Grusvejen til ønskebarnet .. #2

For ikke at komme helt skævt ind i historien, er det bestemt en fordel at have læst “Grusvejen til ønskebarnet .. #1”, som du finder HER, hvis du ikke allerede har læst den.

Jeg husker så tydeligt, hvordan det var at blive en del af fertilitetsverdenen. Nu er det jo heller ikke fordi, at det er flere år siden jo. Det er jo en verden, som alle ved findes, men det er ikke en verden, som alle kender til. Forstået på den måde, at du skal være en del af den for helt at forstå de mange følelser der følger med. Mange kvinder (og mænd) i fertilitetsbehandling finder ud af at knytte nogle helt specielle bånd. Om de har mødt hinanden eller ej, det er sådan set ikke så væsentligt. Netop fordi man er en del af en verden, som man kun fuldt forstår, fordi man er en del af den. Det er svært at forklare, men det er altså rigtig nok.

I efteråret 2016 blev vi kastet ud i vores første forsøg med inseminering. I den type forsøg får kvinden hjælp i form af hormonbehandling til at producere æg og alt det bedste fra mandens sædprøve bliver ført op i kvindens livmoderhule med et kateter. Det er sådan det korte af det lange. Det kaldes IUI. Det oplagte forsøg i vores situation, da det netop var ægproduktionen det haltede med.

Det første møde hos gynækologen er ét af dem jeg husker bedst. Et møde hvor vi blev sat ind i slagets gang. Lærte en masse om hormoner, lærte hvordan man stikker sig selv og lærte, hvordan en sædprøve laves og udføres korrekt. Den situation havde vi ikke forestillet os selv i, før vi faktisk sad i den. Nå, men alting er jo også nyt første gang.

Den første tur forbi apoteket blev dyr, men med favnen fuld af hormoner tog vi hjem. Fulde af forventning om, at den nok skulle sidde i kassen første gang. Vi skulle jo bare lige have en smule hjælp.

Vi kom godt fra start. Hormonerne blev taget på slaget og jeg blev kun lidt skør af dem. Jonas vil måske fortælle den historie en smule anderledes. Men så er det jo heldigt, at det her ikke er hans blog. Scanninger over flere dage viste, at et fint lille æg blev dannet. Ægløsningssprøjten blev skudt i maveflæsket på det helt rigtige sekund og næste morgen stod Jonas for sin del. Sædprøven. Hans første oplevelse med dét. Hans oplevelse, hans historie, så det snakker vi ikke mere om i dette indlæg. Jeg tror dog aldrig han glemmer følelsen af, at køre bil med en sædprøve i en plastikbeholder i armhulen klokken alt for tidligt lige inden arbejde. Ikke den typiske morgenrutine. Nå,  men NU snakker vi ikke mere om det.

Første inseminering var jo faktisk super spændende. Men det var også fordi der var en temmelig naiv forventning om, at det var både første og sidste gang. Nu skulle mandens soldater bare skydes op i privaten og så ville resten ske af sig selv. Bum, bum, GRAVID.

Jonas var med til insemineringen, som på mange måder var grænseoverskridende. Jeg lå der på den kolde briks med stængerne oppe, mens en anden mand gjorde mig gravid med min egen mands ingredienser. Så underligt altså. Og igen ikke en situation man havde set sig selv i, før man var i den. Nå, men i det mindste tog det ikke lang tid. Derefter hjem på sofaen og lade kroppen gøre sit. De næste 14 dage frem til testdag var smadder lange. Naturligvis. Og jeg var både gravid og det modsatte i løbet af de dage. Altså i mit hoved jo. Min krop sendte også skøre signaler og generelt var min sindstilstand vist ret utilregnelig. Dagene frem til testdag, lige gyldigt hvilket type forsøg du gennemgår, er altså bare en kategori for sig selv. Uforklarlig.

Testen var latterligt negativ på testdag. Og det blev den ved med at være den efterfølgende uge. Uanset hvilket lys jeg brugte eller hvordan jeg pillede testen fra hinanden. Den forblev negativ. Lortetest. Røvhormoner. Skodæg. Møg sædprøve. Dumme gynækologmand. Forbandede PCOS. Ja, det dækker vel ret godt følelsesregistret. Fuck! Fuck! Fuck!

Min kontakt med gynækologen gjorde ikke situationen bedre i dagene efter testdag. “Du er gravid, hvis du ikke får din menstruation”. Okay professor, hvorfor fanden er testen så negativ og hvorfor får jeg ikke menstruation? Det fik jeg aldrig svaret på. Jeg blev derimod sat på pause året ud, for menstruationen skulle jo nok komme og den var vi nødt til at vente på.

 

Den kom aldrig.

Det tager vi fat på i næste del af “Grusvejen til ønskebarnet”.

 

Kærligst Leah

 

 

2 comments / Add your comment below

Skriv et svar