Vægt-politiet har været efter mig

Vi kender jo alle til mor-politiet. Det er dem med de lange krogede pegefingre. Det er før sket, at jeg er blevet hapset af mor-politiet og heldigvis er jeg tilpas pisse ligeglad med det. Men så opdagede jeg, at det der politi kommer i mange forskellige afskygninger. Jeg begyndte nemlig at dele ud af min kamp mod de 24 tunge slaskede kilo. Altså mine 24 tunge slaskede kilo. Ikke andres. Mine. Nå, men det gør jeg så åbenbart heeeeelt forkert og hvor er det da så bare heldigt, at nogen vil fortælle mig det. Med deres lange krogede pegefinger.

For jeg vidste jo slet ikke, at det er dybt forkert af mig og nærmest næsten kriminelt, at jeg deler med jer, at der er et specifikt antal kilo, som jeg gerne vil tabe. Altså at jeg har et mål om et specifikt tal på vægten. Hvor kunne jeg dog gøre det? Skam dig, Leah. Skam dig! – Og gå så ind på dit værelse!

Altså.. Jeg ved faktisk ikke en gang, hvordan jeg skal starte det, som jeg gerne vil sige med det her indlæg. Men jeg kan jo starte med den klassiske: “Tag lige og klap hesten en gang”. Eller “Flet næbbet”. Eller: “Luk ædespalten”. I kan vel selv komme på flere. Jeg tror I ved, hvor jeg vil hen.

Vægt-politiet (som jeg har valgt at kalde dem i mangel på bedre) mener åbenbart, at det er forkert af mig, at gå så meget op i den vægt, som jeg åbenbart udtrykker, at jeg gør. Det er blevet udtrykt, at jeg bør smide min badevægt ud og ikke hænge mig så meget i tallet. Det er ikke sundt for mig. Det er blevet udtrykt, at jeg sender et forkert signal til de unge piger (jeg er ikke sikker på, hvor mange læsere jeg har af de helt unge piger, men jeg gætter på, at det ikk’ er særligt mange). Det er blevet udtrykt, at min mentale tilgang til det her vægttab, ikke er sund. Det er også blevet udtrykt, og den her er nok den groveste, at jeg kommer til at have en negativ indflydelse på min datter i fremtiden. Hun vil angiveligt, som følge af mit nuværende vægttab, få et forskruet syn på egen krop og en usund tilgang til mad. Nå, jeg kunne faktisk fortsætte med det her lidt endnu, men det er så kedeligt, hvis man kun skal læse alt det, der er en smule røv sygt.

Men jeg er tilfældigvis ikke en kvinde af få ord, så lad os endelig snakke lidt om det, ikke? Det kunne have været hyggeligt over en kop kaffe, men jeg vil ikke have så mange krogede pegefingre i min stue. Og så drikker jeg ikke kaffe.

Nå. Hvordan det er blevet til, at jeg skal tabe 24 tunge slaskede kilo, kan du læse om lige HER, hvis du ikke allerede ved det.

Jeg er udemærket godt klar over, at vi lige nu befinder os i en tid, hvor det handler meget (rigtig meget) om, at acceptere sig selv og hinanden præcis, som vi nu er. Det er okay at være overvægtig. Det er også okay ikke at være det. Det er okay at kunne lide mænd eller kvinder uanset, hvilket køn man selv er. Det er okay at tage en høj uddannelse og det er også okay, ikke at gøre det. Det er okay, at have en særlig personlig stil og det er også okay, hvis man bare gerne vil ligne de andre. Hey venner, jeg er helt med jer. Vi er helt på samme side her og jeg synes det er vigtigt, at det med accepten af os selv og andre fortsætter. Det er fandme god stil!

MEN! Man skal vel heller ikke acceptere sig selv eller dele af sig selv, hvis man dybest set virkelig ikke er tilfreds? Jeg kunne arbejde nok så meget med at acceptere de 24 tunge slaskede kilo. Jeg kunne endda omfavne dem, kæle for dem, vise dem frem i en smadder flot garderobe. Stoppe med at bekæmpe dem. Leve med dem og beholde dem til evig tid. Men det har jeg faktisk pisse meget lidt lyst til.

Jeg er egentlig et meget lykkeligt menneske. Jeg har ret mange ting at være lykkelig over og det værdsætter jeg rigtig højt. Jeg jagter ikke lykke med det her vægttab, for det har jeg masser af. Jeg ønsker at tabe de 24 tunge slaskede kilo, fordi de simpelthen ikke er mig. De afspejler ikke mig. De afspejler ikke den måde jeg lever på. De afspejler til gengæld rigtig meget den PCOS, som jeg ikke kan gøre for, at jeg har. De er nemlig kommet pga den. Altså pga den insulinresistens, der følger med PCOS. Jeg bliver ikke et bedre menneske, når jeg har tabt dem. Jeg vil nemlig allerede mene, at jeg er et godt menneske præcis, som jeg er nu. Og som jeg ser ud nu. Mit vægttab handler desuden allermindst om udseende. Til gengæld handler det rigtig meget om sundhed og frygten for at få en af de følgesygdomme, som jeg kan få, hvis jeg ikke kommer af med de ekstra kilo. Livsstilssygdomme, som jeg ikke har lyst til at få ind på livet. Slet ikke nu, hvor jeg er mor og har et ønske om at være i min datters liv så længe, som det overhovedet kan blive muligt.

Når jeg går op i det helt specifikke tal på vægten, så handler det simpelthen om min egen kampgejst. Jeg er sådan et menneske, der skal have et specifikt mål for øje. Et meget nøje og præcist mål. Fakta. Et tal, hvor jeg kan trække fra og synligt se, at jeg kommer tættere på målet. Det er dét, der motiverer mig bedst! Det er dét, der fungerer bedst for mig! Så kan det jo godt være, at naboen har det på en anden måde. Eller dem fra vægt-politiet for den sags skyld. Fred være med det, de skal bare gøre det på deres egen måde. Derfor vil jeg ikke smide min badevægt ud, for det gør det faktisk lidt sværere for mig, at få de her præcise tal. Men blot fordi jeg har et mål for øje med en specifik vægt, betyder det jo ikke, at jeg ikke har evnen til at mærke efter undervejs. Hvis jeg er tilfreds to kilo før målet, jamen så stopper jeg sgu da bare. Måske sker det også, at jeg vil tabe mig endnu mere. Hvem ved? Men tvivl ikke på, at jeg godt kan mærke efter på min egen krop. For det kan jeg sagtens. Jeg har faktisk kendt den krop i en del år efterhånden.

Og hvad angår min datter, så kommer hun ikke til at vokse op med en slankekurs-fikseret mor, der giver hende et forskruet syn på hendes egen krop og en usund tilgang til mad. Men virkeligheden er jo altså, at hun kommer til at vokse op med en mor, der er nødt til at undlade at spise visse fødevarer, for at holde sin krop i balance. Jeg tænker, at det er lidt det samme, som at have en mor med laktoseintolerans eller glutenallergi. Det tænker jeg, at mange børn har klaret uden problemer og uden særlig påvirkning. Min datter kommer uden tvivl også til at vokse op med nogle forældre der fortæller hende, at hun er absolut helt perfekt og smuk, som hun er. Jeg regner desuden med at være færdig med dette vægttab, når hun rammer en alder, hvor hun kan forstå ordet “vægttab”. Så er det ligesom sagt. Og understreget. Og emnet er lukket. Og alligevel ikke. For det kan vel lige nævnes, at hendes far har et ganske afslappet forhold til mad og han er jo altså halvdelen af den indflydelse, hun vil få fra sine forældre.

Jeg er egentlig lidt ked af, at jeg har følt mig nødsaget til at skrive dette indlæg. At jeg følte et behov for at forsvare mig selv. Men det gjorde jeg altså. Jeg bryder mig ikke specielt meget om, at folk skriver til mig, at jeg påvirker unge piger negativt. Det gør mig ked af det. Jeg er desuden fuldstændig uenig, men tager gerne i mod konkrete eksempler. Ellers kan jeg ikke gøre en fløjtende fis ved det. Jeg bliver også ked af det, når folk skriver, at min mentale tilgang til det her vægttab ikke er sund. Og det undrer mig, at nogen kan få disse ord over sine læber. Eller hov, vent. De ord kom jo ikke over nogens læber, mens der i mod ud af fingrene og ned på telefonen og sendt som en privat besked i min indbakke. Så ingen andre kan se den eller hvem, der sendte den. Det er også så nemt, at være så pisse klog, når man sidder med sine krogede pegefingre bag en skærm og ikke kan snakke med mig ansigt til ansigt.

Jeg håber at dette indlæg var første og sidste af sin slags. At jeg ikke behøver at forsvare mit ønske om et vægttab yderligere. Det er nemlig overhovedet ikke derfor, at jeg deler ud af min kamp mod kiloene. Det kunne jeg jo sådan godt lade være min egen private sag. Men nu ved jeg tilfældigvis, at der sidder en del kvinder derude (måske også mænd, men ikke nogen, der har sagt noget), både med og uden PCOS, som rent faktisk bliver inspireret og motiveret af at høre, hvad jeg kæmper med og hvordan jeg gør det.

Så kære vægt-politi. Vil I ikke godt lade være med at ødelægge glæden for andre? Og for mig?

Tak 🙂

2 comments / Add your comment below

  1. Hvor er det ærgerligt, at du skal forsvare dig selv på den måde.. Jeg har ikke på noget tidspunkt tænkt noget negativ omkring dit skriveri vedrørende dit vægttab! Hvis man kan lægge to og to sammen, så synes jeg, at det er ret åbenlyst at dit ønske om vægttab hænger (meget) sammen med din PCOS. Men at det også er fordi, man gerne vil have det godt i egen krop, behøver man da heller ikke at skulle undskylde for. Du gør det godt 🙂

    Hilsen Maria.

Skriv et svar