Grusvejen til ønskebarnet .. #6

Efter 4 mislykkede forsøg ved gynækologen blev vi, i marts 2017, henvist videre til det offentlige med henblik på opstart af IVF. Forsøg med reagensglas. Det læste I jo lidt om i sidste del af “Grusvejen til Ønskebarnet”. Takket være den korte ventetid kunne vi besøge Fertilitetsenheden på Aalborg Sygehus allerede i starten af maj 2017. Vi havde altså lige godt 7 ugers pause inden og det var faktisk rigtig fint og meget tiltrængt. Det er bestemt lettere at holde pause fra behandlingen, når man ved at ventetiden er kort.

 

Vi var naturligvis spændte på den første samtale, men intet kunne have forberedt os på dét, der rent faktisk skete. For det vendte lige vores verden sådan ca. 180 grader. Der var afsat 30 minutter til snakken. Vi var hos dem i knap to timer. Godt vi havde en sen eftermiddagstid, selvom sygeplejersken dog kom for sent hjem den dag. Men hvorfor tog det dog så lang tid? Det skal jeg prøve at fortælle dig om her:

 

Vores nye læge, som vi i øvrigt rigtig godt kunne lide, var ét stort spørgsmålstegn, da hun mødte os. Hun havde læst mine papirer fra de tidligere forsøg og hun forstod ikke et pip. Dels fordi papirerne efter hendes mening var kraftigt mangelfulde og dels fordi hun ikke så logik i behandlingsmetoderne. Hun spurgte om følgende:

 

  • “Jamen har du da ikke fået lavet en passageundersøgelse?”. Jeg svarede nej, for det havde jeg ikke. “Du godeste! Så ved man jo slet ikke, om IUI rent faktisk kan lykkes”. (Passageundersøgelse = Undersøgelse af passageforholdene i æggelederne). 

 

  • “Fik du ikke menstruation mellem forsøgene?”. Jeg svarede nej, for det gjorde jeg jo ikke. “Jamen blev det da så heller ikke sat i gang med medicinsk behandling?”. Jeg svarede nej, for det gjorde det jo ikke.

 

  • “Hvorfor fik du kun hormoner ved det første forsøg? Altså foruden ægløsningssprøjten”. Jeg svarede, at der efterfølgende blev fundet æg sådan ca. efter hvert afsluttet forsøg. Så det var vel ikke nødvendigt. “Det lyder altså besynderligt. Det skal vi altså lige have kigget på om lidt”.

 

Hun tog en pause og sukkede lidt.

 

  • “Hvorfor er der ikke taget hånd om de her lave værdier i dine blodprøver? Du mangler jo kraftigt både jern og d-vitamin. Det er altså et kriterie for kroppen, når man ønsker graviditet”. Jeg svarede, at jeg ikke var blevet fortalt at blodprøverne så ud, som de gjorde.

 

  • “Hvorfor har du ikke været på Metformin? Dine blodprøver her har påvist insulinresistens. Det er jo derfor du kæmper sådan en urimelig kamp med vægten”. Jeg svarede, at det vidste jeg ikke. Det var der ikke blevet talt om tidligere. (Metformin virker primært ved at hæmme produktionen af glukose). 

 

  • “Hvorfor har du ikke fået fjernet dermoidcysten? Du skal jo ikke gå rundt og have smerter” Jeg svarede, at man var bange for, at det ville koste den ene æggeleder. “Jamen hvad vil det ikke koste, hvis den får lov til at vokse endnu mere?”. Jeg trak på skulderen.

 

Hun havde flere spørgsmål, men jeg husker bedst dem her. Men spørgsmålene skulle ikke vise sig at være nok. Næste skridt var en underlivsscanning. Hun skulle selvfølgelig også have syn for sagen. Hun konstaterede det, som vi allerede vidste. Kraftig PCO med sprængfyldte æggestokke med virkelig mange follikler. Ikke nogen overraskelse der. Men så pegede hun på en lille hvid plet. Den plet kunne jeg genkende. “Er det ikke et æg?”, spurgte jeg ud fra min erfaring ved de tidligere scanninger. For den plet havde altså været et æg ved de seneste forsøg. Hun undersøgte den nærmere og tog sig sin tid med det. “Nej, det er det altså ikke. Jeg vil bestemt mene, at det er en lille cyste på indersiden af din æggestok”. Hun forklarede yderligere, hvorfor hun kunne afvise, at det var et æg. Og her gik det op for os begge, at de sidste 2-3 af mine 4 forsøg var kørt på noget, som ikke var et æg, men en cyste. En ægløsningssprøjte hjælper altså ikke meget på en cyste. Man bliver ikke gravid på en cyste. En cyste og en sædcelle er faktisk pisse ligeglade med hinanden. “Jamen mit bedste bud er, at du slet ikke har haft en chance for at blive gravid i de forsøg”. Av, min arm. Kan vi lige tage den igen? Puuuuuuha da en mavepuster. Det er i forvejen ikke let eller sjovt at være i fertilitetsbehandling, men man har da slet ikke lyst til at gøre det til ingen verdens nytte. Men det har vi altså gjort. Flere gange. Man føler sig en lille smule til grin oven på sådan en besked.

 

Den søde og meget forstående læge tog meget hurtigt hånd om tingene. Da vi tog hjem nogle timer senere, var det med en henvisning til operation. Dermoidcysten skulle ud. Det var med en recept på Metformin, for nu skulle der styr på vægten og insulinresistensen. Det var med en plan for udredning af jern – og d-vitamin mangel. Det var med en grundig snak om PCO-venlig kost og det var med en besked om, at der skulle 10 kg af kroppen. Min krop altså. Alt dette på én og samme gang kan jo godt lyde som en stor og uoverskuelig opgave, men det var det faktisk ikke. Jeg er typen, der er meget handlekraftig og netop alle disse ting, kunne jeg forholde mig til. Endelig var der klar besked og endelig var der klare krav til mig. Nu vidste jeg, hvad JEG kunne gøre ved min egen situation og så var det altså bare med at komme i gang.

 

Da denne samtale var lige op til sommerferielukningen, var der ingen tvivl om, at vi ikke ville komme i gang før efter sommerferien. Men det var faktisk også okay. Det tager jo altså lidt tid, at starte op på Metformin, blive opereret og tabe 10 kg. Så det var faktisk okay med en god lang sommerferie. Vi fik derfor en ny aftale i august 2017, som vi så kunne se frem til og glæde os til.

 

Motivationen var nu uendeligt høj og i næste del kan I læse om, hvordan min sommer gik. Hvordan operationen gik og om jeg nåede de mål, der var sat for mig.

 

Kærligst Leah

3 comments / Add your comment below

  1. Det er virkelig under al kritik med den behandling I har været igennem – tænk at der findes så inkompetente læger/gynækologer :O

    Er så glad for at det lykkes jer trods alt <3

    1. Det er helt vildt, at sådanne fejl overhovedet kan finde sted. Og ja, tænk at nogen kan fortsætte med at have deres job :O

      Det er mere end lykkeligt, at det så kunne lykkes alligevel <3

Skriv et svar