Hvorfor vægttabet er så ski’e vigtigt for mig

I dag bliver det mere personligt end det sommetider har været her på bloggen. Ikke så meget fis og ballede og kun få eller ingen kække bemærkninger.

Jeg har kæmpet med vægten det meste af mit liv. Særligt efter jeg kom et stykke ind i mine teenageår. Jeg har aldrig været mega stor og decideret fed, men jeg har altid været til den buttede side. På æblefacon-måden. Og det på trods af rimelig fornuftig kost og motion. Jeg har aldrig været fanatisk med min kost og har ej heller skældt mig selv ud, hvis jeg har sprunget en løbetur over og spist en flødebolle i stedet for. For mig har det mest handlet om balance og sund fornuft, hvilket jeg faktisk synes jeg har været god til at praktisere.

Jeg har altid haft en følelse af, at min krops udseende ikke stemte overens med dét, som jeg puttede i den. Altså lidt som om, at den forvandlede gulerødder til tivolistænger nede i mavesækken. Det har været til stor frustration alt for længe og for år tilbage i mit liv, altså helt tilbage til folkeskoletiden, betød det en hverdag med daglig mobning. Den mobning har sat sine spor og har så afgjort efterladt permanente aftryk på min krop og sjæl. Og det er selvom jeg blev mobbet af drenge med en kikset tøjstil, polkaprikket hud og et ucharmerende tæt forhold til den voks, som de med overforbrug klaskede i håret. Jeg blev set ned på af snobbede piger, der knap kunne se fortorvet de gik på, fordi næsen var så langt i sky, som den nu kunne komme. Hvis den da ikke var langt op i røven på pigen foran, da hendes plads i hierakiet måske var bedre. Piger der kun kunne være noget, hvis de var i deres kliker med de andre sky- eller røv-næser. Alene og på egen hånd var de knap så meget. Det gælder i øvrigt for drengene også. Og med det her prøver jeg sgu egentlig bare at sige, at man nok lige skal feje for egen dør, før man mobber naboens dør. Eller noget. Jeg tror I har fanget pointen.

I mit voksne liv har jeg jo endelig fundet ud af, hvorfor min krop reagerer som den gør. Jeg fik jo konstateret PCOS for nogle år tilbage og i den sammenhæng fandt jeg også ud af, at jeg er insulinresistent, hvilket er forklaringen på at jeg tager på af at indånde den bare luft. Hvis du vil vide mere om PCOS kan du læse om det HER. Det er altså også forklaringen på, at jeg har set ud som jeg har gjort det meste af mit liv. Og det er ikke fordi det skal være en undskyldning, for det skal det absolut ikke. Men det ér en forklaring og det sætter sine begrænsinger og gør det meget svært for mig, at komme ned i vægt.

Svært, men heldigvis ikke umuligt og nu skal jeg altså for alvor i gang. Det her vægttab er vigtigt for mig og det er det af flere årsager. Jeg skal losse PCOS’en så hårdt i røven og vise, at den ikke skal bestemme over mig. Jeg skal kunne passe mit tøj igen og generelt det tøj, som jeg godt kan lide. Jeg skal af med de ledsmerter, som jeg fik i graviditeten som følge af væsken. Jeg skal have fornyet energi og glæde. Jeg skal være stærk og sund, så jeg kan være der for min datter i rigtig mange år endnu. Mit vægttab handler egentlig meget mindre om udseendet i sig selv end jeg havde troet, for det er tydeligvis ikke det, der er vigtigt for mig. På trods af dét jeg har med i rygsækken fra min skoletid, så handler vægttabet heller ikke om, hvad andre tænker om mig og den måde jeg ser ud på. Det er pisse ligemeget, for andre er jo ikke en skid bedre selv alligevel. Det lærte jeg af min folkeskoletid, som du har læst længere oppe.

24 kilo skal jeg tabe. Hvorfor lige 24 kilo kan du læse om HER. Jeg har valgt 24 kilo fordi jeg så ender på en vægt, som jeg synes er realistisk at holde i forhold til de principper jeg har. Altså at der skal være balance og at jeg ikke skal være fanatisk. Med den vægt vil jeg få en krop, hvor der også er plads til former og en lille delle over buksekanten. Og sådan skal det helst være.

Jonas har netop haft 3 ugers ferie og her har vi ikk’ tænkt det mindste på sund kost og vægttab. Det betyder heller ikke, at vi har kastet mad i hovedet. Det betyder bare, at vi har hygget os og mærket, at der er forskel på hverdag og ferie. Men ferien slutter i morgen og Jonas kører på arbejde klokken alt for tidligt og lille’pigen og jeg er alene hjemme igen. Jeg er typen, der er nødt til at forberede og have rutiner, hvis jeg skal dedikere mig til noget så stort, som at tabe 24 kilo. Særligt med en baby, som jeg bruger langt det meste af min tid på. Jeg har derfor været i køkkenet i dag og forberedt samtlige måltider til de næste to dage. Så får jeg nemlig også spist fornuftigt, hvis lille’pigen vil hænge på armen en hel dag. Den gode vane håber jeg at kunne fortsætte og her i første omgang tager jeg en periode på en måned, hvor jeg går all-in og får “nulstillet” kroppen. Jeg vil prøve at holde mig fra vægten i hele den måned og blot glæde mig til at mærke forskellen på min krop og se resultatet, når måneden er gået. Håber I vil følge med 🙂

4 comments / Add your comment below

  1. Du er så sej og du kan sagtens smide de 24 slaske kilo❤️ Glæder mig til at følge med på side linjen❤️

Skriv et svar