I dag er dagen, der for et år siden ændrede alt

Den 09. august 2017. Jeg husker den dag så tydeligt, som var det i går. Jeg stod op, tog en graviditetstest og skimtede ud af øjenkrogen, at den var positiv indenfor ganske få sekunder. Test nummer 1 trillion skulle vise sig, at blive den der ændrede alt. Jeg vidste jo godt i dagene op til den 09. august, at jeg var gravid. Eller jeg vidste det, uden helt at vide det. Mavefornemmelsen var i hvert fald meget stærk. Men mit tis vidste det altså først på denne dag. Det skulle i første omgang kun være vores hemmelighed. Min og Jonas’ helt alene. Det er dog ret svært, når man deler åbent ud til alle om, at man går i fertilitetsbehandling.

Den 10.08.17, altså dagen efter vi fik den fantastiske nyhed, skulle jeg i Bilka med min storesøster. Der gik lige nøjagtig ikke engang 15 minutter fra vi mødtes, før jeg åbnede min kæmpe store fede sladrekasse af en mund. Så sad vi der i bilen på Bilkas parkeringsplads, i båsen hvor vores far uden undtagelse altid parkerede, når han var i Bilka. Et specielt øjeblik. Nu var vi 3 om at holde på hemmeligheden. What to do? Jeg fortæller min søster alt.

Senere hen har flere fået det at vide. Særligt fordi hun nu er født og endnu sværere at holde hemmelig. Den ekstra vidunderlige streg på testen, er blevet til vores lille pige. Verdens bedste overraskelse. Verdens bedste mirakel. Verdens bedste datter. Verdens bedste Anna Oline. Den ekstra vidunderlige streg har gjort mig til mor for første gang. Det samme med Jonas, men ham kalder vi bare “far”. En er blevet mormor for tredje gang, mens en anden oplevede lykken ved at blive moster. Nogen blev farmor og farfar til deres første barnebarn, mens en anden nu er blevet faster. Også for første gang. En oldemor kom også til. Nogen fik en kusine mere, mens nogen andre fik en nabo mere, som de kalder for deres “bonus-barnebarn”. Tænk lige hvor meget lykke sådan et lille menneske fører med sig til SÅ mange mennesker.

Det sidste år er fløjet afsted. Tænk at jeg har nået både at være gravid, holde juleaften, gå på barsel, fejre 28 års fødselsdag og føde min datter, til jeg nu sidder her med min pige, som om 6 dage runder 4 måneder. Hun er så meget smukkere end jeg havde forestillet mig, at vores barn kunne blive. Hun sætter en ny standard for hjemmet her 😉 Det har også vist sig, at hun har temperament og så er hun gu’hjælpemig mega brølstræk. Hun er også lattermild, kær og charmende. Men hun har appetit som en fugleunge og det er nok derfor, at hun også er sådan et lille myr. Et lille myr med lange ben. Det ser heldigvis ud til, at hun er bygget mere som sin far og han ligner heldigvis ikke en mumitrold. Det gør moren tilfældigvis. Meget ser ud til, at hun har fået det bedste fra os begge to 🙂

Grusvejen til ønskebarnet var hård. Fysisk såvel som psykisk. Men den havde også det bedst mulige udfald. Jeg elsker at være mor, selvom det slet ikke altid er nemt. Det er så heldigt, at jeg er blevet mor mod så mange odds og jeg husker hele tiden mig selv på, at jeg skal nyde hvert sekund.

2 comments / Add your comment below

Skriv et svar