På Gynækologisk Afd.

Jeg har været et (skod) smut på Gynækologisk Afd. på et sygehus her i Nordjylland og det har jeg ikke noget pænt at sige om. Eller skrive om. Men jeg skriver det sgu da alligevel.

Efter at have ventet længe på at det endelig blev dagen, hvor jeg skulle snakke med en læge, var jeg ret spændt og en lille smule nervøs. Den eneste årsag til, at jeg er henvist til Gynækologisk Afd. er fordi lægerne i mit eget lægehus, ikke udskriver Metformin til kvinder med PCOS. Det er bare sådan en (skod) overordnet beslutning de har taget, i stedet for at kigge på de enkelte kvinder og deres behov og problemstillinger. Måske kan I huske det, men Metformin er altså det præparat, der kan hjælpe med at styre den insulinresistens, som jeg har som følge af PCOS. Med den under kontrol, skulle jeg gerne få lettere ved at få gang i det vægttab og ellers opleve mere ro og balance i kroppen, som ellers altid døjer med udsving i blodsukkeret osv. Så det kan I vel nok forstå, at jeg gerne vil have? Jeg synes ikke, at jeg stiller høje krav her. Jeg har jo trods alt prøvet det før, da vi var i fertilitetsbehandling og det var bare med super gode resultater.

Jonas havde taget en fridag på dagen, så han kunne tage sig af lille’pigen i mens. Han kørte mig også derop, da det passede med, at hun så kunne sove en god lur i bilen i mens.

Jeg havde ikke sat mine ben på det her sygehus før, men vi fandt hurtigt indgang 5 som jeg, i følge brevet, skulle ind ad. Og derfra var det også let nok, at finde Gynækologisk Afd. Jeg tjekkede mig ind og tog plads i venteværelset, som skærmen venligst bad mig om. Da det var ved at være min tur, blev jeg kaldt på af en forvirret sygeplejerske, som sagde, at jeg var det forkerte sted. Hun var dog så flink, at hun fulgte mig det rigtige sted hen. Det meste af vejen i hvert fald. “Ja, du har fået en forkert besked på dit brev. Det gør næsten alle patienterne til Gynækologisk Afd.”, siger hun. Jeg arbejder jo selv på et sygehus i en funktion, hvor der sendes breve ud med tider. Jeg ved godt, hvor let det er at trykke på det forkerte brev. Meeeeeeeeen. Hvis det sker så meget, skulle man måske kigge lidt på arbejdsgangen. Nå, men jeg kom da det rigtige sted hen til sidst.

Jeg blev mødt af en ung studerende, en erfaren sygeplejerske og en ældre mandlig læge med et svært gebrokkent dansk. Ikke at der er noget galt i det, jeg måtte jo bare spidse det mere ører.

Han gik straks til værks og jeg har noteret vores samtale ned, da I simpelthen bare skal høre den. Fordi den bare er så skod:

Lægen: “Så Leah, du har med hjælp fra privat gynækologi og Fertilitetsenheden Aalborg, fået hjælp og opnået graviditet. Er det korrekt?”

Mig: “Ja, det er det”. 

Lægen: “Og graviditet og fødsel forløb uden større og alvorlige komplikationer?”

Mig: “Ja, det gjorde det”. 

Lægen: “Hvor gammel er barnet?” 

Mig: “Hun er 6.5 måned”.

Lægen: “Og I er naturligvis påbegyndt at prøve på barn nummer to?”. 

Mig: “Nej, det er vi altså ikke”. 

Sygeplejersken afbryder med et forsigtigt: “Ikke endnu i hvert fald”, mens hun smiler.

Mig: “Vi skal ikke have flere børn”. 

Lægen: “Selvfølgelig skal I det. Det kan I slet ikke vide endnu. Den lyst kommer lige om lidt, sådan er det bare“.

Mig (efter jeg er kommet mig ovenpå chokket af lægens uprofessionelle udmelding og antagen): “Vi skal ikke have flere børn! Min mand vil ikke have flere og min krop har ligesom ikke pisse nemt ved at lave de der børn. Vi er færdige med det! Slut med fertilitetsbehandling!” – Og ja, jeg måtte desværre sige det en smule vredt, da jeg blev jævnt vred over, at de ikke bare kunne acceptere det, da jeg sagde det første gang. Det er faktisk heller ikke et pisse sjovt emne for mig, at skulle uddybe.

Lægen: “Så du bruger prævention? Hvilken?”

Mig: “Jeg spiser p-piller, men det er ikke fordi, at jeg har lyst til det”. 

Lægen: “Hvorfor så spise dem?” 

Mig: “Det var et forsøg værd i forhold til at prøve at dæmpe nogle af de symptomer, der følger med PCOS. Uren hud, hårvækst og sådan. Det var min læges ide. Det virker desværre bare ikke”. 

Lægen: “Jeg synes det er en dårlig ide. Det vil være bedre med en hormonspiral. Den giver dig ikke øget risiko for forskellige kræftformer, særligt brystkræft. Har du måske lyst til at få brystkræft? Det tror jeg ikke.”. 

Mig: “Det tror jeg ikke, at der er nogen, der har lyst til, men det er fint! Men det kan min egen læge vel klare?” – Jeg begyndte at blive utålmodig over, hvorfor vi skulle snakke prævention, når det ikke var dét, jeg kom for.

Sygeplejersken: “Jo det kan du sagtens. Her er lige en folder om de forskellige slags”. 

Mig: “Tak”. 

Lægen: “Og det er selvfølgelig muligt, at tage denne hormonspiral ud, når I skal til at have barn nummer to”. 

Mig: “Vi skal ikke have barn nummer to”.

Lægen: “Men måske en dag I vil have barn nummer to. Man ved det ikke”. 

Mig (jeg banker ret bestemt med en knytnæve i hans skrivebord): “Vi skal ikke have flere børn. Det har jeg jo sagt. Sig mig lige en gang, står der for helvede ikke i den henvisning, hvorfor jeg er sendt her til? For det er fandme ikke for at diskutere med jer, hvor mange børn min mand og jeg gerne vil have! Det er ikke jeres sag!” – Jeps, nu var jeg rigtig vred.

Sygeplejersken: “Øhm jo, det står der faktisk. Øhm, der står her, at det er fordi du tidligere har haft god erfaring med Metformin i forhold til vægttab og derfor gerne vil have det igen, da du har svært ved at genvinde din krop, fra før graviditeten og PCOS brød ud”. 

Mig: “Ja tak”. 

Lægen: “Men ja, de skriver at du har PCOS. Men jeg kan ikke se, at der er taget konstaterende blodprøver? Godt nok er du blevet scannet og har fået det påvist”. 

Mig: “Der er taget blodprøver. Kig du bare tilbage til august/september 2016”. 

Lægen: “Jeg har kigget. Ingenting.” 

Sygeplejersken: “Øhm, jo, det er der faktisk. Og de er altså gode nok. Forhøjede mandlige kønshormoner og det hele. Den er god nok, det er rigtigt det Leah siger”. 

Lægen: “Nå, men øh, ja, godt så. Hvorfor ønsker du Metformin? Hvem gav dig det sidst og hvordan gik det?” 

Mig: “Jeg fik det af Fertilitetsenheden inden vores 5. forsøg. Jeg havde det bedre i min krop på Metformin. Ingen udsving i blodsukkeret eller pludselige rysteture eller hovedpine. Jeg tabte 10 kilo på ca. 8 uger og blev gravid naturligt. Så jeg synes faktisk, at det virkede rigtig godt. Og nu oplever jeg de samme problemstillinger med blodsukkeret, rysteture og hovedpine. Og jeg har svært ved at komme kiloene til livs”. 

Lægen: “Men du vil jo ikke være gravid?”

Mig: “Øh nej, men Metformin hjælper jo heller ikke på fertiliteten. Jeg vil bare gerne tabe de kilo, som jeg har for meget, så jeg kan få mere ro og balance i min krop og få dæmpet PCOS symptomerne. Jeg skal jo også fungere i hverdagen. Også når min barsel er slut og arbejdet kalder”. 

Sygeplejersken nikker i baggrunden. Jeg tror hun synes, at mine ønsker lyder rimelige.

Lægen: “Det kunne hjælpe meget på dine symptomer, hvis du tabte dig”. 

Mig: “Ja, det er jo også det jeg siger. Det er jo derfor, jeg gerne vil have Metformin. Fordi jeg ved, at det hjælper en hel del, ved siden af det hårde arbejde, som jeg allerede gør for det med motion og kost”. 

Lægen: “Men jeg kan ikke give dig Metformin. Egen læger sender altid henvisningen forkert til os. Det er hos Endokrinologerne”. 

Mig (sukker højt): “Jamen kan du så sende mig videre til dem, hvis det alligevel ikke er noget, du vil berøre?”. 

Lægen: “Det vil jeg kun, hvis jeg synes du skal have Metformin. Og det synes jeg umiddelbart ikke, når du ikke vil have flere børn. Så er det ikke nødvendigt. Men jeg synes vi skal tage en blodprøve”. 

Mig: “Men hvorfor er det ikke okay, at jeg gerne vil tabe mig og have styr på min PCOS, selvom jeg ikke vil have flere børn? Hvorfor skal det afgørende ligge i, om man ønsker flere børn eller ej? Det er ikke i orden. PCOS gør jo ikke forskel på dem, der vil have flere børn og dem der ikke vil”. 

Lægen: “Det er fordi jeg ikke synes, at det er nødvendigt. Men jeg synes vi tager blodprøven for insulinresistens og ser om du er disponeret for udvikling af type 2 diabetes. Hvis tallet er så højt, som jeg synes det skal være, så sender jeg dig til endokrinologerne”. 

Mig: “Men hvorfor skal det nå som langt som til, at jeg næsten udvikler diabetes, før du synes det er okay at gøre noget? Hvorfor ikke bare sende min henvisning videre til Endokrinologisk nu, hvis det alligevel ikke er noget, du har noget at gøre med?”. 

Lægen: “Det er fordi jeg gerne vil vurdere ud fra resultatet af blodprøven”. 

Mig: Jeg sukkede egentlig bare opgivende. Den her læge modarbejdede mig totalt. Som om han var sur over, at Jonas og jeg ikke vil have flere børn.

Sygeplejersken: “Blodprøven skal tages fastende, så det kan vi ikke gøre i dag. Du kan få den taget ved egen læge. Et lille obs: Den skal tages på menstruationens 2-5 dag, for at vi bedst kan aflæse den”. 

Mig: “Fint. Det kan jeg godt. Havde man nu ville gøre det her rigtig effektivt, så havde man læst min henvisning ordentligt inden jeg kom og bedt mig få taget blodprøven på forhånd. Jeg har ventet 6 uger på den her tid, så det kunne jeg vel nok have nået. Nu skal jeg vente yderligere på at få taget blodprøven, på at få svar og evt. på at blive sendt videre i systemet igen”. 

Ingen siger noget. Der er akavet stilhed, mens både sygeplejersken og lægen kigger ind i deres skærme. Det ligner egentlig, at sygeplejersken skammer sig lidt. Den studerende smiler forsigtigt.

Lægen afbryder stilheden: “Jeg lægger blodprøverne klar til din læge. Du hører fra mig 3-4 uger efter. Måske ringer jeg. Måske skriver jeg på e-boks. Så får du at vide, hvad der skal ske og om jeg synes blodprøvetallet er højt nok til at sende dig videre”. 

Mig: “Fint. Tak for i dag”. – Jeg giver dem alle hånden og smutter ellers ud af døren med en vis fart.

 

Så nu venter jeg på, at skulle have taget blodprøve inden så længe. Derefter skal jeg vente 3-4 uger. Enten stopper det så der, hvis lægen ikke vil gøre mere. Eller også sender han min henvisning videre og så skal jeg vel vente 6 uger mere på en ny tid. Jeg synes godt nok, at det er op ad bakke. Den her konsultation var særligt op ad bakke. Det handlede vel egentlig mest om at klantre mig for, at jeg ikke skal have flere børn. Eller prøve at overbevise mig om noget andet. Som om det der med at få flere børn overhovedet er et valg, som jeg bare kan tage. Det frie valg til det er vist blevet mig frarøvet, da jeg blev ramt på fertiliteten. Ikke at det ikke kunne lykkes, bevares. Men det ville satme kræve meget. Fysisk, psykisk og økonomisk også. Så nej, det er på ingen måde fedt, at blive klandret for, at man har taget et valg om at stoppe ved ét barn, fordi man vurderer, at det er det bedste for ens egen skyld. Egentlig er jeg nok bare mest vred over, at han sagde, at han ikke ville tøve med at give mig Metformin som hjælp til et vægttab, hvis jeg bare var i gang med at planlægge barn nummer to. Jeg forstår ikke, hvordan den forskelsbehandling kan være okay.

Så ja, nu venter jeg som sagt bare. Blodprøven skal tages i næste uge. Jeg er allerede nu forberedt på, at jeg ikke får den hjælp, som jeg egentlig føler mig berettiget til. Jeg er godt klar over, at et meget besværligt vægttab ikke er jordens undergang, men jeg føler lidt, at det er det samme som at frarøve andre syge en mulighed for hjælp. Et eller andet sted håber jeg, at blodprøverne viser, at jeg er disponeret overfor udvikling af diabetes type 2. Jeg synes det ville være ganske skrækkeligt, men det ville nok udløse en henvisning videre i systemet. Jeg tror bare “desværre” ikke, at det er kommet så vidt for mig. Men nu må vi se.

Jeg holder jer opdateret..

5 comments / Add your comment below

  1. Hej Leah.
    Kæft en kegle til en læge. Han vil gerne give dig Metformin, hvis I skal have
    barn nr. 2 (rager det ham egentligt, når udgangspunktet er PCOS?), men ikke for at forbedre din livskvalitet?
    Han virker til at være fanget i de kasser, hvori han opstilller verdenen, og hans ræsonnement lider ulogiske slutninger.
    Du har fået præparatet (?) før, det hjalp tydeligt din PCOS, og nu vil du gerne have det igen. Må folk,
    der lider af PCOS kun få behandling, HVIS det handler om at få børn? Hvad så med dem,
    der ikke vil have børn?
    Jeg synes, at du klarede det flot, og jeg håber, at din læge har en anden overbevisning og sender dig
    videre til Endokrinologisk afdeling uanset prøveresultatet.

Skriv et svar