Tilbage til skolegården .. #4

Sommeren er slut og det er tid til at skyde 7. klasse i gang. Kun 3 skoleår tilbage før jeg endelig kan komme helt væk. Jep. Jeg talte ned nærmest hver eneste dag.

Det er første dag i de nye klasser og jeg får en kæmpe knude i maven, hver gang jeg ser et tidligere bekendtskab fra den gamle skole. Hvad skulle det betyde for mig? Havde de glemt mig? Tog de mit tidligere faste øgenavn med? Ville de starte, hvor de slap? – Faktisk blev det en blandet oplevelse. Det var et glædeligt gensyn med nogle få fra den gamle skole. Nogle af de få, som den gang ikke var efter mig og heller ikke var medløbere. Heldigvis kom jeg også i klasse med en af de få. En fyr som jeg egentlig altid har haft et fint forhold til. Ikke tæt eller noget, bare fint. Flink fyr. Desværre var der også de gensyn, som jeg godt kunne have været foruden. Dem der startede, hvor de slap. Og også fik nogle af de andre med på vognen. Men heldigvis dukkede mit gamle faste øgenavn aldrig op.

En positiv ting jeg kan sige om den nye klasse er, at lærerne havde været gode til at blande os, så vi faktisk endte med at være en gruppe af piger, der fandt hinanden. Endelig! Det var fantastisk at være en del af noget, hvor man bare kunne være sig selv. Hvor man ikke blev set ned på. Hvor man kunne grine sammen og snakke sammen. Sammenhold. Det var nok den her pigegruppe der gjorde, at jeg klarede de næste og sidste år af skolen.

Men den daglige hetz fra nogle af de andre elever, særligt drengene, forblev intakt. Og den gik stort set altid på mit udseende. Særligt på min vægt og kropsbygning. Var jeg den slankeste pige i klassen? Nej! Var jeg fed? Ja, hvis du spurgte dem, der havde behov for at kommentere og hakke ned på mig. Nej, hvis du kigger rent sundhedsfagligt på det. Jeg var aldrig overvægtig, men jeg var bestemt bygget anderledes. Jeg havde mere fedt på maven end mange af de andre piger. Jeg lignede måske også en, der spiste mere, end jeg rent faktisk gjorde. Altså min krop afspejlede ikke den, som jeg var. Præcis som den heller ikke gør det i dag. Allerede i den tidlige alder, begynder min PCOS at tage kontrol over min krop. Fuldstændig uden at jeg selv ved, at det er det. Vægten stiger og fedtet sætter sig på maven. Kropsbehåringen af den mere mandlige karakter begynder at vise sig. Det skal dog lige understreges, at dette er jeg aldrig blevet drillet med, for jeg lærte hurtigt at skjule det. Heldigvis. Hvad kunne det ellers ikke have endt med? – I dag ved jeg jo, hvorfor min krop reagerede, som den gjorde den gang og hvorfor den har været kropumulig lige siden. PCOS, den lede satan. I dag ved jeg, hvorfor jeg er udfordret og i dag står jeg overfor at skulle have hjælp til, at få den under kontrol, så jeg kan få den krop, som afspejler mig og mit liv bedre. Men tænk jer lige, at være blevet mobbet med noget i årevis, som man ikke kunne gøre for? Noget man ikke havde kontrol over? Noget man selv var ked af? Noget som faktisk var en sygdom? – Hvis nogle af de der mobbede mig, har tilegnet sig bare snerten af fornuft i deres voksne liv, ville jeg faktisk gerne vide, hvad de tænker om, at have mobbet nogen for noget, som faktisk er en sygdom og som faktisk er ganske ukontrollerbart? Jeg tænker ikke, at det giver den bedste smag i munden.

Nå, men som sagt, så fortsætter vanviddet og den daglige hetz. De nye klasser gør det altså ikke meget bedre. Samlet set er det en fuldstændig vanvittig årgang, som jeg går på. En ikke særlig fornuftig cocktail. Mange af eleverne er så stride, at I tror det er løgn. Og altså ikke kun ved mig. Også ved andre, men faktisk også ved lærerne. Jeg husker tydeligt, at flere lærere blev chikaneret dagligt af nogle af eleverne. Det lyder jo for skørt til at være sandt. Jeg synes også at huske, at vi i de nye klasser er på en tur, ja lige nu kan jeg sgu ikke huske om det kun var vores klasse eller hele årgangen, hvor det sociale samvær igen er i fokus. Sådan helt basic: Hvordan taler man til hinanden og hvordan gør man ikke? – Utroligt, men sandt. På den her tur åbner jeg op og fortæller, at jeg er ked af, at blive chikaneret med mit udseende. I øjeblikket virker de forstående. Altså dem der mobbede. Og de lovede også at stoppe. Det havde de naturligvis glemt, da vi kom hjem til skolen igen.

 

I 7. og 8. klasse sker der to ting, som har afgørende betydning for, hvordan jeg møder mennesker i dag. Faktisk er det den samme ting der sker, den sker bare desværre to gange. Da jeg starter på den nye skole i 5. klasse fulgte en af pigerne fra min gamle klasse med. Hun startede bare i en anden klasse på årgangen. Den her pige har jeg egentlig altid haft et OK forhold til. I perioder har vi været meget sammen og i andre perioder ikke så meget. Vores venskab blev faktisk stærkere, da vi sammen flyttede skole og vi så ofte hinanden efter skoletid. Vi var veninder, vil man vel kalde det. For længe siden havde vi faktisk verdens grimmeste venindering sammen. I 7. klasse ender vi desværre ikke i klasse sammen, selvom vi havde håbet og ønsket det. Hun ender til gengæld i klasse med nogle af medlemmerne fra “pigegruppen” fra den klasse, som jeg netop havde forladt. Det viser sig at være afgørende og desværre også ødelæggende for vores venskab. Jeg bemærker at hun tager mere og mere afstand fra mig. SMS beskederne bliver der færre af og de bliver kortere. Vi ses ikke længere efter skole. Hun taler ikke med mig i skolen. En dag spørger jeg hende om, hvad der sker og får at vide, at de her piger fra min tidligere klasse (jeg vil naturligvis ikke nævne navne, men hun fortæller mig altså, hvem det var) siger, at jeg ikke er god for hende at være sammen med, fordi jeg er sådan og sådan og sådan. En lang smørre med nogle af de ting, som jeg blev mobbet med den gang. Hun kan derfor ikke ses med mig mere. Fordi nogle andre siger, at sådan skal det være. Av. Vores kontakt slutter endeligt her og jeg har aldrig talt med hende siden. Men hvor er det en forfærdelig følelse, at blive valgt fra af en veninde, fordi nogle andre mener noget om mig, som hun lader sig påvirke af.

I husker nok, at jeg nævnte den veninde, som jeg øjeblikkeligt klikkede med, da jeg startede på den nye skole i 5. klasse. Hende der var outsideren, allerede inden jeg startede. Hende og jeg hang uløseligt sammen i 3 år. Altså i 5. til og med 7. klasse. I 8. klasse skulle hun på efterskole, hvilket jeg havde det svært med, da hun virkelig var min klippe. Hun var ikke en gang en måned inde i det nye år på efterskolen, før hun valgte at afslutte vores venskab helt ud af den blå luft. På en fucking SMS. Jeg var helt ødelagt den dag og i lang tid efter. Selv min søster husker den dag, hvor det skete. Jeg har talt med den her pige senere hen og mødt hende ved få tilfældige lejligheder. Hun har faktisk undskyldt og sagt, at hun handlede meget forkert og respektløst overfor mig. Jeg har accepteret hendes undskyldning, men så heller ikke mere end det. Vi har aldrig fået kontakten op at køre igen. Ikke at der har været behov for det. Eller lyst.

Nå, men som jeg skrev længere oppe, får netop de to brud på venskaber en stor betydning for, hvordan jeg møder mennesker i dag. Og faktisk har hele min skolegang fået stor betydning for mit liv i dag og netop det, vil jeg komme ind på i næste indlæg, som skal handle om tiden efter skoletiden.

3 comments / Add your comment below

  1. Det hjalp mig meget, at flytte skole – men du kunne jo ikke blive ved med at flytte skole – men godt I fandt hinanden 🙂

    Frygteligt at du havde en endnu værre skoletid før du flyttede skole. Vi havde en rimelig velfungerede klasse før den blev blandet. Men det gik da helt galt bagefter.

    Det er urimeligt, som sådan en skolegang kan forme en. Men så er de heldigt, at vi har været heldige med vores mænd og unger 🙂 Det fortjente vi lidt!

    1. Nej til sidst orker man heller ikke flytte rundt mere..

      Jeg husker også jeres klasse, som super god og velfungerende. Super ærgerligt, at de splittede den, men sådan var det jo.

      Og ja, skønt at der så var held med mænd og unger her i voksenlivet. Meget velfortjent! 🙂

Skriv et svar