Børnehave rødderne .. #2

Billede fra stien ved børnehaven

Fik I læst mit seneste indlæg om børnehave rødderne? Ellers kan I finde det HER.

Lad os få nogle flere citater på bordet og hylde børns skønne umiddelbarhed og filterfrie sind 🙂

 

“Hvad hedder din baby?”, spørger en lille pige. “Hun hedder Anna”, svarer jeg. “Det hedder min storesøster faktisk også. Det er bare synd, at hun faktisk er ret dum”. Der er ikke nogen af os, der siger mere.

 

Jeg går forbi en lille dreng, der sidder ved hegnet og piller næse. “Du må ikke sige det til min mor”, siger han nervøst. Jeg lover selvfølgelig, at det skal jeg nok lade være med. Ikke at jeg overhovedet kender hans mor.

 

“Har din baby lort i sin ble?”, spørger en dreng, der er ved at spille bold med nogle andre drenge. “Øhm nej, ikke lige nu. Men måske senere”, svarer jeg. “Så må du hellere skynde dig hjem. Det lugter nemlig ikke ret godt”. Jeg gætter på, at han måske har en lillebror eller lillesøster der hjemme 😉

 

“Hvor mange år er du egentlig?”, spørger en pige. “Jeg er 28 år”, er mit svar. “Det er nok ligeså gammelt som min bedstemor”, svarer hun så. Jeg går fornærmet videre og tænker at godt nok har jeg ikke make-up på og mit hår er bare kastet op i en knold, meeeeeeeeeen ….

 

“Du er ikke min nabo”, siger en pige. “Nej, det er jeg vist ikke”, svarer jeg undrende. “Det er okay. Måske kan vi være naboer i morgen”, svarer hun og løber videre. Jeg undrer mig lidt over, hvad der lige foregik inde i hendes hoved.

 

Jeg går forbi hegnet, da jeg hører en dreng (vist nok den dominerende i flokken) råbe til de andre drenge: “Hey, skal vi ikke lege tvillinger?”. De andre drenge er med på legen. En anden og lidt mindre dreng løber over til ham, den lidt dominerende type og spørger: “Ej, må jeg så godt være din tvilling?”. Den dominerende dreng kigger på ham (muligvis lidt ondt faktisk) og svarer så: “Du er altså for grim til at være min tvilling!”. Den mindre dreng trækker sig fra legen. Det var faktisk lidt trist at se 🙁 Så selvom børns umiddelbarhed ofte er skøn, herlig og sjov, så er der naturligvis undtagelser.

Skriv et svar