Ugens op og ned #7

Prøv lige og se min lille nissepige. Hun er sgu da pisse sød, hva? – Så blev det søndag igen, igen, igen. Denne uge er fløjet afsted for mit vedkommende. Også selvom den har været fredelig og ganske uden ret mange planer. Og nu er det for alvor ved at blive jul. Det er så skønt. Og samtidig lidt trist, at julen så snart er ovre igen. Nå, men lad os gemme den kedelige snak til en anden dag. Nu skal vi snakke om ugens løb:

Ugens ned:

Lorte-lægen har nu endelig givet lyd fra sig. I husker ham nok fra det her indlæg. Præcis som min mavefornemmelse sagde, vil han ikke hjælpe en skid. For ham er (den nødvendige) hjælp til et vægttab kun nødvendig, såfremt vi vil i gang med at “arbejde på” barn nummer to. Ellers ser han ingen grund til, at hjælpe vægttabet på vej. Idiot. For der kan ikke findes 117 andre grunde til, at jeg gerne vil de kilo til livs, som min krop har så svært ved at skille sig af med. Og nej. Vi skal overhovedet ikke i gang med barn nummer to.

Lille’pigen har muligvis fået en ny knap så skæg døgnrytme her til juleferien. De seneste to nætter har hun været lysvågen kl 02.00, hvor vi har måtte op en times tid til halvanden, for så at gå i seng igen. Hun er ikke ked af det eller noget. Bare skide meget vågen. Hun forstår at få noget ud af sin fars juleferie.

Nå, men heldigvis er der ikke mere at berette under dette punkt for denne uge. Det er jo en god ting, så lad os endelig springe direkte til ugens “op’ere”.

Ugens op:

Lille’pigen har fået sit første tandfrembrud. De to fortænder i undermunden titter frem nu. Og heldigvis er hun ikke så mærket af det, som nogle af “skræk-historierne” lyder. Vi har oplevet lidt natte-uro (jævnfør ovenstående punkt), men om det er tænderne eller det tigerspring, som hun befinder sig midt i, er sgu lidt svært at sige. Men fedt nok med tænder på vej. – Og fedt at hun sover tilsvarende længere efter en times tid med natte-uro, hvor hun egentlig bare er glad.

I mandags lavede jeg helt selv hjemmelavede tarteletter. Jeg kan godt lide tarteletter. Nok ikke helt så meget som Jonas kan. Resultatet blev så godt, at Jonas sagde: “Ja, jo.. Det kan vi godt få en gang om ugen fremover”. Det tror jeg så ikke vi skal, for det er ikke særligt PCOS-venligt. Men dejligt at han kunne lide dem. Lille’pigen åd også til den helt store guldmedalje.

Jeg har spist PCOS-venligt næsten hele ugen og haft det godt med det. Og en masse gode lange gåture er det blevet til.

Jonas er gået på juleferie. 16 dage har vi ham hjemme, hvorefter han starter på næste skoleforløb. Det betyder, at vi kan se frem til en længere periode, hvor han er markant tidligere hjemme. Og desuden skal senere afsted om morgenen. Det er så dejligt!

Vi fik ordnet de sidste par indkøb til julen i går. Vi manglede også bare lige en børnevenlig mandelgave.

Senere i dag får vi vores søde naboer – dem der har bygget vores dejlige hus – på besøg til kaf’ og æbleskiver. Vi har ikke fået sludret de seneste uger, så der er lige noget, vi skal have indhentet. Altid hyggeligt at ses med dem.

Og så er det i morgen, det hele går løs. Jeg glæder mig så meget til at fejre jul i børnehøjde med min niece på knap 4 år, min nevø på 2 år og min datter på 8 måneder. Selvfølgelig med resten af min familie også. Det bliver en jul på børnenes præmisser og det skal nok blive rigtig magisk.

Her til sidst er der ikke andet at gøre, end at ønske alle jer – hver og en – den bedste, hyggeligste, sjoveste og mest magiske jul. Jeg håber den bliver lige præcis, som I drømmer om. Og så håber jeg pis’ meget, at I får den mandel der!

Rigtig glædelig jul 🙂

Tak fordi I læser med her på min blog. Det gør mig så fandens glad i låget!

1 comment / Add your comment below

Skriv et svar