Ugens op og ned #3

Endnu en søndag og endnu et indlæg om ugens både lort og lagkage 🙂

 

Ugens ned:

I mandags skulle jeg endelig have taget den længe ventede blodprøve, der forhåbentlig fortæller, at jeg skal have Metformin. Mere om den historie HER. Blodprøven skulle tages både fastende og på menstruationens 2-5 dag. I mandags var det 5. dag for mit vedkommende og jeg havde lige akkurat været heldig at få en tid ved egen læge kl. 10.10. Det er længe at faste, men det gør jeg gerne, hvis jeg så slipper for at skulle tage ind på sygehuset og få taget blodprøven. Det er en lang tur med en baby på armen for noget, der kun tager 2 minutter. – Nå, sulten møder jeg op i lægehuset. Lille’pigen er hjemme med mormor og bliver altså passet for første gang. Lægehuset ligger 5 minutter på cykel væk fra os, så det var jo ikke længe hun skulle passes. Da jeg bliver kaldt ind starter sygeplejersken med at spørge: “Og på sygehuset har de sagt, at du kan få den taget her?”. Jeg er selv lægesekretær og udlært i praksis, så jeg ved jo godt hvad klokken er slået. Den kan ikke tages i praksis pga. behandlingsmetoden efterfølgende. Det er lort! Hun kan tage alle prøverne med undtagelse af én. Insulinen. Det var så den vigtigste. Det er fandme ærgerligt og jeg bliver sgu vred, da jeg forklarer, at jeg spurgte sekretæren da jeg bestilte tiden om hun lige ville tjekke, at de godt nok kunne tage den. Jeg ved jo, at det ikke altid kan lade sig gøre. Hun tjekkede og bekræftede, at det kunne de godt. Jeg ved også, at det ikke er særligt svært at tjekke, så det irriterer mig grænseløst, at det så ikke er tilfældet. Den søde sygeplejerske er sød og noterer min verbale skideballe ned, så det forhåbentlig ikke sker igen. – Nå, så stod jeg så der. Fastende, sulten og havde kun den dag til at få taget blodprøven, hvis jeg ikke ville vente endnu en måned. Men også i et dilemma. Skulle jeg tage bussen ind til byen, holde den gående uden mad og lade lille’pigen blive passet noget mere, end jeg var klar til? Eller skulle der gå en måned mere? – Min tålmodighed rækkede ikke til flere nedture i kampen for metformin, så jeg skyndte mig hjem og forberede mad til lille’pigen og sætte min mor ind i rutinerne. Og så tog jeg afsted mod sygehuset og fik heldigvis taget blodprøven på fastende hjerte kl. 12.10. Jeg skyndte mig hjem til min lille pige igen, som slet ikke havde manglet mig. Jeg synes det var hårdt at blive “presset” ud i, at hun skulle passes, men på den anden side, så har vi prøvet det nu.

Nå, det var en lang historie, men heldigvis også den eneste “ned” for denne uge. Dog vil Jonas gerne at jeg nævner, at hans PlayStation har sagt farvel til livet og nu kun står til “pynt”. Hold kæft han keder sig uden den. Og der var ikke skyggen af et godt tilbud på en ny på Black Friday.

 

Ugens op:

Det gik godt da lille’pigen blev passet af mormor, mens jeg fik ordnet blodprøven. Det er jo dejligt, når det nu var uventet og når jeg slet ikke var klar. Nu er det pludselig ikke så skræmmende, at overveje at lade hende blive passet igen.

Blodprøven er taget og jeg kan nu kun vente på svar.

Jeg har pyntet til jul. Der er dog sparsomt med julepynt i år, da lille’pigen piller i absolut alt, hvad hun kommer i nærheden af. Men hyggeligt er det.

Lille’pigens julesok er broderet færdig. Jeg har arbejdet på den sok nærmest hver dag siden juli måned og faktisk også før jeg fødte lille’pigen. Jeg lover jer, at det kræver super meget mere tid, end man lige regner med. Så nu er det faktisk helt underligt, at den er færdig. Hvad skal jeg dog bruge min tid på nu? Min søde søster’løgsovs syer den sammen snart og så er den absolut helt færdig. Måske var det min sidste julesok? Hvem ved? 😉

Lille’pigen har været ved ørelægen og heldigvis fejler ørerne ikke noget. Så når hun ikke hører efter, ligger problemet vel i virkeligheden et andet sted? 😉 Ej, det var bare super, at de var så fine, som de nu kunne være.

Vi er færdige med årets julegaveindkøb. Så mangler vi kun gaverne til pakkespil og mandelgaven, som vi står for i år.

Jeg har bagt en masse julesmåkager i dag.

Lille’pigen har lært at sætte sig op selv og det er en sejr for hende. Jeg har hele tiden bevidst ikke støttet hende i at komme op og sidde. Kun når hun spiser og sidder på skødet. Det har været vigtigt for mig, at hun lærte at komme frem, før hun fik smag for at komme op og sidde. Og nu hvor hun absolut forstår at komme frem, så er det faktisk også ret fedt, at hun nu selv har knækket koden til at sætte sig op. Måske giver det nogle minutters ro ind i mellem? 😉

Så glad ser man ud, når man knækker koden og selv sætter sig op 🙂

1 comment / Add your comment below

Skriv et svar