Historien om min fødsel .. #3

Læs først:

 

“HISTORIEN OM MIN FØDSEL .. #1”

“HISTORIEN OM MIN FØDSEL .. #2”

 

Vandet blev taget med et ordentligt plask kl 19.50. Jonas siger, at jordemoderen spjættede lidt og måtte flytte sig, da det væltede ud. Oppe fra hvor jeg lå, kunne jeg da også se hvordan gulvet blev mere og mere vådt. Det er en underlig fornemmelse, når vandet siver. Men allerede der følte jeg mig en smule lettere i kroppen. Lille’pigen fik monteret en elektrode på hovedet og jeg blev koblet til alt det nødvendige udstyr. Gennem hele fødslen følte jeg mig enormt begrænset på min bevægelighed, fordi der var slanger og ledninger over det hele. Både ud fra tissefruen, på benene og i hånden. Senere også fra ryggen, men det kommer vi til. Men altså, vi kunne jo heller ikke undvære noget af udstyret.

 

Der begyndte ret hurtigt at ske ting og sager i underlivet. Den murrende fornemmelse tog til og jeg begyndte så småt at få veer. Ganske tålelige i starten og til at snakke hen over. Jeg sad i en stol med Jonas overfor. Vi snakkede om, hvordan den tid vi havde netop nu, var den sidste hvor vi bare var os to. Ikke det fedeste sted, at holde dét øjeblik, men sådan kan det jo gå. Vi fik det bedste ud af det. Min storesøster dukkede op kort efter og så var hele mit fødselsteam ellers samlet. Stemningen var fortsat god og jeg var så spændt, mens jeg på samme tid aldrig har været mere træt og udmattet. Men klar, dét var jeg!

 

Mens jeg endnu var frisk og klar i hovedet skulle det der klyx lige overstås. Føj, for en omgang. Det er bestemt noget fanden har skabt. Men jeg er nu glad for, at vi fik det gjort inden jeg for alvor ville få ondt. Det er jo sådan noget, der bare skal overstås, ikk?

 

Jeg kom tilbage på stuen igen. Veerne tog for alvor til nu, ja faktisk gik det ret stærkt med det. Nu kunne jeg virkelig mærke, at vi for alvor var i gang. Veer er en smerte, der er helt ufattelig svær at ord på. Men jeg kan love, at det gør fandens ondt. Mine veer svingede lidt i længde og hyppighed. Jeg syntes dog, at de kom hyppigt nok. Nogle varede rigtig lang tid, mens andre var overstået nogenlunde hurtigt. Jeg arbejdede bedst med veerne stående, hvor jeg lagde overkroppen ind over en sækkepude, der lå i sengen. På trods af smerterne syntes jeg faktisk, at jeg klarede arbejdet med veerne ret godt. Jeg var umiddelbart godt i gang med min drømmefødsel, hvor jeg fandt ro i mig selv og mine dybe vejrtrækninger. Det gjorde jo pokkers ondt, men jeg havde en følelse af, at det bare kørte. Jeg var ret stolt af mig selv faktisk.

 

De næste timer af fødslen er mere sløret for mig. I hvert fald i forhold til rækkefølge og tid, men lad os nu se, om vi ikke kan få historien sat rigtigt sammen. Efter nogle timer med, hvad der føltes som gode veer og pisse godt arbejde af mig selv, bliver jeg undersøgt. Jeg havde ikke åbnet mig. Lad os lige tage den igen. SÅ mange grusomme veer og så duede de ikke til en skid. Her begynder klappen så småt at gå ned. Så hårdt et arbejde med veer for absolut ingen nytte. Efter denne nedslående besked har jeg enormt svært ved at samle mig igen. Faktisk lykkes det overhovedet ikke. Nu kommer veerne bare væltende og jeg kan slet ikke finde tilbage til det gode arbejde, som jeg havde med dem tidligere. Vi prøver smertelindring i form af en varmepude. Det var fint nok, men jeg samarbejdede stadig ikke med veerne. Jeg husker følelsen af total magtesløshed, fordi jeg netop ikke havde åbnet mig overhovedet. Så træt og udmattet, men stadig så lang vej igen. Jordemoderen, som nu er en anden men også pisse sød jordemoder, foreslår lattergas. Ja tak! Dét ville jeg gerne prøve. Det havde jeg faktisk høje forventninger til, men de forventninger bliver hurtigt kørt i sænk. Hold nu op, hvor blev jeg dårlig af det. Puuuha! Jeg opgav det ret hurtigt og ville op og stå igen. Da jeg sætter mig op, sidder Jonas foran mig og holder mig, mens jeg kommer igennem nogle veer. Han rejser sig dog hurtigt som lynet, da jeg siger: “Jeg skal altså kaste op”, hvorefter jeg næsten kaster op på den kommende fader. Det er i øvrigt ikke sjovt at kaste op, mens man har veer. Slet ikke, når den ene gang ikke var den eneste. Puha da!

 

Som jeg husker det, bliver jeg nu undersøgt igen. Jeg har vel haft veer i godt og vel 7-8 timer. Igen er beskeden nedslående. Jeg havde vist kun åbnet mig en lille halv centimeter mere. Nu går klappen for alvor ned og jeg ser ingen ende på den her fødsel. Jeg opgav fuldstændig at arbejde mere med veerne og fødslen i det hele taget. Hvad skulle det også nytte, når veerne ikke gav en skid? – Nå, nu siger jordemoderen at der skal noget hjælp til. Vestimulerende drop finder hun frem. Ydmygt foreslår hun en epidural, så jeg kan få noget ro mens det vestimulerende drop kommer i gang. Hvorfor hun gør det ydmygt, kan du læse HER. Jeg afviser hende først. Så kommer den lidt på tale igen og jeg vil stadig ikke have den. Jeg husker det nu som om, at min søster tager fat i mig. Ikke på den hårde måde, men hun fanger min opmærksomhed, kigger mig i øjnene og får mig overbevist om at tage den epidural. Hun kan et eller andet, hende min søster. Nå, men det lød jo også meget godt med muligheden for at få noget ro og hvile i dette endeløse smertehelvede. Lægen bliver tilkaldt og den bliver lagt uden videre problemer. Det gjorde faktisk ikke ondt overhovedet, så det var en fin oplevelse. Jeg spørger jordemoderen, hvornår det forventes at den virker. 20-30 minutter er hendes svar. Jeg kigger på klokken og ser nu bare frem til det der hvil, som jeg var blevet lovet.

 

20-30 minutter senere ligger jeg stadig i smertehelvede. Lortet virker ikke. Jeg husker ikke præcist, hvad jeg får sagt ud i rummet, men nogen får i hvert fald at vide, at den skide epidural ikke holder, hvad der var blevet lovet mig. For det gør fandme stadig fucking ondt, så jeg er altså ikke bedøvet nogen steder. Altså hviler jeg jo heller ikke. Jordemoderen arbejder med at skrue op for dosis, mens det også skal stemme overens med det vestimulerende drop. Hun havde svært ved at finde balancen med begge dele. På et tidspunkt er der skruet for højt op for droppet, så jeg får veer på stribe. Av, av, av! I forhold til epiduralen er hun på kanten til at kalde lægen ned igen. Hun giver den dog lige det sidste og jeg får absolut maksimal dosis. Men så endte den faktisk også med at virke. Godnat til Leah og hej drømmeland. I hvert fald for de næste 40 minutter, hvorefter jeg allerede mærker veer igen. Jordemoderen giver mig mere bedøvelse. Der er ro på stuen i dette øjeblik. Jeg får en god snak med jordemoderen om, hvor skuffet jeg er over min fødsel. Hvor meget den bare er alt dét, som jeg ikke havde håbet på. Hun er sød og det er rart at hun anerkender, at min fødsel ikke går lige efter bogen. At det er okay, at jeg føler mig magtesløs.

 

Jeg falder i søvn igen og får faktisk et par timers søvn. Da jeg vågner, er det blevet morgen og lyst igen udenfor. Jeg kigger på klokken og opdager til min store skræk, at jeg nok ikke når at føde, inden næste vagtskifte. Min jordemoder havde nemlig fri 7.30 og jeg vågnede omkring kl 7.00 i total bedøvet tilstand. Nå, men en 3. jordemoder kan vel heller ikke skade. Det gjorde hun heller ikke, for hun var faktisk rigtig sød også. Da jeg vågner bliver jeg undersøgt igen. Og hør nu her, venner. 9 CENTIMETER ÅBEN!! YEEEEEEEEES!! Så begyndte det jo at ligne noget. Tænk at jeg havde sovet mig fra 3 – 9 centimeter. Med den kamp jeg havde inden da, føler jeg nu også at det er ganske velfortjent. Der slukkes for epiduralen og nu afventer vi bare, at bedøvelsen ophører. Det gør den heldigvis hurtigt og veerne overfalder mig endnu en gang. Nu føltes de dog anderledes og mere “pressende” forneden. Lille’pigen var bestemt på vej. Da jeg stadig er påvirket af bedøvelsen, må jeg ikke komme op at stå. Frygteligt, for det var egentlig sådan jeg havde det bedst. Jeg kommer dog op på alle 4 i sengen og det er bestemt bedre end at ligge ned på ryggen. De veer jeg har nu er væmmelige. Det vestimulerende drop og min krop formår ikke at møde hinanden i et samarbejde. Jeg føler mig blot angrebet af den ene ve efter den anden, mens jeg slet ikke kan finde ud af at arbejde sammen med dem. Det var slet ikke som de veer jeg havde, umiddelbart efter vandet gik, hvor jeg arbejdede så godt med dem. Ej, hvor jeg græd meget. Mest af magtesløshed, men smerterne skal man heller ikke undervurdere da. Jeg begynder så småt at føle pressetrang. Eller jeg tror i hvert fald, at det er det jeg føler. Jeg får lov til at presse forsigtigt, men kan godt høre på jordemoderen, at vi ikke er helt dér endnu. Så jeg prøver at holde igen. Efter noget tid er der dog ingen vej udenom. Pressetrangen bliver for stærk. Så jeg begynder at presse, mens jeg stadig er på alle 4. Mellem veerne, som jeg havde svært ved at finde hoved og hale i, laver jordemoderen noget rebozo på mig, for at hjælpe lille’pigen på vej.

 

Nu bliver det endelig tid. Altså sådan rigtig tid til at få hende ud. Jeg kommer om på ryggen at ligge, hvilket jeg ikke bryder mig om. Jonas og min søster placeres på hver sin side af mig, hvor de hjælper med at holde mine ben, når jeg presser. Inden fødslen havde jeg en forventning om, at pressefasen ville føles “forløsende”. Mange oplever, at det er rart at kunne gøre noget selv. Sådan havde jeg det bare slet ikke! Jeg kunne fortsat ikke samarbejde med veerne og det var ét stort kaos. Jeg vælger dog at finde min egen rytme, hvor jeg presser alt hvad jeg overhovedet kan 3-4 gange afbrudt af en enkelt vejrtrækning. Ve eller ej, jeg pressede fandme bare. Jeg kunne simpelthen ikke mærke, hvornår jeg “rigtigt” skulle gøre det. Lille’pigens hjerterytme begyndte at dykke en smule, så jeg skulle koncentrere mig om at få ekstra ilt, når jeg ikke pressede. Så nu hed rytmen: Ilt, preeeeees, vejrtrækning, preeeeees, vejrtrækning, preeeeees, vejrtrækning, preeeeees og så ilt med langsomme vejrtrækninger. Om og om igen. Ve eller ej. En voldsom smerte, men med mit eget system følte jeg lidt kontrol over situationen igen. At kroppen så ikke var helt med, er jo en anden ting. I takt med at hjerterytmen dykkede, kom der flere og flere folk på stuen. Dem opdagede jeg godt nok først bagefter. De ville tage blodrøve af hendes hoved for at se, om hun var stresset. De nåede ikke at få en ordentlig prøve, før jeg havde presset hende ud. 29 minutter var jeg om at presse hende ud med min egen teknik og mere eller mindre udenom veerne. Det gav et skulderklap og en krammer fra den afdelingsledende jordemoder efter fødslen. “Dét du gjorde, har jeg alligevel ikke set før”, sagde hun.

 

Klokken 11.19 søndag den 15.04.18 blev vi altså forældre til Anna Oline. Fra de tog vandet varede fødslen 15.5 time. Igangsættelsen var dog startet knap 2 døgn før, så det var da noget af en weekend. Men med det absolut bedst mulige udfald.

 

Der kommer en del 4 af denne historie, da jeg gerne vil dele med jer, hvad der skete i dagene efter fødslen. Disse gik nemlig heller ikke, som hverken håbet, ønsket eller forventet. Det er ligesom temaet med denne historie efterhånden. Jeg vil dog understrege, at min datter er præcis som både håbet, ønsket, drømt om, forventet og SÅ meget mere til. Hun er perfekt!

6 comments / Add your comment below

  1. Hej Leah. Tillykke med den lille endnu engang. Det er spændende at følge lidt med. Det lyder som en hård omgang med igangsættelse og flere dage undervejs. Sjovt som fødsler er så vidt forskellige. Min var helt helt anderledes. Måske det du ville have kaldt en drømmefødsel, men jeg var dog også en af de uheldige med opkast. Meget opkast. Som først sluttede lige inden pressefasen, virkelig ubehageligt med veer og opkast, dårlig kombi, så lige netop den del kan jeg godt sætte mig ind i. Men når man er på den anden side ville man gå igennem det hele igen, når man ser på den guldklump foran en. Endnu engang tillykke. Nyd tiden for den går så stærkt med dem! 🙂

  2. Åååååårh sikke en fin beretning. Og det vækker helt minder fra min egen fødsel.

    En hård omgang du har været igennem. Det er så vildt det kroppen kan – du er for sej! <3

  3. Nårh, søde Leah….lidt af en vild fødsel du/I har haft. Det er fantastisk, hvad en kvindekrop kan klare under en fødsel. Heldigvis glemmer man ve-smerterne på et eller andet tidspunkt.
    Skønne billeder af Anna Oline, hende har I lavet godt….håber hun er sød ved sine forældre både dag og ikke mindst om natten.
    Knus fra Køge

Skriv et svar