Ugens op og ned #4

Så blev det søndag igen. Endda 1. søndag i advent. Det er jo i sig selv hyggeligt nok, men skal vi ikke alligevel lige vende ugens op og nedture?

 

Ugens ned: 

Lille’pigen har nu fundet ud af, at kravle ud af sin babynest halvt i søvne og lige over i favnen på sin mor. Problemet er blot, at hun også kan finde på at lede efter mig, før jeg overhovedet er kommet i seng. Den anden dag var vi tæt på en faldulykke (av!) fordi hun ledte efter mig i sengen. Så nu er vi begyndt på projekt “delvist-sove-i-egen-seng”. Mere om det i et andet indlæg.

Jeg er træææææt. Jonas har de seneste måneder været forvist til gæsteværelset om natten, da det har fungeret bedst med lille’pigen og jeg. Men nu er han tilbage i soveværelset, hvilket er hyggeligt og noget vi har savnet. MEEEEEN… Jeg er virkelig blevet følsom overfor lyde efter at have sovet med lille’pigen siden.. Ja, siden hun blev født. Så jeg har haft lidt svært ved at finde ro og ikke vågne ved hver en lyd (og snorken, ikke mindst) som Jonas laver. De seneste to nætter har jeg kun fået få timers søvn. Det handler jo nok om tilvænning, så mon ikke jeg kan sove igennem igen snart?

Jeg kom til at slå næsen af Jonas’ yndlings julepynt. En sød snemandsfigur, som jeg faktisk også selv er blevet ret glad for. 1, 2, 3 – så lå den fandme der i håndvasken uden sin fine gulerodsnæse. For helvede. Han tog det heldigvis ret pænt og mindede mig lige om den gang for nogle år tilbage, hvor jeg “uheldigvis” ødelagde hans virkelig grimme julelysetager, ved at vælte dem ned med støvsugeren. Den gang var det faktisk virkelig et uheld, men satme ikke et jeg var ked af, for hold nu kæft, hvor var de grimme. – Nå, men heldigvis bryder jeg mig mere om snemansfiguren, så efter en tur med en god stærk lim, har den nu sin gulerodsnæse tilbage i fjæset igen. Pheeew!

 

Ugens op: 

Jeg har været på et par gode gåture med barnevognen i friskt koldt vejr, som jeg virkelig elsker at gå tur i. Endda med nye afsnit af de 3 podcasts, som jeg hører mest for tiden. Ikke dårligt!

Jeg har fået ryddet op i vores bryggers og alle de skuffer, som vi har der. Det blev til en god stor portion affald. Altid dejligt at få ryddet lidt ud.

Jeg har fået hele to flotte julestjerner af Jonas.

Min søster har syet lille’pigens julesok sammen, så nu hænger den fint og pynter her hjemme.

Jeg har gjort hele hytten ren.

Lille’pigen har kravlet på livet løs og jeg elsker bare at se, hvordan hun kommer afsted og hvor stolt hun er af egne evner. Og hvor vildt hun selv synes det er. Det er også interessant at observere, hvad det så er hun går efter og hvad der fanger hendes interesse – og ja, det er selvfølgelig alle de forbudte ting.

Vi har endelig fået købt en topmadras til vores seng. Den manglede vi.

Vi har hygget med mine svigerforældre. Og særligt har de hygget med lille’pigen og hun med dem. Det er så skønt, når der nu ikke er mulighed for at ses, lige når vi har lyst.

Vi har holdt kransehygge i dag og nu ligger der nogle rigtig fine julekranse og pynter på min fars gravsted. Se billedet øverst i indlægget. Det er bare så god en tradition, vi har der. Vi fik desuden hygget med en lækker pålægskagemand og dejligt selskab.

Jonas lavede en fin juledekoration med kalenderlys, mens jeg lavede en krans til min far. Det er ikke noget Jonas ellers gør sig i, men den er faktisk blevet ret fin.

Alfred og Olivia – min nevø og niece – har fået deres adventskalendre. Så er julen rigtig i gang. Og så overraskede min storesøster endda med en adventskalender til lille’pigen også.

Skriv et svar