Den gode pusleplads

Ja, dem har vi to af, men vi bruger faktisk mest bare den ene af dem. Af praktiske årsager, men egentlig mest bare af dovenskab, valgte vi at lave en pusleplads både i bryggerset i stueetagen (den på billedet) og på lille’pigens eget værelse på 1. sal. Det kan indtil videre tælles på to hænder, hvor mange gange jeg har brugt puslebordet på 1. sal. Så måske var det en investering, vi ikke havde behøvet at gøre os. Heldigvis kan puslebordet med tiden laves om til et lege- og skrivebord, så det var ikke helt som at smide penge ud af vinduet alligevel. Heldigt, for det går vi overhovedet ikke ind for. Der er nemlig desværre ingen af os, der skider pengene. Bare for at sige det lige ud.

Nå, men nu til det jeg egentlig vil frem til: Hvad indeholder den gode pusleplads? Og hvordan er den indrettet? – Det har jeg et bud på. Altså jeg kan i hvert fald fortælle, hvad der fungerer for os. Og så er det fuldt ud tilladt at lade sig inspirere eller lade være.

 

Det er der på vores pusleplads:

Puslebord – Tadaaaaa! Den gode pusleplads har selvfølgelig et puslebord. For os var det en af de sværere ting at finde. Der findes et hav af pusleborde derude og mange af dem er bare unødvendigt dyre, hvis du spørger mig. Jeg var chokeret over at se, at et puslebord godt kan koste på den anden side af 2000-3000 kroner. Jeg er ikke nærig, når det kommer til ting til lille’pigen, men jeg giver simpelthen ikke så meget for et bord, hvor vi primært arbejder med lort og tis. Og så er det sådan set lige meget, hvilket navn det her puslebord har. Hvis du står og skal købe et puslebord, vil jeg anbefale, at du tager højde for, hvor puslebordet skal stå og hvem der skal stå ved det. Vi købte et brugt BRIO puslebord (en model der ikke produceres mere) til bryggerset til sølle 150 kroner, som vi lige malede en gang så det fik lidt nyt liv. Der er god chance for, at bordet vil få en skramme eller to, da bryggerset er et sted vi går meget igennem, kører barnevognen igennem osv. Ikke et sted for et puslebord til 3000 kroner 😉 Puslebordet i værelset på 1. sal er fra IKEA. Er der stor højdeforskelle på de, der skal benytte puslebordet, er det også værd at tænke over. Her hjemme bor undertegnede, en hobbit på 157 cm og så hobittens mand, det lange rør på godt 185 cm. Det giver sig selv, at vi har brug for forskellige bordhøjder, for at kunne arbejde bedst muligt og mest skånsomt. IKEA puslebordet har vist sig, at være for højt til mig. Nok derfor jeg ikke bruger det så meget. BRIO puslebordet er lavere og passer bedre til mig.

Det kan desuden også anbefales at tænke kreativt og lave sit eget puslebord. Jeg har set mange flotte løsninger på nettet, hvor man har bruge en helt almindelig kommode og derved har fået et puslebord i en god højde og med masser af opbevaringsplads. Win, win!

Puslepude – Der findes farligt mange forskellige slags puslepuder i dag og nogen af dem er unødvendigt smarte, hvis du spørger mig. Vi har en helt almindelig “gammeldaws” puslepude og den fungerer upåklageligt og kan rengøres nemt.

Bleer – Nok ikke en overraskelse for nogen. Bleer og rigeligt af dem! Du bestemmer helt selv mærket. Her hjemme er vi ret glade for mærket Vibelle fra Aldi.

Stofbleer – Vi har for en formue i stofbleer her hjemme. Det er en nødvendighed med et utæt refluksbarn. Men lige på puslebordet bruger vi dem som underlag, når blerøven ligger på puslepuden. Jeg kan i øvrigt anbefale, at have forskellige stofbleer i huset. Fx nogen med mønster til puslebordet og nogen uden til gylp osv. Det er rart at kunne kende forskel.

Engangsvaskeklude/vådservietter – Det deler virkelig vandene i “mor-land”, om det er bedst at bruge det ene eller det andet. Vi bruger udelukkende vådservietter og hun har aldrig haft så meget som en knop eller snerten af rød numse, så det fungerer vist fint på hende og så synes jeg bare, at det er det nemmeste. Og nemt er ofte godt, når man har et lille barn.

Bleposer – Små fine affaldsposer til stinkende lortebleer. Nogen ynder også at bruge en blespand. Dem er jeg ikke så stor fan, men det er mest fordi jeg hverken kan klare lugten eller tanken om blespandens indhold. Så her bliver de lige smidt udenfor døren og så kan den, der først kommer forbi lige smutte dem ud i affaldscontaineren.

Creme til en rød mås – Som sagt har vi ikke oplevet en rød babynumse endnu, men jeg har zinksalve liggende til hvis det sker.

Babypudder – Vi bruger det til de af lille’pigens deller, som er svære at holde tørre. Så undgår vi, at huden bliver rød og irriteret.

Babyolie – Vi bruger det til babymassage og så får hun ind i mellem et par dråber i badet. Så er hun simpelthen så blød og lækker, når hun kommer op af badet. Jeg har også smurt det på hendes hoved, de få gange jeg har fjernet arp.

Neglesaks – Til den vanskelige opgave det nu kan være, at klippe de satans små bløde babynegle.

Babyvatpinde – Altså de der sikkerhedsnogen. Jeg bruger dem både til bortløben ørevoks og stride bussemænd.

Termometer – Og ja, det til numsen er altså det eneste rigtige og det mest præcise til de små pus.

Snotsuge-dims – Hvad enten du foretrækker den, hvor man suger selv eller ej, så skulle den vist være guld værd, når baby bliver forkølet. Det har vi heller ikke oplevet endnu, men det skal jo nok komme.

Legetøj – Jeg har nogle enkelte stykker legetøj liggende ved puslebordet, så lille’pigen kan få noget i hænderne. Så ligger hun nemlig tilnærmelsesvis stille og det gør mit arbejde en smule lettere.

Uro over puslebordet – Ligesom med vådservietterne og engangsvaskekludene, kan du her få en ordentlig røvfuld af mor-politiet, hvis du ikke mener det samme som dem. Nogle mener, at en uro over puslebordet udelukker muligheden for, at forældre og barn kan have øjenkontakt under pusletiden. Det er jeg tilfældigvis lodret uenig i. Jeg har altid kunne fange lille’pigens øjenkontakt, selvom der hænger en jævnt grim uro over hendes puslebord. Og altså. Sådan et bleskift er sgu ikke altid lige ud af landevejen. Slet ikke i takt med, at baby bliver større og kan bevæge sig mere. Og være mere irriterende. Så hvis det ind i mellem ikke skal stikke helt af (med andre ord: Hvis der ikke skal komme bæ og tis over det hele), kan det altså godt være rart med noget afledning. Og her kan både uro og legetøj blive din bedste ven. Og så er der i øvrigt rigeligt tid og mulighed for nærvær både før og efter bleskift.

Tøj – Det er altid rart at have babys tøj nær puslepladsen. Det er logik for perlehøns. Jeg har lille’pigens tøj i et skab på hendes værelse ved det puslebord, som vi ikke bruger ret meget. Ikke altid så smart, men jeg har heldigvis for vane, at jeg hver aften finder det tøj, som hun skal have på dagen efter. Så ligger jeg det ned til puslebordet i bryggerset, så det er klar. I en skuffe i kommoden ved siden af puslebordet i bryggerset, har jeg noget ekstra tøj, så vi kan skifte i løbet af dagen i tilfælde af gylp og hvad der nu ellers kan komme på. Jeg har desuden i samme skuffe hendes overtøj, da det også er her hun bliver gjort klar, når vi skal ud af huset.

Håndsprit – Så er hygiejnen i top!

Panodil – Det deler også vandene, om man bør give små børn Panodil. Jeg havde det faktisk ikke i huset, før episoden for nogle uger siden, hvor vi endte ved lægevagten efter 5 måneders vaccinen. Du kan læse om det HER, hvis du har lyst. Jeg er på ingen måde i mod brugen af Panodil til børn. Det skal naturligvis bruges med omtanke, men jeg vil til enhver tid give det til lille’pigen, hvis jeg ved, at det kan lette hendes smerter og ubehag.

 

Så sådan ser vores pusleplads altså ud. Hvis du synes, at jeg mangler at nævne noget nævneværdigt, så smid da lige en kommentar, så andre kan få glæde af det 🙂

2 comments / Add your comment below

  1. Stort set mange af de samme ting vi har ved vores puslebord – surprise 😀 Vi har dog et ophængt et af slagsen da vi ikke har særlig meget plads. Og så er vi typerne der bruger bløde skumklude fremfor vådservietter – Karla er desværre nemlig en af dem der får rød numse af servietterne, lidt øv, for det er klart det nemmeste.
    Derudover må jeg lige anbefale vores favoritting ved puslepladsen; Olivy. En helt fantastisk olie/creme man bruger ved hvert bleskift – den holder huden blød og lækker og er også ideel til folder på resten af kroppen 🙂

  2. Øv med den sarte numse. Underligt hvordan nogen barnenumser ikke kan klare vådservietter, mens andre sagtens kan. Jeg har da godt nok hørt om Olivy i flere sammenhænge nu. Den må jeg lige få skaffet 🙂

Skriv et svar