Et enebarn, tak .. #1

Det her indlæg har ingen særlig dybere mening. Jeg søger ikke svar, enighed, uenighed eller andet. Jeg vil egentlig bare gerne dele noget, som har siddet og kildet på indersiden af mit hoved i et godt stykke tid.

Jonas og jeg har hinanden og så har vi vores lille datter på 5 måneder. Vi er bare vores lille familie på 3 og vi ønsker faktisk ikke, at familien skal blive større. Altså vi ønsker os ikke flere børn end det ene skønne barn, som vi nu har. Nu tænker du måske: “Ja, ja. Bare vent .. “. Og det må du gerne tænke. For det er der åbenbart også mange andre, der gør. Jeg tager emnet om enebørn op, fordi jeg faktisk synes, at det er en smule “tabubelagt”. Hvis det er det rigtige ord at bruge. I hvert fald oplever jeg, at nogen føler det er “forkert”, hvis de ikke ønsker at give deres barn en lillebror eller en lillesøster. Det er jeg lodret uenig i og derfor er vi nødt til at tale om det her på bloggen. Det er jo sådan noget, den er til for.

Jonas har altid sagt, at skulle han stifte familie, så skulle der kun stiftes ét barn. Det har jeg vidst længe. Også før vi fandt ud af, at jeg har svært ved at blive gravid. Også før vi tog beslutningen om, at vi gerne ville have et barn. Og nej, han havde selvfølgelig ikke ladet den ene gå på auktion, havde vi fået tvillinger. Så havde det ligesom været en anden snak.

Ingen af os har nogensinde drømt om “det klassiske” familieliv. Der findes vist egentlig heller ikke et “klassisk” familieliv mere, da familier er familier på så mange forskellige vidunderlige måder. Jeg er vild med det! Men altså, I ved jo godt, hvad jeg mener. Mor, far, børn, villa og vovse. Eller er det volvo? Hvad er det nu lige man nu siger? – Nå, men det har i hvert fald aldrig været billedet af fremtiden for nogen af os. Rejser, oplevelser, uafhængighed, frihed – økonomisk, såvel som personligt, har altid været det, som vi har snakket om.

Vi var hhv 24 og 25 år, da vi blev beriget med vores skønne lille niece. Så var vi pludselig “moster og onkel”. Vi havde været sammen i knap 6 år på det tidspunkt. Vi var gift, hvilket vi heldigvis stadig er. Snakken om børn havde ikke været oppe ret mange gange og når den var, vidste vi ikke om det var noget vi skulle eller ej. Vores niece var dog ikke ret gammel, før jeg mærkede helt inderst inde, at jeg skulle være en “mor”. Tænk at det skulle være min niece, der lod mig komme til den beslutning. Jeg kan takke den lille skønne pige, for rigtig mange ting <3

Her nogle år efter, en PCOS-dignose rigere og et fertilitetshelvede i ryggen, er vi nu endelig blevet beriget med vores dejlige datter. Allerede før graviditeten blev der talt om “.. og når I så skal have nummer 2..“. Det var af fagfolk, familie, venner, bekendte osv. Det blev også nævnt i graviditeten. Og så er det også blevet nævnt, efter vi har fået “nummer 1”. Endda kort tid efter fødslen, hvor ingen kvinde vil høre tale om at føde flere børn.

Nå, der er flere ting ved det, som jeg ikke helt forstår. 1: Hvorfor snakke om flere børn til nogen, som har svært ved at få lavet bare ét barn? 2: Hvorfor er det en selvfølge, at der skal være en “nummer 2”? For det lyder virkelig ofte på folk som om, at det naturligvis er en selvfølgelig at få mere end ét barn.

Når vi nævner, at vi ikke skal have flere børn, da tror de færreste på os. Jeg ved ikke helt hvorfor, for vi er normalt ikke sådan nogle, der lyver en helvedes masse. Oftest hører vi følgende, når folk skal overbevise os om, at vi selvfølgelig ikke mener det, når vi siger, at vi kun vil have ét barn.

“I bliver så glade for det første barn, at I ikke kan lade være med at få en mere”.– Den her synes vi er lidt sjov. Og vi tænker altid, om folk så selv stoppede ved nummer 2, 3 eller måske 4, fordi denne var de ikke helt så glade for, som de andre børn? Det er naturligvis ikke rigtigt, men I kan vel godt se, hvorfor vi griner lidt af dette argument, ikke? 😉 

“Jeres barn er det mest fantastiske menneske I møder. Og så kan I ikke lade være med at få en mere”. – Hun ér det mest fantastiske menneske, som vi har mødt. Virkelig! Måske endda så fantastisk, at vi hellere må lade være med at få en mere, for vi kan simpelthen ikke gøre det SÅ godt to gange 😉 

“I skal da have en mere, så de kan få glæde af hinanden”. – Man hører ofte denne sætning, som argument for at få flere børn. Jeg giver ikke en fløjtende fis for den og det ville aldrig blive en grund til at få flere børn for vores vedkommende. Det er aldrig nogensinde givet, at søskende har glæde af hinanden. Og slet ikke hele livet i gennem.  Heldigvis har rigtig mange glæde af deres søskende, men når vi kigger rundt i vores vennekreds eller hos bekendte, da ser vi faktisk flere tilfælde, hvor søskende ikke har den store glæde af hinanden. Så det er altså ikke en selvfølge, selvom mange får det til at lyde sådan. 

 

Nå, det her indlæg er ved at blive en smule meget længere, end lige planlagt. Men det er også tanker, der har svømmet rundt på øverste etage længe. Næste indlæg er egentlig bare en forlængelse af dette. Nok noget mere præcist om, hvorfor vi vælger kun at få et enkelt barn. Så det kan du jo glæde dig til, hvis du har lyst til at læse med 🙂

3 comments / Add your comment below

Skriv et svar