Nybagt mor, nyfødt baby og vores gode ven “Google”

Vores mini-mulle er nu hele 17 dage gammel og hun er stadig pisse lækker. Det ændrer sig selvfølgelig aldrig. Vores allerbedste yndlings menneske i mini format. Det er også ret fedt at være forældre. Det er der uendeligt mange følelser i og hormonerne pisker og sprøjter ud alle steder. Det er nok faktisk mest hos moren, at de gør det. Far er egentlig ret cool i sin nye rolle. Der er ikke nogen større lykke og glæde for os lige nu, end når vi kigger ned på det her mini menneske, som vi sammen har skabt. Men med det nybagte forældreskab kommer der fandme også en ordentlig røvfuld spørgsmål. Som så meget andet, er det der med at være mor og far noget, som man skal lære mens man gør det. Learning by doing. Men det er også pis’ fedt faktisk, for der ér jo hjælp at hente, hvis man er helt ude at skide. Det er nu ikke fordi, at lille’pigen er specielt vanskelig at blive klog på. Hun brokker sig sgu ikke ret meget og gør hun det endelig er det ikke svært, at komme frem til synderen. Hendes største problem er som regel, at maden ikke var klar for 5 minutter siden.

Men når vi er i tvivl om noget, så er google bare en pisse fed og klog ven. Og hvem kender ikke det? Er vi i tvivl om det mindste i dag, så hiver vi straks telefonen frem og googler os frem til svaret. Om det handler om baby eller ej. Jeg er sikker på, at jeg ikke er den eneste. Hvad jeg har googlet de seneste 17 dage, er dog noget helt andet end jeg plejer. Og det afslører nok pænt meget, at jeg er en nybagt mor med en nyfødt baby. Jeg har bl.a. googlet:

 

Babys første bad – Bare for at finde ud af hvornår, hvor ofte, hvor længe, hvor varmt, hvordan m.m. I virkeligheden er der ikke så mange ben i det og lille’pigen er pisse meget nede med at komme i bad, heldigvis da.

 

De bedste bleer – For kun det bedste er godt nok til lille’pigens yndige lille mås. De viser sig så, at den bedste ble ikke findes, for det der er den bedste ble for nogens mås, sidder af helvedes til på den næste mås. Lille’pigen er ret cool med bleerne fra Netto, så dem får hun da.

 

Hvor meget afføring skal en baby lave – Og her kommer chokket så: Det findes der ikke et præcist svar på. Man kan læse meget om konsistens og farve, for det er nemlig en hel videnskab, men der er ikke et klart svar på hvor meget og hvor ofte. Det kommer an på så meget. Lille’pigen leverer heldigvis hver dag og det er både hun og vi ret glade for faktisk.

 

Den bedste modermælkserstatning – Ja, lille’pigen får jo modermælkserstatning og også her er kun det bedste godt nok til hende. Men faktisk er det lidt ligesom bleerne. Det naboens baby kan lide, falder ikke nødvendigvis i god jord hos ens egen baby. Men så er det jo fint, at der findes en million forskellige slags. Vi startede med noget og måtte sadle lidt om undervejs. Nu kører det meget fint med det og lille’pigen er pisse tilfreds, hver gang hun tømmer flasken. Den nytilkomne kæmpe dobbelthage er vist også et meget godt bevis på det.

 

Zoneterapi til baby – Lille’pigen havde lidt opstartsproblemer med den lille mavse og det kunne den nybagte mor ikke bære. Til gengæld kan jeg nu trylle en glad baby frem ved at trykke lidt her og der. Jeg har nemlig set maaaaaange videoer med zoneterapi på babyer. Hvis jeg er rigtig god, kan jeg også trylle en sprød melodi frem fra lille’pigens helt eget tarmorkester. Det er så fed en følelse, når man kan hjælpe sit lille barn på den måde.

 

Kan man vende babys døgnrytme? – Lille’pigen er jo generelt ret nem, men hun har dog delvist taget sin døgnrytme fra tiden i maven med ud. Det betyder, at vi gerne har en fest i tidsrummet 23.00-02.00. Ikke alle 3 timer, men en god del af tiden i det tidsrum. Her skal vi gerne pludre lidt, snakke, kigge og arbejde lidt på at fylde en ble. Festen slutter med en ren mås og et festmåltid på flaske. Og så sover vi til gengæld også rigtig godt resten af natten. Så mor her klager ikke og jeg har googlet mig frem til, at det ikke er endnu, jeg skal prøve at påvirke hendes døgnrytme. Det siger vores søde sundhedsplejerske i øvrigt også og hun har nok ikke spurgt google. Så jeg nyder de timer med hende i stedet og så ændrer jeg bare lidt på min egen døgnrytme.

 

De bedste sutteflasker – Endnu en gang er kun det bedste godt nok. I har efterhånden opfanget, at sådan er det med det meste, når det gælder vores lille mus. Vi havde jo fået alverdens fine flasker fra fine mærker i diverse babypakker. Så dem startede vi jo med at prøve af på lille’pigen. Det kunne vi så pisse meget godt glemme. De første mange dage af hendes korte levetid, ville hun kun tage de der klassiske gammeldags sutteflasker. Altså dem du kan købe for en slik i diverse supermarkeder. Så vi købte da et hav af dem. Som dagene er gået har det dog vist sig, at de ikke var så forenelige med lille’pigens ivrige sult, suttelyst og mave. Så nu har vi skiftet dem alle ud med et noget kun dyrere mærke. En vældig fancy flaske med anti-kolik funktion og jeg skal komme efter jer. Nu døjer lille’pigen ret sjældent med maven, så vi klapper i vores små hænder og glemmer fuldstændig, hvor dyr en fornøjelse den unge dame kan være. Det er også pisse lige meget, hun er hver en krone og mere til værd.

 

 

 

 

1 comment / Add your comment below

Skriv et svar