Grusvejen til ønskebarnet .. #4

Ind i mellem sker det, at man kan have SÅ meget vasketøj eller 117 madpakker der stadig skal smøres, at man ikke får fulgt helt med her på bloggen. Det gør ikke så meget, for vi kan jo altså ikke nå mere, end det vi når. Men forud for dette indlæg vil jeg bestemt anbefale, at man lige har læst “Grusvejen til ønskebarnet .. #3” først. Ellers kan det være svært at følge med. Jer, der har læst det kan bare læse videre allerede nu.

 

Ikke lang tid efter jeg forlod gynækologens briks med nyhederne om den hurtigt voksende tumor, kunne man finde mig på en af stuerne på Gynækologisk Ambulatorium. Igen med røven bar og stængerne i vejret. Det bliver sgu nok i virkeligheden aldrig anderledes med de underlivsundersøgelser der. Nå, men det var nu tid til undersøgelse af “den mærkelige opklaring”. Tumoren. Det er sådan en type undersøgelse, hvor man bliver anbefalet at tage en pårørende med. Med andre ord kunne der jo ligeså godt i brevet stå: “Det kan være vi tror, at det er kræft. Det kan godt være rart, at have en ven med, når man får sådan en besked. Så skal du i det mindste ikke gå alene hjem”. Men det at anbefale at tage en pårørende med, er en god måde at pakke det ind på. Nå, min pårørende på dagen var Jonas, for han skulle alligevel ikke andet den dag. Faktisk ville jeg nok helst have gjort det selv, men når det nu skulle være, var det egentlig rart nok at have ham med. Lidt trygt også. Jonas er god til at holde i hånd.

 

Jeg lyver ikke når jeg siger, at jeg havde hele 4 sæt øjne på mig til denne undersøgelse. Til undersøgelsen hvor jeg jo altså kun var halvt påklædt. I rummet var der, foruden mig selv, en læge, en uddannelseslæge, en lægesekretær og så selvfølgelig Jonas. Lægen fandt sit ualmindeligt lange apparat frem (hvorfor lyder det altid forkert, når jeg skriver sådan?) og jeg tænkte, at dette var en scanning der i første omgang foregik udenpå maven. Gæt igen, Leah. Det ualmindeligt lange apparat blev stukket så langt op i privaten på mig, at jeg næsten fik det galt i halsen. Av for helvede! Det blev vendt i alle tænkelige kroge i mit underliv, men heldigvis med et positivt resultat. Lægen mente bestemt, at der var tale om en dermoidcyste. Det kunne han se ud fra farven på tumoren.

 

Men hvad er så en dermoidcyste? Jeg har fundet en fin beskrivelse her: Dermoidcyste, cystis dermoides, abnorm dannelse, som består af et sækformet hulrum (cyste), der indeholder fx hud, hår, talgkirtler m.m. på et sted, hvor disse strukturer normalt ikke findes.

 

Ja, det lyder jo ikke specielt lækkert. Faktisk kalder man det også for en “tvilling”, netop fordi den kan indeholde så mange dele fra et menneske, som man typisk ikke har i underlivet. Jeg har googlet det op til flere gange og har ind i mellem stødt på en, der indeholdte tænder. Ej, føj! Det må da være den klammeste form for cyste der findes. Men i det mindste er den harmløs og man dør ikke af det. Godt, kan vi så stoppe med at kalde det for en “tumor” nu, tak? Jeg gætter i øvrigt på, at du måske skal en tur på google, når du har læst dette indlæg.

 

Lægen konkluderede, at den ikke skulle fjernes. Med dens placering ville det højst sandsynligt betyde at man, sammen med den, også ville være nødt til at fjerne hele den venstre æggestok og æggeleder. Dette ville jo ikke ligefrem gavne fertiliteten og den situation havde vi ikke brug for på daværende tidspunkt. Nå, men lægen havde også flere gode nyheder. Han fandt nemlig et lille æg med en fin størrelse, som absolut skulle være klar til afgang. Det havde vi jo ikke lige regnet med at høre. Jeg blev først glad og lettet, men syntes egentlig også at det var en smule mærkeligt. Passede det nu også med en cyklus? Hvorfor kunne jeg pludselig danne alle de her æg, når vi indtil videre havde haft et år uden nogen form for cyklus og særligt uden nogen form for graviditet? Jeg fik jo heller aldrig menstruation. Det var altså lidt underligt, men at se et æg på en scanning virker som en simpel ting. Jeg skulle da bestemt ikke fortælle hverken lægen eller gynækologen, hvad de så. Det er jo ligesom deres speciale.

 

Efter undersøgelsen ringede jeg til gynækologen med resultatet af dagens undersøgelse. Både det med dermoidcysten, der ikke skulle fjernes og så ægget med den korrekte størrelse. Han greb straks muligheden for at lave endnu et forsøg ud af det. Jeg blev bedt om at tage ægløsningssprøjten allerede samme aften og møde op til insemination 2 dage senere. Det hele gik altså lidt stærkt, men alt i alt var det jo godt nok. Endnu et forsøg, der var mere eller mindre hormonfrit.

 

Den 10.02.17 blev jeg atter insemineret og sendt hjem på de vanlige 14 dages ventetid. Denne gang var de 14 dage faktisk ikke helt så svære igen. Lette bliver de jo aldrig, men de var bare anderledes. Mavefornemmelsen var bare aldrig helt med i dette forsøg. Måske fordi det gik så stærkt og kom så uventet. Jeg ved det ikke. Måske havde jeg bare mistet troen. Måske det var lidt af det hele i virkeligheden. Nå, men på testdagen 14 dage senere var graviditetstesten super negativ. Jeg husker, at den blev trampet på og smidt i skraldespanden, hvorefter skabslågen blev smækket i med et brag. Behøver jeg at nævne, at jeg heller ikke denne gang fik menstruation? Og behøver jeg at nævne, at gynækologen sang samme igen? Jeg tror snart I kan den uden ad. “Du er gravid, hvis du ikke får din menstruation”. Men sådan blev det altså ikke.

 

Det bedste ved at 3. forsøg nu var afsluttet var helt klart, at vi nu regnede med at blive sendt videre i systemet til IVF. Forsøg med reagensglas. Det plejer nemlig at hedde sig, at man får 3 forsøg med insemination, hvorefter man sendes videre. I kender godt det der ordsprog, hvor “plejer” han er død, ikke? Det var han også i vores tilfælde. Så i næste del af “Grusvejen til ønskebarnet” kan du læse, hvordan vi kom i gang med det uventede 4. forsøg.

 

Kærligst Leah

Skriv et svar