Mit Onsdags Ord .. #2

Så blev det onsdag igen. Som tiden den dog flyver, hva? Og så er der endda blot 2 måneder til juleaften i dag. Det er jo for vildt! Det har jo for pokker da lige været jul. Nå, men onsdag betyder jo, at det er blevet tid til Mit Onsdags Ord. Min nye tradition, som jeg allerede synes er ret hygge.

Mit Onsdags Ord i denne uge er: “Mobning”.

Mobning. Ikke et særligt rart ord, vel? I ordets allermest bogstaveligste forstand, så er mobning jo et forsøg på at skade en anden person og holde denne ude af fællesskabet. Det sker jo ofte ved, at en eller flere personer udpeger et offer, som så sædvanligvis ikke kan få fred fra at blive drillet, hånet, bagtalt, grinet af, talt grimt til, kaldt øgenavne eller sågar blive udsat for fysisk vold. Heller ikke selvom personen siger fra.

Når man mobber vil jeg da mene, at man bruger sin magt i gruppen på en meget negativ måde. Man gør sig simpelthen til herre over den anden person, som man forsøger at skade.

Mobning kan bl.a. komme til udtryk ved:

  • Latterliggørelse, eksempelvis med øgenavne
  • At udstille en person negativt. Enten på skrift eller i tale
  • Spredning af skadelige rygter
  • At isolere en person fra fællesskabet
  • At ignorere en person bevidst
  • At forvolde fysisk skade på en person
  • Bevidst at ødelægge en persons ting
  • At true en person til at føle sig utilpas eller bange
  • Osv

Alle kender til mobning. Nogen har mobbet. Nogen er blevet mobbet. Nogen har set andre blive mobbet. Det er fremmed for de færreste. Nok mest kendt i folkeskolen, men mon ikke vi kan snuse det op blandt voksne mennesker også?

Mobning er ødelæggende. Mobning er farligt. Mobning er ondt og gør ondt. Mobning er både fysisk og psykisk skadende. Mobning er noget lort og den der mobber, er en idiot. Ja, så er det sagt.

Jeg tror at mobning kan tage overhånd så hurtigt, som du og jeg kan blinke med øjnene. Det starter i det små og så kan det ellers vokse med en usandsynlig stor hast. Vokse, gribe fat om og fortære et helt menneske. Og den eller de der mobber, aner måske slet ikke, hvor deres gerninger sender et andet menneske hen.

Hvad er mobning for dig? Hvad er dine oplevelser med det?

For mig er mobning meget af min fortid. Et nøgleord fra min skoletid, om man vil. Det er også noget af min nutid, men det er ikke i ordets allermest bogstaveligste forstand. Forhåbentlig er det en minimal del af min fremtid.

Dette indlæg leder faktisk op til et nyt tema her på bloggen. Jeg har skrevet en række indlæg om en fortid, som man ønsker for de færreste børn. Eller egentlig for ingen børn overhovedet. Jeg har skrevet om den gang, hvor mobningen var over det hele. Jeg har også skrevet om, hvor mobningen er henne i dag.

Så den serie kan du jo glæde dig til at læse, hvis du har lyst. Første indlæg kommer på bloggen i morgen og det er ikke for tøsedrenge.

Skriv et svar