Finurlige babyting som vi ikke turde ikke at købe, men ikke ved om vi kan finde ud af at bruge

Nogle af de finurlige babyting, som vi har købt

 

For nogle uger siden kom vi i mål med de sidste babytings-indkøb. Vi mangler kun lige at klikke en babyalarm hjem, når jeg har besluttet mig for, hvilken jeg vil have. Længe har vi troet, at vi aldrig ville blive færdige og klar. Man skal nemlig købe rigtig mange ting til sådan et lille bitte menneske.

Nå, men inden jeg gik i gang med at shoppe løs til baby, for ja, det er mest mig der har haft fingeren på pulsen der. Jonas har mest bare fulgt med og sukket lidt undervejs (godt vi har fællesøkonomi), var jeg ret sikker på at det ville blive den fedeste shopping oplevelse nogensinde. Noget med at finde de lækreste babymøbler, det mest nuttede tøj, de sødeste pynteting og nips til værelset, samt lidt af diverse plejeprodukter. Snydt Leah! Eller ikke helt, for de ting skal man selvfølgelig også have. Meeeeeeeen, så er der også lige alt dét, som man ikke havde forudset. Alt det mærkelige og det man ikke helt forstår, men som er absolut nødvendigt og uundværligt ifølge diverse babylister på min-mave.dk og hvad de der dikterende “mor-sider” nu ellers hedder.

 

Jeg har samlet en liste over nogle af de ting vi har købt, som er både mærkelige og noget af det er ting, som vi ikke helt forstår, men ikke turde at lade være med at købe.

 

Lusekam. Det man også kalder for en tættekam. Men jeg husker det nu som en kam man bruger til at bekæmpe lus. Og det er jo ikke fordi, at baby kommer ud med ægget fuld af lus. Eller er i særlig risiko for at få det. Man bruger tættekammen til noget så specielt kaldet “arp”, som skyldes en overproduktion af fedt og består af afstødte hudceller, der ses i barnets hovedbund. Ganske ufarligt, men vist lidt irriterende for baby. Derfor lusekammen, som blidt kan være med til at fjerne det lækre arp. Mon jeg finder ud af, hvordan man gør dét?

 

Ammeindlæg. Lidt ligesom bind, bare til BH’en i stedet. Jeg kan jo godt se logikken i, at man skal have dem. Jeg havde bare slet ikke tænkt over det, før jeg stod og købte amme BH’er også. Nu håber jeg bare, at jeg får brug for dem.

 

Lad os bare tage amme BH’en også, nu vi er i patafdelingen. Sikke en jungle. Jeg har købt to stks og brugt mange timer på google og min-mave.dk, for at finde de rigtige to. Et teknisk stykke tøj med kroge, så man bare lige kan lukke babbelutten ud, uden at tage det hele af. Ret smart. Jeg håber jeg lærer det bedre hen ad vejen. Jeg har jo PCOS (læs om det lige HER) og grundet det, er det slet ikke givet, at jeg kan amme. Sådan rent fysisk kan malkeriet godt være helt lukket uden mulighed for at åbne det. Det kan også være, at det kan åbnes lidt, men at det bliver med store udfordringer at holde det kørende. Derfor har jeg ikke købt for meget ind til det. Jeg håber dog, at jeg får brug for at købe mere amme udstyr, for jeg vil det rigtig gerne.

 

Mormortrusser og dertilhørende natbind i største og længst mulige størrelse. Jeg kan stadig, med en vis besværlighed, lidt mindre eleganthed og måske med et mindre udvalg, klemme mig ned i mine helt almindelige gamle trusser. Men jeg har ladet mig fortælle, at det har jeg ikke lyst til efter fødslen, hvor jeg angiveligt også bløder som vand fra en vandhane. Jeg har derfor købt kæmpe natbind. I ved sådan nogen der grænser sig til at skulle ligge på hylden med bleer i stedet, samt flotte store trusser, der holder det meste af maven varm. Jonas er en piv heldig kartoffel.

 

Snot-støvsuger-dimsen. Babyer bliver ind i mellem snottede, men de kigger kun mærkeligt på en, hvis man siger “puuuuust”, mens man holder papir foran snotten på dem. Det kan de ikke finde ud af. Så man kan altså få den her dimsedut, hvor man stikker en slangeting op i de bitte små næsebor og så suger man ellers til. Selv når jeg skriver det, er mit ansigtsudtryk nogenlunde sådan her: “…”. Jeg har set, at der findes en model, som har en form for indbygget pumpe i stedet. Altså hvor man ikke selv skal suge. Den tror jeg også, at vi bliver nødt til at købe. Jeg har ladet mig fortælle, at nogen mødre bruger “mund til næse” metoden. Altså suger snot direkte ud af deres barns snotnæse med munden direkte på ansigtet som en anden sugekop. Vil nogen venligst bekræfte mig i, om dét er rigtigt?

 

Ergonomisk babypude. En speciel pude til baby, som gerne er hjerteformet med et hul i midten. Den er til for at baby ikke skal få fladt baghoved, hvor creepy det end lyder. Det vanskelige var ikke at købe puden. Det vanskelige var faktisk mere, at finde ud af hvor mange puder man får brug for. Hvor meget skal baby bruge den og hvordan. Jøsses. Jeg har anskaffet mig to og min baby ender muligvis med fladt baghoved alligevel.

 

Det var lige nogle af de mest finurlige babyting, som vi har købt. I hvert fald nogle af dem, som jeg er mest spændt på at tage i brug. Kan du komme i tanke om andre sjove, mærkelige eller bare grimme babyting, som man absolut ikke kan undvære?

 

Du kan læse flere af mine graviditetsberetninger, hvis du har lyst:

 

“GRAVID MED ALFABETET”

“SÅDAN KEDER JEG MIG I MIN BARSEL”

“OG SÅ ER 80% AF GRAVIDITETEN PLUDSELIG GÅET”

6 comments / Add your comment below

  1. Vi har ikke lusekam, snotdimsen eller ergonomisk pude, men kan da være vi skal ud og investere i det 😛

    Ps. Det der med mund-til-næse metoden er vidst noget eskimoerne gjorde har Birk fortalt mig. Ikke en metode jeg selv har tænkt mig at afprøve i hvert fald haha.

    1. Jeg aner sgu ikke, hvor meget man får brug for det. Men nu har vi det da om ikke andet 🙂

      Han er klog ham Birk. Den historie har jeg undret mig over længe. Det er absolut også helt sikkert, at jeg ikke skal prøve det 😉

    1. Hej Louise 🙂

      Jeg har fundet sættet på Jollyroom, men det kan vist findes mange steder. Prøv at google “Babymoov Plejesæt”, så svømmer du i valgmuligheder.
      Det er et super fint sæt, så jeg kan godt forstå at du spørger til det 🙂

  2. Det der med puden – alle fysioterapeuter fraråder på det kraftigste at bruge nogen former for puder til de små hoveder.
    Og husk lige at bestille en tid til kiropraktor hurtigt hvis lillepigen ikke kan dreje hovedet helt til den ene side. De fleste babyer er låst i nakken efter fødslen. Vi var ikke hurtige nok og nu har vores dreng asymmetrisk baghoved. Det ville jeg gerne gøre om hvis jeg kunne.

Skriv et svar