Lille’pigen og dét hun skal hedde, når hun ikke skal hedde “Lille’pigen” mere

Lige nu hedder vores lille pige bare mest “Lille’pigen”, men lille’pigens rigtige navn har faktisk været bestemt i rigtig lang tid. Allerede før jeg blev gravid. Og det har sgu på ingen måde været hemmeligt. Det er nævnt flere gange både på Instagram og i det virkelige liv. Alligevel bliver jeg ofte spurgt til, om vi ved hvad hun skal hedde. Søde venner, følg nu med! Ej, pjat. Så spændende er mit liv sgu heller ikke, så jeg kan godt forstå hvis man misser informationer undervejs. I er tilgivet, men til gengæld nu tvangsindlagt til dette indlæg om lille’pigens navn og hvorfor det er hendes navn. Enjoy!

 

Det var ikke umiddelbart med lethed, at vi blev enige om det her navn. Vi kan godt begge to lide at bestemme. Og med begge to mener jeg mest mig. Jeg kan godt lide at bestemme og Jonas kan godt lide, ikke at give mig ret. Da vi startede med at snakke navne og blot nævnte navne sådan lidt i flæng, var det tydeligt at Jonas var meget til de der navne, som pigerne fra vores egen årgang hed. Navne som Louise, Pernille, Lise, Katrine, Line osv. Jeg har både gået i skole med en Louise O, en Louise J, en Louise K og en Louise W. De piger må have følt sig enormt unikke på deres navn. På den anden side var de jo en del af deres eget lille fede fællesskab, hvor navneopråbningen hurtigt var overstået. Jonas’ ultimative krav var blot, at hun ikke skulle hedde det samme som en planet eller en krydderurt (eller hvad man nu ellers kan opkalde sit barn efter i disse dage). Jeg husker tydeligt, at han nævnte “Oregano-Timian”, som et usædvanligt specifikt eksempel. Så dét skal hun i hvert fald ikke hedde. Ligesom “Dild-Persille” også er udelukket. Satans!

Jeg har aldrig sådan gået med et specielt navn i tankerne. Dog foruden det smukke navn “Kaya”. Men det sagde Jonas, at hun heller ikke måtte hedde. Og så navnet “Mynthe”. Jeg henviser til ovenstående krydderurte-forbud. Så dét skal hun så heller ikke hedde. Det begynder at se håbløst ud, ikk?

 

Jeg er rigtig god til at forbinde navne med mennesker, som jeg kender eller har kendt. Særligt folk fra min skoletid. Jeg havde ikke en god folkeskoletid, så I kan nok regne ud, at det har udelukket mange navne. Særligt af dem, som Jonas godt kan lide. Som et eksempel kan jeg nævne, at hun i hvert fald ikke skal hedde Daniel. For det hed en fra min folkeskole, som sagde at jeg nok spiste gær, fordi jeg var så tyk. Jeg har også en gang kærstet lidt med en, der hed Daniel. Så bliver navnet da vist også automatisk forbudt, ikk? Hun skal heller ikke hedde Christian, for det hed en af de større drenge, som jeg en gang måtte slå vældig hårdt i maven med min skoletaske. Den dag blev jeg vist hentet af min mor på skoleinspektørens kontor.

 

En dag kom ideen til os, at vi da kunne opkalde vores barn efter nogen, som hverken mobbede eller er en krydderurt. Vi kunne jo prøve at opkalde vores barn efter nogen, som vi rent faktisk godt kan lide. Så vi gik på jagt i stamtræerne og det kom der faktisk noget ganske fint ud af. Lille’pigen skal hedde Anna Oline. Anna efter Jonas’ mormor. En smuk dame, som jeg kun har hørt godt om. Desværre nåede jeg kun at møde hende en enkelt gang til en familiefest, hvor hun trak mit ansigt helt ind til sit og sagde: “Jae, du er fin er du. Det’ godt nok”. Det var lidt som at blive accepteret af overhovedet i flokken. Oline skal hun hedde efter min far. Min far hed ikke Oline, men han hed faktisk Ole. Men det er synd at kalde en pige for Ole. Anna Ole. Kan I lige se det for jer? Så ville hun bare få samme triste folkeskoletid, som jeg selv havde. Oline er ligesom “pigeversionen” af Ole og det er vigtigt for mig, at hans navn er med. Min far døde for knap 7 år siden i en urimelig tidlig alder. Han kommer aldrig til at opleve sine børnebørn og derfor er det vigtigt for mig, at han indgår på en anden måde. Derfor går hans navn igen.

 

Mange har så spurgt os, hvad vi vil gøre hvis hun ikke ligner en Anna. Hvordan ligner man ikke en Anna? Hun er en Anna Oline, for det har vi bestemt at hun er, så det ligner hun sgu nok også. Hvis hun ikke selv synes, at hun ligner sådan en, må hun jo lave det om, når hun bliver 18 år.

 

Nu kender I lille’pigen lidt bedre. Vi glæder os helt vildt meget til at få sat ansigt på det navn, som vi er blevet så glade for. 36 dage til termin. Kom så Anna Oline!

7 comments / Add your comment below

    1. Mange tak søde dig 🙂
      Vi bliver også kun gladere og gladere for det navn.
      Glæder mig til at høre, hvad jeres lillefis skal hedde 🙂

Skriv et svar