Grusvejen til ønskebarnet – Det sidste punktum

 

I mit seneste indlæg i denne serie, som du kan finde lige HER, nåede vi enden af grusvejen med to streger på graviditetstesten. Solen kunne jo nærmest ikke have skinnet mere, end den gjorde ved enden af grusvejen. Det er altid dejligt, når tingene ender lykkeligt og er fyldt med solstråler. Så er det lidt som om, at vejen der til falder lidt i baggrunden. Lidt som om det bare bliver til en skygge. Men også kun lidt. Jeg synes i hvert fald ikke, at det er glemt. Det fylder mindre, men det er ikke glemt. Og jeg har haft mange tanker om den lange tur på grusvejen siden.

 

I mine seneste mange indlæg i serien har I været med til det hele. I har været med på både op- og nedture, helt inde på briksen til behandlingerne, tankerne, frustrationerne, glæderne, sorgerne, vreden, håbløsheden, optimismen og hvad vi ellers har mødt på den lange grusvej, hvor både det fysiske og det psykiske har været på overarbejde. Det er på alle mulige måder både grænseoverskridende, men også helt vildt givende, at dele ud af noget, der er så privat og smertefuldt på egen krop og psyke. Men mest har det været givende, da jeg ved der sidder nogen derude, der får rigtig meget ud af at læse mine indlæg. Det betyder meget for mig, at andre kan lære af vores historie eller se sig selv i den og derfor ikke føler sig alene. Bedre er det, når jeg hører at vores historie giver håb om en lykkelig slutning for andre. Med den viden er det på ingen måde svært, at dele ud af vores forløb og erfaringer. Jeg gjorde det hjertens gerne igen, men det behøver jeg jo sådan set ikke. Indlæggene her på bloggen er jo kommet for at blive. Desuden er vores historie jo fortsat at finde på www.fertilitetsliv.dk og det glæder mig stadig, at jeg har bidraget til denne fantastiske side, hvor mange ufrivilligt barnløse kan søge råd, vejledning, hjælp og støtte.

 

Jeg har lovet jer et tilbageblik på vores egen “fertilitetsrejse” med mine egne tanker og refleksioner. De kommer her. Det er jo ingen hemmelighed, at denne graviditet kom uventet. At det lykkedes for os uden om forsøgene, havde vi ikke regnet med overhovedet. Vi havde drømt og håbet, men slet slet slet ikke regnet med det. Det havde vi jo fået at vide, at vi bestemt ikke skulle.

 

Når jeg kigger tilbage på de første 4 forsøg med inseminering ved gynækologen, er det med en vis vrede i sindet. Jeg føler mig forkert behandlet og jeg føler, at jeg har været igennem ting, som jeg med fordel kunne have været skånet for. Som vi kunne have været skånet for. Det var forkert at starte op i behandling med det samme, som jo var det der skete. Jeg nåede kun lige at få diagnosen PCOS og så gik der ikke mange dage, før vi var i gang med fertilitetsbehandlingen. Man hoppede over en del grundlæggende forbehandlinger og undersøgelser og gik direkte til forsøgene uden at vide, om de overhovedet kunne virke. Foruden dét kørte man det ene forsøg lige i røven af det andet, uden at “rydde op” først. Eller lige trække vejret for den sags skyld. Resultatet af dét er 4 forsøg med kæmpe følelsesmæssige og fysiske op- og nedture. 4 forsøg, som var dømt til at mislykkes på forhånd, for min krop var ikke dér, hvor den kunne bære det. Tænk hvad vi kunne have været sparet for? Jeg vil helst ikke tænke på det for længe.

Det var rart at komme i andre hænder, da vi i maj 2017 gik over til behandling i det offentlige. Men det er også skræmmende at tænke på, hvor mange brugbare resultater de fik skabt på under den halve tid af det, vi allerede havde brugt. Bare ved at gennemføre de grundlæggende forbehandlinger og undersøgelser, som man havde hoppet over tidligere, ændrede de vores liv markant. Selvfølgelig til det positive. Jeg fik viden om min PCOS og kontrol over den, hvilket førte til det nødvendige vægttab. Jeg blev opereret for en dermoidcyste, som sad i vejen for en mulig graviditet. Jeg fik lavet passageundersøgelse af mine æggeledere og fik dem skyllet igennem, så intet sad i vejen der. Og så blev jeg gravid. Lige pludselig og lige dér midt i sommerferien inden behandlingsstart. Det er helt skørt at tænke på. Tænk, hvis man havde startet dér, altså med det helt grundlæggende, frem for at kaste sig ud i forsøgene først? Der er jo ingen garanti for, at graviditeten var kommet tidligere, meeeeeen. Det er svært ikke at tænke lige netop dét, ikke?

I dag tænker jeg meget på, hvad der præcist gjorde, at det endelig lykkedes os at få den positive graviditetstest. Var det vægttabet og kontrollen over PCOS’en? Var det operationen? Var det passageundersøgelsen? Var det rent held? Et mirakel? Ramte vi simpelthen det der magiske tidspunkt, som vi ikke måtte satse på? Ja, jeg kan jo tænke nok så meget, for svaret får jeg aldrig.

 

Siden jeg blev gravid har mange sagt følgende:

 

  • “Ej, så skulle der jo ikke andet end lidt sommerferie til. Så fik I sikkert tankerne tilpas langt væk”. Mit svar til dette er, at det er helt forkert. Jeg husker i hvert fald, at tankerne den sommer ikke kredsede om andet end graviditet. Det var jo derfor, at jeg knoklede røven ud af bukserne med at nå de mange mål.
  • “Så var fertilitetsbehandlingen jo slet ikke nødvendig”. Mit svar til dette er, at en eller anden form for hjælp skulle der jo til. Ellers var det jo nok lykkes noget kun før. Men det er korrekt, at man måske med fordel kunne have gjort nogle ting i en anden rækkefølge. Selvfølgelig uden vi kan vide, om graviditeten var kommet før den gjorde.
  • “Hvor dejligt. Nu behøver du ikke længere bekymre dig. Du kan jo sagtens blive gravid”. Mit svar til dette er, at jeg ikke bare sagtens kan blive gravid. Jeg kan blive gravid, men jeg kan ikke, med den lethed der ligger i ordet “sagtens”, blive gravid. Jeg har stadig PCOS og faktisk også endometriose (det har jeg ikke skrevet så meget om i disse indlæg, for det blev først opdaget ved min operation), hvilket altid vil være et bump på vejen, når man gerne vil være gravid. At blive gravid vil aldrig blive en selvfølge og jeg vil altid have visse tanker og bekymringer om det, skulle det være noget vi gerne vil opnå igen en anden gang.

 

Jeg har fået foretaget flere underlivsundersøgelser gennem min graviditet, pga. uforklarlige blødninger. Hvér gang spørger den pågældende læge, om jeg godt nok blev gravid naturligt. Og så kigger de med de der hævede øjenbryn og kuglerunde helt åbnede øjne. Det spørger de om, fordi mine PCOS-ramte æggestokke giver dem et helt andet billede. De siger hver gang, fuldstændig uafhængigt af hinanden, at det burde ikke kunne lade sig gøre, sådan som mit underliv er skruet sammen. “Din lille pige er vist en god kombination af et mirakel og en vis portion stædighed. Hun ville bare igennem!”, har en sød overlæge på sygehuset sagt til mig, da hun undersøgte mig. Jeg bliver glad og helt varm i hjertet, når jeg tænker tilbage på hendes ord. Jeg føler mig ekstremt heldig og meget velsignet, for det er også min fornemmelse, at det netop er dét vores lille pige er. Et lille bitte skønt mirakel i form af det dejligste lille bitte menneske. Vores lille menneske. Vores datter. Jeg tager det på ingen måde for givet, at det er lykkes os. At vi om lidt endelig bliver forældre. Jeg ser det bestemt ikke som en selvfølge, at vi bare kan opnå graviditet igen, skulle det være noget vi en dag gerne vil. Så tror jeg egentlig, at der skal endnu et mirakel til. Men jeg kan ikke vide det.

 

Nå, nu er der ikke mere at knytte til historien om vores vej til ønskebarnet. Der er kun 37 dage til termin, så lige om lidt er hun her og vi er SÅ klar. Vores Anna Oline. Vores datter og vores pige. Den perfekte ende på den her bumpede grusvej. Det perfekte punktum. Jeg er glad for, at I har læst med så langt.

 

 

Kærligst Leah

Skriv et svar