Grusvejen til ønskebarnet .. #7

Et billede fra en sommer med fuld power!

 

De fleste her i det ganske danske Danmark husker sommeren 2017, som værende meget lidt præget af sommer. I hvert fald i forhold til vejret. “Kære sommer, det er en ommer til dette års sommer. Og det siger jeg vist på vegne af de fleste”. Nå, men selvom vejret var ringe, var sommeren ikke helt skidt for os her hjemme. I sidste indlæg HER læste du, at min sommer skulle bruges på at rette op på en mere eller mindre mangelfuld og sjusket periode i fertilitetsbehandlingen. Altså vi havde brugt ca. 7 måneder på noget, som i sidste ende ikke var brugbart eller til nogen verdens nytte. Det kommer jeg mig nok aldrig helt over, men nu er vi trods alt videre. Det er kun spild af energi og godt humør, at hænge sig i det nu. Vi kan jo alligevel ikke lave om på fortiden.

 

Efter samtalen på Fertilitetsenheden i maj 2017, startede jeg øjeblikkeligt op på Metformin for at få styr på min insulinresistens. Dette med henblik på at få styr på min vægt, som jo kom fuldstændig ud af kontrol, da jeg stoppede med at tage p-piller og PCOS’en kom. Metformin virker bl.a. ved at øge sukkerforbrændingen i musklerne og ved at øge cellernes følsomhed for insulin. Dermed for at forhindre kroppen i at overproducere insulin, så denne ikke lager sig som fedt på kroppen. Jeg lyver ikke når jeg siger, at Metformin er det bedste man kunne byde min krop på det tidspunkt. Virkningen var enormt tydelig og ikke til at tage fejl af. Det kunne både mærkes på det indre og ses på det ydre. Jeg havde pludselig ikke svært ved at styre mit blodsukker og tallet på vægten dalede i et fornuftigt tempo. Tænk hvis jeg var kommet på Metformin noget før?

Foruden at starte på Metformin, skulle jeg pludselig også til at lære en helt ny verden at kende i forhold til kost. Jeg var på biblioteket og jeg fik læst en del bøger om PCOS og den korrekte kost. Ingen tvivl om, at jeg nu skulle til at lave nogle ting om. Jeg har egentlig altid spist “almindeligt fornuftigt”, som jeg vil kalde det. Ingen fødevarer har været forbudt og alt har været med måde. Sådan skulle det ikke være længere.

Jeg vil ikke sætte jer en helt masse ind i PCOS-venlig kost, men i grove træk minder det meget om LCHF, som de fleste kender lidt til. Ud med pasta, ris, kartofler, brød og sukker. Der i mod skal der godt med protein, gode fedtstoffer og gode grove grøntsager til. Det er ligesom det korte af det lange. Dykker man dybere ned i det, er der også særlige forhold, når det kommer til tilberedning af både det ene og det andet. Men det er altså en lang snak.

 

I løbet af juni var jeg godt i gang med kosten og Metformin. Jeg havde det godt med, at jeg kunne tage sagen i egen hånd. Fokus på graviditet i den tid var stadig meget til stede, men det var ikke altoverskyggende. Sikkert fordi vi ikke var i gang med et decideret forsøg og derfor ikke regnede med at opnå det. Men at opnå graviditet var jo stadig målet for alt det hårde arbejde med kosten og Metformin. Så det fyldte stadig meget og det fyldte stadig hver evig eneste dag.

Det blev også i juni, at jeg blev opereret for dermoidcysten. Faktisk blev det den 14. juni kl 08.00. Jeg var SÅ nervøs forud for operationen. Faktisk var det nok lidt heldigt, at jeg kom ind på et afbud og derfor først vidste det dagen før. Det var min første gang (som jeg kan huske) på operationsbordet og det var første gang i fuld narkose. Puha da. Jeg brød mig bestemt ikke om det. Jeg har aldrig brudt mig om at miste kontrollen. Så narkosen fyldte noget kun mere i mit hoved end selve operationen og dennes mulige konsekvenser gjorde.

 

På dagen, som jo startede tidligt, var Jonas med og det var uundværligt. Han var med helt inde på operationsstuen og forlod først rummet, da jeg var langt væk i min narkoserus. Jeg husker tydeligt de sidste sekunder inden narkosen virkede. Der var temmelig meget panik i min krop. Jeg rystede, græd og mit hjerte hamrede løs. Det kunne jeg høre på alle de bippende apparater, som de søde læger og sygeplejersker endte med at skrue ned for. Men pludselig var jeg jo langt væk i drømmeland. Efterfølgende tænker jeg, at det jo slet ikke var så slemt, som jeg gjorde det til i mit hoved. Jeg vil nok ikke være ligeså bange for narkose en anden gang. Det næste jeg husker er, at jeg vågner op i min egen narkosetåge på opvågningsstuen. Jonas var der. Han siger, at jeg har sagt en masse mærkelige ting. Bl.a.  har jeg spurgt efter min far, som på daværende tidspunkt havde været død i lidt over 6 år. Stakkels Jonas. Hvad siger man lige til det? Nå, men i løbet af nogle timer var jeg mig selv igen. Sådan nogenlunde da. Og operationen var jo super vellykket. Dermoidcysten blev fjernet uden man var nødsaget til at tage den ene æggeleder. Jeg fik også lavet passageundersøgelse af begge æggeldere, mens jeg var i narkose og denne var også fin. De fik skyllet systemet igennem og kunne ingen forhindringer finde der. Fedt. Det var en bombet, træt og oppustet patient, der kom hjem i seng den aften, men hun var også meget glad og lettet. Kroppen var tilbage på sporet ca. 3 uger efter operationen. Og så var det tilbage til vægttabet.

 

Vægttabet gik jo stadig godt. Vægten faldt da i hvert fald. Jeg måtte ikke dyrke motion med høj puls, da den høje puls kan have en påvirkning på ægproduktionen op til flere måneder før. Det var lidt frustrerende, da jeg var glad for mine løbeture. Dem savner jeg også frygtelig meget i dag. Desuden får man også bare et andet kick ud af en tur i løbeskoene med høj puls end man gør, af en gåtur i rask gang. Men man må jo arbejde med det man har og det var gåturene for mit vedkommende. Jeg gik også meget. 25.000-30.000 skridt om dagen. Så det hjalp jo også på vægttabet.

 

Jeg var desuden ved min egen læge den sommer også, hvor jeg startede op på d-vitamin og jern for en 3 måneders periode. Dette for at finde ud af, om min krop kan optage det. Altså d-vitamin mangler de fleste danskere. Hint igen til den dårlige sommer med det manglende solskin. Men jern har jeg vist altid haft lidt svært ved at holde på. Blodbanken har i hvert fald afvist mig flere gange. Jeg havde dog aldrig tænkt over, at det kunne have stor betydning for fertiliteten. Men det var fint at prøve at få styr på de blodprøveværdier også.

 

Da vi nåede til slut juli/først i august havde jeg tabt de 10 kilo, som Fertilitetsenheden havde bedt mig om. Og det var særligt takket være Metformin. Den PCOS-venlige kost og de mange skridt om dagen var selvfølgelig ikke uden betydning. Jeg var stadig ikke tilbage på den vægt jeg havde før PCOS’en kom, men endelig var jeg godt på vej og det var en kæmpe lettelse. Jeg ser frem til at skulle starte dette op igen, når jeg er kommet mig ovenpå graviditeten og ikke mindst fødslen.

 

Det var lidt om min effektive sommer. Jeg er ret stolt af, at jeg klarede alle de ting, som Fertilitetsenheden bad mig om. Endda på ganske få måneder. Og så var det fedt med en sommer uden hormoner og fertilitetsbehandling. Det var faktisk ganske okay. Det var rart, at vi ikke hele tiden befandt os midt i et forsøg, som vi allerede fra start så som værende håbløst. Nu glædede vi os bare rigtig meget til den 22. august 2017, hvor vi skulle på Fertilitetsenheden igen. Til det 5. forsøg. De havde besluttet at køre endnu et IUI-forsøg, inden det helt sikkert ville blive IVF. De havde brug for at køre et forsøg, hvor man “gjorde det rigtigt”, for at sige det lige ud. Altså med alle de nødvendige hormoner osv. Særligt nu hvor de nødvendige forundersøgelser var lavet. Jeg var mere end glad for den beslutning. Som tidligere nævnt har jeg aldrig følt mig klar til IVF. Men jeg havde også brug for at prøve IUI under ordentlige forhold. Bare for at kunne lukke døren til det med god samvittighed, skulle det nu ikke virke.

 

Næste skridt i vores fertilitetsbehandling gik dog ikke helt, som beskrevet ovenfor. For tingene tog en lidt anden, men slet ikke dårlig drejning og det vil jeg fortælle jer om i næste del af “Grusvejen til Ønskebarnet”.

 

 

Kærligst Leah

 

1 comment / Add your comment below

Skriv et svar