Grusvejen til ønskebarnet .. #5

Så skal vi atter et stykke videre i historien om vores vej til ønskebarnet. Som du kan se, er dette 5. del af historien. Jeg vil ikke linke til de 4 første dele her, men det kan være en god idé at have læst dem også. De findes under kategorien “fertilitetsbehandling”, hvis du skulle have lyst til at læse dem.

 

Den 03.03.17 sad vi igen på gynækologens kontor. Det var efter det 3. mislykkede forsøg. Vi var begge med denne gang, for der var indkaldt til evalueringssamtale. Det gør man typisk, når der har været 3 mislykkede forsøg. Vi kom med en forventning om, at vi ville blive henvist videre til det offentlige med henblik på at gå over til IVF. Forsøg med reagensglas. Det var med blandede følelser. På én måde ville vi gerne videre, for de der IUI-forsøg begyndte at virke lidt håbløse og meningsløse for os. Og så tror jeg vi trængte til at få nogle andre øjne på vores situation. På den anden side følte jeg mig slet ikke klar til IVF. Jeg så det lidt som om, at jeg så skulle have ENDNU mere svært ved at blive gravid. At der skulle stærkere midler til. Det syntes jeg var svært at forholde sig til. Jeg følte mere end nogensinde, at min krop bare var kropumulig og helt forkert. At den ikke kunne det samme, som så mange andre kvindekroppe.

 

Nå, men gynækologmanden syntes da lige, at vi skulle have en sidste scanning oven på det sidste forsøg. Bare for lige at runde af. Og gæt så hvad han endnu en gang så. Et æg. Samme sted som sidst. Han snakkede om, hvor fint det var i størrelsen og at det næsten ville være synd at lade det gå til spilde. Kan I fornemme, at endnu et forsøg bankede på døren? For så har I ret. Åh, jeg husker tydeligt at jeg lå der, nøgen fra navlen og ned med benene i vejret, og tænkte: “Nej, bare nej! Ikke igen!”. Og så kom det blandede følelsesregister op i mig. Jeg kunne ikke få regnestykket med de skide æg til at gå op. Jeg syntes de kom sådan lidt i øst og vest og her og der. Det gav ingen mening. Og hvorfor kom der så aldrig menstruation? Men hvorfor skulle gynækologen tage fejl? Et æg er vel for helvede et æg? Og hvad bildte jeg mig ind at tvivle på dét? Og nu, hvor vi stod overfor endnu et forsøg, kunne man jo ikke lade være med at glæde sig en smule alligevel. For tænk nu hvis dét var guldægget. Starten på vores fremtidige barn. Så kunne jeg jo heller ikke være bekendt, at være så pisse negativ og skeptisk. Som I kan se, er der masser af blandede følelser på spil i sådan en omgang fertilitetsbehandling. Det er benhårdt for at sige det mildt! Masser af fortvivlelse, masser af vrede på egen krop, masser af frustrationer, et følelsesregister der kører op og ned og manipulerer ens humør så det er fuldstændig ukontrollerbart.  Det slider af helvedes til. Både fysisk og psykisk. Og af og til lidt på parforholdet også, men det er en anden historie.

 

Det 4. forsøg blev skudt i gang med en ægløsningssprøjte. Vist nok den efterfølgende aften. Jeg blev insemineret endnu en gang og de vanlige 14 dages ventetid var så i gang. Ikke én gang på de dage troede jeg på det. Mentalt var jeg helt lukket ned og jeg troede ikke på de skide IUI-forsøg mere. Men faktisk var de 14 dage alligevel ikke helt, som de andre gange. For der nåede slet ikke at gå 14 dage før vi fik svar. 5 dage FØR testdag. Ikke efter, men FØR, fik jeg menstruation. Helt uden varsel. Helt uden forudgående smerter. Det kom bare. Og det var faktisk første gang i lidt over et år, så det var næsten helt fremmed for mig. Jeg havde vist ikke engang bind eller noget i huset. Det kom helt vildt bag på mig, men nu skulle jeg i det mindste ikke vente helt til testdag med at finde ud af det, som jeg allerede vidste. Nemlig at jeg ikke var gravid. Heller ikke denne gang.

 

Kan I huske gynækologens sang fra de andre forsøg? Altså der hvor menstruationen aldrig kom? “Du er gravid, hvis du ikke får din menstruation”. Verdens dårligste sang. Denne gang sang han en ny sang, da jeg ringede ind med nyheden: “Jamen du skal jo ikke bløde nu. Det er for tidligt!”. Jeg husker tydeligt, hvor splittergal jeg blev. Stakkels sekretær, for hun er faktisk den sødeste sekretær jeg nogensinde har mødt. Men det udløser altså en vis vrede, når man gang på gang får at vide, at ens krop gør det forkerte. Hvis der ikke kommer menstruation er det forkert. Hvis den kommer, er det også forkert. Hvornår sulan er det så rigtigt? Åh, for helvede.

 

Jeg blev kaldt ind til samtale få dage efter og her var beskeden kort og klar: “Leah, jeg kan ikke finde hoved og hale i din cyklus, så jeg synes vi skal stoppe her. Vi kommer vist ikke rigtig videre”. Nej, det tror da fanden, når der ingen cyklus er overhovedet. Jøsses. Han lavede en henvisning, så vi kunne komme videre i systemet til det offentlige. Vi gav hinanden hånden og jeg har ikke været på hans kontor siden.

 

Farvel gynækologmand, farvel IUI og goddag til en tiltrængt pause inden næste kapitel i vores rejse mod ønskebarnet. Nu kunne vi nemlig ikke gøre andet end at vente på indkaldelsen til Fertilitetsenheden på Aalborg Sygehus. I Aalborg er ventetiden relativt kort. I hvert fald hvis man sammenligner med andre dele af landet. Der skulle nemlig ikke gå mere end 7 uger, før vi var i gang igen med nye lægers øjne. Det bliver i øvrigt en spændende historie med flere twist. Den tager vi hul på i 6. del af “Grusvejen til ønskebarnet”.

 

 

Kærligst Leah

1 comment / Add your comment below

Skriv et svar