Grusvejen til ønskebarnet .. #1

De fleste jer, hvad end I kender mig personligt eller ej, ved godt at jeg netop nu er i lykkelige omstændigheder. Gravid med mit første barn. En pige, som melder sin ankomst til april. Hvor heldig har man lige lov til at være? For heldig er faktisk det helt rigtige ord i netop vores situation.

For vejen her til har ikke været nem. Det ved mange af jer måske allerede. Men jeg synes, at I skal have historien igen. I grove træk. Nye læsere kan jo være kommet til, mens andre måske har brug for en genopfriskning. Nogle ting har jeg heller ikke delt tidligere, men jeg er blevet klar til det nu. Så det er ikke gammelt nyt det hele. Noget er også nyt nyt.

I september 2016 fik jeg konstateret PCOS ved en gynækolog. Forud for dette havde jeg været igennem 9 aldeles rædselsfulde måneder. I hvert fald i forhold til min krop. Mange andre ting i mit liv gik jo altså fint nok. Vigtigt at huske. Jeg stoppede med at spise p-piller, for vi skulle da have en baby. Det skulle der ikke være nogen problemer i. Samtlige kvinder i min familie har haft let ved at opnå graviditet hurtigt og mange af dem har så sandelig også fået mere end rigeligt af børn. Så ingen dårlige udsigter der. Heller ikke i forhold til Jonas var der noget der talte for, at der skulle være problemer med hans udstyr. Så det hele var med en ganske naiv forventning om, at den nok skulle “sidde i skabet” indenfor ganske få måneder. Selvfølgelig da!

Jeg kan ikke understrege tydeligt nok, at det ikke var det, der skete!

De første 9 måneder uden p-piller bød på en massiv vægtøgning. Vi snakker 20-22 kilo og det var mig, der tog dem alle sammen på. For Jonas var det højst et par kilo, men det har helt sikkert ikke været pga. p-pillestoppet. Det må vi lige have slået fast. Jeg fik også uren hud, en god sjat mandehår jævnt fordelt på mit nu noget kun rundere korpus, ustabilitet i blodsukkeret og absolut ikke skyggen af menstruation. Som i fuldstændig tørke på dét område. Det betød jo også, at ingen æg forlod reden og uden ægløsning er der ingen baby. Det er ligesom fakta, som vi ikke kan benægte. En nødvendig ingrediens.

Jeg kæmpede med min læge i mange måneder med ovenstående symptomer. Hun mente, at det var ganske normalt. Det kunne jo også være, at jeg bare havde spist lidt for meget og bevæget mig lidt mindre end jeg plejede. Tak for lort, båtnakke! Tror det er de færreste, der kan spise sig til den tilstand på så kort tid. Og min kost havde i øvrigt ikke ændret sig. Jeg kan ikke understrege tydeligt nok, hvor stort et fjols hun var. Som læge i hvert fald. Da hun ikke gad høre på mig mere, sendte hun mig til gynækolog. Tak for det! Var det måske så svært? Jøsses.

Her blev der taget en god stak blodprøver og den første underlivsundersøgelse med ultralydsscanning blev foretaget. Den første ud af urimeligt mange. Er I klar over, hvor stort et apparat de bruger til det?! Vi snakker et apparat, der kan give de fleste mænd mindreværdskomplekser. Jeg siger det bare.

Nå, men dommen var da klar og tydelig. Ikke til at misforstå. Jeg husker tydeligt at gynækologen sagde: “Hold da op! Det ser jeg alligevel ikke så tit”, da han scannede mig første gang. Ganske få kvinder bryder sig om at høre dét, mens en mand har sit lange apparat og en hånd halvvejs oppe i privaten på en. Tak for kaffe.

Det sjældne syn var to æggestokke fyldt til bristepunktet med tomme follikler. På en scanning ser sådan noget faktisk utrolig flot ud. Det ligner en masse flotte lysende perler. I virkeligheden og på papiret er det et meget grimt syn. Et ødelæggende syn. For det er ikke sådan en kvindes æggestokke skal se ud. Slet ikke hvis hun gerne vil være gravid.

Scanningen var i virkeligheden nok, men blodprøverne bakkede ligeså meget op. Særligt på niveauet af de mandelige kønshormoner og insulinresistensen. “Du har PCOS. Og du har det i en svær grad”. Fedt! En diagnose, som jeg ikke vidste en skid om. Hvis du heller ikke ved en skid om det, kan du læse mere HER.

Følgende sætning glemmer jeg nok aldrig. Med et ualmindeligt udtryksløst fjæs, sagde han: “Leah. I forhold til at opnå graviditet er din tilstand alvorlig. Du har en kraftig PCO. Du skal ikke regne med at blive gravid på naturlig vis. Med fertilitetsbehandling kan man meget i dag og vi er gode til vores arbejde. Men vi kan kun arbejde med dét du har. Vi kan ikke altid skabe mirakler”. Av min arm. Eller i virkeligheden var det jo maven, der gjorde ondt. Og også lidt i “tissefruen” (et andet ord for tissekone skulle der være nogen tvivl. #selvtak) efter besøget af det lange apparat.

Gynækologen opfordrede til, at vi påbegyndte fertilitetsbehandling med samme. Hvis det altså virkelig var dét vi ville. Det var det! Ingen tvivl om det. Og heldigvis skulle vi ikke vente, men kom i gang med det samme. Det er ikke alle steder i landet, at man er så heldig. Ventetid er som regel et væsentlig nøgleord, når man går i fertilitetsbehandling. Det har det ikke været for os. Og det er både på godt og ondt, men det vil jeg vende tilbage til.

Nu begyndte en tid, hvor jeg skulle lære min nye diagnose at kende. En svær tid. Men også motiverende, for nu var der da i det mindste svar og noget at forholde sig til. Noget at tage fat i og noget at finde løsninger til og svar på. Det er jo nemt nok at skrive for mig nu. Nu har jeg jo ligesom også sat mig ind i tingene og jeg har for længst slugt de dårlige nyheder. Og bearbejdet dem. Tilbage i efteråret 2016 var det en lidt anden snak. Da syntes jeg både, at det var uretfærdigt og uforståeligt. Følte faktisk, at jeg var født under en uheldig stjerne. Følte mig som en outsider i en familie med kvinder, hvor ingen havde skyggen af at leve med de samme symptomer som mig. Jeg er tit blevet spurgt, om jeg ikke er træt af, at det lige blev mig der fik diagnosen i familien. Tjo. Men hvem skulle ellers have fået den? Havde min mor fået den er det jo ikke sikkert, at jeg var blevet til. Eller min søster. Havde min søster fået den, er det jo ikke sikkert, at min højt elskede niece og nevø havde været til. Av, den tanke er jo slet ikke til at bære. Så hellere mig selv da. Tror hellere jeg vil vende den om og sige, at når det nu ligger i vores gener, så er det fandme heldigt, at det indtil videre kun er brudt ud hos én. At den ene så er mig, er jo hvad det er. Så kan det til gengæld være, at jeg vinder i lotto en anden dag.

 

I del to af “Grusvejen til ønskebarnet”, vil jeg tage jer med i en verden, der typisk består af hormonbehandlinger, negative tests, frustrationer, nåle, scanninger, sædprøver og så meget andet. Fertilitetsverdenen. Det er ikke det fedeste emne at leve i, men det kan godt være spændende at læse om. Jeg glæder mig til at dele det med jer.

 

Kærligst Leah