Grusvejen til ønskebarnet .. #8

I “Grusvejen til Ønskebarnet .. #7” læste I lidt om min mere end effektive sommer, hvor der virkelig skete mange ting på én og samme gang. Metformin, PCOS-venlig kost, vægttab og operation. Det var hårdt og intenst, men også virkelig godt. Helt fantastisk, faktisk. For første gang længe havde jeg det faktisk godt med min krop igen. Vægten skulle der fortsat arbejdes med, men sikke en vej jeg var kommet, siden PCOS’en brød ud og ødelagde det hele. Klap på skulderen til mig for det.

 

Sådan ca. midt i juli 2017 fik jeg menstruation. Første gang siden marts samme år. Og igen kom den af sig selv. Det er en underlig ting at glæde sig over, men det gjorde jeg altså. Altid rart, når kroppen kan tænke lidt selv. Der var jo ikke noget svar på, hvorfor den pludselig kom. Var det tilfældigt? Var det fordi kroppen var ved at finde en balance i vægttabet og den PCOS-venlige kost? Var det pga. Metformin? Ingen ved det, men det vigtigste er jo også bare at den kom. Så var det selvfølgelig bare lidt surt, at vi ikke kunne ringe til klinikken og tilmelde os et forsøg. Men sommerferie er jo sommerferie og lukket betyder jo, at ingen kan ringe og melde sig til noget som helst. Men pyt, den effektive sommer var jo fortsat i gang og fokus lå stadig på vægttabet.

 

Jonas og jeg, nok mest mig, kunne dog ikke lade være med at tænke: “Hvad nu hvis …?”. Altså hvad nu hvis min krop rent faktisk var ved at finde en balance. Hvad nu hvis denne menstruation var starten på en cyklus, som måske i et lille bitte spinkelt minimalt håb, kunne bruges til noget. Hvad nu hvis? Det er en farlig tanke, når man befinder sig i fertilitetsbehandling. Man vil så nødigt håbe for meget og sætte sig selv op til noget, som måske ikke er realistisk. Vi vidste jo godt, at chancen for en naturlig ægdannelse og ægløsning i min krop, er næsten lig nul med de PCO-ramte æggestokke, som jeg render rundt med. Det har der jo ikke været tvivl om på noget tidspunkt.

Men perioden fra den menstruation og frem til behandlingsstart den 22. august 2017 var relativt overskuelig. Vi snakker 5-6 uger, vist nok. Og hvad nu hvis? Kunne det der magiske tidspunkt opstå? Det der tidspunkt, som vi hele tiden fik at vide, at vi endelig ikke måtte satse på. Vi blev enige om, at vi ligeså godt kunne se om vi kunne være heldige. Igen fordi det var en kort og overskuelig periode. Vi kunne jo ikke tabe noget, hvis der ikke kom en ægløsning. Så skulle behandlingen jo bare fortsætte. Kom der nu en ægløsning, kunne vi jo vinde det hele, hvis vi var heldige. For det at have ægløsning er jo LANGT FRA en garanti for at blive gravid også. LANGT LANGT LANGT FRA! Det kan jeg ikke understrege nok.

 

Nå, men dagene og ugerne efter menstruationen gik og jeg valgte ikke at teste efter ægløsning. Det pres orkede jeg ikke i vores sommerferie. Jeg tænker, at det er lidt ligesom graviditetstestene omkring testdag. Jeg syntes ikke, at der var nogen grund til at begynde på dét, når nu min sommer ellers gik så godt og humøret var så højt pga. alle de gode resultater jeg skabte. Men altså. Den nødvendige lagengymnastik blev begået. Det taber man jo altså heller aldrig noget ved. Ellers var vi ret afslappede omkring det og vi glædede os fortsat til behandlingsstart den 22. august 2017. For denne gang var det med en forventning om, at det måske kunne lykkes. 5. gang kunne godt blive lykkens gang.

 

I starten af august 2017 skulle jeg til et bryllup på Sjælland. Det er jo altid en dejlig begivenhed. Og der serveres ofte alkohol til sådanne begivenheder. Min mavefornemmelse sagde mig, at jeg skulle tage en graviditetstest inden vi tog afsted. Så det gjorde jeg fredag den 4. august. Den var magen til alle de andre test, som jeg tidligere havde taget. Fuldstændig negativ. Nå, det kom jo ikke bag på mig, men en lille del af mig havde alligevel tænkt, at det godt kunne have set anderledes ud. Måske jeg alligevel havde håbet for meget på dét, der ellers var så urealistisk? Havde jeg ladet mig rive for meget med? Nå. Vi tog afsted til bryllup og havde den dejligste dag. Mavefornemmelsen kunne jeg dog slet ikke slippe, så mængden af alkohol jeg indtog til det bryllup, kan vist begrænses ned til 2 små mundfulde. Jeg havde ikke andet end min mavefornemmelse at gå ud fra. Ingen symptomer på graviditet eller noget. Ren mavefornemmelse. Og ingen alkohol.

 

Vi tilbragte et par dage på Sjælland efter den weekend. Vi havde nemlig sommerferie og fri fra job. Mavefornemmelsen var med på alle dagene. Jeg husker ikke, om jeg delte min tanker ret meget med Jonas. Lidt gjorde jeg, for han vidste godt, at jeg bevidst ikke drak alkohol til brylluppet. Men ellers snakkede vi ikke så meget om det. Slet ikke så meget, som jeg tænkte på det. Det var vist min egen lille “ting”, som jeg selv skulle gå med. Igen for ikke at skrue unødvendigt op for nogle håb og forventninger. Hverken Jonas’ eller mine egne. Jeg aftalte med mig selv, at jeg ville tage en test igen om fredagen. Altså en uge efter den test, jeg lige havde taget.

 

Vi tog hjem fra Sjælland tirsdag den 8. august. Onsdag morgen, den 9. august, kunne jeg ikke lade være. Jeg SKULLE tage en test. Jonas vidste ikke, at jeg gjorde det. Jeg lavede testen, som jeg plejede. Lagde den på noget toiletpapir ved håndvasken og rejste mig ellers op fra toilettet. Allerede i det jeg rejser mig op, ca. 10-15 sekunder efter jeg havde tisset på testen, kunne jeg ud af øjenkrogen ane, at denne test ikke var magen til de andre. DEN VAR POSITIV! TO STREGER! IKKE ÈN, MEN TO!!! Min reaktion og ansigtsudtryk var nogenlunde sådan her: “…….”. Altså ikke hvad jeg havde tænkt eller drømt om tidligere. Jeg tog testen med ind i soveværelset, hvor Jonas stadig lå og kun var semi-vågen.

 

“Mulle?! Den er positiv. Jeg tror sku’ den er positiv. Ej, den ér positiv. Tror du ikke også den er positiv? (viser testen til Jonas). Synes du ikke den ser positiv ud? Der er da TO streger. Ikke? Ej, jeg må lige ligge ned. Nu får jeg det helt mærkeligt “. Det er lidt fejt at vise sådan en test til en semi-blind fyr, der ikke har fået kontaktlinser i endnu. Så han måtte have tissetesten helt op i fjæset, for blot at kunne konstatere, at den ganske rigtig var positiv. Han så også to streger. Godt. Ingen af os så syner. Der var to streger på den test. Forventningen ville nok være en kæmpe jubelscene, men faktisk var det ret afslappet. Måske fordi det utænkelige var sket. Det der, som vi ikke måtte hverken håbe på eller regne med. Måske fattede vi det bare ikke? Vi bevarede i hvert fald roen. Jonas er generelt typen, der bevarer roen meget godt i alle tænkelige situationer og han ville i hvert fald være forsigtig med, at glædes for tidligt. Der skulle nogle flere fakta på bordet, så vi med sikkerhed kunne glædes. Helt sikkert den fornuftige tilgang til det. Indeni var jeg dog ikke i tvivl om, at den var god nok. Den mavefornemmelse jeg havde haft de seneste dage, var ikke til at tage fejl af. Vi ringede til Fertilitetsenheden og fik samme dag taget blodprøve. Timerne til næste dag var lange.

 

Næste dag blev jeg ringet op af verdens sødeste sygeplejerske. “Leah, du ér gravid!”. De magiske ord. Nu kunne vi juble og være glade. Vi blev tilbudt en tryghedsscanning den 31. august 2017, som skulle være graviditetsuge 7. Her så vi den mindste lille reje med det fineste lille hjerteslag. Alt var godt og det har det været lige siden. I næste måned byder vi vores lille pige velkommen til verden og det er slet ikke til at forstå, at vi nu er kommet til det. 6 uger til termin i dag. Det er kun 42 dage. Vi føler os så heldige og så velsignede. Og vi er så klar, som vi kan blive nu. Klar til det, der nok bliver det største øjeblik i vores liv. Det største vi nogensinde har skabt sammen. Det bliver den vildeste rejse, når to bliver til tre om ret kort tid.

 

Nu nåede vi enden af grusvejen og vi kan snart tage en ny vej. En ny og spændende vej, som vi ikke aner hvordan udformer sig. Vi ved ikke om den er jævn eller bumpet. Vi ved ikke, hvad der ligger i vejkanten. Om den er kort eller lang. Om den har mange sving eller er ret lige ud ad landevejen. Vi ved ingenting. Blot at den kommer.

Men inden da vil jeg gerne stoppe op og reflektere lidt over den grusvej, som vi netop har gået på. Og de refleksioner, kan du læse om i næste og absolut sidste del af “Grusvejen til Ønskebarnet”.

 

Kærligst Leah

3 comments / Add your comment below

Skriv et svar