Jeg vil gerne arbejde i en pølsevogn, far

Så blev det Fars Dag. Det er Jonas’ første Fars Dag som far, så den er selvfølgelig ikke gået ubemærket hen her hjemme. Lille’pigen har sgu købt gave til sin far og alt muligt. Men selvom Jonas er en pisse god og fantastisk far, så skal det her indlæg overhovedet ikk’ handle om ham.

Det skal nemlig handle om min egen far. Eller ikke så meget om ham, men mere om hvor pisse træls jeg synes det er, at han ikke er her mere. Jeg vil ikke gå så forfærdelig meget i detaljer om, hvorfor han ikke er her mere, men kort sagt kan jeg da sige, at han døde for 7 år siden af kræft. Lorte kræft. Han var selv lige fyldt 51 år og jeg selv var lige fyldt 21 år. Så I kan jo nok høre, at det var urimeligt røv tidligt, at forlade den her verden. Desværre er kræft ikke en rimelig fætter, men mere et dumt svin.

Jeg savner ikke min far mere i dag end jeg gjorde i går eller jeg vil gøre i morgen. Men jeg bemærker da, at jeg ikke skal fejre ham i dag. Det betyder også, at jeg tænker lidt ekstra på ham i dag. Og det er både med tårer, men satme også med grin og heldigvis for det da. Det behøver ikke være så pisse trist det hele, selvom det faktisk ér pisse trist.

Min far er gået glip af mange ting i mit voksne liv. Det gør man typisk, når man ikke er her mere. Han var der ikke til at følge mig ned af kirkegulvet, da jeg blev gift. Han har heller ikke fået lov til at opleve min datter og hans andre børnebørn. Da jeg var yngre, havde jeg svært ved at finde “min plads” her i livet. Sådan i forhold til uddannelse og job. Jeg har sprunget fra uddannelse til uddannelse og fra job til job rigtig mange gange og det var altid lidt en hovedpine for ham den gamle. Forståeligt, for man vil jo gerne at ens børn klarer sig godt her i livet og finder deres rette hylde. Det piner mig sgu lidt, at han ikke nåede at se, at jeg klarede den. At jeg i dag har fundet et fag, som jeg føler mig hjemme i og som jeg er god til. At jeg gennemførte uddannelsen til lægesekretær og endda med rigtig gode karakterer og det hele. Han ville sgu have været pisse stolt!

I denne sammenhæng tænker jeg tilbage på en drøn sjov historie fra min barndom, som jeg stadig kan skraldgrine af i dag. Den står så tydeligt og klart i min hukommelse og det er ét af mine yndlings minder med min far. I dag har jeg tænkt på det minde flere gange og jeg har grint for mig selv hver gang.

Vi skal tilbage til den tidligere skolealder. Jeg er ret sikker på, at jeg går i 1. klasse, så jeg har vel været omkring 7 år, ikk? Jeg sidder med min far ved spisebordet i køkkenet. Han læser avisen og får en kop kaffe. Samme kop som altid, helt som vanligt. Jeg sidder med nogle skolebøger og laver lektier. Åh, kan I huske hvor lette og hyggeligt lektierne var i den alder? Nå, men her sad jeg med en opgave, der handlede om drømme for fremtiden. “Hvad vil du være, når du bliver stor”- agtigt. Meget hyggeligt og de færreste ved en skid om det i den alder.

“Hvad laver du bette skat?”, spørger min far. Min far kaldte mig altid “bette skat”. “Jeg skal skrive om, hvad jeg vil være, når jeg bliver stor”, svarer jeg uden at kigge op fra mine bøger. “Nå. Jamen hvad vil du så være, når du bliver stor, tror du?”, spørger han nysgerrigt og kigger op fra sin avis, mens han løfter kaffekoppen og tager en tår. “Jeg vil arbejde i en pølsevogn!”, svarer jeg med alverdens selvsikkerhed i stemmen. Jeg husker lyden af, at han kløjs i kaffen, men det er først her i mit voksne liv, at jeg ved hvorfor. Den gang troede jeg faktisk bare, at han kløjs i kaffen. Det må have krævet en del af ham at bevare den ro han havde, da han spurgte om følgende uden at grine. “Hvorfor kunne du godt tænke dig det, bette skat?”. Jeg lover jer, at han var helt rolig i sin stemme, men inden i må han sgu godt nok have både grint, været lidt nervøs og siddet med et håb om, at mit ambitionsniveau ville stige med tiden. Ikke at der er noget galt i at arbejde i en pølsevogn, men de fleste børn i den alder drømmer jo om at blive astronaut eller prinsesse. Et højere ambitionsniveau, som så bliver tilpasset med årerne som karaktererne og alting passer til det.

Hvorfor ville jeg så arbejde i en pølsevogn? Min forklaring lød på, at folk altid er glade ved en pølsevogn. Jeg kunne godt lide, at gøre folk glade. Det kan jeg stadig. Og så ville jeg gerne arbejde udenfor. Og hvis jeg arbejdede i en pølsevogn, ville min far ofte komme forbi og besøge mig. Ja, det var grundene til pølsevogndrømmen, som jeg forklarede min far. Han kvitterede med et smil, hvor efter vi talte om, at det er godt at have noget at drømme om. Det var en god snak. Bedre og mindre akavet end den vi havde 8-9 år senere, da han stammende og rystende i stemmen prøvede at finde ud af om det var tid til, at jeg begyndte på p-piller. Men det er en anden god historie, som ligger ligeså godt i mindeskuffen, som pølsevognshistorien gør.

I dag er jeg fint tilfreds med, at jeg fandt noget andet at drømme om og altså ikke blev pølsedame i en pølsevogn. Jeg har dog faktisk stået i boderne på Aalborg Stadion en gang, så jeg har egentlig været lidt der henne af. Men havde jeg nu arbejdet i en pølsevogn, så havde jeg sikkert været pisse god til det. Og havde min far levet, havde han helt sikkert besøgt mig ofte. Der er en grund til, at vi den dag i dag i familien stadig fejrer hans fødselsdag ved at spise hotdogs og drikke cocio.

Hold kæft, hvor jeg savner min far!

 

Husk at give jeres far en ekstra krammer i dag.

Glædelig Fars Dag derude!

1 comment / Add your comment below

Skriv et svar