Et enebarn, tak .. #3

Hvis det her indlæg skal give mening, så skal du nok lige have fat i del 1 og del 2 først 😉

Er folk der er vokset op som enebørn mere egoistiske, selvoptagne og ensomme? Mange fordomme siger ja. Jeg siger nej, ikke nødvendigvis. Hvad siger du?

Der findes et hav af fordomme om enebørn. Jeg har fundet nogle af dem, så vi kan kigge på dem her på bloggen. Det er udelukkende min holdning til fordommene, der bliver luftet. Jeg har ikke søgt faglig viden eller andet.

Et enebarn er en ensom enspænder: Hvis dét er tilfældet for alle enebørn, så skulle jeg fandme også være et enebarn. Ikke at jeg er ensom overhovedet, men jeg er en enspændertype. Jeg trives ikke med alt for mange mennesker omkring mig og ej heller for mange planer i kalenderen. Jeg foretrækker en mindre vennekreds. Jeg har det egentlig også ganske udemærket i mit eget selskab og jeg har ikke behov for, at der skal ske en helt masse. Sådan er jeg som person. Ikke fordi jeg er enebarn, for det er jeg ikke. Jeg er en lillesøster. Det er ikke min opfattelse at folks evne til at begå sig med andre mennesker eller deres behov for og evner til at knytte venskaber, er defineret (alene) ud fra om de har søskende eller ej. Jeg tror det ligger dybt i os allerede, når vi bliver født.

Enebørn bliver forkælet i hoved og røv: Det er klart, at det økonomiske råderum til vinterstøvler, tøj, legetøj og fis og ballade nok er større, når man har ét barn og ikke flere. Det giver jo sig selv. Men det handler vel i bund og grund om forældrenes mentalitet? Jonas og jeg er ikke selv typer, der forventer at få i hoved og røv. Sådan er vi ikke vokset op og det er ikke sådan vi ønsker, at vores datter skal vokse op. Selvfølgelig skal hun have de ting, som hun nu en gang har brug for. Men hun skal også lære værdien af penge og at man kan være nødt til at spare på noget eller yde en ekstra indsats, hvis der er noget man særligt gerne vil have. Men forkælet i form af omsorg, kærlighed og opmærksomhed, dét vil hun bestemt blive. Uden tvivl. Ligesom mange børn med søskende også bliver det.

Enebørn er selvoptagne og uden sans for empati: Det er der måske nogle enebørn, der er. Men det er der vel også nogle storebrødre der er? Eller lillesøstre? Børn formes rigtig meget af familien. Forældre såvel som søskende, hvis der er nogen af dem. Men jeg tror altså også på, at deres tid i daginstitutioner og skolen har rigtig meget at sige. Jeg tror på, at børn lærer rigtig meget om samspillet mellem mennesker i deres daglige gang i dagplejen, vuggestuen, børnehaven eller skolen. Her skal de forholde sig til andre børn. Dele ting. Lade hinanden tale ud. Give plads til alle. Vente på egen tur osv. Og igen, som jeg var inde over længere oppe, så har forældrenes egne værdier altså også meget at sige. Jeg mener selv, at jeg er et meget empatisk menneske. Det er Jonas i hvert fald også. Og jeg kunne ikke forestille mig andet, end at vores datter vil se det, spejle sig i os og blive “smittet” af, hvad vi gør. At vores værdier og egenskaber automatisk vil skinne igennem i vores opdragelse. Måske tager jeg fejl, men det er nu en gang dét jeg tror på. Jeg kan jo se på mine egne forældre, at jeg ikke har mine værdier fra fremmede.

 

Det var nogle af de fordomme, som jeg altid har oplevet, at enebørn kan blive mødt med. I bund og grund tror jeg stadig mest på, at vores børn bliver formet rigtig meget af os forældre. Vores værdier skinner i gennem og de lærer af dem og tager dem med sig. Jeg tror på, at børn kan leve op til alle ovenstående fordomme, uanset om de er enebørn eller har søskende. Det handler om, hvad vi viser dem og lærer dem. Forskellen på rigtig og forkert. Rummelighed og empati. At give plads til andre. At lytte til andre. Ikke at tage tingene for givet. Ikke at forvente bare at få og få og få.

Når alt kommer til alt synes jeg, at et barn skal vælges til, fordi man simpelthen ikke kan lade være. Uanset hvad nummer i rækken, det så er. Jeg synes ikke, at man skal føle sig forpligtet til at give sit barn en bror eller en søster, hvis man dybest set ikke har lyst til det. Jeg synes ikke, det er synd for de børn, der er enebørn. Jeg er sikker på, at de nyder godt af nogle fordele, som børn med søskende ikke gør. Og omvendt også. Vores datter bliver med kæmpe stor sandsynlighed enebarn, som I har kunne læse her. Og jeg kan ikke se, at det skulle være synd for hende. Hun er kommet til verden, efter at hendes forældre har kæmpet for at få hende. Og virkelig ønsket hende. Hendes forældre knuselsker hende og vil hende kun alt det bedste i livet. Hun vil blive badet i omsorg og kærlighed, men ikke nødvendigvis i materialistiske goder og hun vil lære af de værdier, som vi besidder. Hun får måske ikke søskende, men til gengæld vil hendes liv blive rigt på så meget andet. Jeg kan ikke se, hvorfor det skulle være synd? 🙂

 

Tak fordi I læste med på dette lille tema om enebørn. Det har været spændende, givende og sundt for mig, at reflektere over emnet. At få styr på min egne tanker, om man vil. Samtidig håber jeg, at jeg har medvirket til, at nogen ser anderledes (og ikke fordømmende) på, at nogen vælger kun at få et barn. Jeg har haft nogle af mine højeste læsertal i disse dage på netop disse indlæg. Så der har måske været behov for det? 😉

4 comments / Add your comment below

  1. Jeg er af præcis samme opfattelse, og skrev faktisk et indlæg om det sidste år.

    Min søn er blevet fremhævet af en lærer i skolen, som en dreng der er god at læne sig op af, for de der har lidt sværere ved at danne relationer – fordi han er så sund og rummelig. Mor blev stolt!

    Egenskaber gives videre af forældre. Er forældrene røvhuller, tadaaa, så bliver børnene det også. Og om,vendt.

  2. Der er mange grove fordomme om enebørn. Jeg har mødt enebørn, hvor de passer på dem, og jeg har også mødt børn med en hel søskendeflok, hvor man kan presse de karakteristika, du nævner her, over dem. Så er der virkelig fællesnævnere for enebørn? Måske. Men jeg vil nu vove at påstå, at selvoptagelse og empatiløshed (What? Tror lige jeg fandt på et ord der) er noget, der i høj grad kan spores tilbage til ens opdragelse. Du er ikke, hvad du er, fordi du er enebarn (nødvendigvis). Du er, hvad du er, på baggrund af bagland (opdragelse, forældre mm), sekundær socialisering og miljø (og meget andet). Med andre ord: fordommene er ikke grund nok til at lave et ekstra barn (hvis man kan), fordi det er bullshit. Hvis du spørger mig. Jeg synes, at det er sejt, at du skriver om det her emne, og jeg synes, at du (og Jonas) har mange gode ræsonnementer bag jeres valg (fravalg?). Selv vil jeg gerne have to børn, og det kunne aldrig falde mig ind at være fordømmende over for andre familiesammensætninger… Håber din “enebarns-serie” får folk til at overveje, hvornår det er okay at spørge indtil barn nr. 2 (er det egentligt et okay spørgsmål at stille, hvis man ikke er nær-nær familie/ven?), og måske nedbryde fordomme omkring enebørn.

    1. Hej Josse. Tænk at støde på dig her på min blog 😉
      Du har lige skrevet nøjagtig, hvad jeg mener! Bare med meget flottere ord, end dem jeg brugte 😉

      Tak for de søde ord!
      Håber du har det godt, hvor end du er så er i dit liv 🙂

Skriv et svar