Et enebarn, tak .. #2

Jeg er ikke helt færdig med at dele mine tanker omkring det valg, som vi har taget. Altså valget om “kun” at få ét barn. Hvis du ikke læste første del, kan du læse den HER, hvis du har lyst. Ud fra enkelte kommentarer fra indlægget i går, må jeg lige (åbenbart) understrege, at jeg på ingen måde taler for, at enebørn er det eneste rigtige. For det er det overhovedet ikke og jeg kunne ikke være mere ligeglad med, hvor mange børn andre folk får. Mine indlæg handler mere om min undren over, at man kan tillade sig at sige, at et enebarn er et decideret forkert valg. At det er synd for barnet. Jeg håber ikke, at folk der ønsker flere børn, men som ikke kan få det til at lykkes (for ja, de findes jo altså også) render ind i samme undren og kommentarer, som Jonas og jeg har mødt eller set andre møde. Det bør ikke være en nødvendighed, at valget om et enebarn skal “forsvares”, som det åbenbart ofte skal. Derfor håber jeg, at mine/vores tanker om valget, kan give et større indblik for de, der undrer sig og synes det er dybt forkert.

At vælge at få et barn er en stor beslutning hver gang. Om det så er første, anden, tredje gang eller måske fjerde eller femte. Om det er planlagt eller en overraskelse. Det vil altid være en omvæltning i ens liv og mange ender skal mødes. Økonomi, plads, tid, overskud osv. Det er ikke noget man “bare” gør.

Jeg er vokset op som lillesøster til en storesøster, der er 3 år ældre end mig. Vi har et stærkt bånd og vi nyder alle de fordele der er, ved at have en søster. Vi er meget tætte og 3 år har stort set altid været en god aldersforskel for os. For de der ved det om min søster og jeg, altså de der kender os og har set os sammen, kan det godt være en gåde, hvorfor jeg ikke ønsker flere børn. Hånden på hjertet, så får jeg også ind i mellem et mindre hormonflip, hvorefter vi pludselig skal have mange flere børn 😉 Åh, jeg tror simpelthen vi kvinder er født med et eller andet skørt baby-gen, men okay. Hvis ikke vi var det, så kom der nok ikke ret mange børn til verden. Når jeg skruer ned for hormonflippet igen og skruer op for fornuften, så jeg er altså altid tilbage ved, at jeg ikke skal have flere børn.

Jeg har en for- og i mod liste omkring det, at have et enebarn. For selvfølgelig har jeg måtte tænke grundigt over sådan en beslutning. Også selvom Jonas står fast på sin beslutning om, at han ikke vil have flere børn. Det skal jo også føles rigtigt for mig. Jeg har valgt at dele nogle af punkterne fra den, men inden mor-politiet kaster rådne tomater efter mig med deres krogede pegefingre, er det jo vigtigt lige at understrege, at disse punkter er kommet til ud fra mine/vores ønsker for fremtiden. Men også ud fra vores situation med, at jeg altså ikke har nemt ved at blive gravid. De er på ingen måde generaliserende og jeg er fløjtende ligeglad med, hvad andre har af argumenter for at få flere børn eller ej. Det er folks helt egen sag.

Nå, lad os komme til det:

Fordele: 

Økonomi: Et par vinterstøvler koster noget, men to par vinterstøvler koster endnu mere. Det er sjovt nok det samme med skoletasker, underbukser og flyverdragter. Og flybiletter. Og alt muligt andet. Vi kunne sagtens have råd til flere børn i fremtiden, men vi har et fælles kæmpe ønske om, at have en vis økonomisk frihed. Et større råderum til rejser, oplevelser, forkælelse osv. Ting som også vil komme vores datter til gode. Og det giver jo sig selv, at det økonomiske råderum ikke bliver større af flere børn. Hende vi har nu, har allerede vist sig, at være en jævnt dyr dame 😉

Fritid og frihed: Da vi valgte at få et barn, vidste vi godt at vi gik en helt ny hverdag i møde. En ny hverdag med mere travlhed og mindre tid til os selv og hinanden. Sådan er det jo ligesom, når man sætter et barn i verden, hvis behov er vigtigere end ens egne. Så vi er jo ikke blevet taget med bukserne nede. Til gengæld er det gået op for os, hvor meget vi sætter pris på tid til os selv, egne interesser og hobbyer, men også tid til hinanden. Og det ville være en stor fed løgn, hvis jeg sagde, at vi ikke savner det. For det gør vi bestemt. Ikke på sådan en måde, at vi ville bytte vores datter væk, for at få det tilbage. Rolig nu 😉 Men med flere børn er der flere ting der skal ordnes. Mere vasketøj. Mere rengøring. Flere madpakker. Flere børn, der skal hentes og bringes. Flere legeaftaler. Flere gymnastikopvisninger eller fodboldkampe. Flere skole-hjem samtaler. Flere forældremøder osv. Det giver bare automatisk mindre tid til egne interesser og til hinanden, jo flere børn man har.

Valg af job: Lige præcis i vores situation, drømmer den ene af os muligvis om et rejsearbejde i fremtiden. Det er den af os, der bygger skibe til dagligt. Altså den af os, der ikke skriver på den her blog. Jonas har min fulde støtte og opbakning til at søge jobs, hvor han skal være afsted længere tid ad gangen. Som mulig fremtidig græsenke forestiller jeg mig, at jeg får rigeligt at se til med ét barn i huset.

Vores opmærksomhed: Ja, den behøver lille’pigen ikke dele med nogen. Det kan vel være både godt og skidt, alt efter hvilken vinkel man vælger, at se på det med. Har man flere børn er søskendejalousi svært at komme udenom i en eller anden grad. Lille’pigen skal ikke spekulere på det og vil altid vide, at hun har vores fulde opmærksomhed for sig selv. Det er måske meget rart, efter en dag i vuggestue/dagpleje, børnehave eller skolen, hvor der er mange børn, som man skal deles om alting med.

Vores “andre børn”: Jonas og jeg har i virkeligheden på en måde 3 børn. Min søster har to børn, som vi er meget tætte med og nærmest elsker, som var de vores egne. Vi er moster og onkel til en pige på 3 år og en dreng på knap 2 år. Særligt har vores niece været en stor del af vores liv og hun har brugt mange weekender hjemme ved os, før vi selv fik vores datter. Vores nevø har været lidt for lille til det, men han er altid ligeså velkommen. Vores niece savner os rigtig meget og det er egentlig vores ønske, at den tætte kontakt med begge børn skal bevares. Det er klart, at tiden til det vil være mindre, hvis vi selv får flere børn. Vores niece er også rigtig glad for vores datter og her ser vi forhåbentligt et stærkt venskab for livet. Der er 3 år mellem dem, præcis som der er mellem min søster og jeg. Jeg håber virkelig, at de to piger vil knytte et tæt “søster-bånd”. Så må vi se, om de vil lege med vores nevø også eller om de får ham til at sortere perler eller andet gøgl 😉

Fleksibilitet og færre sygedage: Flere børn giver flere sygedage. Det er matematik, som selv jeg kan regne ud. Med ét barn er der færre dage, hvor en af os skal ringe med dårlige nyheder på vores arbejde. Med ét barn er der mindre logistik og planlægning, vi skal forholde os til. Ingen børn med forskellige aldre og forskellige rytmer, der skal gå op i en højere enhed. Det bliver lettere at komme ud af huset, ligesom det også er lettere for den ene af os, at give den anden “fri”, ved at tage lille’pigen for sig selv.

Slut med graviditet, fødsler og livet med en nyfødt: Jeg ånder faktisk lidt lettet op, når jeg tænker på, at jeg ikke nødvendigvis skal være gravid igen. Min graviditet var ikke den værste i historien, men jeg nød det ikke sådan særligt meget. Og fysisk betalte min krop en stor pris, som fx svangerskabsforgiftning og +40 kilo. Efterfulgt af kroniske ledsmerter også. Min fødsel var heller ikke værre, end andre jeg har hørt om. Men den var hård og slet ikke som forventet eller ønsket. Livet med en nyfødt er hårdt for de fleste. Vores nyfødte græd non-stop de første 3-3.5 måned. Hele tiden og altid. Refluks og umodent tarmsystem har været årsagen her til. – Jeg ville ikke være hverken graviditet, fødsel eller den første tid med lille’pigen foruden og jeg er stadig evig taknemmelig for, at vi har fået lige præcis hende. Men der er intet i mig, der har lyst til at gøre det hele igen. Slet ikke.

Ingen risiko for sorg: Jeg er sådan en type, der skal i mål, hvis jeg sætter mig noget for. Sådan ville det også være, hvis vi satte os for, at få et barn mere. Men så er der jo lige det, at jeg ikke har let ved at blive gravid. PCOS og endometriose hjælper i hvert fald ikke sagen på vej. Da vi gik i fertilitetsbehandling fik jeg ofte at vide, at min PCOS er så kraftig, at jeg ikke skulle regne med, at det ville lykkes. Da jeg så blev gravid – endda naturligt før 5. forsøg – og blev undersøgt op til flere gange i underlivet pga blødninger, var der ingen læge der troede på, at jeg var blevet gravid naturligt. Lille’pigen er op til flere gange blevet kaldt for “et mirakel” af forskellige læger og det er også vores overbevisning, at vi var utroligt heldige. Jeg ville ikke kunne bære, at ønske mig et barn mere og så ikke få det ønske opfyldt. Det ville simpelthen gøre for ondt inde i mig. Desuden har det hele tiden været en aftale mellem Jonas og jeg, at det er helt slut med fertilitetsbehandling, nu vi har fået vores datter. Hun skal ikke opleve os i den sorg, som fertilitetsbehandling har givet os tidligere. Så det ville afgjort være med fare for et knust hjerte, hvis vi valgte at prøve, at få et barn mere. Og der er umiddelbart en meget lille chance for, at det ville lykkes.

 

Det var nogle af de fordele, som vi har snakket om, at vi vil opleve ved ikke at få flere børn. Men selvfølgelig er der også ulemper. Der er jo altid fordele og ulemper ved alt.

 

Ulemper: 

De ulemper jeg nævner her, er mest nogle tanker, som jeg selv går og har. Jonas kan godt se, hvad jeg mener, men han deler dem ikke som en “bekymring”.

Ensomhed: Her tænker jeg selvfølgelig ikke i forhold til at have nogen at lege med og sådan. Venner og veninder skal hun jo nok finde. Det er heller ikke utænkeligt, at hun en dag må få sin bedste veninde med på sommerferie, hvis det kan lade sig gøre. Så jeg mener ikke ensomhed på dén måde. (Og nej, jeg siger bestemt ikke, at venner/veninder og søskende er det samme, for det er det bestemt ikke). Hvis der er noget min søster og jeg tit snakker om og griner af, så er det vores barndom. For kun hende og jeg ved, hvordan det var at vokse op hjemme hos os med vores skøre forældre. Det er noget, som hende og jeg altid vil have sammen og ikke kan dele med andre på samme måde, som vi kan med hinanden. Det kan godt gøre mig en smule trist at tænke på, at lille’pigen ikke får den oplevelse med en søster eller en bror. Omvendt er det jo ikke sikkert, at hun vil have det bånd til den bror eller søster, som min søster og jeg har til hinanden.

Og hvad nu hvis – Gud forbyde det – at vi dør tidligt? Altså før hun bliver rigtig voksen og forhåbentlig har stiftet sin egen familie og opbygget en solid vennekreds. Jeg ved godt at chancen er lille og jeg mener heller ikke, at man skal tage beslutningen om flere børn ud fra sådan en dum frygt. Men selvfølgelig har vi da snakket om, at vi en dag ikke er her mere og vi ved ikke, hvornår den dag kommer. Vi regner selvfølgelig med at være i hendes liv til den dag, hvor det er naturligt og rimeligt, at vi ikke skal være det mere. Men vi sikrer os selvfølgelig, at hun overlades i gode og trygge hænder, skulle der ske noget med os, før hun er klar til at stå på egne ben.

Stort ansvar: Forhåbentligt bliver Jonas og jeg rigtig gamle og forhåbentlig gør vi det med stil og værdighed. Det er vel de flestes frygt, at man ender sit liv ude af stand til at tage vare på sig selv. Det er i hvert fald min frygt. Er det tilfældet, er det jo en selvfølge for de fleste børn, at de gerne vil tage sig af deres forældre. Det er bestemt noget vi har snakket om, da det kunne blive en stor “byrde” på lille’pigens skuldre. Men heller ikke dette, bør være grunden til at få et barn mere. Det må bare være vores opgave at lade lille’pigen vide, at hun bare skal sørge for at leve sit liv og ikke lade sig “besvære” af os, hvis vi ikke ældes på den måde, som vi håber på. Det kommer aldrig til at være hendes opgave, at sørge for os. Så må vi jo håbe, at hun lytter til os.

 

Nå, det var lidt af mine/vores tanker omkring at få flere børn eller ej. Men bliver man overhovedet nogensinde sådan rigtig sikker på sådan en beslutning? For Jonas er det et rungende JA. Han står ved sin beslutning og det han har sagt helt fra starten. Han siger også, at hvis jeg vil have flere børn, så skal jeg have dem med en anden. Og det er sgu fair nok. Jeg kunne ikke drømme om, at prøve at få ham på andre tanker, hvis det var dét jeg ville. Ingen skal tvinges til at have flere børn, end de har lyst til. Jeg har altid selv været typen, der har sagt, at man kan jo starte med et barn og se, hvordan det går. Selvom jeg ind i mellem får et mindre hormonflip og pludselig ikke vil lave andet, end at føde børn og gå på barsel med gylp på tøjet resten af mit liv, så har jeg faktisk helt ro i maven ved tanken om, at vi skal bruge resten af vores liv på at koncentrere os om vores lille pige og ikke flere end hende. Jeg føler mig ganske heldig og ganske tilfreds og jeg kommer ikke til at mangle nogen eller noget. – Og nu er det jo så også sådan, at skulle vi en dag, fuldstændig mod forventning, få lyst til at få et barn mere, jamen så står det os jo frit for at kaste os ud i det projekt. Så mere permanent er valget om et enebarn jo nødvendigvis ikke 🙂

Tro det eller ej, men der kommer faktisk en del 3 til alt mit snik-snak om enebørn. Så næste indlæg kommer til at handle om nogle af de fordomme, jeg oplever der er omkring enebørn. Afsløring: Jeg er ikke enig i ret mange af dem.

2 comments / Add your comment below

Skriv et svar