Ting jeg har sagt de sidste 14 dage, som jeg aldrig har sagt før

Min skønne dejlige datter er nu allerede hele 14 dage gammel. Ej, det går bare allerede alt for stærkt. Jeg nyder min nye rolle som mor, det gør jeg virkelig. Men hold nu op, hvor får jeg ind i mellem sagt de skørreste ting. Af og til må jeg helt stoppe op og lige spole filmen 10 sekunder tilbage for lige at høre, at det virkelig var dét jeg sagde. Og det var det oftest, hvorefter jeg griner lidt af mig selv. Hvis du er mor, kan du måske genkende nogen af dem?

 

“Kan du lige lave en lille prut til mor?” – Det siges gerne, når der er gået lige vel lang tid siden den sidste fyldte ble. Det kan også siges, når jeg masserer hende eller laver zoneterapi for at sætte gang i tarmsystemet på hende. Og jeg bliver så glad, når hun belønner min indsats med den sprødeste melodi fra tarmorkestret.

 

“Du må ikke skifte hendes ble endnu, jeg skal lige se hvordan det ser ud” – Jeg tog et fredeligt og roligt bad den anden aften, mens Jonas passede lille’pigen. Hun havde haft lidt maveknep i løbet af dagen og vi ventede så ivrigt på en fyldt ble. Pludselig kommer Jonas bragende ud på badeværelset med beskeden om, at nu var der jackpot. Så kan I nok tro, at min stille og rolige stund i badet kunne blive færdig da. For fandme om jeg ikke skal se, hvad hun leverer i de bleer. Også selvom det koster de sidste minutters fred og ro 😉

 

“Ej, du tisser jo som en dreng da” – Jeg har ikke tal på, hvor mange gange min datter har tisset på mig eller dét, der er en smule værre. Men det er et højt tal, når man tænker på hendes korte levetid. Jeg er bare ret god til at tage bleen af hende på de rigtige tidspunkter. Den anden dag tissede hun på mig ved puslebordet med sådan en kraft, at det krævede skift af tøj. Altså mit tøj. Det troede jeg kun skete ved drengebørn.

 

“Sikke en god prut da” – Når lille’pigens tarmorkester spiller op til dans, så er jeg ret god til at kommentere og rose det jeg hører. Jonas synes at jeg er lidt mærkelig, når jeg gør det.

 

“Må mor ikke få en lille bøvs?” – Når jeg har givet lille’pigen mad, er der ikke nogen bedre form for tak fra hendes side af end en rigtig god bøvs, hvorefter hun oser af velbehag og oftest også af træthed. Ind i mellem skal jeg dog vente noget tid på den bøvs, men så hjælper det måske at spørge lidt efter den.

 

“Nu skider du da vist mor i hånden. Dygtig skat!” – Det hænger lidt sammen med nogle af de ovenstående punkter. Jeg havde nok aldrig troet, at jeg skulle rose nogen for at skide enten i eller på min hånd. Men det er som regel helt okay, når lille’pigen gør det. Som regel fordi vi har ventet lidt på den der fyldte ble.

2 comments / Add your comment below

Skriv et svar