#jonasogleah

           

Så blev det en ny uge igen. Denne uge har jeg valgt at køre et tema her på bloggen. Et tema om Jonas og jeg. På torsdag d. 30 august har vi nemlig bryllupsdag. Den 4. af slagsen. Så i denne uge har vi jo bryllupsdags uge. Og jo, det er der faktisk noget der hedder. Lige præcis som med fødselsdags uger og det kender alle jo selvfølgelig til. Selvom den her uge mest af alt kommer til at ligne alle andre uger, hvor lille’pigen fylder det meste af tiden og hendes vasketøj fylder den smule tid, der er tilbage, så er jeg alligevel blevet grebet af en vis bryllupsdags stemning. Så her kommer lige nogle fuldstændigt tilfældige facts om vores forhold og en god røvfuld billeder af os. Kønne og knap så kønne.

1/ Vi mødte hinanden på sådan noget netdating-noget. Det var ikke heeeelt så fremme den gang, som det er i dag. Jonas skrev til mig og jeg svarede af høflighed. Interessen fra min side kom først lidt efter og hvor var det godt, at den gjorde det 🙂

2/ Vi blev kærester den første dag vi mødte hinanden efter godt 14 dages skriverier. Det var den 23. oktober 2009. Da var vi 19 år gamle begge to. Så vi kan snart fejre 9 års dag.

3/ Vi flyttede sammen den 1. december 2010 efter et år med langdistance forhold. I Jonas’ lille bitte 1 værelses lejlighed i Køge. Vores erfaring er, at langdistance forhold ikke er pisse fedt, men for den rigtige er det jo det hele værd. Og så er en 1 værelses måske lige lille nok til 2 personer.

4/ Jeg trivedes overhovedet ikke på sjælland og var ikke glad for at skulle fortælle Jonas, at jeg ville hjem igen. Han havde nemlig hele tiden sagt, at han ikke skulle til nordjylland og bo. Men i august 2013 flyttede han sørme med mig hjem alligevel 😉

5/ Jonas og jeg har meget få fælles interesser. Men vi hygger os altid i hinandens selskab, selvom vi sidder og laver hvert sit. Til gengæld har vi rigtig mange fælles værdier. Både som mennesker, om livet og ang. vores datter.

6/ Vi kalder hinanden for “Mulle”. Lidt kikset og upraktisk med det samme kælenavn. Jeg er faktisk også begyndt at kalde lille’pigen for “Mulle”. Det bliver slet ikke forvirrende eller mere upraktisk i fremtiden. 3 x Mulle under samme tag.

7/ Vi har været igennem mange utroligt hårde ting sammen. Bl.a. min fars sygdom og dødsfald. Da PCOS’en brød ud og vi gik igennem et fertilitetshelvede. Det har kun gjort os stærkere sammen.

8/ Vi har før hørt fra andre, at vi hører sammen som brød og smør.

9/ Vi griner rigtig meget sammen. Både med og af hinanden, men mest griner vi faktisk begge to af mig. Jeg er den, der gør og siger de skørreste og dummeste ting. Uden tvivl.

10/ Vi har ofte set serier sammen. Særligt kan vi se “Friends” og “How I Met Your Mother” om og om igen. Men efter vi er blevet forældre, er der ikke ligeså meget tid til det mere.

11/ Vi er røv elendige til at sove i samme seng. Jonas snorker og jeg vågner let. Ikke en god kombination. Men jeg synes vi er for “unge” til at have hver vores soveværelse, selvom det sikkert mange gange ville fungere bedre. Så vi sover stadig elendigt sammen i samme seng. Nu med lille’pigen i midten.

12/ Jonas er den, der ordner haven og bilen, skruer med skruetrækker og løfter tunge ting. Han er også den, der handler ind og laver mad. For det gider jeg ikk’. Til gengæld vasker jeg tøj og holder hus. Det er også mig, der har styr på vores kalender og alt det praktiske, der har med både os og lille’pigen at gøre. Og hvis der skal bages boller eller en kage, så er det faktisk noget, som jeg godt gider i et køkken.

13/ Vi har rigtig mange rejsedrømme og vi glæder os til at udleve dem alle sammen med vores lille pige i fremtiden. Bl.a. drømmer vi om at besøge Galápagosøerne, Brasilien, Borneo, USA og Filippinerne. Men også nærmere destinationer som Italien, Spanien, Portugal og Frankrig. Jeg vil gerne til Frankrig, fordi de har Disneyland Paris. Men den tur tager vi nok først, når lille’pigen er stor nok, til at få noget ud af det også.

14/ Vi har en skør samling af forskellige kopper. Vi køber en kop (og et postkort) hver gang vi er ude at rejse eller oplever et særligt sted her i Danmark. Vi elsker, at der hører en særlig historie og et minde til hver kop og så giver det anledning til gode samtaleemner, når vi har gæster, der drikker kaffe.

15/ Vi er sådan ca. SÅ forskellige, som to mennesker kan være det. Vi er på mange måder hinandens komplette modsætning. Jonas er bl.a. rolig af sind, tålmodig og overbærende. Det er jeg ikke. Men siger man ikke også, at modsætninger mødes? 🙂

2 comments / Add your comment below

Skriv et svar