Barnedåb eller navngivning?

Navngivning eller barnedåb? Begge dele er lige fedt og ender som regel ud i noget af det samme. At barnet får sit navn, hvilket ofte fejres med familie og venner med fine gaver og godt til ganen. Vi har valgt, at lille’pigen skal døbes i den lokale kirke. Og hvorfor så det? Tjo, fordi det er en tradition vil nok være mit bedste svar. Jeg er ikke troende. Det er Jonas heller ikk’ da. Vi er heller ikke Guds bedste kammerater eller noget i den stil. Jeg kan egentlig godt lide at komme i kirken, når det endelig sker, men det sker godt nok uhyggeligt sjældent. Faktisk kun når vi bliver inviteret, selvom vi ved der er åbent hus hver søndag til hygge med wannabe-vin og tørre kiks. Til jul prioriterer vi Disneys Juleshow, fremfor Guds Juleshow i kirken. Men vi er selv begge døbt i sin tid og det har ligesom været det valg, man har taget i vores familier. Derfor skal lille’pigen døbes.

Men skal hun ikke selv have lov til at tilvælge den kristne tro? Tjo. Det lyder vel egentlig rimeligt nok faktisk, men nu gør vi det for hende. Senere hen kan hun jo så selv vælge om, hun vil konfirmeres og endnu mere senere hen, kan hun jo melde sin lille buttede mås ud af folkekirken, hvis hun ikke vil lege med med Gud og de andre rødder mere. Så heldigvis er hun ikke bundet på hænder og fødder af vores valg. Så vi fortsætter traditionen og lader lille’pigen blive døbt søndag d. 19. august.

Jeg blev døbt på den samme dato for 28 år siden. Så jeg synes det er lidt specielt, at lille’pigen skal døbes på netop denne dag. Meget heldigt at den lå på en søndag i år.

Vi er dog ikke så traditionsbundne, at vi følger den klassiske dresscode. Altså den hvor barnet bærer en urimelig lang hvid kjole med bånd, blonder og alt det der gøgl. Lille’pigen skal have en helt almindelig fin lille sag på, som vi har fundet i H&M. Den er praktisk, for det er en kjole og en bodystocking i et. Så er det nemlig ingen sag at få en tør røv halvvejs i showet, hvis det er nødvendigt. Praktisk, fint og let. Det kan vi lide.

Vi har inviteret en god blanding af familie og venner og heldigvis vil de fleste gerne komme og fejre dagen med lille’pigen og os. Vi har valgt at holde det hele lokalt. Dåb i Hjallerup Kirke. Brunch på Hjallerup Kro og skrub-af-kaf’-og-kage hjemme ved os selv i Hjallerup. Vi glæder os til en forhåbentlig rigtig hyggelig dag med vand i håret, god mad i maven og masser af hygge i godt selskab. Jeg er møg spændt på, om jeg kan skrue mit lille runde korpus ned i den kjole, som jeg håber på at kunne skrue mit lille runde korpus ned i på dagen. Det går nemlig ikk’ for hurtigt med de 24 tunge slaskede kilo, som du kan læse mere om HER.

Hvis du er ved at sprænges af nysgerrighed og bare MÅ vide, hvor vi har invitationerne på billedet fra, så er det faktisk meget simpelt. De er lavet og leveret af Pixum og jeg har selv betalt for både produkt og levering. Ingen spons her du. Men de er meget flotte og bestemt pengene værd.

Du kan i øvrigt læse mere om Lille’pigens fine navn lige HER.

2 comments / Add your comment below

Skriv et svar