Tilbage til skolegården .. #5

Nu til tiden efter folkeskolen. Det var i øvrigt en kæmpe lettelse, at forlade den del af mit liv. Den dag havde jeg glædet mig til i flere år.

Men lige først: For nogle år tilbage da jeg boede med Jonas i Køge, blev jeg ramt af en personlig krise. En krise der egentlig bare gik på mig selv og mine tanker om mig selv. Jeg vil ikke gå så meget i detaljer med den her krise, jeg vil bare fortælle, at den sendte mig til en psykiaters kontor. Hvor jeg troede problemerne stammede fra noget bestemt, da fik han hurtigt taget hul på en byld, hvor bl.a. min skoletid fyldte rigtig meget. Og det overraskede mig rigtig meget, at det var dét vores snak endte med at handle om. Det var starten på min lange process med at bearbejde min fortid. Nå, det var et lille, men dog nødvendigt sidespring.

Efter folkeskolen skulle de fleste videre til 10. klasse, gymnasiet eller noget helt tredje. Det skulle jeg ikke. Jeg endte faktisk med, at starte på fuldtid på mit daværende studiejob på McDonald’s. Til mine forældre forklarede jeg, at jeg ikke vidste, hvad jeg ville. I virkeligheden handlede det om, at jeg ikke ville havne et nyt sted med nogle fra folkeskolen. Det har jeg aldrig fortalt mine forældre. Jeg havde brug for, at de andre elever kom et år eller to “foran”. Jeg vidste godt, at jeg ville tage en studentereksamen eller lignende på et tidspunkt. Jeg havde bare brug for ro i hovedet. Jeg var ikke skoletræt. Jeg var skoleskræmt.

I 2008 (2 år efter folkeskolen sluttede) startede jeg på Aalborg Studenterkursus til et intenst forløb, hvor man tager 3 års studier på 2 år (en STX). Sådan lød det i hvert fald den gang. Jeg havnede i en rigtig god klasse. Vi var godt blandet aldersmæssigt og fungerede godt sammen socialt. Jeg havde det godt. Og hvor ville jeg bare ønske, at min hårde folkeskoletid ikke havde nogen indflydelse på mine 2 år på Aalborg Studenterkursus. Det kan jeg desværre bare ikke sige. Jeg klarede de skriftlige opgaver rigtig godt og leverede ofte til både 10 og 12 taller. Desværre levede jeg ikke op til kravet om den aktive mundtlige deltagelse i timerne. Det sad simpelthen for meget i mig, at det er klogest at holde sin mund i timerne. Så er der nemlig ingen, der peger fingre af en. Så altså selvom jeg havnede i en klasse, hvor jeg havde det godt og hvor vi var voksne og fornuftige mennesker alle sammen, så kunne jeg simpelthen ikke komme ud af den skal, som jeg var blevet fanget i gennem folkeskoletiden. Jeg turde ikke åbne munden. Det fik narturligvis, men desværre konsekvenser for mit endelige gennemsnit efter de 2 år. Mine gode karakterer fra det skriftlige var dog heldigvis så gode, at jeg kom ud med et nogenlunde pænt gennemsnitligt gennemsnit. Ikke et gennemsnit, som man skal være ked af. Det var bare desværre ikke højt nok til, at jeg kunne gå de veje, som jeg egentlig gerne ville. Det falder selvfølgelig kun tilbage på mig selv, da det var mig, der ikke åbnede munden i timerne. Men jeg véd, at det bunder i det jeg tillærte mig i folkeskolen.

Jeg er ikke ked af den uddannelse, som jeg er endt med i dag. Jeg kan godt lide at være lægesekretær og det passer min personlighed meget godt. Men jeg vil altid tænke på, hvad det kunne have været endt med, hvis jeg ikke var så begrænset af mig selv.

Det der med at være bange for at åbne munden, kommer også til udtryk i andre situationer. Jeg er bestemt ikke den, man hører mest til i et selskab. Altså et større selskab med flere mennesker. Og det er uanset, om det er blandt folk jeg kender godt eller ej. Jeg oplever tit at sidde og tænke på noget, som jeg gerne vil sige, men det kommer fandme aldrig ud. Og vi snakker altså både til familiearrangementer, møder på arbejdet, fester osv. Jeg tror faktisk kun, at det er når jeg er omringet af min egen lille familie, altså Jonas, min mor, søster og sådan, at jeg ikke oplever, at jeg begrænser mig selv. Det er på en måde indbegrebet af tryghed og her behøver jeg ikke frygte, at gøre opmærksom på mig selv.

Så jo, det har da sin pris og sine begrænsninger, at jeg er vokset op med, at det var klogest at tie stille og gøre sig usynlig. Og det er synd, for ind i mellem tror jeg faktisk, at det er fornuftigt nok, det som jeg har på hjerte 😉

 

Og så er der den selvkritiske del af mig 

Jeg er SÅ hård ved mig selv. Det siger Jonas alt for tit og selvom jeg sjældent giver ham ret, så er der nok noget om snakken. Og kritikken af mig selv går, næsten uden undtagelse, altid på mit udseende. Jeg ved godt, at det også er en “kvinde-ting” at synes, at man har en for stor røv og lidt for trætte patter. Eller noget. Men jeg véd at mit stikker dybere end det. Udover at være træt af det udseende, som jeg i mange år blev mobbet med, så har jeg også en helt grundlæggende følelse af at være forkert og ikke god nok. Helt fra yderst til inderst. I mine senere teenageår var det også et problem, når det kom til det der med at finde en kæreste. Når jeg mødte fyre i byen, som faktisk oprigtigt var interesserede i mig, så dukkede mine indre dæmoner altid op og ødelagde det. For de kunne da absolut ikke mene det og de måtte da så afgjort have haft nogle forkerte bagtanker. Jeg er gået glip af mange søde fyre på min vej pga min egen stopklods og ringe syn på mig selv.

Heldigvis mødte jeg Jonas som 19-årig. Jonas var min første rigtige kæreste og heldigvis også min sidste. Der havde været nogle få useriøse kæresterier før ham, men ikke noget at skrive hjem om. Jeg tror ikke, jeg kunne have mødt en, der er mere rigtig for mig end Jonas er. Så kærlig. Så omsorgsfuld. Så overbærende. Så tålmodig. Og rummelig. Så rolig. Så fornuftig. Så empatisk. Så betænksom. Så opmærksom. Jonas og jeg har været sammen i 9 år nu. Der har været op- og nedture, som der er i alle parforhold. Men uden undtagelse har Jonas HVER dag de seneste 9 år, rost både min personlighed og mit udseende. “Du er smuk, Mulle”. “Du er dejlig, Mulle”. “Jeg kan godt lide din mås, Mulle”. Osv. Og jeg lyver virkelig ikke, når jeg siger, at det er på daglig basis og gerne flere gange dagligt. Jeg tror det er meget heldigt, at netop jeg og mit smadrede syn på mig selv, er landet i lige netop hans trygge favn. Tak for dig, Jonas <3

Jeg arbejder meget på, hvordan jeg ser på og taler om mig selv. Det er dagligt i mine tanker og nogle dage er jeg bedre til det end andre dage. Udover at jeg arbejder på at få styr på min krop, som den fysisk ser ud med PCOS og alt det der, så arbejder jeg også meget med, at hvile i mig selv. At vide, at jeg er god nok som jeg er, og at alle dem, der mente noget andet i skoletiden, de tog fejl. Jeg er meget opmærksom på, at min datter ikke skal høre sin mor tale dårligt om sig selv. Det kommer hun aldrig til, for det er der ikke noget godt i for hende. Det har jeg også været opmærksom på med min niece og nevø. Jeg er sikker på, at jeg nok skal blive rigtig god til det en dag. Men sikke et arbejde det er. Og det er altså 12 år siden, jeg sidst blev mobbet med mit udseende. Eller mobbet generelt.

 

Hvis lille’pigen nogensinde bliver mobbet

Jeg håber virkelig aldrig det sker. En ting er at blive drillet lidt, det kommer hun nok til at opleve. Men så bliver det forhåbentlig heller ikke mere end det. Det er virkelig en stor frygt for mig og barnet er end ikke startet i dagpleje endnu. Jeg håber virkelig, at jeg får skabt et så stærkt bånd med hende, at hun virkelig altid vil gøre brug af, at komme til mig, (eller Jonas) hvis der er det mindste. Forhåbentlig også, hvis hun bliver mobbet i skolen. Jeg gik aldrig selv til mine forældre. Aldrig nogensinde. Så jeg gætter på, at de var fuldstændigt uvidende om, hvordan min hverdag i skolen var strikket sammen. Jeg har flere gange sagt til Jonas, at hvis vi en dag bliver gjort opmærksom på, at vores datter er udsat for mobning, så må han nok tage sig af det. Jeg tror jeg har for mange følelser i klemme, til at kunne handle udelukkende med fornuft og rolige hænder. Men nu må vi se. Jeg håber aldrig det sker.

Mobning i dag er sikkert også endnu mere forfærdeligt end for 20 år siden. Ikke at jeg tror konceptet har ændret sig. Jeg tror bare, at det er svært at flygte fra det i dag. Altså ligesom at jeg gik en anden vej hjem fra skole eller gemte mig på toilettet i frikvarteret. I dag kan man ikke flygte, for mobningen fortsætter nok bare på de sociale medier og telefonerne, når skoledagen slutter. Det er altså uhyggeligt at tænke på.

Da jeg var barn, var det min “redning”, at jeg fik ro efter skole og i weekenderne. Og i ferierne. Havde min skoletid været i dag, så er jeg sgu ikke sikker på, at jeg havde siddet her lige nu. Av! Det er nok hårdt sagt, men ikke desto mindre er det nok også ganske rigtigt. Det er uhyggeligt at tænke på. – Til gengæld er det også min opfattelse, at der er langt mere fokus på mobning i dag. Altså på at holde det væk og sikre godt socialt sammenhold i klasserne. Jeg tror ikke, at mine tidligere fraværende lærere ville stå distancen i dag. Det håber jeg i hvert fald ikke.

 

Og så lige det der med tillid

Når vi nu snakker om mine tidligere fraværende lærere, så kan vi da lige snakke om, hvad fanden der skete for dem?! Tænk at stå og glo på, at et barn bliver mobbet og så bare gøre nul og niks. Så er man da vist ikke sit fag værdigt. Af åbentlyse årsager stoppede jeg tidligt med at stole på mine lærere. Derfor gik jeg heller aldrig til dem med mobningen, for det nyttede sgu da nul og en skid. Hverken på den ene eller den anden skole. Det er bare ikke i orden, at lade et barn i stikken på den måde.

Og så var der jo også de to veninder, der pludseligt skred. Det er jo ikke fordi, at de mangler i mit liv i dag overhovedet. Men både dét, mobningen generelt og den manglende hjælp fra lærerne har gjort, at jeg møder mennesker med en vis skepsis i dag. Folk skal fandme ikke for tæt på, før jeg er helt sikker på, at de kun vil mig det godt. Men hvornår bliver man nogensinde helt sikker på det? Aldrig. De fleste mennesker kender vi jo ligesom kun til huden. Jeg har grundlæggende svært ved, at møde nye mennesker i dag. Både at tale med dem, men faktisk også bare at befinde mig i det samme lokale. Alle mine sanser er konstant i bevægelse med høj puls, når jeg er i mødet med nye mennesker eller bare mange mennesker på én gang. Som om jeg hele tiden skal være vågen og klar til at flygte. Det er synd, for det er svært at vise, hvem jeg egentlig er, når jeg ikke kan slappe af. Det er nok også grunden til, at personer i min tætte vennekreds kan tælles på én hånd. Min storesøster har desuden, foruden storesøster-titlen, også titlen som min tætteste og næreste veninde. Det er nok fordi jeg ved, at hun får svært ved at smutte nogen steder 😉 Ikke at jeg tror, at hun har lyst til det. Søster’løgsovs har altid været meget beskyttende overfor mig. Det lærte hun hjemmefra, da der ofte blev sagt: “Nu passer du godt på Leah”. Det var når vi skulle afsted sammen bare hende og mig. Hun har taget det med ind i voksenlivet også. Hun kan fx godt finde på at stikke en arm ind foran mig, hvis vi skal krydse en vej. Bare lige for at være sikker på, at jeg kigger mig ordentligt for. Hun fortæller mig også stadig, at maden er varm og at jeg ikke skal brænde mig på den. Jeg tror aldrig hun kommer til at slippe hendes “beskytter-rolle”, men det gør heller ikke noget. Hun er cool nok og en god veninde og søster. Hun er jo i øvrigt også den eneste, som absolut bare altid har været der. Tak for dig, søster’løgsovs <3

 

Nå men for lige at runde det her møg lange indlæg af, så har mobningen altså haft betydning for min skolegang efter folkeskolen og altså også mine karakterer. Derfor også mit endelige valg af uddannelse. Den har haft stor betydning for, hvordan jeg kigger på mit spejlbillede og mit indre jeg i dag. Og hvordan jeg taler både til og om mig selv. Den gør at jeg allerede nu, frygter min egen datters skolegang. Den har haft afgørende betydning for min nuværende vennekreds og hvordan jeg møder andre mennesker i dag.

Hvor er det egentlig uhyggeligt at tænke på, hvordan børns samspil med og mod hinanden, kan have en så stor og afgørende betydning for fremtiden for et enkelt barn. Afgørende og endda ødelæggende helt ind i voksenlivet.

Jeg har stadig meget arbejde at gøre med mig selv og jeg tænker egentlig, at det nok aldrig slutter helt. Den process vil nok være den del af min hverdag for evigt, men forhåbentlig i mindre og mindre grad, som tiden skrider frem.

Jeg kan heller ikke lade være med at tænke på, hvem jeg havde været i dag, hvis ikke min opvækst havde været præget af daglig mobning. Og hvor jeg havde været. For det har jo unægteligt været med til at forme den person, som jeg er i dag. Og det liv som jeg nu lever. Jonas sagde faktisk den anden dag, at han på en måde var både ked af og glad for, at jeg har været udsat for det, som jeg har. I første omgang stod han naturligvis overfor et gevaldigt forklaringsproblem. “Hvordan fanden kan du være glad for det?” sagde jeg. Hans forklaring gik så på, at jeg måske ikke var blevet til det menneske, som han elsker så højt i dag. Måske havde vi nemlig slet ikke fundet hinanden så. Og så var vores dejlige datter ikke blevet til. Og vores liv og minder sammen havde aldrig været til. Og det har han jo nok ret i. Men sådan er det jo med livet, ikke? Det er bygget op af fuldstændigt tilfældige tilfældigheder, som vi griber og prøver at få det bedst mulige ud af. Når alt kommer til alt, så trods en fortid med mobning og et efterspil med varige mén, så er jeg fandme glad for, at tilfældige tilfældigheder gjorde, at mit liv er bygget op, som det er i dag.

Nu skal jeg bare lære, at hvile i det menneske, som jeg er blevet. Helt fra inderst til yderst.

Tak fordi I læste med 🙂

3 comments / Add your comment below

  1. Kærlighed i din retning – og jeg synes det er sejt du deler! Man kunne håbe at de mennesker der har mobbet dig læser med og ser hvad det har gjort ved dig. Møgunger!

    Jeg kender også selv til det med at “være blevet til den person man er” pga. nogle ting fra ens barndom. Jeg er ikke selv blevet mobbet, men jeg har oplevet andre grumme ting i løbet af hele min barndom som jeg ville ønske jeg havde været foruden.

    1. Tak for de søde ord <3 Det har ikke været nemt at dele, men alligevel dejligt befriende på en måde.

      Øv, jeg bliver da ked af at læse, at du også har grumme ar på sjælen. Kærlighed tilbage i din retning <3

Skriv et svar