Tilbage til skolegården .. #3

Vi har forladt min gamle skole og ca. 3 år med daglig mobning. Det er nu sommeren, hvor jeg skal starte i 5. klasse efter sommerferien på en ny skole i en anden by. Det er kun 7 km væk, fra den gamle skole og hvor vi bor. Før sommerferien havde jeg været på besøg i min nye klasse. Der var 3 klasser på hver årgang og jeg skulle starte i C. klassen. Altså 5.C. Efter mit besøg i klassen var jeg positivt stemt. Ikke fordi jeg sådan lærte nogen at kende. Jeg glædede mig bare til at komme væk fra det daglige helvede. At starte på en frisk.

Jeg husker tydeligt den første skoledag på den nye skole. Jeg er faktisk den første, der møder ind i lokalet om morgenen. Dog begynder de andre at dukke op meget kort tid efter. Nogen enkelte af mine nye klassekammerater hilser med et forsigtigt “hej”, mens andre kigger væk og finder hen i deres sædvanlige kliker. Fair nok. Er alle ikke lidt generte i den alder? Jeg nærmede mig jo heller ikke rigtig nogen af dem. Vores klasselærer kommer ind. Første time starter og jeg bliver sat ved siden af en pige fra klassen. Vi klikker med det samme og kemien er fantastisk god. Fra dag ét af, bliver hun min bedste veninde på den nye skole. Fedt! – “Desværre” havde hun ikke en heldig rolle i klassen. Hun var outsideren og blev, hvis jeg husker rigtigt, vist også mobbet lidt. Ikke på samme aggressive måde, som jeg selv var blevet det før, men hun var bestemt udenfor og ikke en del af resten af klassen.

Som jeg beskrev i seneste indlæg, kan det godt være “farligt”, at være sammen med outsideren i klassen. Eller mobbeofferet, eller hvad man nu er. Det har det nemlig med at smitte sådan noget. Der går da faktisk heller ikke mange dage, før jeg egentlig har den samme rolle, som jeg havde på den gamle skole. Dog er det på en anden måde. Den her klasse er anderledes. Den er meget præget af kliker og hierarki. Og en generelt rigtig dårlig stemning og et dårligt samspil. Altså på den der rigtig socialt usunde måde. Jeg husker tydeligt “pigegruppen”. I ved jo helt sikkert godt, hvordan piger kan være, når piger er værst. En pigegruppe der var afhængige af hinanden, for overhovedet at kunne være sig selv. Den ene med hovedet så langt oppe i røven på den næste, at man faktisk næsten ikke kunne se dem. Og når først de her piger så ned på en, så havde man et permanent stempel i panden. Automatisk også fra de af drengene, som altid føjede og bøjede sig i støvet for de her piger. Sådan et stempel havde pigen, som jeg blev venner med. Og efter ganske kort tid fik jeg det også. Måske pga mit venskab med hende? Måske fordi en nær relation til mig, havde spredt grimme og meget usande rygter om mig, inden jeg startede på skolen? – Det fandt jeg først ud af nogle måneder inde i 5. klasse, da en af pigerne fra klassen gik til bekendelse og fortalte, hvad der var blevet sagt om mig, inden jeg startede af den her person, som på det tidspunkt var tæt på både mig og min familie. Det er den her person ikke den dag i dag og heldigvis for det da. Og heldigvis på ingen måde et tab for mig og min familie. Tværtimod. Nå, men hvor strengt er det ikke lige? Så var min skolegang på den nye skole jo dømt til at blive en fiasko, allerede inden det overhovedet gik i gang.

5. og 6. klasse på den her skole er ganske rædsomme. Og det er mildt sagt. Jeg havnede tilsyneladende i en klasse, hvor der allerede var store problemer med det sociale, inden jeg startede. Det er uhyggeligt, hvor grimme børn kan være ved hinanden. På den her skole lærte jeg også, at søge pusterum på toiletterne ind i mellem. Jeg fik ikke et permanent øgenavn, som jeg havde på den gamle skole, men jeg var bestemt offer for enormt mange forskellige nedladende kommentarer m.m. Det var hende min veninde også. På en måde var det meget heldigt, at vi havde hinanden. Jeg havde også andre i klassen, som jeg godt kunne snakke med. Både drenge og piger. Det var nemlig heldigvis ikke alle, som var en del af “pigegruppen” og det var heldigvis heller ikke alle drengene, der havde behov for at nedlade andre. Men stemningen i den her klasse var bare altid lidt dårlig og presset. Faktisk havde vores klasse tit hjælp udefra. Sådan noget anti-mobbe-nu-skal-I-være-gode-ved-hinanden-agtig hjælp. Jeg husker også, at have set min klasselærer græde over situationen i klassen op til flere gange. Hvor sygt er det ikke lige? Der var absolut tale om et super dårligt miljø og hvor kan det stadig undre mig meget, at det kunne finde sted. Og hvor var det bare uheldigt, at jeg havnede i sådan en klasse. Særligt med bagagen fra den gamle skole. Jeg havde ikke meget “rygrad”, da jeg kom til klassen, så der skulle ikke meget til, før der næsten ikke var noget tilbage.

Det er også omkring 6. klasse, at fokus på min krop kraftigt bliver større og bliver kommenteret negativt af de, der simpelthen var for dumme til bare at evne at holde deres kæft. Altså dem der altid gik forrest, når det kom til at få andre ned med nakken. Det var også tydeligt, at min krop på mange måder begyndte at skille sig ud fra de andres, men det vil jeg altså lige vende tilbage til senere, for det kræver vist en dybere snak.

Fra 5. og 6. klasse husker jeg:

  • At blive bagtalt faktisk mens jeg kunne både se og høre det.
  • At blive kaldt forskellige øgenavne.
  • At blive holdt udenfor.
  • At blive udstillet og grint af.
  • At føle behov for at kigge mig over skuldrene hvert sekund af hver skoledag.
  • At føle det som det sikreste, hvis jeg bare holdt min mund i timerne.

Af helt specifikke situationer, kan jeg godt lige remse nogle få af dem op for jer:

  • I idrætstimerne var det ikke usædvanligt, at blive jagtet med hockeystave. Eller få kastet bolde efter sig.
  • Det var heller ikke usædvanligt, at blive gemt til sidst i høvdingebold, så man rigtig kunne blive skudt efter.
  • At blive nedgjort pga mit tøj. Jeg husker en dag, hvor jeg havde en strikkestrøje på, hvorefter rygterne og drillerierne gik på, at jeg kom fra et fattigt hjem og derfor ikke havde råd til ordentlig tøj. Herre Gud. Det var en fucking almindelig strikketrøje.
  • Jeg blev mobbet med min fuldstændigt almindelige gennemsnitlige kedelige madpakke og stoppede derfor med at spise i skolen. Ikke sundt, da det betød at jeg gik uden mad det meste af dagen.
  • Under en af vores anti-mobbe-nu-skal-I-være-gode-ved-hinanden-agtige møder i klassen, var der en gang en af drengene, der rejste sig op, fordi han fysisk ville skade mig. Jeg nåede heldigvis at løbe ud af lokalet og væk.
  • At blive kaldt dengse. Nok i så høj grad, at det næsten blev et permanent øgenavn. Den dag i dag, ved jeg stadig ikke hvorfor. Måske fordi jeg ikke var et røvhul overfor vores lærere?
  • Der startede på et tidspunkt en ny pige i klassen, som jeg bl.a. var med til at tage godt i mod. Få dage efter ville hun dog ikke tale med mig mere, da de andre sagde til hende, at jeg var en dengse. Ikke fedt af hverken hende eller de andre.

Egentlig var det altid de samme personer, der satte tingene i gang. Faktisk var der ganske få af de, der satte lavinerne igang. Til gengæld var der rigtig mange medløbere og de er faktisk nogle gange de værste. De er noget og de hjælper med at gøre problemet større, men på samme tid så er de jo så ganske meget uden rygrad, at det faktisk næsten er helt uhyggeligt.

 

Da jeg går på sommerferie i 6. klasse er det sidste gang i denne klasse og endnu en gang med udsigt til en ny klasse. Efter sommerferien skulle der nemlig dannes nye klasser og vi skulle blandes med de resterende to klasser på årgangen. Noget man både kunne glæde sig til og frygte, for der gik jo også nogle stride bananer i de andre klasser, men der var samtidig mulighed for, at få splittet nogle af de gamle kliker op og var man heldig, kunne man også havne sammen med nogle af de søde piger og drenge, som gik i de andre klasser.

Det sværeste ved denne opdeling for mig var nok, at vi også skulle blandes med eleverne fra min gamle skole, da denne skole kun går til og med 6. klasse. Så efter sommerferien ventede altså et gensyn med min gamle klasse fra min gamle skole. Fuck..

5 comments / Add your comment below

  1. Får helt ondt i maven over at læse det her 😢 🙁 Det er frygteligt at børn kan være så onde mod hinanden og er ked af alt det du har oplevet. Av!
    Håber dem der har mobbet dig – og dem der bare har set det ske uden at gøre noget – sidder med en grim smag i munden og tænker over hvad de har været med til 🙁

    Kram ❤️❤️

Skriv et svar