Ugens op og ned #6

3. søndag i advent. Nu er det snart jul og jeg elsker det. Glæder mig, som var jeg ikke en voksen endnu. Men ingen søndag – advent eller ej – uden ugens lort og lagkage. Så værsgo: 

Ugens ned: 

Jeg har haft så åndsvagt ondt i højre side i overmunden hele ugen. Så åndsvagt meget, at jeg har haft svært ved at spise og sove. Øv! Var ved tandlægen i fredags og heldigvis var det ikke sådan en satans visdomstand på afveje. Det er et åbent sår – lidt a la et forkølelsessår, men ikke helt det samme – der sidder helt oppe i højre side af munden. Det er ca. 1 x 1 cm, hvilket er okay stort, når det er i munden. Det er blevet renset og jeg har fået noget med hjem, som jeg fortsat skal rense det med. Men ellers er der ikke andet at gøre, end at vente på, at lortet heler selv. Det fede er så, at det åbenbart er sådan en tendens, man kan have. Så det er nok ikke sidste gang.

Lorte-lægen har stadig ikke ringet med svar på mine blodprøver. Læs mere om det HER, hvis du ikke er helt med på, hvad jeg mener. 

Ugens op: 

Jeg har fået ryddet op i “bøtte-skuffen”. Jeg tror de fleste har en køkkenskuffe fyldt med diverse opbevaringsbøtter og lignende. Og de fleste af dem ligner sikkert ligeså meget et bombet lokum, som min har gjort. Men nu er den fin og i orden igen. 

Jeg har gået nogle gode lange ture med en sovende lille’pige. Omkring 15 km de fleste dage. Det er bare godt til mig og min kropumulige krop. 

Jeg har spist ret PCOS-venligt hele ugen og været glad og tilfreds med det. Jeg tror jeg har genfundet motivationen og ved nu, at jeg nok må klare det uden medicinsk hjælp, selvom det måske bliver noget nær en umulig kamp. Mere om det i et senere indlæg. 

Lille’pigen og jeg havde en dag mere eller mindre alene med lille’pigens farmor og farfar. Det er ikke så ofte, at vi har det, så det nød vi faktisk ret meget. Og så var det dejligt, at de kunne hjælpe med akut pasning af lille’pigen, da jeg skulle til tandlægen. 

Det var en glædelig nyhed, at smerten i min mund ikke skyldes en visdomstand, som så nok skulle have været opereret ud. Det gav en regning på sølle 323 kroner og ikke på omkring 3000 kroner, som det andet nok ville have kostet. Teknisk set er de penge vel sparet og kan så bruges på noget helt andet, men meget mere skægt? Jeg er ikke sikker på, at Jonas er enig 😉 

Min dejlige store lille pige rundede 8 måneder i går, d. 15. december. Jeg synes pludselig, at hun er blevet så stor. I denne uge har jeg virkelig nydt tanken om, at vi har forlænget tiden inden opstart i dagpleje med 2 måneder. 

I går, stadig d. 15. december, besøgte vi den fine juleudstilling i Skulpturparken i Blokhus. Der var godt nok meget jul samlet på ét og samme sted. Lille’pigen klarede de mange indtryk så fint og vi havde en dejlig tur med farmor og farfar. 

I dag, søndag, er der bare afslapning og rutiner på programmet. Der er lavet madplan til ugens løb og Jonas skal have handlet ind senere. Nok mens jeg går en lang tur med lille’pigen i barnevognen. Alt i alt en almindelig dag og så må vi se, om der sker mere end det 🙂 

Nu må I have en rigtig dejlig 3. søndag i advent og en rigtig dejlig ny uge, når den starter i morgen 🙂

Skriv et svar