Nu har jeg været nogens mor i 6 måneder

.. Og ikke bare “nogens” mor. Lille’pigens mor. Verdens bedste Anna Oline. Hold nu kæft hun er dejlig altså. Og i dag er det 6 måneder siden, at hun kom til verden og gjorde mig til mor. Skræmmende og fuldstændig vidunderligt på samme tid. Egentlig har jeg følt mig som en mor længere tid end det. For mig startede det allerede ved den første positive graviditetstest og det bånd, der blev skabt mellem os allerede dér. Det helt specielle mor-datter-bånd, som eksisterede i bedste velgående, selvom jeg faktisk først troede, at vi ventede os en dreng.

Wauw. Og hvilke 6 måneder har det ikke lige været? Jeg tror jeg har været samtlige følelser i følelsesregistret igennem, siden hun blev født. Det har Jonas helt sikkert også. Det startede med ekstrem overvældelse og lettelse efter en semi-lang og semi-hård fødsel ovenpå en semi-hård graviditet. Og på samme tid kom den ekstreme kærlighed. Den eksisterede egentlig allerede i graviditeten også, men den tog for alvor fat i os, da hun lå der på min mave for første gang. Kærligheden der blæste Jonas halvvejs bagover, da den havde haft et mindre fast greb i ham i graviditeten. Det er jo klart, han var jo ligesom ikke den gravide af os. To stks lettede, stolte og forelskede forældre blev født for 6 måneder siden.

Lykken fik dog ikke lov til at fylde det hele ret længe. Faktisk gik der kun knap 12 timer, før lykken måtte deles om pladsen med frustration, ulykke, modløshed og måske starten på en fødselsdepression. Vi havde bestemt ikke den bedste start som forældre, da jeg var indlagt på barselsafsnittet i dagene efter fødslen. Udueligt personale og endnu mere ringe ammehjælp, gjorde nok især starten på mit liv som mor, til en rigtig smertefuld oplevelse. Måske kan du huske historien. Hvis ikke kan du lige læse den HER. Den oplevelse og følelse de gav mig på den afdeling, fik mig til at udskrive mig selv, selvom jeg stadig var møg syg og svækket. Den fik mig også til at opgive noget så essentielt som amning. Jeg siger ikke, at amning er det eneste rigtige, for det er det ikke. Men det fortjener at få en fair chance under ordentlige forhold. Det fik min amning ikke, før jeg selv valgte den fra i nød. Jeg brugte det som en mulighed for, at flygte fra barselsafsnittet. Det er fandme trist, selvom det er ganske rigtigt. Sørgerligt også.

De næste 3 måneders tid var en værre rodebunke. Jeg kæmpede med mine indre dæmoner over min mislykkede amning. Vi kæmpede med en pige, der skreg til sine lungers bristepunkt sådan ca. de fleste af hendes vågne timer. Vi elskede hende højt, men ville samtidig gerne benytte os af den returbillet, som man ikke har på sådan et barn. Det er hårdt, men også ganske rigtigt. Der var masser af afmagt, gråd, frustration og ulykke i et skørt mix af fuldstændig overvældende lykke over, at vi havde fået den her skønne smukke pige. Ikke underligt at man kan have brug for hjælp psykisk, til at håndtere den første tid som forældre.

Nå, men efter ca. 3,5 måneds tid blev alt jo pludselig noget ganske meget andet. Vi fik styr på det der refluks, som var skyld i mange af skrigeturerne. Samtidig voksede hun jo også og hendes lille krop blev mere moden. Pludselig kunne hun godt slå en lille fis uden, at det var jordens undergang. Det gik også lidt bedre med at spise. Hun kom faktisk også i tanke om, at man jo ligeså godt kunne sove om natten. Så det gjorde hun. Heeeeeeele freaking fucking natten lang og det behager sådan nogle trætte, udkørte og meget brugte forældre rigtig godt. Og sådan gik det ellers fremad med fremskridt på fremskridt på fremskridt.

I dag går det rigtig godt. Lille’pigen er ikke længere i underkanten af vægtskalaen, men i stedet er hun lige akkurat på gennemsnittet. Hun spiser stadig som en fugl, men hun får jo tydeligvis det hun skal bruge. Hun har selv valgt sin vanlige natflaske fra for nogle uger siden. Altså den hun fik i søvne nogle timer efter hun var lagt i seng ved 19 tiden. Så nu sover hun fra ja, stadig der ved 19 tiden og så ellers frem til kl 05.00-06.30 stykker. Vi klager ikke. Hun sover dejligt mageligt i sin babynest i vores seng, sammen med mig. Jonas har vi sendt ud af soveværelset og ned i gæsteværelset. Simpelthen fordi han snorker en lille smule for højt, så både lille’pigen og jeg vågner en lille smule for meget. Desuden skal han nu til at afsted på job, før hun måske vågner, så det er meget fint, at han ikke kan komme til at vække hende. Lille’pigen er snu og har fundet ud af, at vågner hun lige til den liiiidt for tidlige side af kl 05.00, da kan hun få lov til at møve sin lille blerøv helt over til mig og så snupper vi ellers lige en times tid eller halvanden mere på den måde. Og vi nyder nærheden begge to!

Sådan ser det ud, når hun møver sin blerøv over til mig om natten. Sådan kan vi også godt finde på, at tage en lur sammen i løbet af dagen. Det er så hyggeligt! <3

Om dagen er der jo efterhånden fuld fart på. Særligt lige i tiden synes jeg godt nok, at det går stærkt. Hun er jo over det hele for pokker. Og det tager hende kun et splitsekund efterhånden. Men det er kun dejligt, at hendes fysik nu tillader det, som hendes hoved gerne vil. Det har hun vist ventet utålmodigt på. Og når ellers hendes mod på at udforske verden bliver lidt for meget for hende selv, jamen så tager hun gerne lidt tid i viklen på mig, hvor hun lige får fyldt tryghedstanken lidt op, inden hun selv viser, at hun er klar til at udforske igen. Lille’pigen er bestemt stadig en meget følsom pige. Særligt sensitiv har været nævnt uafhængigt af hinanden af både sundhedsplejersken og lægen, når jeg har fortalt, hvordan vi oplever hende, når dagen ikke er, som den plejer at være. Det er hun nemlig stadig ikke så pjattet med. Hun er egentlig nem nok, at have med. Fx når vi besøger andre eller tager i IKEA eller hvad vi nu kan finde på. Reaktionen kommer først, når vi kommer hjem (eller hvis vi har været for længe hjemmefra). Så bliver hun ganske vanvittig og ret svær at samarbejde med. Hun har en ganske naturlig skepsis, når hun møder folk, der ikke er hendes mor og far. Nogen synes hun har det meget, jeg synes bare at hun skal holde fast i sin mavefornemmelse om, lige at se folk an en ekstra gang. Eller flere. Lille’pigen reagerer desuden meget på andres følelser og tager dem gerne på sig, ligesom hun også ofte er påvirket af drømme/mareridt. Særligt sensitiv? Det ved jeg ikke om hun er. Måske er hun bare et følsomt menneske? Måske går det over eller måske skal hendes hverdag bare planlægges anderledes på længere sigt. Det finder vi jo ud af med tiden. Jeg er i hvert fald ikke tilhænger af, at sætte sådan en mærkat på hende endnu. Det har vi masser af tid til, hvis det endelig skal være.

Nå, men altså en skøn pige i dejlig skøn trivsel. Og hun er glad og tilfreds langt det meste af tiden. Og fræk som bare pokker. Og charmerende af helvedes til. Og lækker. Og pisse sjov. Ja, hun er bestemt så fantastisk som hun lyder, det meste af tiden og den smule tid, der er tilbage kan hun da godt være et surt og trælst røvhul. Hun er jo altså også kun en baby på 6 måneder, så der er nok ikke noget unaturligt i det.

Vi nyder rollerne som forældre nu. Det er noget ganske andet end i starten. Noget meget andet faktisk. Selvfølgelig kan vi også føle os drænet for overskud ind i mellem. Bevares. Vi er jo kun som alle andre forældre. Men vi ønsker ikke længere at benytte os af den returbillet, som ikke følger med, når man får et barn. Så vi er nået meget langt og vi er meget glade for den lille familie, som vi nu er. Jonas har netop været hjemme på sjælland i weekenden og jeg har været alene med lille’pigen her hjemme. Det føltes på alle måder helt forkert, at vi ikke var sammen i vores lille tresomhed.

Nå, men det her var jo egentlig bare en sludder for en sladder om, hvordan vi går og har det. Det går jo ganske godt, som I nok kunne læse. Også selvom det ikke er regnbuer og uendelig lykke og en nem baby hver eneste dag. Det behøver det heldigvis heller ikke at være og faktisk ville det også være ganske underligt ..

1 comment / Add your comment below

Skriv et svar