Tilbage til skolegården .. #2

Fik du læst mit seneste indlæg? For sulan en byld jeg fik taget hul på. Jeg har længe gerne ville skrive og berette om den tid. Mest for min egen bearbejdnings skyld. Jeg har længe været i tvivl om, hvorvidt det er blogmateriale eller ej. Det handler heller ikke så meget om livet som mor, som er det jeg primært skriver om. Måske skulle det bare have været gemt i min private rodeskuffe. Måske kan det give andre en indsigt i noget, som de heldigvis ikke har haft inde på livet. Måske sidder der en tidligere “mobbeskurk” derude, som får en vældig grim smag i munden. Ikke nødvendigvis en fra min fortid, for jeg tror faktisk ikke de læser med her. Om ikke andet kan folk, der er tæt på mig i dag, få en større indsigt i noget, som de indtil videre nok kun kender brudstykker af. Jeg håber bare, at nogen får noget ud af det. Bare et eller andet.

Nå. Videre med beretningen.

Vikar Ole ville ikke hjælpe. Idiot. Og i løbet af ganske kort tid, er drillerierne blevet til konstant mobning og jeg har ikke længere fred nogen steder. Mit kære grove øgenavn var en fast del af hverdagen og jeg blev pludselig rigtig god til at kigge mig over skuldrene og planlægge dagen, så jeg var mest muligt usynlig for de andre. I hvert fald for de drenge, der var efter mig. Jeg blev god til at smutte på toilettet, lige inden det blev frikvarter. Så kunne jeg nemlig være i fred og ro. I mange år kunne jeg faktisk huske, hvor mange bitte små blå firkantede klinker, der var i den sidste toiletbås på pigetoilettet ude i gården. Jeg talte dem nemlig tit. I dag kan jeg heldigvis ikke huske tallet og det er forhåbentlig fordi, der er kommet en vis afstand til det. Ind i mellem satte omstændighederne eller læren en stopper for, at jeg kunne nå derud og så var det ofte forsent. Desværre. Da jeg ofte opholdte mig på toilettet i frikvarteret, gik jeg jo også glip af frokosten. Det var ikke den store krise, da vi den gang havde væsentligt kortere dage, end man ser i dag. Skoledagen sluttede jo ofte mellem klokken 12.00-13.00 stykker i de mindre klasser. Jeg havde derfor ofte min madpakke med hjem igen og jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har siddet på vores terrasse og spist sammen med vores gamle hund, Buster. En speciel og lettere aggressiv pekingeser. Igen har Jonas skrald grinet, når jeg har fortalt ham det. Og igen efterfulgt af, at han synes det er voldsomt sørgerligt. Det er vel på en eller anden måde også lidt tragikomisk. Og meget ensomt.

Jeg fandt også ud af, at gå en anden vej hjem fra skole. Vi boede meget tæt på skolen, men jeg fandt en anden og længere vej hjem, så jeg kunne være i fred og ikke blive råbt af på gaden. Jeg lærte at holde min mund i timerne og ikke række fingeren op, selvom jeg kendte svaret på lærens spørgsmål. Jeg fandt nemlig hurtigt ud af, at jeg end ikke i timerne kunne sige noget, uden det blev kommenteret eller peget fingre af, af nogle af drengene fra klassen. Og igen oplevede jeg, at læren lod det gå ubemærket hen. Som var det bare fuldstændig okay. Så er det ikke svært at tro på, at jeg mistede tilliden til dem, der egentlig skulle passe på mig og sikre min trivsel i skoletiden. Nå, men altså jeg lærte at holde min mund, så jeg ikke fik gjort mig bemærket. Det betød desværre også, at jeg ikke deltog aktivt i timerne, hvilket senere hen i mit liv har påvirket karakterer. Endda helt oppe i gymnasiet. Men dette vender jeg tilbage til i et senere indlæg.

Det var ret meget hverdagene for mig. Jeg husker også mange enkeltstående tilfælde, men rækkefølgen af dem roder jeg nok lidt rundt i. Alligevel deler jeg nogen af dem, der står klarest i min hukommelse den dag i dag. Dem der stadig gør mig ked af det og dem, der stadig får det til at gøre fysisk ondt, når jeg tænker tilbage på dem.

 

Den med gæren: Vi skulle en gang bage et eller andet i en af timerne og jeg husker ikke, hvad formålet var. Men vi var blevet inddelt i grupper og jeg var blevet sat i gruppe med en af de drenge, der var mest efter mig. Vi var ved at smuldre gær i dejen, mens læren forklarer gærens egenskaber og hvad den gør ved dejen. Altså at den hæver. I den her forbindelse synes drengen lige, at han skulle påpege for hele klassen, at jeg nok var tyk fordi jeg spiste gær. Altså som i at jeg var “hævet”. Jeps, det råbte han lige højt for hele klassen. Igen igen uden lærens indblanding. Gennem hele min skoletid blev jeg drillet med at være tyk. Også selvom jeg egentlig ikke var det. Ikke at jeg nogensinde har været den slankeste pige i klassen, bevares. Men det der med at blive mobbet for at være tyk, vil jeg komme tilbage til senere. I dag viser det sig jo, at der er en grund til, at jeg altid har set ud, som jeg har gjort.

Da jeg fik bank 3 dage i træk: Det var i december. Vi havde i klassen en tradition hver jul, hvor vi alle havde en pakke med og hver dag trak læren (eller var det os elever på skift?) et tilfældigt navn og denne person måtte så vælge en gave. Det her år var en af pakkerne bemærkelsesværdigt stor og i den alder synes man jo, at de store pakker er de bedste. Jeg fik at vide af pigen, der havde haft den med, hvad der var i gaven. En af de drenge der altid var efter mig, fandt ud af at jeg vidste, hvad der var i gaven. I 3 dage jagtede han mig, sparkede mig, slog mig, rev mig i håret, ruskede mig, skubbede mig, truede mig og hvad han nu ellers kunne slippe afsted med. Bare for at få at vide, hvad der var i den fucking pakke. Jeg fortalte det aldrig. Til gengæld opdagede mine forældre, at jeg fik bank, da jeg kom hjem fra skole en dag og lignede noget, der næsten var løgn. Og desuden var meget ked af det. Min mor strøg op på skolens kontor og havde vist nok fat i kraven på min klasselærer. De resulterede i, at drengens forældre blev kontaktet og selvom man kan tænke, at det er for det bedste, så har de fleste børn faktisk ret i, når de siger, at det bare bliver værre, når forældrene bliver indblandet. Desværre! Dagen efter fik jeg nemlig bank igen og denne gang blev jeg truet til, ikke at fortælle mine forældre noget. Så det gav vist bagslag. Og jeg fortalte ikke mine forældre noget. Nå, men til de nysgerrige: I den store gave var der en fucking gul lorte lineal med grimme grønne lorte frøer på. Den var bare pakket ind i en stor kasse.

Den med fyrværkeriet: Det er januar og vi er tilbage i skolen efter juleferien. Jeg starter dagen med, at en af drengene skyder en eller anden form for fyrværkeri efter mig. Hvad det var og hvorfor han havde det med i skole, aner jeg ikke. Men jeg blev meget bange og meget ked af det, da han skød det efter mig. Pisse farligt er det jo også. Hvor mon hans forældre var henne?

Den med billedet ved købmanden: I byen havde vi en lille lokal købmand. I hvert fald indtil han måtte dreje nøglen om og lukke. På parkeringspladsen fandt jeg en dag et billede af mig selv. I ved sådan et skolefoto. Vi havde alle billeder af hinanden, da de blev delt rundt efter vi havde fået taget billeder. Nå, men det her billede lå på parkeringspladsen og var tegnet på, klippet i, lavet huller i og hvad ved jeg. Det var ikke rart, at finde det billede og vide, at nogen havde siddet i fritiden og gjort det ved et billede af mig. Som om det ikke var nok, at være efter mig på skolen.

Den med børnefødselsdagen: Eller faktisk burde der stå børnefødselsdagene. Altså i flertal. Generelt var de der børnefødselsdage et helvede, for jeg brød mig jo aldrig særligt meget om, at ses med klassen, eller dele af den, i min fritid. Jeg husker særligt én fødselsdag, hvor dagen allerede var ødelagt ved selve invitationen, som i den tid blev delt ud i papirform. Det ved jeg ikke, om man gør i dag. Fødselsdagsbarnet, som var en af pigerne fra klassen, delte gladeligt invitationerne ud i klassen i en af timerne. Da hun kom til mig, stoppede hun med at smile og sagde blot: “Jeg inviterer dig jo kun, fordi min mor og far siger jeg skal!”.

Den hvor jeg blev slået på sportspladsen: Af umiddelbart uforklarlige årsager, var en af de større drenge en dag efter mig på sportspladsen, hvor vi var flere klasser, der havde fælles idrætstimer. Jeg husker at han anklager mig for noget, som jeg overhovedet ikke kan have gjort, da jeg ikke var tilstede på hans angivne tidspunkt. Han havde fat i mit tøj, løftede mig op og smed mig ned i jorden. Og skældte mig ud. Igen uden at nogen blandede sig, selvom vi var både mange børn, men også flere voksne tilstede.

Den med fremlæggelsen: Vores dansklærer havde fået sådan en mega skæg ide. Altså som i overhovedet ikke skæg. Vi skulle lave gruppearbejde sammen 2 og 2. Jeg husker ikke helt det præcise emne, men jeg ved at jeg skulle fremlægge noget om pandabjørne. Altså sammen med en anden pige. Det skægge ved det her var, at vi skulle bedømme hinandens fremlæggelser på åbent forum i klassen. Det er måske normalt meget sjovt og lærerigt, men det er det bare på ingen måde, når man i forvejen er klassens skydeskive. Så jeg blev jo haglet ned, mens jeg stod ved siden af den anden pige oppe ved tavlen. Og her var der ingen mulighed for at flygte. Så jo, jeg blev haglet ned, selvom jeg knap havde turde, at åbne munden til fremlæggelsen. Igen foran en lærer, som dog til sidste endte med at sige: “Nå ja. Nu er det vist også nok”.

Udflugten til Lindholm Høje: Der er ikke så meget til den her historie ud over, at jeg spiste den medbragte madpakke mutters alene på en bænk, et stykke væk fra alle de andre. Igen uden der var indblanding fra en lærer. Ensomt.

 

Der findes selvfølgelig flere enkeltstående tilfælde, men jeg har en fornemmelse af, at I ligesom begynder at se et mønster. Så jeg behøver vist ikke gå i deltaljer med flere enkeltstående tilfælde.

 

Men Leah, havde du slet ingen venner? Jo da. Desværre kom og gik de bare meget. Og her tænker jeg særligt på pigerne. I den alder gider man jo ikke lege med det modsatte køn. Mine venskaber var meget præget af, hvem der i øjeblikket ikke fulgte med flokken og holdt mig udenfor. Jeg kan ikke sige, at jeg ikke forstår dem, der smuttede. Vi ved jo alle, at ses man med mobbeofferet, så kan man hurtigt selv blive til et. Og det er ikke sjovt. Så jeg forstår godt dem, der gik sin vej.

 

Nå, men nu har I hørt min beretning om mobning på daglig basis i årene 2. klasse til og med 4. klasse. Altså på den første skole, som jeg gik på. I 5. klasse rykkede jeg nemlig over på en anden skole med alt mulig håb og forventning om, at tiden måske skulle til at blive en anden. Blev den mon det? – Læs med i næste indlæg om tiden fra skolegården.

1 comment / Add your comment below

Skriv et svar