt eller let, men det ville jeg heller aldrig forvente af hende. Jonas og jeg havde derfor snakket om, at vi nok gik nogle hårde aftner i møde og sådan måtte det jo bare være. Det er faktisk lidt som om, at de hårde aftner er en my lettere, når man forventer dem. Det er i hvert fald min erfaring.

Nå, men det blev jo så bare en stor fe’ lyvhistorie og en masse unødvendige negative forventninger og bekymringer.

Putning for lortebleer

Lige i tiden er det kun Jonas, der putter hende til natten hjemme ved os. Og hvorfor så det? Jo, den kan vi da godt lige tage også. Faktisk er det bare fordi, at jeg simpelthen ikke har lyst. Turde jeg virkelig skrive det? Ja, det gjorde jeg. Jeg gider pisse meget ikke det der putning. Når vi rammer aftentid og sengetid for lille’pigen, som er ca. omkring kl 19.00 – meget sjældent senere end det, så gider jeg egentlig bare ikke mere, hvis jeg kan slippe. Jeg vil meget hellere ordne de praktiske ting, som jeg ikke har nået i løbet af dagen, fordi jeg har brugt tiden med mit barn. Vaske sutteflasker, rydde op, gøre klar til dagen efter, rydde legetøj væk, gøre rent m.m. Som om jeg bare trænger til at være effektiv praktisk-gris, uden at skulle holde øje med hende på samme tid. Og så synes jeg egentlig, at det er fint, at de to får den tid sammen, da Jonas i hverdagene, ikke ser hende mere end et par timer. Jonas synes også det er fint. Mest fordi vi har slået en handel af: Putning for lortebleer. Han ville sikkert putte hende alligevel, selvom jeg ikke tog alle lortebleerne, men det har bare været så nemt og uproblematisk for mig, at få den handel i hus. Så sådan gør vi det lige i tiden i hvert fald. Og det fungerer.

Godnat og sov godt 

Det er så lige præcis, hvad lille’pigen har gjort. Det er gået overraskende hun-har-taget-røven-på-os-agtigt let. Første aften tog det halvanden time. Den aften var vi begge oppe ved hende på skift og hun endte med at falde i søvn i mine arme, hvorefter jeg kunne lægge hende i sengen. Eller i babynesten som hun bare har fået med over i tremmesengen. Den kender hun jo, så ingen grund til at fjerne den trygge genkendelighed for hende. Næste aften tog det under en time og Jonas klarede det selv. Tredje aften tog det en halv times tid, hvor hun rodede lidt rundt i tremmesengen og havde lidt svært ved at finde ro. Og derfra er det bare gået lettere og lettere. Slet ikke så besværligt, som vi selv havde kørt det op til at blive. De seneste dage har hun ikke sagt et eneste piv, men bare accepteret, at nu er det her hun skal sove. Her til aften, hvor jeg sidder og skriver det her indlæg, tog det under 5 minutter. Nemt med nemt på. Og altså ikke alt det pis, som især jeg havde frygtet.

Egentlig har jeg primært skrevet om lille’pigens oplevelse med at komme i egen seng, fordi der var nogen, der skrev til mig og spurgte til det, da jeg i et tidligere indlæg fik nævnt, at vi var gået i gang med det. Mest fordi de selv ville i gang med samme projekt med eget barn og stod med samme øv-forventninger, som vi selv gjorde. Nå, men de synes nok ikke, at det her indlæg er pisse fedt. Nul brugbare tips og tricks, men bare en beretning om, at det gik så glat, som en nysmurt barnerøv. Fuck dig, Leah! Så er det sagt 😉

Putte med mor

Lille’pigen sover naturligvis ikke i egen seng hele natten. Ikke at det er en natuligvis-hed, som der slet ikke er noget der hedder. Det har hele tiden kun været forventningen, at hun skulle kunne puttes i egen seng til at starte med, da hun går væsentligt tidligere i seng end os. Ikke at jeg ikke ind i mellem godt kunne lukke øjnene med hende ved 19 tiden, for det kunne jeg snildt. Men hvem skulle så pleje det ellers så stærkt ophidsende ægteskab med Jonas? Han ville sgu da blive ensom, hvis han skulle fede den i sofaen alene hver aften. Dårlig vittighed. Han ville elske det. Derfor bliver jeg længere oppe. Bare for at irritere ham 😉

Det er så sikkert som amen og tørre kiks i kirken, at lille’pigen kommer over mellem os i løbet af natten. Det kan være alt fra det sekund, jeg rammer soveværelset til nogle timer efter, vi er gået i seng. Det er meget forskelligt, men altid helt fint. Hun er mere end velkommen i vores seng og så længe hun har behov for den tryghed, vil hun få den. Uden tvivl. Jeg sover faktisk også bedre, når hun ligger lige ved siden af mig. Så det er jo win win.

Bonusinfo: Lille’pigen omtales som æggehovedet i det her indlæg og med fare for, at det giver mig mor-politiet på nakken, så forklarer jeg mig lige: Lille’pigen har sådan ca. landets rundeste hoved og det har hun haft fra dag ét af. Så rundt, at hun nok gør sig klogt i at holde sig fra bowlinghallerne. Så rundt og fint, helt uden skævheder og buler, som ellers er meget naturligt og normalt hos små børn. På billedet i det her indlæg er det bare som om, at det er ekstra tydeligt. Det hjælper heller ikke på situationen specielt meget, at hun gror hår ligeså langsomt, som græsset gror i vintermånederne. Derfor æggehoved. Vi elsker hende altså stadig! Hvordan kan man også andet med det fjæs, hun kan stille op? 🙂

Nu i egen tremmeseng – del 1.

Nu i egen tremmeseng – del 1.

Så skete det. Lille’pigen sover i sin egen seng nu. Ikke hele natten, men det vender jeg tilbage til. For bare to-tre uger siden syntes jeg overhovedet ikke, at det var dét vi skulle. Det fungerede da pis’ fint, at hun blev puttet i sin babynest i vores seng og kom over til mig i løbet af natten. Jonas sov i gæsteværelset og selvom han har været savnet i vores egen seng, så har hans snorken været det sådan ca. 0 procent. Så det hele fungerede jo super fint og alle fik den bedst mulige søvn. Nogen kunne endda snorke uden at forstyrre andre.

Men .. 

Så lærte lille’pigen at kravle. Sådan for alvor altså. Sådan at hun nu er i hele hytten, hvis man altså ikke sørger for at lukke døre osv. På den der måde, hvor hun river alle tingene ned fra alle tænkelige steder og på den der måde, hvor vi så på ny indretter hjemmet, så det bliver mest sikkert for hende. Hun kravler selv ud på badeværelset om aftenen efter aftensmaden, fordi hun ved, at hun skal i bad. Hun kravler selv hen til skuffen med babysnacks og alt hendes andet mad, når hun er sulten. Hun ved også, at det er dér mariekiksene er. Jo, jo, hun skal nok blive til noget en dag. Hun kravler selv hen til mig, når hun har brug for mig. Det er så vildt, at min baby kravler. Hvornår blev hun lige så stor? Må jeg overhovedet stadig kalde hende for en baby mere? Vittighed. Hun kommer jo til at være min baby til hun er 33 år. Præcis ligesom alle andre babyer.

Ulykken skete næsten

Fra at hun knækkede kravle-koden for alvor, gik der ikke lang tid, før hun udfoldede sine kravle-evner i søvne. Som om hun ikke har krudt nok i blemåsen om dagen. Jøsses. Hun kravlede ud af babynesten i fuldstændig søvne og lige over i favnen på sin mor. Der er ikke noget galt i, at hun kommer over til mig og sover videre. Det er hun altid velkommen til. Hun kravlede kun ud, når jeg var kommet i seng eller nogle timer senere. Som om hun fornemmede, at nu var jeg kommet i seng. Indtil da lå hun bare bum stille. Men det er så skide meget både datid og fortid nu.

En aften hvor Jonas og jeg sad i stuen i timerne, efter hun var gået i seng, sagde babyalarmen en lille bitte lyd. Ikke noget vi som sådan behøvede at reagere på og på alle mulige andre aftner, havde vi nok bare set an, om der kom mere lyd. Men lige den aften valgte Jonas alligevel at stikke hovedet op til hende. Og hvor var det bare skide heldigt, at han gjorde det! Da han kiggede ind i soveværelset, var babynesten bare tom. Hvor var lille’pigen? Hun møffede rundt i min side af sengen i min dyne, fordi hun ledte efter mig. Og hun var skræmmende tæt på kanten. Av! H-E-L-D-I-G-V-I-S var hun stadig i sengen og ulykken skete ikke. Det kunne have været gået grueligt galt. Hun startede helt sikkert kravleriet i søvne, for ellers havde der været mere lyd på hende. Hun troede nok, at jeg lå der og at hun bare lige kunne parkere sin søde mås hos mig og sove videre. Hun vågnede så, mens hun ledte og Jonas tog hende med ned i stuen.

Børnesikring eller egen tremmeseng? 

Så skulle vi jo pludselig til at tage en hurtig beslutning, for allerede næste aften kunne vi jo ikke putte hende i babynesten i vores seng, som vi ellers hele tiden havde gjort. Enten skulle vi sikre vores seng, så hun ikke kunne falde ud nogen steder. Det ville betyde sengeheste hele fucking vejen rundt, så vi alle kunne sove i én kæmpe stor fed kravlegård. Øh, nej tak! Så var muligheden jo kun, at hun måtte i sin egen seng. Den fine tremmeseng, som alligevel bare stod urørt på hendes værelse. Det var jo klart den nemmeste løsning, da vi havde den og kunne tage den i brug allerede næste aften. Men øv! Jeg har bare ikke været vild med, at hun skulle i egen seng. Eller jeg har i hvert fald ikke haft travlt med det, for jeg synes sgu det er pisse hyggeligt, at have hende med i min egen seng. Og jeg tror virkelig på, at det der samsovning gør noget pisse godt for sådan et lille barn – hvis det fungerer for alle parter vel og mærke. Ellers gør det sgu ikke en skid godt. Og nej, kære mor-politi. Jeg tror ikke at børn, der ikke samsover lider nogen form for overlast. Bare ned med den krogede pegefinger igen.

Så i næste del kan du læse alt om, hvordan det gik med at få hende i egen seng og hvordan jeg har haft det med det. Og hvordan det går nu og hvordan jeg har det med det nu. Der bliver nok at skrive og læse om, så følg endelig med 🙂

Ugens op og ned #5

Ugens op og ned #5
Febermus, men stadig en charmebøf <3

Så blev det søndag igen. 2. søndag i advent, det er jo for hyggeligt! Den her uge er fløjet afsted, selvom den egentlig har været uden ret mange planer. Vi starter med ugens ned’ere, som vi plejer.

 

Ugens ned: 

Natten til tirsdag blev mit søde barn til et knap så sødt barn. Vi var oppe det meste af natten. Hun fik feber og var generelt bare fuldstændig skør i bøtten. Skide sur og ultra let til hysteriske øjeblikke. Hele tirsdag dag var næsten kun skrig, skrål og en vanvittig træt og opgivende mor. Natten til onsdag var vi oppe det meste af tiden igen, mens onsdag fortsatte i nogenlunde samme stil. – Faktisk troede vi, at den første bis’ var på vej. Måske endda to. Man kan virkelig fornemme, at de er lige under overfladen i underkæften på hende. Og hun er jo snart 8 måneder, så det ville jo ikke være utænkeligt. Og i de her hysteriske dage, kunne vi kun få kolde agurkestave og flydende kost i hende. Men tilsyneladende drejede det sig vist mest bare om en omgang snue. Feber og snot, som nu næsten er ovre igen. Natten til torsdag sov vi godt igen og i løbet af torsdag blev hun sig selv igen. Glad og dejlig tandløs.

Det er nu den 9. december og jeg har slet ikke fået set ét eneste afsnit af nogen som helst form for julekalender. Ville gerne have fulgt med i Pyrus om eftermiddagen, men der står jeg sjovt nok altid i køkkenet, da maden jo ikke på noget tidspunkt laver sig selv. Tror bare jeg opgiver det for i år.

Blodprøverne som jeg venter på svar på, er tilgængelige på sundhed.dk nu. Jeg har selvfølgelig været inde og kigge og “desværre” tror jeg simpelthen, at de er for fine til, at lægen vil udskrive Metformin til mig. Nu er jeg jo ikke læge, men jeg er heller ikke helt tabt bag en vogn, så jeg er egentlig ret sikker. Men jeg holder fast i det lille bitte spinkle håb, der er tilbage. Og venter stadig på, at lægen får fingeren ud af nummeren og giver lyd fra sig. (Hvis du vil læse mere om den historie, så finder du den lige HER).

 

Ugens op: 

Inden babyen blev til en værre vanvids-baby natten til tirsdag, havde vi en skøn og dejlig dag i mandags. Helt uden gråd. Bare en glad pige og en dag i helt lavt gear. Du kan læse om vores dag lige HER.

Lille’pigen er frisk igen og tilbage til sit gode humør. Og som altid er der fart på hende. Det er skønt.

Jeg har fået gået nogle gode lange ture med barnevognen og en sovende lille’pige. To lange gåture de fleste dage og jeg elsker det!

Lille’pigen har vist fået ny rytme. Foruden de ovenstående røv-dårlige nætter vi havde i løbet af ugen, så har hun sovet “længe” de andre dage. Gerne til ved 07.00 tiden, som er væsentligt længere end kl 05.15-06-15’ish, hvor vi plejer at se hendes morgenfriske fjæs. Det betyder, at hun har taget to længere lure i løbet af dagen, fremfor de 3 kortere lure hun plejer. Hun går fortsat i seng ved 19.00 tiden om aftenen. Den rytme virker til at fungere bedre for hende og jeg kan skisme også sagtens vænne mig til det. Håber det holder ved 🙂

Jeg er begyndt at høre Harry Potter bøgerne på Mofibo, mens jeg går lange ture med barnevognen. Måske er det en smule kikset, men jeg er virkelig meget fan af Harry Potter universet, men har dog desværre aldrig taget mig sammen til at få læst bøgerne. Så det har jeg virkelig hygget mig med og Jonas har haft helt ret, når han har sagt, at man får mange flere detaljer med i bøgerne.

Jonas bagte en tæske-mega-sindsygt lækker brownie i går. Jeg har naturligvis ikke spist alt for meget af den 😉

Vi har besøgt mormor og Jonas fik fikset nogle praktiske ting for hende, som han havde lovet.

Hvornår er man klar til at få et barn?

Hvornår er man klar til at få et barn?

             

Jeg er blevet spurgt så pænt, om jeg ikke kunne lave et indlæg om, hvornår man er klar til at få et barn. Herunder hvilke overvejelser, som Jonas og jeg selv gjorde os. Heldigt, for jeg kan jo ligesom også kun tale på vores egne vegne. Jeg er sgu altid med på den værste, så selvfølgelig vil jeg skrive et indlæg om det.

 

Så hvornår er man klar til at få et barn?

Jeg ved ikke, hvornår “man” er klar. Men jeg ved, at vi var klar, da jeg sagde til Jonas, at nu er vi altså klar. Vi havde vist nok været sammen i knap 6 år eller ca. der omkring, da Jonas fik den besked. Før det havde vi faktisk snakket skræmmende lidt om det med børn. Ingen af os vidste med sikkerhed, om det var noget vi overhovedet ville have. Altså de der børn. Jonas har altid vidst, at det ikke nødvendigvis var et behov for ham at få børn. For mit vedkommende blev det først et behov, og på samme tid også et ufravigeligt krav, da jeg blev moster til min storesøsters første barn. Min dejlige niece, Olivia. Det lille bitte vidunderlige menneske rørte bare noget i mig. Hun fik mig i kontakt med min indre “mor”. Og så skulle jeg altså bare selv være en mor også. Mærke mor-rollen på egen krop og i eget liv. Se mine egne gener gå videre i et lille bitte helt nyt menneske. Mit menneske. Mit barn. Selvfølgelig skulle jeg være nogens mor. Selvfølgelig!

 

Okay. Jamen så gør vi det

Det var sådan ca. Jonas’ reaktion. Og ja, han er virkelig oftest så rolig og tilbagelænet, som han lyder. For min skyld og vores parforholds skyld, var han klar på at få et barn. Og med et barn mener han ét barn. Omkring det har han aldrig været i tvivl. Han har aldrig rystet i stemmen eller tænkt efter en ekstra gang. Han vil kun have ét barn og det skulle jeg altså vide fra start, inden vi overhovedet kastede os over projektet. Så det fik jeg at vide og det accepterede jeg. Det accepterer jeg stadig.

 

Og så gik “projekt baby” faktisk i gang med øjeblikkelig virkning

Uden vi overhovedet havde en mistanke om det eller overhovedet frygtede det på forhånd, endte “projekt baby” jo så med at blive, ja.. Faktisk et rigtig omstændigt projekt. Som mange allerede ved, fik jeg konstateret PCOS og endometriose. Vi røg igennem fertilitetsmøllen med flere intense mislykkede forsøg. Jeg blev opereret og efter et længere hormonhelvede, hvor intet andet fyldte i vores tanker og i vores liv generelt, lykkedes det os endelig at få de to magiske streger på graviditetstesten. Efter en egentlig jævnt fysisk hård graviditet, der toppede med svangerskabsforgiftning og en vægtøgning på hele 30 kilo (“projekt baby med PCOS og det hele endte med at give mig 40 kilo ekstra på sidebenene), fik vi vores dejlige datter i armene i april i år. Nu har vi simpelthen verdens dejligste pige på knap 8 måneder, men vejen til hende har efterladt os med ar på sjælen og for mit vedkommende også en masse fysiske skavanker, som jeg stadig kæmper med. Men hun er selvfølgelig det hele værd x 100! – Hvis du er interesseret i at vide mere om vores forløb i fertilitetsmøllen, PCOS og graviditeten, er der masser af læsestof at finde her på bloggen. Bare søg efter det 🙂

 

Mine råd og erfaringer til dig, der måske gerne vil have barn

For at vende tilbage til det her med, hvornår “man” er klar, så mener de fleste nok, at klar bliver man sgu nok aldrig helt og det perfekte tidspunkt findes ikke og kan ej planlægges. Det er jeg til dels enig i. Med de erfaringer vi har gjort os og har med i bagagen i forhold til at blive forældre, vil jeg dog klart anbefale, at man overvejer følgende:

Jeg pointerer lige med en let løftet pegefinger, at følgende er mine holdninger ud fra, hvordan jeg er som menneske og trives bedst med tingene. Det er meget muligt, at andre ikke er enig, men det er sgu da bare helt i orden. 

De familiemæssige rammer – Måske har du en partner. En kæreste eller måske er du gift. Måske er du single og i gang med beslutningen om et donorbarn. Måske noget helt andet. Uanset hvad vil jeg råde dig til at kigge på de familiemæssige rammer, som du vil skabe for et evt. kommende barn. Der er overhovedet ikke noget rigtigt eller forkert, det vigtigste er bare, at din mavefornemmelse er rigtig. Er han den rigtige far til mit barn? Er vores forhold klar til det? For ja, det giver nye udfordringer til forholdet at blive forældre. Uanset hvor knaldhamrende rosenrøde kinder man har af ren og skær forelskelse. Er du klar på at blive selvvalgt alenemor til et donorbarn, jamen så handler overvejelserne jo om, at man er klar til at stå med det hele alene. Måske også om man har et stærkt netværk i ryggen. Så ja, uanset hvor og hvem du er sammen med eller ikke, så overvej om det er dét, der føles rigtig at give et evt. kommende barn.

De fysiske rammer – Det handler ganske enkelt om, hvor du eller I bor, når et evt. barn kommer til verden. Vi boede i lejlighed, da jeg blev gravid. Husdrømmen, som vi tidligere havde jagtet, var sat på pause, da vi endte i fertilitetsmøllen. Vi ville nemlig kun eje et hus, hvis vi skulle have et barn. Ellers ville en lejlighed være rigeligt til os. Der gik vist kun lige akkurat en måned eller halvanden fra at testen viste positiv, til vi skrev under på købsaftalen på vores nuværende hus. Det var en stor og dyr beslutning vi tog os, men vi har ikke fortrudt. Vi elsker vores hus og den by vi nu bor i. Men vi har også erfaret, at en lejlighed fint kunne gøre det til at starte med. Vi behøvede altså ikke have “så travlt”, hvis I forstår, hvad jeg mener. Vi ville ikke gøre det om, hvis vi kunne, men jeg vil blot fortælle, at de fysiske rammer egentlig betyder meget lidt i første omgang, når baby blot er en baby. Det betyder ikke, at en baby ikke kræver plads, for det gør den så absolut. Vi får ikke indrettet vores stue, som vi gerne vil, så længe lille’pigen er lille. Hendes ting fylder simpelthen bare det hele. Og så er der hendes barnevogn, puslebord, tøj og alt andet, som fylder alle andre steder i huset. Så bor man i en skotøjsæske, skal man måske overveje noget større. Men man behøver ikke tænke, som vi gjorde, at det skal være et hus lige med det samme.

Uddannelse – I vores tilfælde er den ene af os under uddannelse, mens vi har fået et barn. Det var ikke planlagt, men da “projekt baby” trak ud, valgte Jonas at sadle om undervejs og påbegynde en uddannelse til skibsmontør. Simpelthen fordi vores liv ikke bare kunne gå i stå. Og bum. Midt i det hele kom barnet. Så det var en satsning vi tog. Det kunne ligeså godt have trukket ud så længe, at han var blevet udlært, før vi blev forældre. Vi fortryder ikke tingene, som de er. Men med den erfaring vi har gjort os, vil vi til enhver tid anbefale, at man har sin uddannelse i hus, før man får børn. Det er i forhold til både økonomi og tid. Simpelthen.

Økonomi – Det leder mig straks videre til næste punkt. Økonomi. Er der styr på den? Vi har fint styr på vores økonomi, men med den ene forælder på en lærlingeløn, så er det økonomiske net bare pisse meget strammere, end hvis han havde været udlært nu. Det er simpel matematik, som selv jeg kan regne ud. Og sådan en baby er ikke bare glæde, kærlighed, fis og ballade. Den er fandme også en dyr omgang. Tøj, mad, bleer, medicin, udstyr, evt. barnedåb eller navngivningsfest og jeg kunne blive ved. Der er hele tiden noget nyt i takt med, at barnet vokser. Vi er så heldige, at vi har arvet og fået meget i gave. Det sætter vi dagligt pris på, for det er virkelig en kæmpe hjælpende hånd. Men derfor kan vi stadig mærke i vores økonomi, at vi er blevet forældre. Der er bare en del ting, som vi enten må nedprioritere, vente med eller helt takke nej til. Det gør vi gerne for vores datters skyld og vi har det fint. Vi sulter ikke eller noget 😉 Vi har bare ikke den samme frihed, som vi havde før. Og sådan er det. Så i forhold til økonomi vil jeg anbefale at man overvejer, om man egentlig har råd? Om man er klar til at give afkald på en vis økonomisk frihed osv.

Den personlige frihed – Jeg var lidt i tvivl om, hvorvidt dette punkt skulle med eller ej. Men så tænkte jeg egentlig, at selvfølgelig skal det da det. Frihed. Friheden til at gøre, hvad man har lyst til, lige når man har lyst til det. Det at man ikke er bundet op af nogen eller skal tage et særligt hensyn, som man unægteligt skal, når man får et lille barn. Den personlige frihed. Er du klar til at give afkald på den for en stund? Passer det ind i dit liv lige nu? Den personlige frihed er afgjort det, som vi savner mest i vores hjem. Det er ikke kommet bag på os, at vi skulle give afkald på den, men det er nok kommet lidt bag på os, hvor meget vi egentlig godt kan lide den og at vi rent faktisk savner den lidt. Igen, ikke på sådan en måde, at vores datter ikke er det værd, for selvfølgelig er hun det. Det ville ikke være en løgn at sige, at vi glæder os til at få den tilbage en dag. Det er jo forskelligt, hvor meget man som nybagte forældre oplever, at give afkald på sin frihed. Nogle babyer er lettere at komme ud og afsted med end andre. Vores baby har hele tiden været sidstnævnte. Hun har hele tiden haft det bedst med faste rutiner og ikke for meget hurlumhej eller faren rundt. Eller for mange mennesker omkring sig. Det har vi naturligvis indrettet vores hverdag efter, for sådan er det, når man får et barn. Så er det en andens behov før ens egne.

 

Det var egentlig nok de punkter, som jeg vil anbefale at man overvejer, hvis man er i tvivl om, hvornår man er klar til at få et barn. Jeg synes det er meget vigtige punkter, men jeg er også af den holdning, at man ikke kan planlægge alt. Nogen bliver jo gravide, uden det overhovedet er planlagt og det går jo altså ofte ganske fint. Man kan også tage mange ting, “som de kommer”. Det vigtigste er sgu, at man har den rigtige mavefornemmelse og en masse kærlighed, at give det her kommende barn. Med den rette kærlighed og omsorg, så gør man sgu allerede det vigtigste man overhovedet kan, når man er mor eller far til nogen. Det er det, som baby har absolut mest brug for. Det betyder ikke, at alt det andet praktiske er fuldstændigt ligemeget, for det er det ikke. Men man kan komme i gennem meget, hvis man sætter sig for det og har den rigtige indstilling. Man siger jo også altid, at man fortryder ikke de børn man får, kun dem man ikke får. Så uanset hvad, planlagt eller ikke planlagt, selvvalgt singlemor eller gift, uden uddannelse eller med, få eller mange penge, hus eller ej, så skal det fandme nok gå.

Så hvornår er man klar til at få et barn? Det er man måske i virkeligheden aldrig helt. Men uanset hvad, så skal det nok gå 🙂

Hvad har du egentlig lavet i dag, Leah? #5

Hvad har du egentlig lavet i dag, Leah? #5

Jeg har dokumenteret endnu en dag på barsel med lille’pigen. Ikke fordi jeg lever et sådan specielt vildt barselsliv på nogen som helst tænkelig måde. Jeg synes bare det er interessant at se, hvordan de her dage ændrer sig i takt med, at lille’pigens udvikling skrider frem og hun kan mere og mere. Og så har de nysgerrige en mulighed for at finde ud af, hvad vi bruger tiden på.

Jeg har taget udgangspunkt i dagen i går: Mandag den 3. december.

 

Kl. 00.00: Vi sover alle 3. Lille’pigen i egen seng nede ved fodenden af vores seng.

Kl. 00.14: Lille’pigen vil over til os, så det kommer hun. Vi sover videre med det samme.

Kl. 02.58: Lille’pigen vågner og roder lidt rundt. Har svært ved at finde ro. Jeg henter en tår vand til hende nede i køkkenet. Hun er vågen et lille kvarters tid, inden vi sover videre igen.

Kl. 05.00: Jonas står op og tager afsted på arbejde.

Kl. 07.10: Jeg vågner. Jeg kan fornemme at klokken er mere, end den plejer at være, når lille’pigen og jeg starter dagen. Kigger på min telefon og får et chok over at se, hvor “meget” klokken er. Lille’pigen sover endnu. Hun ligger stadig lige ved siden af mig.

Kl. 07.14: Lille’pigen vågner og er i et vældig godt humør. Hun har sovet “længe”. Normalt står hun op et sted mellem kl. 05.15-06.15’ish. Jeg klager ikke, hvis det skal til at være en ny vane.

Kl. 07.20: Vi står op. Jeg reder seng og åbner vinduer, mens lille’pigen tager en kravletur på gulvet. Bagefter går vi ned i stuen, hvor lille’pigen siger godmorgen til rødderne i kravlegården.

Kl. 07.30: Lille’pigen får sin sutteflaske.

Kl. 07.42: Jeg får noget tøj på og håret sat op, mens lille’pigen leger og ser Go’ Morgen Danmark.

Kl. 07.57: Lille’pigen får ren ble og tøj på.

Kl. 08.05: Jonas har glemt at samle barnevognen efter vi var på tur med den i søndags. Det er altid hans opgave, så det har jeg ikke en skid styr på. Mens lille’pigen leger og undersøger bryggerset, giver jeg mig i kast med at få samlet den, da vi jo skal bruge den i løbet af dagen. Det tager lang tid, men efter en masse brok og telefonisk guidning fra Jonas lykkes det dog.

Kl. 08.30: Lille’pigen leger på legetæppet, mens jeg tømmer opvaskemaskine og rydder op.

Kl. 08.50: Jeg forbereder noget morgenmad til lille’pigen og mig selv. 7 ud af 10 gange får hun øllebrød med sveskemos. Det får hun også i dag.

Kl. 08.58: Vi spiser.

Kl. 09.25: Jeg rydder af bordet. Lille’pigen har spist med hele kroppen i dag, så hun får et rent sæt tøj på og en ren ble.

Kl. 09.32: Jeg rydder op og gør rent efter morgenmaden. Lille’pigen leger selv i mens.

Kl. 09.40: Jeg børster tænder og skifter sengetøj på lille’pigens dyne. På samme tid endda.

Kl. 09.45: Lille’pigen er ved at være træt, så vi finder overtøj frem og gør barnevognen klar.

Kl. 09.57: Vi tager afsted på gåtur.

Kl. 10.05: Lille’pigen falder i søvn. Turen fortsætter med 2 gode podscasts i ørerne. I dag hører jeg “Mads & Monopolet” og “Mørkeland”.

Kl. 12.17: Lille’pigen vågner efter en god lur på mere end 2 timer. Kan ikke huske, hvornår hun sidst har sovet så længe. Det må da også gerne være starten på en ny vane.

Kl. 12.20: Vi er hjemme fra gåtur efter 11.3 gode kilometer i benene.

Kl. 12.29: Overtøjet er røget af og jeg forbereder noget frokost til os. Lille’pigen leger lidt i kravlegården i mens.

Kl. 12.40: Vi spiser. Lille’pigen får en halv skive rugbrød med smøreost, noget gnavegrønt og et par majssnacks. Jeg får en skive rugbrød med æg og nogle grøntsager.

Kl. 13.10: Jeg rydder op efter maden. Lille’pigen leger på legetæppet og rocker lidt til lyden af gode gamle mpg sange fra Youtube.

Kl. 13.20: Jeg sætter mig ned til lille’pigen, men hun er optaget af at lege selv og vil ikke sin mor ret meget. Jeg sætter mig derfor i stedet ved bordet og begynder at skrive på det her indlæg.

Kl. 13.53: Lille’pigen får en ren ble.

Kl. 13.55: Vi går op på lille’pigens værelse og leger.

Kl. 14.10: Lille’pigen bliver lidt pylret og måske er hun også ved at være lidt træt, så vi går ned igen og gør en flaske klar.

Kl. 14.12: Lille’pigen drikker sin mælk.

Kl. 14.23: Lille’pigen er færdig med sin mælk og vi overvejer nu, om vi skal tage en gåtur mere med barnevognen. Det regner ret meget. Vi ser vejret lidt an, mens lille’pigen leger og jeg lægger noget vasketøj sammen.

Kl. 14.32: Vi hygger og pludrer lidt i sofaen. Vi ser stadig vejret lidt an. Det pis’ regner.

Kl. 14.40: Vi beslutter os for at tage den mest hyggelige løsning: En fælles eftermiddagslur oppe i mors og fars seng. Lille’pigen elsker det!

Kl. 14.52: Vi har pludret og sunget lidt sange og nu er lille’pigen ved at falde i søvn.

Kl. 15.28: Jeg vågner. Er faktisk lidt i tvivl om, hvem af os der faldt i søvn først. Lille’pigen sover stadig lige ved siden af mig. Jeg ligger lidt med min telefon og stener instagram.

Kl. 15.58: Lille’pigen vågner.

Kl. 16.04: Vi går ned i stuen. Lille’pigen leger på sin madras, mens jeg ordner noget mere vasketøj.

Kl. 16.17: Jeg begynder så småt at gøre klar til madlavning. Lille’pigen kravler lystigt afsted mellem legetæppet i stuen og mine ben i køkkenet. Hun synes selv, at det er mega skægt.

Kl. 16.32: Jonas kommer hjem fra arbejde. Han hygger med lille’pigen, mens jeg laver aftensmad.

Kl. 17.00: Vi spiser sammen alle 3.

Kl. 17.20: Vi er færdige med at spise. Jeg rydder lidt op, mens Jonas hjælper lille’pigen med de sidste bidder mad.

Kl. 17.32: Lille’pigen er i brusebad med sin far. Jeg vasker højstol og lufter ud i mens.

Kl. 17.50: De er færdige med at være i bad og jeg giver lille’pigen ren ble og nattøj på.

Kl. 17.57: Jeg tager et bad, mens Jonas og lille’pigen hygger i stuen med legetøj og musikvideoer på YouTube.

Kl. 18.13: Jeg kommer ud fra badet og går ind i stuen til de andre.

Kl. 18.30: Jeg giver lille’pigen dagens sidste sutteflaske.

Kl. 18.39: Lille’pigen er færdig med sin mælk og jeg gør hendes sutteflasker rene.

Kl. 18.48: Jeg hygger med lille’pigen. Hun får også lige skiftet sin ble, da der lige var gevinst i den.

Kl. 19.00: Jeg siger godnat til lille’pigen og Jonas går op og putter hende. Jeg får ryddet legetøjet op i stuen og sætter mig og skriver videre på det her indlæg, mens jeg ser nyhederne.

Kl. 19.32: Lille’pigen er endelig faldet i søvn. Det er ikke nemt sådan at komme over i sin egen seng. Jonas kommer ned i stuen igen. Han sætter en film på, mens jeg selv sidder og arbejder videre på et projekt jeg har gang i til lille’pigen. En aften i lavt tempo må man sige.

Kl. 21.13: Jeg børster tænder og gør mig klar til at komme i seng. Jonas begynder så småt at gøre det samme.

Kl. 21.21: Jeg går op i seng. Lille’pigen sover dejligt i sin egen seng og har ikke sagt en lyd, siden hun faldt i søvn. Jeg ligger og tjekker lidt instagram, inden jeg vil lægge mig til at sove.

Kl. 21.40: Trætheden melder sig og jeg lægger mig til at sove.

Kl. 23.40: Lille’pigen vågner og vil over til os, så det kommer hun.

Kl. 00.00: Vi sover alle sammen.

 

Og så var den dag da vist også gået. En dejlig dag med en lille’pige, der bare var nem og glad hele dagen. Hun sov godt igennem natten og vågnede først lidt før klokken 07.00 her til morgen. Skønt! Så skal det måske til at være en ny vane med at sove lidt længere om morgenen? Vi krydser fingre 🙂

Ugens op og ned #4

Ugens op og ned #4

Så blev det søndag igen. Endda 1. søndag i advent. Det er jo i sig selv hyggeligt nok, men skal vi ikke alligevel lige vende ugens op og nedture?

 

Ugens ned: 

Lille’pigen har nu fundet ud af, at kravle ud af sin babynest halvt i søvne og lige over i favnen på sin mor. Problemet er blot, at hun også kan finde på at lede efter mig, før jeg overhovedet er kommet i seng. Den anden dag var vi tæt på en faldulykke (av!) fordi hun ledte efter mig i sengen. Så nu er vi begyndt på projekt “delvist-sove-i-egen-seng”. Mere om det i et andet indlæg.

Jeg er træææææt. Jonas har de seneste måneder været forvist til gæsteværelset om natten, da det har fungeret bedst med lille’pigen og jeg. Men nu er han tilbage i soveværelset, hvilket er hyggeligt og noget vi har savnet. MEEEEEN… Jeg er virkelig blevet følsom overfor lyde efter at have sovet med lille’pigen siden.. Ja, siden hun blev født. Så jeg har haft lidt svært ved at finde ro og ikke vågne ved hver en lyd (og snorken, ikke mindst) som Jonas laver. De seneste to nætter har jeg kun fået få timers søvn. Det handler jo nok om tilvænning, så mon ikke jeg kan sove igennem igen snart?

Jeg kom til at slå næsen af Jonas’ yndlings julepynt. En sød snemandsfigur, som jeg faktisk også selv er blevet ret glad for. 1, 2, 3 – så lå den fandme der i håndvasken uden sin fine gulerodsnæse. For helvede. Han tog det heldigvis ret pænt og mindede mig lige om den gang for nogle år tilbage, hvor jeg “uheldigvis” ødelagde hans virkelig grimme julelysetager, ved at vælte dem ned med støvsugeren. Den gang var det faktisk virkelig et uheld, men satme ikke et jeg var ked af, for hold nu kæft, hvor var de grimme. – Nå, men heldigvis bryder jeg mig mere om snemansfiguren, så efter en tur med en god stærk lim, har den nu sin gulerodsnæse tilbage i fjæset igen. Pheeew!

 

Ugens op: 

Jeg har været på et par gode gåture med barnevognen i friskt koldt vejr, som jeg virkelig elsker at gå tur i. Endda med nye afsnit af de 3 podcasts, som jeg hører mest for tiden. Ikke dårligt!

Jeg har fået ryddet op i vores bryggers og alle de skuffer, som vi har der. Det blev til en god stor portion affald. Altid dejligt at få ryddet lidt ud.

Jeg har fået hele to flotte julestjerner af Jonas.

Min søster har syet lille’pigens julesok sammen, så nu hænger den fint og pynter her hjemme.

Jeg har gjort hele hytten ren.

Lille’pigen har kravlet på livet løs og jeg elsker bare at se, hvordan hun kommer afsted og hvor stolt hun er af egne evner. Og hvor vildt hun selv synes det er. Det er også interessant at observere, hvad det så er hun går efter og hvad der fanger hendes interesse – og ja, det er selvfølgelig alle de forbudte ting.

Vi har endelig fået købt en topmadras til vores seng. Den manglede vi.

Vi har hygget med mine svigerforældre. Og særligt har de hygget med lille’pigen og hun med dem. Det er så skønt, når der nu ikke er mulighed for at ses, lige når vi har lyst.

Vi har holdt kransehygge i dag og nu ligger der nogle rigtig fine julekranse og pynter på min fars gravsted. Se billedet øverst i indlægget. Det er bare så god en tradition, vi har der. Vi fik desuden hygget med en lækker pålægskagemand og dejligt selskab.

Jonas lavede en fin juledekoration med kalenderlys, mens jeg lavede en krans til min far. Det er ikke noget Jonas ellers gør sig i, men den er faktisk blevet ret fin.

Alfred og Olivia – min nevø og niece – har fået deres adventskalendre. Så er julen rigtig i gang. Og så overraskede min storesøster endda med en adventskalender til lille’pigen også.

Det er december og dette er mine planer

Det er december og dette er mine planer

Så ramte vi sgu da nissernes yndlings måned. December. Det er fandme også en skøn måned. I år er december lidt anderledes for os. Mange af juletraditonerne er de samme, men det er vores første julemåned med en lille baby. Så derfor er mange ting også anderledes. Jeg er på barsel, hvilket jeg ikke plejer at være i december. Og så er kalenderen nok en smule mindre fyldt, end den typisk plejer at være i denne julemåned. Simpelthen af hensyn til lille’pigen. Nå, men nu skal I høre, hvad jeg har i kalenderen i denne måned:

 

Kransehygge: I morgen den 1. søndag i advent mødes vi med min mor, storesøster og hendes mand og to børn. Vi skal nemlig lave juledekorationer, som skal pynte fint hele måneden på min fars gravsted. Og så skal vi selvfølgelig også bare mega hygge.

Hygge med svigerforældrene: Hele to gange i denne måned kommer de op i deres sommerhus. Så dem skal vi helt sikkert hygge en masse med og lille’pigen skal nyde deres selskab ligeså meget, som de skal nyde hendes.

Se julekalender og julefilm: Alt hvad der oser af jul i TV, det vil jeg nok gerne se, hvis det er muligt. Julekalender og julefilm: Jeg elsker det. Så længe det bare handler om jul og ikke en masse andet pis.

Spise julegodter: Vi kender det alle sammen godt. Der er bare nogle julegodter, som man SKAL igennem hvert år. Også selvom man har taget kampen op mod kiloene. Det betyder jo bare, at jeg så må spise det med måde.

Gå ture med barnevognen: November har sgu været lidt sløj på den front. Faktisk er det helt bevidst, da jeg simpelthen oftere har smidt ungen til lur i barnevognen og sat den i haven, så jeg kunne bruge tid på at brodere på julesokken til lille’pigen. Den skulle jo fandme til at være færdig. Faktisk har jeg “kun” gået 163,6 km i denne måned. Det vil jeg se, om jeg ikke kan gøre bare lidt bedre i december. Med vejret taget i betragtning tror jeg, at jeg vil sætte et mål på 200 km i december. Det skulle nok kunne lade sig gøre 🙂

Have svar på blodprøver: Jeg venter og venter og venter. Det er snart 14 dage siden, at jeg fik taget blodprøven der forhåbentlig viser, at jeg kan få metformin for min PCOS. Svaret skulle komme efter 3-4 uger, så det skulle jo gerne komme her i december. Kryds fingre for mig!

Pakke de sidste gaver ind: Jeg mangler kun at få pakket nogle få julegaver ind. Det skal naturligvis klares, inden vi rammer juleaften om 24 dage.

Mega nyde at Jonas holder lang juleferie: Jonas holder juleferie fra fredag d. 21 december og så til noget, der ligner mandag d. 7. januar. Hold nu kææææææft, hvor jeg glæder mig til at have ham hjemme så længe. Tror også lille’pigen vil nyde det!

Fejre juleaften: I år er det med min familie. Min mor, storesøster, svoger, nevø, niece og så selvfølgelig Jonas og lille’pigen. Vi bliver altså 8 stks. Vi skal have julemanden på besøg, spise god mad, åbne en masse gaver – særligt børnene, spise julegodter, spille pakkespil og ellers bare mega hygge. Jeg glæder mig!

Julehygge på sjælland: Det er indtil videre planen, at vi skal hjem til Jonas’ familie og hygge i nogle af juledagene. Håber vi kommer afsted denne gang. Sidst vi planlagde en tur derover, var det ikke i lille’pigens tarv. Så nu må vi se.

Fejre min nevø: Min dejlige nevø, Alfred, runder 2 år kun 4 dage efter juleaften. Og hans fødselsdag skal vi naturligvis fejre med manér.

Fejre nytårsaften: Det bliver absolut så stille og roligt i år, som det overhovedet kan blive. Jeg går ikke så meget op i at fejre nytårsaften. Det er da hyggeligt nok, men det behøver ikke være noget særligt for min skyld. Da det er første år med lille’pigen, har vi valgt bare at være hjemme. Så må vi jo se, om vi bare skal være os tre eller om der støder andre til. Man ved sgu aldrig 🙂

Mine yndlings juletraditioner

Mine yndlings juletraditioner

Nu kan vi vist ikke komme udenom, at julen banker rigtig meget på døren. Jeg er vild med det! Jeg synes, at julen er den absolut mest hyggelige tid på året. Det er bare som om, at alle rykker en smule tættere på hinanden i julen. Det er skønt!

Julen er for mig også lig mange traditioner. Det er jeg helt sikkert ikke ene om. Og det her indlæg skal handle om, hvad jeg aller best kan lide ved julen og de traditioner, som jeg selv har og er en del af. Du deler sikkert selv mange af de samme traditioner og hvis ikke, så kan du jo lade dig inspirere, hvis du har lyst 🙂

 

Min niecemus på sidste års konfektdag <3

Vi laver konfekt

Det er altid hyggeligt at lave konfekt. Det er også hyggeligt at spise det 😉 – Jeg elsker marcipan, så derfor er der ofte hjemmelavet konfekt på programmet i løbet af julen. Det er en hyggelig og kreativ aktivitet, som kan laves af store såvel som små. Sidste år havde jeg en alene-hygge-dag med Olivia, min vidunderlige niece, og vi fik lavet ret meget konfekt. Og hun osede af stolthed over det konfekt, som hun selv fik formet og pyntet. Hun fik det selvfølgelig med hjem i en lille skål. En dejlig dag med en af mine yndlings piger. Der er ikke lige nogen konfektdag på programmet i år, men man ved jo aldrig. Julen er jo kun lige ved at begynde.

 

Klippe-klistre-dag

Det er længe siden, at vi har haft en klippe-klistre-dag i vores familie. Det var en tradition, som min far startede på. Han har været død i nogle år nu og jeg kan faktisk ikke huske, at vi har haft en klippe-klistre-dag siden. Det er lidt synd. Det er smadder hyggeligt at klippe og lave sit eget julepynt. Julehjerter, julestjerner, guirlander, kravlenisser og hvad man nu ellers kan finde på. Det er jo kun fantasien, der sætter grænser. Jeg håber at kunne puste liv i den tradition igen på et tidspunkt. Måske til næste år, hvor lille’pigen så småt kan begynde at være med til nogle enkelte ting. Jeg er sikker på, at min nevø og niece ville elske at være med også. Det må vi altså få gjort 🙂

 

Jonas pynter på en krans til min far.

Kransehygge

En tradition vi til gengæld har holdt fast i som familie, er vores helt specielle kransehygge. Hvert år siden min far døde for snart 8 år siden, har vi holdt en hyggedag i min familie, hvor vi laver juledekorationer, der har til formål at pynte på min fars gravsted i hele december. Det er en dejlig tradition. Vi mødes som regel 1. søndag i advent og ja, vi skal også mødes på søndag. Min søster og jeg skiftes til at stå for det og i år er det altså hendes tur. Vi er som regel alle med om bordet og har fingrene i de her dekorationer. Børnene er også med i det omfang, som de kan og har lyst til. Der er jo ingen af børnene, der nogensinde har mødt deres bedstefar, så i fremtiden håber jeg, at det er en dag, der giver anledning til at mindes og snakke om ham, så de kan få et indtryk af, hvem han var. Lige nu ved de bare, at det er bedstefar der tænder for stjernerne om aftenen <3

 

Julegaveindkøb og gaveindpakning 

Det er ikke fordi jeg synes, at julegaveindkøbene er den sjoveste aktivitet. For min skyld kunne man godt nøjes med, at børnene fik gaver og at der så ellers blev fokuseret mere på hyggen, samværet og værdierne og slet ikke så meget på de materialistiske goder. Men når det nu ikke er blevet sådan, og der alligevel skal købes en masse gaver, så er jeg faktisk ret vild med, at pakke gaver fint ind. Tidligere var jeg mega god til at finde på temaer i min indpakning, så der var en rød tråd igennem det hele. Det er så hyggeligt og fint. I år er temaet altså godt nok bare, at alle mine mange rester af julegavepapir skulle bruges. Så det er de blevet 🙂

 

Julebag

Pebernødder, jødekager, specier, vaniljekranse osv. Jeg plejer at bage en ordentlig røvfuld julesmåkager hvert år op til jul. Gerne så der er en dåse til 117 andre også. Sidste år bagte jeg ikke, da mit store gravide korpus ikke kunne holde til at stå op ret længe ad gangen. I år handler det mere om, at det er lidt svært at finde tiden til det. Jeg har jo min egen lille kravlenisse her hjemme, som også skal passes. Men i søndags fik jeg da bagt en god portion pebernødder og vaniljekranse, mine favorit småkager, og der er også til, at en masse andre kan få, som de plejer. Og de er gode! Jeg glæder mig til at lille’pigen bliver så stor, at hun måske vil finde det sjovt at være i køkkenet med sin mor.

 

Julekalender

Mit indre barnlige jeg elsker at se diverse julekalendre år efter år. Eller sådan plejede det i hvert fald at være. Jeg er naturligvis mest fan af de julekalendre der blev sendt, da jeg var barn. Altså dem der rent faktisk handler om jul, nisser og julemanden. Personligt synes jeg, at de der nyproducerede julekalendre har taget en lidt øv-agtig drejning. Mange af dem handler mere om ulykkelige familiedramaer, hvor bedstemor er dødsens syg eller at mor og far ikke skal holde jul sammen, fordi de lige er blevet skilt. Og sjovt nok ender de altid lykkeligt. Det er jo fint nok, men stakkels de børn i den virkelige verden, hvor selvsamme dilemmaer er virkeligheden. De kan sgu nok ikke lige fikse situationen for bedstemor eller få mor og far til at elske hinanden igen på 24 dage. Jeg synes bare, at der skal vises noget helt uskyldigt og barnagtigt om jul, nisser og julemanden. Så kan alle være med. I år bliver Pyrus genudsendt om eftermiddagen, så jeg skal da lige nyde lidt ekstra, at jeg er hjemme hver dag til at kunne se det med lille’pigen. Vi skal bare hygge os! 🙂

 

Adventskalendre 

Jeg laver to adventskalendre hvert år. En til min niece og en til min nevø. Det er bare altid hyggeligt, at gå og samle pakker ind til dem. Og så bliver de bare glade på den der helt rigtige barnagtige måde. Nok fordi de er børn. Jeg glæder mig til at kunne glæde lille’pigen med det samme, når hun bliver ældre og forstår konceptet mere. Tror dog hun skal have en pakkekalender med 24 små gaver, så der er en til hver dag op til jul. Det skal nok blive hyggeligt.

 

Juleaften

Alt juleriet kulminerer naturligvis den 24. december, når vi mødes med familien juleaften. Jonas og jeg holder jul sammen – det er jo ikke en selvfølge i alle parforhold – og vi skiftes til at være hos hans og min egen familie hvert år. Og der er altid noget særligt ved at være hos enten den ene eller den anden familie. I Jonas’ familie glæder vi os altid ekstra meget til en masse mad. Særligt and, som ikke er noget jeg er vokset op med at få juleaften. Og min svigermor laver faktisk den bedste and. Og hjemmelavede æbleskiver. Og så er der altid god rødvin, da svigerfar sørger for lige akkurat den, som jeg bedst kan lide. Og så er det hele bare skide hyggeligt. I år skal vi fejre jul med min familie, så i år glæder vi os ekstra meget til magien i børnenes øjne og i år med hele 3 dejlige unger i selskabet. Min mor laver de bedste brunede kartofler – faktisk kalder vi dem sukkerkartofler hjemme hos os. Pakkespil er nok aftenens højdepunkt og ingen spiller pakkespil med så højt et engagement, som min storesøster gør det. Jonas troede han havde set et vildt pakkespil der, hvor han selv kommer fra, men det blev altså overgået, da han holdt juleaften med os for første gang for nogle år tilbage. Nøj, hvor jeg glæder mig. Og så er det jo også lille’pigens første juleaften 🙂

 

Det var nogle af mine yndlings juletraditioner. Min julestemning steg allerede markant bare af at skrive det her indlæg. Har I nogle skønne juletraditioner, som I glæder jer rigtig meget til? 🙂

Baby-spam på Instagram

Baby-spam på Instagram
Fra min profil på Instagram

Da jeg var gravid og faktisk også allerede før det, var jeg af den meget bestemte holdning, at mit kommende barn i hvert fald ikke skulle fylde det hele på min instagram profil. Jeg skulle ikke være sådan en mor, der ikke kunne vise andet end sit barn. Som om man ikke har andet at gå op i.

Nå, men øh, jaaah .. Det blev jo så en stor fe’ løgn, hva?

I virkeligheden handler det jo ikke om, at der ikke er andet at vise end mit barn… Ej, hold nu kæft, Leah. I virkeligheden handler det jo sgu da om, at der vitterligt ikke er andet at vise, end dit barn.

Okay, hvem prøver jeg at narre? Ingen. Sandheden er bare, at jeg ikke oplever så meget andet end mit barn og derfor er det sgu da svært, at tage billeder af alt muligt andet lækkert pis. Jeg gad da godt smide et billede op fra en fed koncert. Eller noget lækkert mad fra et lækkert restaurantbesøg. Eller en selfie – dem som jeg aldrig tager – fra en festlig aften med fuld make-up og pænt tøj. Men sandheden er jo, at det oplever jeg ikke ret meget af lige i tiden. Faktisk slet ikke.

 

Kone, datter, veninde, lillesøster og mor, mor, mor og mor 

Før i tiden – altså før og under graviditeten – var jeg sikker på, at jeg skulle være sådan en mor, der var god til at huske på, at jeg også er så meget andet en nogens mor. Jeg er jo både nogens datter, nogens lillesøster, nogens kone og nogens ven og veninde. Det er jo heller ikke fordi jeg har glemt det, for det har jeg bestemt ikke. Jeg har bare aller mest brug for bare at være mor, mor, mor og mor. På absolut fuld tid. Jeg har det stadig bedst med at være sammen med lille’pigen hele tiden. Jeg kan da godt savne, at tage på date med Jonas. Eller hygge med mine veninder. Eller tage på shoppetur med min mor eller hvad vi nu kunne finde på. Men slet ikke så meget, at jeg ikke kan undvære det lidt endnu.

Og det gør heller ikke noget. Jeg kan sagtens mærke, at veninderne er der endnu og de venter på mig. Vi tjekker ind hos hinanden en gang i mellem og det er egentlig helt fint for mig lige nu. Jeg véd at de ved, at jeg nok skal komme tilbage i gamet, når jeg er færdig med at være i den her konstante “mor-boble”. Derfor ved jeg også, at de få tætte veninder jeg nu har, er nogle af de aller bedste af slagsen.

Jeg ses jo stadig meget med min familie. Mor, storesøster, svigerfamilie. Det er bare på en anden måde. Vi farer ikke sådan rundt og laver ting og sager. I stedet ses vi, som det passer lille’pigen bedst. Det er jo alligevel også hende, som alle helst vil se 😉

Jonas’ og mit parforhold lider heller ingen last af, at vi ikke tager ud sammen bare os to. Vi ved at den mulighed kommer tilbage til os en dag, så det haster slet ikke. Heller ikke selvom det kunne være skide hyggeligt. Vi har været sammen i 9 år nu og kærligheden er ligeså stor, som den hele tiden har været. Anderledes naturligvis, men absolut ligeså stor. Og det er på trods af, at hverdagen rigtig meget er indrettet efter, hvad der passer vores datter bedst. Vi svømmer i vasketøj, stofbleer, rutiner, lortebleer, babyudstyr, legetøj og meget mere. Og ja, selvfølgelig er der gået noget hverdag i den. Hvad ellers? Det er jo det vores dage er. Hverdage. Barsel, arbejde, oprydning, rengøring, aftensmad, opvask, putning af baby og det er jo om og om og om igen. Egentlig er jeg kun stolt af, at det ikke påvirker vores parforhold mere, for det ville da være forståeligt, hvis det gjorde. Det fortæller os bare, at vi virkelig er som skabt for hinanden. Og så kan vi og vores forhold klare alt. Nu skal det jo ikke være alt for rosenrødt. Ind i mellem synes jeg sgu da også, at Jonas er både en nar og en klaphat. Og hans synes nok, at jeg godt kan være en værre rappenskralde. Men altså.. Sådan var det også før vi blev lille’pigens mor og far 😉

 

Mere baby-spam på Instagram

Så nu ved I, hvad I fortsat kan glæde jer til, hvis I følger mig på Instagram. Flere billeder af min skønne datter, for det er bare hende, som alt min tid går med. Og sådan skal det bare være, for det er dét, der føles aller mest rigtigt for mig. Lige nu skal jeg bare være mor, mor og mor. Så kommer de andre skønne “titler” tids nok til at fylde mere igen. Og det vil jeg glæde mig til, mens jeg fortsætter livet derudaf i min “mor-boble”.

Og ja, så kan man jo ellers lære at lade være med at være så pisse klog på det der mor-liv, før man overhovedet er blevet mor. Hold nu fast hvor er meget lidt blevet, som jeg havde forudset det. Men det er sgu da blevet pisse godt alligevel 🙂

Jamen så lærer hun jo aldrig at ..

Jamen så lærer hun jo aldrig at ..

Kender I det der med, når andre synes de ved mere om dit barn, end du selv gør? Altså dig der er moren? Heldigvis er det ikke det, jeg oplever mest, men det sker dog alligevel sådan jævnt ind i mellem. Mest i form af små stikkende kommentarer, som måske eller måske ikke var ment som stikkende.

Det kommer oftest som bemærkninger i min indbakke, hvor det er ganske privat og meget nemt. Ind i mellem også i direkte tale, men så er det oftest fra nogen, som ikke er tæt på mig i hverdagen. De der er tæt på mig og lille’pigen i hverdagen, ved efterhånden godt, at jeg har styr på det og at jeg desuden ikke laver om på, hvordan jeg er mor, fordi nogen mener noget andet end mig.

Jeg kunne godt tænke mig at dele nogle af de ting, som “bekymrer” andre folk i ny og næ. Bare fordi jeg kan og fordi det er skægt. Og fordi vi skal snakke om et eller andet.

 

“Jamen så lærer hun jo aldrig at sove i sin egen seng”

Nej. Det gør hun i hvert fald ikke i morgen. Heller ikke i næste uge og nok heller ikke om en måned. Men der er langt fra dét og så til aldrig, aldrig, aldrig nogen-fucking-sinde. Lille’pigen skal nok komme i sin egen seng, når det er det bedste for hende. Og det er det ikke lige nu. Hun tror desuden, at hendes tremmeseng er en legeplads, så der er så ganske meget uro, hvis man prøver at putte hende i den. Og nok kan vi godt lide sjov og ballade, men ikke når vi skal sove. Så hun får altså lov til at blive i vores seng sin babynest, som nok snart skal skiftes ud med en juniornest, da hun godt kan lide at ligge i sådan en “rede”. I løbet af natten ender hun underligt nok altid med at ligge i favnen på sin mor. Ikke underligt at det også er der, hvor hun altid sover mest roligt og tungt. Og det der med egen seng, det tager vi når tid er og så lærer hun det der. Vi er jo heller ikke begyndt på matematikken endnu, selvom det også er noget, hun gerne skulle kunne en dag. Om ikke andet, så kender jeg ikke mange 13-årige, der stadig kun kan sove i en babynest hos mor og far. Så vi når det nok 😉

 

“Jamen så lærer hun jo aldrig, at være uden sin mor og far”

Vores datter på 7 måneder er ikke rigtig blevet passet af andre end os endnu. “Os” er hendes mor og far. Det er “kun” blevet til en enkelt gang på en halvanden times tid af min mor og det var hverken planlagt eller det, jeg havde mest lyst til. Du kan læse om det HER, hvis du har lyst. Selvom det nu alligevel gik meget fint, så ligger det ikke lige i kortene, at hun skal passes igen i nærmeste fremtid.

Jeg synes simpelthen bare ikke, at det er tid til det endnu. Hun er alt for lille. Altså min pige er alt for lille. Det kan sagtens være en anden sag med alle andres babyer på samme alder. Det fede ved babyer er nemlig, at de pisse meget ikke er ens. Heller ikke i behov. Men lille’pigen er altså for lille. Bum basta! Men jeg kan love jer, at jeg kender ingen 13-årige, der ikke hellere vil på weekend hos bedsteforældrene eller sove hos bedste vennen. Så det når vi nok, når tiden er rigtig for hende.

 

“Jamen så lærer hun jo aldrig, at sove i en stillestående barnevogn. Hun bliver aldrig klar til dagpleje så” 

Jeg er godt klar over, at det ikke er en hemmelighed, at jeg går mange ture med lille’pigen i barnevognen, når hun sover. Det er sådan jeg får den motion, som jeg gerne vil have. Totalt egoistisk mor, ikke sandt? 😉 Det bekymrer åbenbart nogle sjæle, at min datter så ikke kan sove i en stillestående barnevogn. Men jeg kan godt love jer, at det er en stod fed løgn, for det kan hun faktisk godt. For det gør hun nemlig også. Hun sover jo altså flere gange om dagen og vi går ikke tur hver gang. Vi bekymrer os desuden på ingen måde om dagplejetiden endnu eller forbereder os til den. Der er 4 fucking måneder til dagplejestart endnu, så vi når det nok. Børn har det jo også med at tilpasse sig dagligdagen, når de starter i pasning, så det skal vel nok gå. Jeg kender desuden ingen 13-årige, der ikke klarede at sove i en stillestående barnevogn i pasningsordningen. Så det skal nok gå.

 

Uanset hvad der end måtte være en bekymring, så når hun det nok den dag, hvor hun er klar til det 🙂