11 tegn på at jeg ikk’ har født endnu

I dag er der 7 dage til termin, så det er jo egentlig ikke forventeligt, at lille’pigen skulle have meldt sin ankomst endnu. Problemet er bare, at der er ca. 0% tilbage af min tålmodighed. Jeg har faktisk hele tiden regnet med at føde tidligt. Ikke for tidligt, men bare de der 1-2 uger før termin. En mavefornemmelse der ikke holder stik, nu hvor der kun er én uge til termin. Jeg skulle nok have været på fødegangen nu, hvis mavefornemmelsen skulle nå at få ret. Men jeg sidder faktisk bare på min flade i min sofa.

Det siges at en tredjedel af alle førstegangsgravide kan forvente at gå over termin. Mit naive jeg har slet ikke set det som værende en mulighed, at gå over termin. Jeg har selvfølgelig en uge endnu, før jeg bliver en del af den trejdedel, som der jo ikke er noget galt i at være en del af. Jeg håber bare at lille’pigen snart begynder at overveje sine nuværende boligforhold. Jeg synes bestemt, at de sidste dage af graviditeten trækker tænder ud. Det er svært at nyde tiden inden baby, når det gør ondt sådan ca. alle steder. Jeg er desuden så fyldt med væske, at folk tror de ser en omvandrende vandballon, når jeg går på gaden. Så for at sige det lige ud, er jeg sgu lige nu lidt træt af at være koblet sammen med min krop, som bare ikke rigtig er tilpas nogen steder mere. Hverken liggende, siddende, gående, stående, vågen eller sovende. Det efterlader kun flyvende tilbage, men det er den simpelthen for tung til, venner. Som i alt alt alt for tung.

 

Men jeg har altså ikke født endnu og det er jeg helt sikker på fordi:

 

Lille’pigen er stadig i min mave – Det første og mest åbenlyse tegn på, at jeg ikke har født endnu.

 

Jeg har halsbrand – Jeg har aldrig oplevet det før jeg blev gravid og det er heldigvis først kommet her sidst i graviditeten. Men føj, hvor er det ulækkert!

 

Jeg har masser af plukveer – Og andet godt fra livmoderen der viser, at den er ved at finde ud af hvad den skal. Det gør jo så pokkers ondt og hvor er det bare grumt, at man skal forberedes på dét der venter på den måde. Jeg ville hellere blive i uvisheden frem til “det store show”.

 

Jonas hjælper mig stadig med at få sko på – For jeg kan sgu næsten ikke komme ned til dem selv mere. Jeg er desuden nede på, kun at have ét par brugbare sko nu, hvor mine store klovnefødder kan være i. Og de sko kan fandme ikke lukkes.

 

Jeg skal tisse 5-7 gange i løbet af en nat – Og pt. er det ret hårdt at slæbe min krop op og ned mellem soveværelset på 1. sal og badeværelset i stueetagen.

 

Jeg har vand i kroppen – Og det sidder over det hele, venner. Særligt er mine fingre, ben og fødder ved at læne sig op af en eksplosions-lignende situation.

 

Hvis jeg taber det, så bliver det liggende – Jeg er helt på røven, hvis jeg taber noget på gulvet. Jeg lover jer, at det er et show uden lige at se mig samle noget op.

 

Jeg må ikke ringe til Jonas – Et opkald betyder nemlig, at jeg føder eller at jeg er blevet kørt over. Eller noget andet meget alvorligt. Kun SMS’er er tilladt og de bruges mest, når han skal købe liiiige det jeg har lyst til, når han kører hjem fra job.

 

Jeg kan lave ikke en skid hele dagen, hvis det er dét jeg har lyst til – Jeg er ret sikker på, at det havde ændret sig, hvis jeg havde født. Rastløsheden og frustrationen over egen krop gør dog, at det er svært at nyde, at jeg kan lave absolut ingenting hele dagen. Derfor går jeg gerne rundt og “sysler” med et eller andet for at få tiden til at gå.

 

Hospitalstasken står stadig og samler støv i bryggerset – Det gjorde den sgu nok ikke, hvis jeg havde fået veer og vi havde hastet afsted til sygehuset for at få lille’pigen til verden. Jeg kan efterhånden ikke huske, hvad der er i de tasker. Godt jeg har det skrevet ned et eller andet sted.

 

Jeg venter stadig – Jeg føler mig i en konstant venteposition. Er det i aften? Er det i nat? Er det i morgen? Om en uge? Om 5 minutter? Vente, vente, vente. Hvad betyder dén smerte? Hvorfor gør det nu ondt dér? Bliver det ved? Er det starten på fødslen? Det ville jeg nok heller ikke gøre, hvis jeg havde født jo.

 

Mens vi venter, kan du jo lige læse:

“MIN STÆRKT OPHIDSENDE FØDSELS-ØNSKE-LISTE-PLAN”

“DET KUNNE MAN JO OGSÅ LADE VÆRE MED AT SIGE TIL EN GRAVID”

 

Skriv et svar