Et tilbageblik på de sidste 4 måneder

Så sidder jeg her. I min sofa. Sammen med Jonas. Mine ben og fødder er trætte efter hele 20 kilometers gåtur i dag. Opvaskemaskinen kan høres fra køkkenet. Den larmer, fordi et eller andet i den vist ligger forkert. For enden af sofaen sover lille’pigen i sin babynest. Der sover hun altid, inden vi alle 3 går op i seng om nogle timer. Hun er en smule sløj her til aften, fordi hun fik sin 3 måneders vaccine i dag. Hun er smuk, som hun ligger der i sin natdragt med stjerner på og feberrøde kinder. Heldigvis har hun ikke været ked af det. Bare træt. Men også glad.

Det er noget nyt for os. Altså at lille’pigen bare er glad. For nøj, hvor har hun grædt og skreget meget i sin første levetid. Altså som i “vanvittig-meget-og-lægen-kalder-det-bare-kolik”-agtig meget. Og det er meget! – I dag runder hun 4 måneder. Tiden er gået helt vildt hurtigt og vanvittig langsomt på én og samme tid. At det kan lade gøre, forstår jeg ikke. I dag har jeg tænkt tilbage på de seneste 4 måneder. Tilbage til da jeg pressede hende ud på 29 minutter helt uden fornemmelsen af presseveer, søndag d. 15. april kl 11.19 (læs mere om det HER, hvis du har lyst). Efter en fødsel på godt 18 timer lå hun der. Helt vildt smuk og fin på min bare store tykke runde mave. Den med alle strækmærkerne. 3380 gram og 51 cm lang. Og krøllet helt sammen som en lille bitte frø. Sådan startede vores nye liv, som en familie på 3. Mor, far og baby. For en kort stund var alt bare dejligt og helt fantastisk.

Men så kom indlæggelsen. Indlæggelsen, hvor jeg var omringet af amatøragtigt personale (læs mere om det HER, hvis du har lyst). Indlæggelsen, der førte til et ammestop allerede på 3. dagen af lille’pigens liv. Et ammestop, som kun var for at få fred fra personalet og kun for at komme væk fra den frygtelige barselsgang. Et ammestop, som har hjemsøgt mig på daglig basis lige siden. Jeg har fortrudt det mange gange. Og gør det nok stadig lidt. I hvert fald en gang i mellem. For hvad nu hvis.. Og det er selvom der er mange pisse fede grunde til at have et flaskebarn.

For så kom den endeløse gråd fra en baby, der tydeligvis græd af smerte. Og det var ofte. Og det var længe. Og faktisk var det næsten hele tiden. Og ved alle kloge hoveder jeg søgte hjælp hos, fik jeg spørgsmålet: “Får hun modermælkserstatning?” Ja. “Så er det derfor”. Av min arm. Derfor blev ammestoppet ved med at spøge. Og den dårlige samvittighed. At jeg havde taget et valg, som gjorde fysisk ondt på min baby. – I dag ved jeg godt, at det ikke nødvendigvis havde været anderledes, hvis hun var blevet ammet. Men det har taget tid, at blive det klogere.

Lille’pigen har nemlig refluks. Og det er ikke modermælkserstatningens skyld. Og den gør det heller ikke værre. Da hun var to måneder gammel, endte vi i hænderne på en børnelæge, som ikke tøvede med at starte lille’pigen op i mavesyrehæmmende medicin. Vi brugte 14 dage-3 uger på at finde den rigtige dosis og bum, så stoppede det meste af gråden. Jeg kan godt forstå, at hun skreg så meget, når hendes spiserør blev ætset op, hver gang hun gylpede. Som var hele tiden. Av.

Den ubehagelige oplevelse med refluks er formentlig skyld i, at lille’pigen ikke er specielt interesseret i mad. I hvert fald ikke i mælk fra sutteflasken. Og hun har derfor hele tiden været et småtspisende barn. Og ligget en my under kurven. Og jeg har været frustreret over hendes manglende lyst til at spise. Mange gange. Rigtig mange gange. Jeg har ligget søvnløs og jeg har været vred på omverdenen over mine egen frustrationer. Foruden dét, gik lille’pigens mave i stå over sommeren og vi kom ind i afføringsmidlets onde cirkel. Da vi først kom på det, kunne vi ikke komme ud af det igen. Altså det er jo lidt som om, at det ene bare har overtaget det andet, ikke?

MEN! Jeg har længe glædet mig til, at lille’pigen skulle på fast føde. Jeg har hele tiden følt, at det var der løsningen lå på rigtig mange af vores problemer. På hendes problemer. Jeg har været konflikt med mig selv om, hvornår jeg skulle starte hende op. Ved 6 måneder som Sundhedsstyrelsen siger. Som lægen siger. Og som sundhedsplejersken siger. Eller ved 4 måneder, som min egen mavefornemmelse skreg meget højt. Igen lå jeg der. Helt søvnløs.

For knap 10 dage siden smagte lille’pigen grød for første gang. Og hun elskede det! Jeg ved godt, at det er før hun blev 4 måneder, som hun jo bliver i dag, men altså. Der skal jo også være noget guf til mor-politiet og de har jo faktisk haft fat i mig før. Det kan du læse om lige HER.

Det var en meget tynd hirsegrød og kun få mundfulde. Men hun elskede det! Og for første gang længe viste hun begejstring over mad. Hun får nu grød eller mos hver aften. Kartoffelmos er favoritten. Og nu, 7-9-13, er meget af gylpen væk. Hun får ikke fortykningsmiddel i mælken mere. Maven fungerer og vi er snart trappet helt ud af afføringsmiddel. Hun er glad og hun græder meget lidt. Jeg er vild med, at jeg fulgte min egen mavefornemmelse. Mor ved bare bedst! Og nu har jeg taget et valg, som har hjulpet mit barn til at få det bedre. Jeg klapper lige mig selv på mor-skulderen.

I løbet af de seneste 14 dage, er jeg endelig begyndt at nyde livet som mor fuldt ud. Og livet på barsel, som faktisk hang mig langt ud af halsen den første tid. Nok fordi jeg skulle høre på gråd og skrig hele tiden, mens jeg kæmpede med magtesløshed og dårlig samvittighed over et ammestop. Vores hverdag er skøn nu og vi har fået nogle gode rutiner med gode gåture om morgenen, måltider på nogenlunde faste tidspunkter, middagslur i viklen hvor mor så kan sidde og slappe af med noget kreativt. Vi tumler, leger, pjatter, fjoller og hører musik. Vi krammer, kysser, hygger og putter. Hun får sin mos/grød om aftenen efterfulgt af mælk og går så i seng ved 19. tiden. Og så sover hun ellers bare. Til den lyse morgen. Eller i hvert fald til et sted mellem 06-07 om morgenen. Så vi får alle 3 sovet nu. Vi samsover og elsker det. Det er mega hyggeligt. Bare vores lille familie på 3.

Så det var 4 måneder. 4 hårde, langsomme, udmattende, glade, trættende, hurtige, sjove, vanvittige, uforglemmelige og ikke mindst lykkelige måneder. De fløj afsted, selvom de gik alt for langsomt. Underligt, men sandt.

2 comments / Add your comment below

  1. Åh simpelthen så fint skrevet Leah! 🙂 Den dejligste lille mus hende Anna Oline.

    & fedt at hun har taget godt imod grøden! Jeg glæder mig til vi skal prøve med Karla.

Skriv et svar