Historien om min fødsel .. #4

Har du læst:

“Historien om min fødsel .. #1”

“Historien om min fødsel .. #2”

“Historien om min fødsel .. #3”

 

Fødslen er ovre og sikke en vanvittig følelse, der løber igennem både krop og sind. Eller følelser i virkeligheden. Jeg har lige været igennem det absolut vildeste, som min krop nogensinde skal præstere. Hold nu kæft, hvor er jeg sej! Ja, det er jeg fandme. At føde er fandme ikke for tøsedrenge og min fødsel er bestemt ingen undtagelse. Og så er jeg blevet MOR. Den vildeste lykkerus. Og dér var hun bare. Den lille mus, som jeg har mærket, snakket med og elsket gennem de sidste 9 måneder. Nu kom der ansigt på og hvilket ansigt. Det smukkeste, fineste og yndigste. Jeg elsker det fjæs! Hun får ikke smerterne ved fødslen eller dagene både før og efter til at gå væk, hverken de fysiske eller psykiske, men hun gør dem det hele værd x 100!

 

Efter fødslen havde vi regnet med at blive installeret på barselshotellet med en forventning om, at vi her stille og roligt kunne starte vores nye tilværelse som en familie på 3. Sådan skulle det naturligvis ikke gå, men hvorfor også det. Intet andet var jo gået som forventet. Grundet min svangerskabsforgiftning skulle jeg indlægges på Barselsafsnittet. De blev en dårlig start på mange ting. Jeg blev indlagt med lille’pigen og skulle tilbringe første nat alene med hende, da Jonas ikke måtte være der mellem 22.00 – 08.00. Hvis du spørger mig, er det langt fra en god start for familielivet. Den første nat var ganske lang og ganske forfærdelig. Fysisk var jeg jo så medtaget, som man nu er efter at have født. Smerteramt, uendeligt træt og så blødte jeg rigtig meget. Blødte igennem sådan ca. alt. Flere gange måtte jeg rende og pletvaske gulvet fra min seng og ud til toilettet. Ikke rart. Hormonerne kørte jo også, det er da klart. Jeg savnede Jonas så frygtelig meget og jeg stod her med vores nye lille pige. Hun sov nu fredeligt igennem det hele, men det var da ikke let at stå med ansvaret selv, når jeg også fysisk var så besværet. Der kunne jeg godt have brugt Jonas til hjælp. Det kommer nok ikke bag på nogen, at jeg nærmest ikke fik sovet den nat. I løbet af den første nat begyndte lille’pigen også at kaste fostervand op. I sådan ret store mængder, hvor hun ind i mellem ikke fik luft i lang tid. Jeg ringer efter hjælp, da hun bliver ved og jeg er i tvivl om, hvor meget hun skal gøre det. Eller må gøre det. Jeg har jo ikke haft en nyfødt før. Det vælger den grusomme jordemoder så at tolke som om, at jeg ikke kan finde ro med min baby på stuen. Hun begynder derfor at tage hende ud af stuen. Av mit hjerte, tag ikke mit barn fra mig. Jeg får hende stoppet og beholder min baby hos mig, men får også for første gang følelsen af, at jeg ikke slår til som mor til mit barn. Av!

 

Amningen skulle jo også op at køre, mens jeg lå der på Barselsafsnittet. Jeg stod til at skulle have ekstra hjælp til netop det, da jeg har PCOS og derfor kan være ekstra udfordret i forhold til at få gang i min indre malkeko. Jeg er blufærdig af natur. Det har jeg altid været og det vil jeg altid være. Så det var svært for mig, at skulle sidde der med babserne til frit udsyn, mens jordmødrene/sygeplejerskerne på skift kom ind og hev i dem, mens de også skubbede min datters hoved på dem, som var hun en levende sugekop. Og netop det her med, at de kom på skift var frustrerende. Jeg skulle kalde hver gang jeg lagde hende til, så de kunne tjekke at jeg gjorde det rigtigt. Hver gang kom der et nyt ansigt ind med beskeden om, at hende der passede min stue lige var optaget. Gerne fulgt op af, at vedkommende ikke lige var sat ind i min situation. Jeg skulle derfor gang på gang forklare, hvorfor jeg lå der og hvorfor jeg skulle have hjælp. Det bliver man pænt træt i ægget af. Det værste ved det var så, at alle de her kvinder havde forskellige måder at gøre tingene på. Jeg har ikke noget i mod, at man ikke gør tingene ens. Men for en nybagt mor bliver amning svært, hvis de heller ikke er enige med hinanden i, hvordan man får amning op at køre. Gang på gang fik jeg at vide, at jeg gjorde det forkert, selvom jeg lige havde fået det vist af hende der var inde før. Lille’pigen fik også at vide, at hun gjorde det forkert på trods af, at hun virkelig er født med en suttekraft af en anden verden. Det gjorde ondt på mig hver gang de tog fat i baghovedet på hende og maste hende ind på mit bryst. Hun græd og græd og det føltes på alle mulige måder som et overgreb på både hende og mig. Lille’pigen gispede og gispede efter det bryst og fik på den måde alt for meget luft ned i maven. Det førte jo til mavekneb og en meget grædende baby. Igen ikke rart og særligt ikke i de timer jeg var alene.

 

Det skal dog siges, at jeg også mødte søde og rolige sygeplejersker, men desværre var der bare ikke nok af dem og de sure og dumme af dem kom til at fylde for meget. Mandag eftermiddag/aften, dagen efter fødslen, ringer jeg efter ammehjælp endnu en gang. Ind kommer en sød yngre sygeplejerske, som forsigtigt forsøger at hjælpe til. Hun var desuden en af dem, der ikke lige havde sat sig ind i min situation. Lille’pigen får dog et flip af en anden verden i frustration over hele amme-situationen, som hun tydeligvis var ligeså lidt tilpas i, som jeg var. Det var en af de værste flip hun hidtil havde fået. Hun blev helt blå af raseri og sygeplejersken måtte tage hende med ud for at få hende til at falde ned. Det fik filmen til at knække for den trætte nybagte mor, med hormonerne flyvende ud af alle tænkelige huller. Jeg brød helt sammen og den søde, men også stakkels sygeplejerske fik klar besked på, hvordan jeg havde det med at være indlagt der. Hvor meget jeg hadede deres amme-hjælp og hvor meget jeg hadede de gamle kællinger, der var ansat der. Hun var ualmindeligt rolig under mit flip og sagde også, at jeg ikke var den første der havde sagt de ting. Skræmmende! Hun fik arrangeret, at Jonas kunne sove hos mig om natten. Det er fandme også kun rimeligt, at vi får lov til at være sammen, når vi lige er blevet forældre sammen. Det var en hård nat med en grædende lille baby, som vi skiftes til at tage os af. Den nat. Altså natten til tirsdag ville jeg bare gerne have ro. Så jeg valgte ikke at ringe efter hjælp til amning. Jeg snakkede med Jonas om, at det her amning gjorde mig mere ulykkelig end lykkelig. Som nybagt mor er det svært hele tiden at få at vide, at man gør det helt forkert. Det er også svært at få at vide, at ens barn ikke kan finde ud af det. Det var det ene slag oven i hovedet efter det andet. Min selvtillid som nybagt mor led et alvorligt knæk og sådan noget skal man ikke spøge med. Det er alvorligt. Jeg er endnu en gang vågen hele natten og tankerne fiser rundt i knolden på mig. Det er efterhånden begrænset, hvor meget mere jeg kan klare før jeg knækker. Det tør jeg godt indrømme nu, hvor jeg tænker tilbage på situationen.

 

Tirsdag morgen er vi temmelig trætte og udmattede. Lille’pigen havde dog haft en okay god nat, hvor hun bare havde fået lov til at sove på brystet af mig. Så fredeligt og roligt og heldigvis var natten både jordemoder-og sygeplejerske-fri. Fantastisk! Jeg har mere eller mindre besluttet mig for, at jeg vil hjem nu. Ikke én gang siden min fødsel har der været en læge forbi og snakke med mig om min tilstand. Jeg kendte ikke svaret på de blodprøver de tog og deres blodtryksmålinger. Så hvorfor skulle jeg ligge der, når ingen virkelig tog sig af mig og min tilstand? Jeg har også besluttet mig for, at stoppe med at amme. Når I læser det her, lyder det sikkert som om, at det har jeg “bare” sådan lige taget et valg om. Det er IKKE tilfældet. Som I har læst længere oppe, fik vi ikke den bedste start på amningen. Min selvtillid som nybagt mor, lider endnu et stort knæk, da jeg tager denne beslutning. Og det er bestemt en beslutning, der bliver taget i ren afmagt, udmattelse og frustration over, hvordan vi blev behandlet på afdelingen.

 

Dagens sygeplejerske, eller var hun mon jordemoder? Jeg ved det faktisk ikke helt. Men hun kom i hvert fald ind til os omkring kl 8.00 tirsdag morgen. To dage efter fødslen. Jeg fik endnu et sammenbrud, da jeg fortæller hende, at jeg ikke kan klare hele amme-situationen mere. Hun sætter sig ned og lytter. Og hun forstår. Hun dvæler ikke længe ved det, hvilket jeg havde frygtet. Hun gør det hurtigt klart og tydeligt for os, at en god mor ikke sidder i brysterne. Det vidste jeg jo godt i forvejen, men i situationen var det rigtig rart at høre. En lettelse. Hun får hurtigt lagt en ny plan for os. Lille’pigen skal tilbydes en flaske næste gang hun giver tegn til sult og så skulle vi arbejde hen i mod, at jeg kunne komme hjem. For det havde jeg virkelig brug for. Jeg får en fornyet energi af den nye plan. Det var mere end tiltrængt på daværende tidspunkt.

 

Lille’pigen må have hørt, hvad vi snakkede om. Der gik i hvert fald ikke længe, før hun meldte sig på banen med en kæmpe suttelyst. Vi får lavet en flaske til hende og det er Jonas, der får æren af at give hende den første flaske. Hun tømte den på absolut ingen tid og absolut uden problemer. Hun var stærkt tilfreds efterfølgende og jeg havde ikke følt større lykke, siden det øjeblik jeg fik hende ud og så hende første gang. Selvom maden ikke kom fra mig og selvom det var Jonas, der gav hende flasken, så følte jeg for første gang, at jeg begyndte at slå til som mor. At jeg havde taget et valg, som gjorde min datter mæt, glad og tilfreds. Hun skulle ikke kæmpe og jeg skulle ikke kæmpe. Vi var glade begge to. Er det egentlig ikke også det vigtigste?

 

Vi kom hjem til middag samme dag og hvilken lettelse det var. Det var den bedste følelse at træde ind af døren her hjemme og bare vide, at nu havde vi fred og ro. Ingen dumme og sure sygeplejersker. Bare os. Mor, far og baby. Og kanin. Jeg tænker stadig meget på dagene omkring min fødsel, både før og efter, samt selve fødslen. Det der gør mest ondt på mig at tænke på, er helt klart dagene efter fødslen, hvor jeg lå indlagt. Mit hjerte bløder og græder, når jeg tænker på de nybagte mødre, der lige nu får samme behandling som jeg fik. Det er ingen tjent med. Jeg er ked af den start på amningen, som jeg fik. Jeg er ked af, at det blev så træls en oplevelse for både mig og min datter. Men jeg er ikke ked af, at jeg ikke ammer. Min datter er mæt, glad og tilfreds, når hun får sin flaske og så tager hun på med lynets hast. Hendes lykke er den vigtigste prioritet for mig.

 

Status er nu, at jeg stadig er plaget af svangerskabsforgiftningen, men vi bevæger os stille og roligt i den rigtige retning med det og jeg bliver friskere og friskere for hver dag. Lille’pigen trives og vi får mere og mere fornemmelsen af, hvem hun egentlig er og hvad hendes behov er. Det er fedt, at vokse i rollen som mor og min selvtillid er tilbage på rette spor, efter den led et knæk på sygehuset. Jeg synes faktisk, at jeg er ret god til at være Anna Olines mor. Det er det største, bedste og vildeste jeg nogensinde har oplevet 🙂

9 comments / Add your comment below

  1. Puha, det giver ondt i maven at læse om din start 🙁 jeg er sygeplejerskestuderende på en barselsafdelingen på andet sygehus, hvor det foregår helt anderledes. Det er for det første enestuer hvor far er medindlagt.
    Vildt at nogen sygehuse er så tilbage i deres viden, skræmmende.. det er jeg ked af du har oplevet! Er sikker på du er verdens bedste mor til din datter og det ved jeg med sikkerhed at hun også synes, hun elsker alt ved dig!

    1. Hej Sara
      Tusind tak for din søde kommentar! Ja, det er skræmmende, at det kan finde sted på et sygehus. Hvor er jeg glad for at høre, at du er et sted, hvor tingene er bedre. Så er det færre der får en start som min.
      Tak fordi du læser med! 🙂

  2. Sødeste dejlige Leah ❤️
    For fonden altså, tårerne triller på mine kinder, nogle pga raseri over den behandling I har fået – det er bare ikke i orden. Andre er pga glæde over at det hele endte lykkeligt – du er bestemt ingen dårlig mor fordi du ikke ammer, rart at høre en sygeplejerske også fortalte dig det. Du er og bliver den bedste mor søde lille Anna nogensinde vil kunne få.
    Du er dejlig, jeg er glad for at have “mødt” dig – og du er bare en kæmpe inspiration ❤️
    Jeg sender de aller største kram din vej, og luftmøsser og hvad du ellers kan modtage af positive og varme vibes

    1. Tak søde Sanne og tak for dig ikke mindst 🙂 Sikke din kommentar den varmer!
      Ej, jeg bliver helt rørt jo .. Er bestemt også glad for at have fundet dig. Det er fantastisk, hvad de sociale medier kan 🙂

Skriv et svar