Tanker om mit eget skærmforbrug

Jeg elsker min telefon. Jeg elsker også min computer. Jeg er ikke så teknisk anlagt, så hvis det går i stykker er det ikke mig, man skal have fat på. Jeg synes egentlig bare, at det er mega smart. Jeg er også en jævnt stor forbruger af det. Ligesom så mange andre. Særligt af telefonen som ofte er en forlængelse af min højre arm. Ligesom den er for så mange andre også.

Men egentlig er jeg måske en smule “mættet”. Måske føler jeg endda, at jeg ind i mellem bruger min tid forkert. Jeg har ofte hænderne helt vildt fulde af baby, vasketøj eller en frokost jeg kun har nået at spise halvdelen af. Derfor er det egentlig ikke sådan, at jeg bruger min telefon ret meget i løbet af dagen. For det har jeg overhovedet ikke tid til. Men når jeg endelig har 2 minutters fred og ro, hvad laver jeg så? Jamen jeg tjekker da lige Instagram. Og hvad får jeg ud af det? Ikke ret meget og jeg formår ikke, at få slappet ordentlig af i de 2 minutter, hvor jeg endelig har chancen for det. Det ville være sundere for mig, bare at sidde og kigge lidt ud af vinduet. Hvorfor gør jeg ikke det noget oftere?

Det er vel fordi jeg er afhængig. Ligesom så mange andre.

Jeg er kæmpe fan af Instagram og følger en masse spændende profiler. Men hvad er det egentlig jeg følger med i? Glansbilleder? Virtuelle dagbøger? Nok lidt af det hele og jo, jeg suger det skam også til mig. Dog er det få gange ud af mange besøg på Instagram, hvor jeg rent faktisk får noget ud af det. Altså bliver inspireret eller læser noget spændende. Så i virkeligheden burde jeg vel kunne nøjes med en del færre besøg. Eller hvad?

Brugen af mobiltelefonen har lagt mig på sinde længe faktisk. Ikke bare mit eget forbrug, men også andres. Ikke at jeg skal blande mig i eller bestemme over, hvad andre gør med deres telefon. Det kan bare godt skræmme mig, hvor meget jeg ser telefonen i det offentlige rum. Til arrangementer, på restauranter, i køen i Bilka og hvor ellers man kigger hen. Endda bag rattet i bilerne, men alle ved jo også, at det kun er idioter, der gør det.

Men tilbage til mit eget skærmforbrug. Jeg kan mærke, at der skal ske noget med det. Et “regelsæt” om man vil. Når lille’pigen bliver større, forventer jeg jo også, at der er nogle rammer for hendes skærmforbrug. Så hvorfor ikke sætte et godt eksempel selv først? Jeg ønsker heller ikke, at hun skal se sine forældre med snotten ned i en telefon. Jeg er fuldt ud bevidst om, at tiden er en anden, end da jeg var barn. Vi havde jo slet ikke alt det der smarte teknik. Den gang kunne man ikke engang være på nettet og tale i fastnet telefon på samme tid. Nu er der næsten ikke noget, der hedder en fastnet telefon mere. Så selvfølgelig vil det aldrig blive det samme og selvfølgelig skal hun stifte bekendtskab med de der skærme. Det er jo det man bruger i dag. Jeg tror bestemt også, at der er meget læring at finde i det. Jeg er ikke modstander af de der skærme, det må I endelig ikke tro.

Men hvad skal så regelsættet være? Altså for mit eget skærmforbrug. 30 min om dagen? Ingen telefoner ved spisebordet? Ingen telefoner i det offentlige rum? Ingen telefoner over fredagsslikken om fredagen? Ingen telefoner efter aftensmaden og indtil jeg går i seng? Jeg ved det sgu ikke helt endnu. Jeg må vel starte med at finde ud af, hvorfor den telefon er så vigtig for mig. Derefter kan jeg jo se på, hvornår jeg lettest kan starte med at undvære den. Min første regel skal nok være, at jeg skal prøve at blive mere bevidst om det. Rom blev jo heller ikke bygget på én dag.

Måske trænger jeg bare til en pause… Tænker du over dit eget skærmforbrug?

Skriv et svar