Du er ikke pisse god til at give hende fra dig

Jeg har ind i mellem fået at vide, at jeg ikke er ret god til at give lille’pigen fra mig. Det har mit hoved lidt svært ved at slippe og når mit hoved har det sådan sker det ofte, at der kommer et blogindlæg ud af det.

At give sit barn fra sig, så andre kan holde det. Er det noget man skal være god til? Kan man være dårlig til det? Skal man overhovedet have lyst til det? Skal man gøre det bare fordi andre synes, at det er noget man skal være god til? Hm. Mine spørgsmål er mange og jeg undres.

Da lille’pigen lå i maven tænkte jeg tit på, hvordan det mon skulle blive når hun kom ud. Hvordan det ville føles, at have hende ude på den anden side. Jeg har selvfølgelig glædet mig til at møde hende, se hende, røre hende, kysse hende og alt muligt andet. Men på den anden side har jeg også fundet en enorm stor tryghed i at have hende i maven. Beskyttet og passet på. Så tæt på mig, som hun overhovedet kunne komme. Bare hende og mig.

Nu er lille’pigen så ude og jeg synes faktisk det er pisse meget federe, end da hun lå og boblede den i maven. Det er den vildeste følelse at blive mor. Det er den vildeste følelse at kigge ned på det lille bitte menneske i mini format og vide, at hende har vi skabt. Jonas og jeg. Hun er vores. Det ultimative resultat af, at Nordjylland mødte Sjælland. Det kan du i øvrigt læse mere om HER.

Lille’pigens ankomst har naturligvis budt på mange besøg, både på sygehuset og hjemme hos os selv. Der har været mange, som gerne ville møde vores lille menneske og vi har virkelig nydt at vise hende frem. Men, og nu taler jeg åbent, ærligt og med hånden på hjertet, så har jeg haft svært ved at finde balancen i, hvor meget og hvor lidt jeg synes hun skal holdes af andre. Og af hvem andre. Jeg har det nemlig utrolig blandet med det og ja, måske er jeg ikke pisse god til at give hende fra mig. Som overskriften siger. Men igen, er det noget man SKAL være god til? For faktisk er jeg ret god til noget andet. Jeg er ret god, bedre med tiden endda, til at læse min datters behov. Hendes behov lige nu (og siden hun blev født) er ikke så meget andet end rene bleer, mad, søvn, tryghed, tryghed, tryghed og tryghed. Og kærlighed i bunkevis. Og dét får hun. Lille’pigens behov er ikke og har endnu ikke været, at møde og være hos andre end hendes far og mor. Hun har haft brug for at lære os at kende, ligesom vi har skulle lære hende at kende. Og det er en proces, der stadig er i gang.

Men det betyder ikke, at lille’pigen ikke er blevet holdt af andre. For det er hun faktisk rigtig meget endda. For selvom jeg gerne vil møde hendes behov og udelukkende fokusere på dem, så vil jeg jo også rigtig gerne, at de der ellers er tætte på hende, får lov til at møde hende. Ligesom jeg også har ønsket og stadig ønsker, at hun skal møde dem. Hun er jo så heldig, at have en dejlig stor familie omkring sig, udover sin mor og far. Hun har bedsteforældre, onkler, en faster, en moster, en kusine, en fætter og mange andre, der allerede elsker hende himmelhøjt. Den pisse heldige kartoffel. Og de har alle fået lov til at holde hende, selvfølgelig har de det. Og jeg ved godt, at det har været alle andres behov end hendes, at hun er blevet holdt af andre. For hun har stadig kun brug for sin mor og far i hendes helt grundlæggende og basale behov. Så hvordan har jeg så fundet balancen i at møde hendes behov og samtidig også møde andres ønske om at få hende i hænderne?

Det har været vigtigt for mig, at lille’pigens andre grundlæggende behov har været fuldstændig dækket, før hun er kommet i hænderne på andre. En mæt lille’pige, der har en tør ble og har fået sovet og har fået masser af kærlighed og tryghed fra mor og far, er en glad og tilpas lille’pige. Her er hun, efter min vurdering, mere klar til at komme i hænderne på andre. Har hun været ked eller på anden måde utilfreds, så har jeg holdt hende selv. Har hun sovet under et besøg, er hun ikke blevet vækket eller taget op, for hendes behov for søvn er vigtigere end andres lyst til at holde hende. Og det er selvom jeg godt har kunne se, at der er blevet trippet for at få lov til at få hende. Det med at trøste, give mad og skifte ble er stadig kun forbeholdt mor og far. Når der er balance i lille’pigens grundlæggende behov og er hun ellers glad og tilpas, så har jeg det lidt bedre med at give hende fra mig. Jeg elsker det ikke ligefrem, men jeg har det fint nok med det. Ellers gjorde jeg det selvfølgelig ikke. Jeg er hendes mor og jeg skal være mindst ligeså tryg i det, som hun skal.

Det er ind i mellem blevet kommenteret, at lille’pigen jo også skal lære at være hos andre end sine forældre. Jonas og jeg skal selvfølgelig nok selv vurdere, hvad hun skal lære og ikke lære, men jeg er faktisk meget enig. Hun skal lære, at kunne hygge sig uden os og hun skal lære, at vi altid kommer tilbage efter hende igen, når vi har været væk. Hvis ikke hun lærer det, så kommer hun aldrig på ferie hos bedsteforældrene, moster eller andre, når hun bliver stor nok til det. Hun kommer heller aldrig til at starte i institution og det holder jo ikke i længden. Min barsel varer jo ikke evigt, selvom jeg lige nu godt kunne ønske det. Så selvfølgelig skal hun lære, at være uden sine forældre. Men det er så afgjort ikke mens hun er spædbarn, at hun skal lære noget som helst. Hun skal ikke koncentrere sig om andet lige nu end hendes egne behov, som stadig er rene bleer, mad, søvn, tryghed, tryghed, tryghed og tryghed. Og kærlighed i bunkevis. Så kan vi bygge på hen ad vejen, som vi synes hun er klar til det.

Så ja, det er sådan jeg finder balancen i noget, som jeg synes er både vigtigt og svært på samme tid. Nogen vil måske kalde mig for en “hønemor”, men jeg vil nu hellere sige, at jeg er i meget tæt kontakt med min indre “løvemor”, som først og fremmest beskytter og varetager sin datters behov. For jeg kender hende uden tvivl bedst, sammen med hendes “løvefar” selvfølgelig. Det med at give hende fra mig, skal jo nok blive lettere med tiden som hun vokser og bliver større. Og også selv bliver mere kontaktsøgende. Da bliver det mere naturligt og den tid glæder jeg mig faktisk også til 🙂

 

Hvis du vil læse mere fra min hånd, kan jeg da byde på:

“3 UGER FØR, 3UGER EFTER OG SÅ EN STATUS PÅ SLASKE-MAVEN”

4 comments / Add your comment below

  1. Jeg er virkelig enig med dig og kan kun ryste på hovedet af, hvis der er nogen, der mener, at hun jo skal lære at være hos andre fra starten. Det er ikke hendes behov, at hun skal gå fra arm til arm. Det er de såkaldte “andres”. Hun er jo for pokker kun lige kommet ud af maven 😉

  2. Forresten Leah, et helt andet spørgsmål: Du har muligvis skrevet om det tidligere, men hvad gjorde du med metformin under graviditeten? Jeg har PCOS, og min kæreste og jeg skulle egentlig have været i fertilitetsbehandling og ventede blot på, at min menstruation skulle komme, for at vi kunne tilmelde os 1. IUI-forsøg. Det gjorde den bare ikke, for jeg er gravid i 5. uge. Jeg får 3 x 500 mg metformin dagligt og har taget det i ½ år. Både egen læge og sygehuset siger, at jeg skal stoppe med det samme, men min mavefornemmelse er virkelig meget i tvivl. Hvad gjorde du? 🙂

    1. Hej Linnea

      Dejligt at du kan se, hvad jeg mener. Det er vigtigt at barnets behov kommer først 🙂
      Tillykke med din graviditet! Fedt at I klarede det før første forsøg 🙂
      Jeg ville lytte til lægerne i forhold til Metformin og stoppe. Jeg stoppede selv med det samme, da blodprøven viste at jeg var gravid. Din PCOS vil helt sikkert ændre sig, når du er gravid. Måske vil den endda gå helt i dvale, da din hormonbalance forandrer sig meget. Metformin skader, så vidt jeg ved, ikke baby, men det heller ikke noget specielt godt for den. Så jo, jeg ville stoppe 🙂

Skriv et svar