Grusvejen til ønskebarnet .. #3

Læs også:

GRUSVEJEN TIL ØNSKEBARNET .. #1

GRUSVEJEN TIL ØNSKEBARNET .. #2

Efter et vældig mislykket 1. IUI-forsøg startede jeg både på nyt arbejde, vi fik fejret jul og nytår og så blev jeg sku’ også lige moster for 2. gang. Det er altid dejligt, at blive moster. Jeg elsker det! Første hverdag i året 2017, den 2. januar, var det lige på og hårdt igen, da jeg atter havde en tid ved gynækologen:

 

“Nå, Leah. Godt nytår i øvrigt. Så du har ikke fået din menstruation efter sidste forsøg. Hvad kan det mon skyldes?”. Mig: “Ja, hvor i hede hule helvede skal jeg vide det fra? Hvem fanden tror du jeg er?! Læge? Det er sku’ da vel for fanden fordi jeg har PCOS?! Er det egentlig ikke DIG, der skal svare MIG på det spørgsmål?”. Sådan tænkte jeg inde i hovedet. Foran ham valgte jeg bare at trække på skulderen med et forsigtigt: “Det ved jeg ikke”.

 

Jeg kom op på briksen igen, stængerne i vejret og gynækologen på sin vanlige plads nede for enden. Endnu en scanning, men denne gang med et overraskende twist. Gynækologen fik scannet sig frem til et lille bitte æg. Følelsen var lidt, som var det juleaften igen. Lidt som en gave sendt fra himlen. Nu stod vi nemlig overfor et forsøg, der kunne være mere eller mindre hormonfrit. Ægløsningssprøjten slipper man jo sjældent for. Og kæmpe high-five til min kropumulige krop i øvrigt. At lave et æg selv. På bedste hønemanér. Fandme i orden.

Ægget var endnu en smule for lille, men 3 dage senere da jeg lå der igen, var det perfekt. Ægløsningssprøjte samme aften kl 23-nul-dut og inseminering næste dag. Neeeeeeeeemt! Ikke flere uger i hormonhelvede forinden. Året 2017 startede godt.

 

Så kom de frygtede 14 dage frem til testdag. Åh, hvor jeg hader dem. Det gør jeg stadig, selvom de efterhånden er kommet ret meget afstand. Det var de samme følelser om igen. Spænding, glæde, vrede, frustrationer, optimisme, pessimisme, håbefuld, hadefuld, følsom, umulig, overskudsagtig, træt og alt muligt andet. En meget forvirrende tid. Sådan er de 14 dage hvér gang.

 

Halvvejs i de 14 dage kom den der følelse. Den der “Åh, for helvede da” – følelse. Følelsen af, at den ligesom bare ikke var hjemme. Ingen graviditet i denne omgang. Den følelse er enormt træls at gå med. For på den ene side vil man jo så bare gerne have det overstået og på den anden side føler man, at man stadig er nødt til at håbe. For det kan jo være. Jeg fik faktisk dårlig samvittighed, når den følelse kom. For var jeg så i virkeligheden lidt skyldig i, at det så rent faktisk ikke lykkedes? Påvirkede min psyke min krop for meget? Var det måske lykkedes, hvis jeg havde håbet, troet og været glad i alle 14 dage? Hmm. Det skal man nok i virkeligheden lade være med at spekulere for meget på.

 

På testdag var testen negativ. Som ventet. Det var den også hele den efterfølgende uge. Som ventet. Og ved I hvad, venner? Ingen menstruation. Igen! Jeg havde telefonisk kontakt med klinikken næsten hver dag i ugen efter testdag og fik samme besked. Igen, igen, igen. “Du er gravid, hvis menstruationen ikke kommer”. For helvede professor, har vi ikke sunget denne sang nok for fanden? Jeg er ikke gravid. Jeg har ikke fået menstruation. Jeg passer ikke ind i den kasse, som du prøver at putte mig i. Jeg følger ikke den skabelon, som du åbenbart har i din fucking lommebog. Og det er op til DIG, at finde ud af hvorfor. Så hjælp mig dog, for helvede!

 

Jeg blev kaldt til scanning endnu en gang. Denne gang med endnu et twist. “Du har en mærkelig opklaring på din venstre æggestok. Det er en tumor og den er godt nok vokset meget på kort tid. Jeg så den godt nok sidst, men lagde ikke så meget i det der”. Sådan sagde gynækologmanden. Av min arm. Vi tager lige den her i bidder. En tumor. Jeg har en tumor i min krop. Du siger tumor, jeg hører kræft. Det gør de fleste. Ordet “tumor” er et underligt ord. Jeg er uddannet lægesekretær og ved jo så derfor godt, at en tumor ikke nødvendigvis er en betegnelse for noget ondt. Ordet kommer ofte ud af lægens mund, uden denne trækker den mindste mine. Et hverdagsord for en læge. Et skrækscenarie for en patient. Også selvom patienten er lægesekretær. Nå, næste bid. Ikke nok med, at jeg har en tumor, så er den også vokset? Og endda meget? Og du har set den på sidste scanning uden overhovedet at nævne det for mig? OG så har vi lavet et forsøg velvidende, at den var der? Ikke fedt gynækologmand. Ikke fedt. Skam dig!

 

Jeg blev henvist til Gynækologisk Ambulatorium på sygehuset og i næste del af “Grusvejen til ønskebarnet” kan du læse, hvordan det gik og hvordan vi kom i gang med 3. forsøg.

 

 

Kærligst Leah

1 comment / Add your comment below

Skriv et svar