Der er så fandens meget, som jeg ikke forstår .. #2

Lad os fortsætte serien af de fandens mange ting, som jeg bare overhovedet ikke forstår.

 

Hvorfor jeg ikke ejer ét eneste stykke gult tøj – Gul er forår og sommer, glæde og en flot farve. Og gult passer egentlig godt til mit mørke hår og mine mørke øjne. Så det kan kun undre mig, at jeg ikke ejer noget tøj i den gule farve. Det må der laves om på og jeg er sikker på, at Jonas synes det er ligeså vigtig en prioritering, som jeg selv synes.

 

Hvordan Melodi Grand Prix formår at blive dårligere og dårligere for hvert år – I min familie ser vi showet hvert år. Både det danske i februar og det internationale i maj. Det er svært at forstå, hvordan sangene kun kan blive ringere og ringere som tiden går, men på den anden side er det jo egentlig okay. Det giver langt dårligere vinderchancer til Danmark, som alligevel ikke har råd til at afholde showet. Det må være forklaringen.

 

Hvorfor folk ofte tror, at jeg stammer fra udlandet – I mange sammenhænge er jeg blevet spurgt, hvilket land jeg kommer fra. Danmark er altid mit første og bedste svar. Derefter vil de fleste gerne vide, hvor mine rødder stammer fra. Her er Danmark også altid mit bedste svar. Men buddene er mange. Mine mørke øjne og mit mørke hår leder folk til at tro, at jeg er enten græsk, tyrkisk eller så meget andet. Men i virkeligheden er mit stamtræ pære dansk, kun toppet med en smule af det tyske.

 

Hvorfor jeg endnu ikke har været i Disneyland – Jeg elsker Disney og alt hvad det indebærer af magi, trylleri og barnagtige glæder. Så det kan godt undre mig, at jeg aldrig har været i Disneyland. Faktisk havde Jonas og jeg planlagt at holde ferie her i april i forbindelse med min fødselsdag, hvor vi ville tage til det fantastiske magiske sted. Så blev jeg gravid med termin i april, så planerne blev lavet om. Nu udsætter vi rejsen nogle år og tager afsted, når vores lille pige er stor nok til at dele begejstringen med sin mor.

 

Hvorfor naboen ikke har taget deres julebelysning ned endnu – Det er jo også kun april, så de behøver vel ikke have travlt med det endnu. Slap af, Leah! De tænder ikke julebelysningen dog og heldigvis for det da. Så mon ikke de bare er typerne, der lader det hænge oppe hele året for at spare arbejdet i december?

 

Den anden nabos hund – Dem der ikke har julebelysningen fremme, har til gengæld en lille hvid uldtot af en hund med et hidsigt temperament. Denne hund har et ustyrligt behov for at fortælle os og alle andre, når vi befinder os på vores egen grund. Hunden forstår eftersigende kun polsk, så jeg må vel lære at sige “hold nu mund” på polsk? Chefen er i øvrigt heller ikk’ fan da!

 

Hvorfor jeg har været syg i halvanden måned nu – Snot, hoste og hvad der nu ellers hører med. Sådan har jeg haft det i en 6 ugers tid nu og jeg synes ikk’ det er rart, venner. Jeg begynder at tro, at jeg ikke bliver rask før jeg har født.

 

Hvorfor vi har det dummeste rullegardin ved vores havedør – Det tager mig altid utallige forsøg at få det til at blive nede. Jeg er overbevist om, at det ér gardinets skyld. Så det at Jonas ikke har problemer med det, kan jeg ikke komme med en logisk forklaring på. Lorte gardin!

 

Hvorfor lygtepælen udenfor vores hus aldrig virker – Hvor svært kan det være, at lave en lygtepæl? Jo vist meget svært, hvis man er uddannet lægesekretær, som jeg er. Eller bager som nogen andre er. Eller buschauffør, sygeplejerske, læge eller andet. Men nogen må jo altså være uddannet i at lave en lygtepæl og jeg kan kun undres over, hvorfor de ikke får den fikset. Jo vist, de fik den til at virke i en uges tid for et par måneder siden, men så stoppede det igen. Har ingen her i byen fattet, at jeg er piss’ mørkeræd?

 

Hvorfor der er så meget mos i vores græsplæne – Det er ikk’ pænt og det bliver et kæmpe arbejde at få det fikset. Til gengæld er vores græsplæne blødere end de flestes og det er vel ikke en dårlig ting med et lille barn på vej. Hvis vi nu kalder det for en mosplæne, så er der jo sådan set ikke noget forkert i den. Smart!

 

Vær lige nogle gode kammerater og følg min side på Facebook også, ikk’ –> FACEBOOK

 

Læs også:

“DER ER SÅ FANDENS MEGET, SOM JEG IKKE FORSTÅR .. #1”

“JERES HELT EGEN TOP 10 PÅ WWW.LEAHRUNDBLAD.DK”