9 måneder inde og 9 måneder ude

Dejlig rund og meget 9-måneders-gravid
Dejlig rund og meget 9-måneders-mor

Ja, altså billedteksterne afslører jo helt selv, at det her indlæg ikke kommer til at handle ret meget om, hvor dejligt det er, at jeg har fået min før-graviditets-(og PCOS)-krop tilbage. For det er sgu ikke ret meget tilfældet.

Bevares, jeg er hverken ligeså stor, rund, tung og væskefyldt, som jeg var, kort før jeg fødte. Se bare lige anklerne og skoene. Her henviser jeg til det første billede. Men jeg er stadig dejlig rund på den ikke særligt gravide måde, men sådan er det. De er jer, der kender mig og læser jævntligt med herinde ved, at jeg har mit at slås med, hvad min kropumulige krop angår.

9 vanvittige måneder

Vanvittige på alle tænkelige måder. Jeg har nu været Anna Olines mor i hele 9 måneder og sikke 9 måneder det har været. Jeg er vokset. Altså som menneske og desværre på ingen måde i højden. Faktisk er det lidt som om, at jeg er et helt andet menneske, selvom jeg stadig bare er Leah. Helt almindelige leverpostejsfarvet Leah.

Man møder virkelig alle aspekter af følelsesregistret, når man sådan skaber et lille liv og sætter det ud i verden.

Jeg følte mig meget velsignet, da hun lå der på min mave for første gang kl 11.19 for 9 måneder siden.

Jeg følte mig som verdens ringeste mor, da sygeplejersken ville tage hende fra mig, da jeg var indlagt på (fucking lorte) barselsafsnittet.

Jeg hadede mig selv, da jeg fravalgte amning, for at komme væk fra selvsamme sted.

Jeg følte mig lykkelig, da jeg for første gang trådte ind over dørtærsklen til vores hjem med min datter i armene. Og jeg var klar til livet som mor.

Jeg følte mig som en dårlig datter, svigerdatter, søster, svigerinde (og hvad jeg nu ellers har af titler), når jeg i det skjulte slet ikke kunne lide, når andre holdt mit barn i deres arme. Hun var jo min. Kun min.

Jeg følte mig utilstrækkelig og uduelig, når hun bare græd, græd, græd og skreg, skreg, skreg i vildskab, fordi hun tydeligvis havde pokkers ondt. Og jeg følte mig som verdens bedste mor, når jeg kunne få hende til at falde til ro igen. Ofte som den eneste.

Jeg følte mig uendelig træt og fuldstændig gennemtæsket, da jeg i lang tid ikke turde sove, når hun sov. Så træt, at jeg var klar til at sælge min sjæl til djævlen for en enkelt nat med uforstyrret søvn. Det var tortur. Og manglen på søvn, kan få enhver til at gøre og sige de dummeste ting.

Jeg følte mig, som en dårlig kone, når jeg ikke snakkede pænt til Jonas i ren og skær afmagt pga søvnmangel.

Ind i mellem følte jeg, at jeg slet ikke ville være en mor. Hendes mor. At jeg havde fortrudt. Og så fik jeg dårlig samvittighed over dét.

Jeg følte mig heldig og optimistisk, da jeg lærte at sove, når hun sov. Hvis bare hun sov på mig.

Jeg følte mig igen heldig og optimistisk, da vi oplevede glæden ved at bruge viklen. Tæt på hjertet – dét blev min “amning”, når jeg nu ikke ammede. Forbandede amning. Der er virkelig mange følelser forbundet med det.

Jeg følte mig som en stærk mor, da jeg insisterede på, at mit barn blev tjekket grundigere af en læge. Da jeg ignorerede sætningen: “Jamen børn skal græde”.

Jeg følte mig som verdens bedste mor, da det rent faktisk viste sig, at min mavefornemmelse var rigtig. Mit barn var smertefuldt ramt af refluks. Og kolik. Og så lige et temmelig sløvt og umodent tarmsystem også.

Jeg følte nærmest en lyst til at slå i ihjel, da en hjernedød sundhedsplejerske (heldigvis ikke vores) sagde til os, at kolik ikke findes. Som om vi bare skulle stoppe vores “brok” og selvmedlidenhed. Latterlige kvindemenneske.

Jeg følte et lykkeligt sus i maven, da hun smilte for første gang.

Jeg følte mig utilstrækkelig, når jeg ikke orkede, at vi skulle noget ud af huset. Når jeg ikke gad, at tage nogen steder med hende.

Jeg følte en meget tung sky lette, da hun så småt begyndte at få det bedre. Da hun begyndte at græde mindre, smile mere og sove bedre.

Jeg følte mig som en god mor, da jeg trodsede anbefalingerne og gav hende fast føde allerede fra 3.5 måneders alderen. Fordi min mavefornemmelse sagde, at det var det rigtige. Og heldigvis havde den ret.

Jeg så det som en gave sendt fra himlen, da hun fra knap 4 måneders alderen begyndte at sove hele natten.

Jeg fik det bedre, da jeg selv begyndte at få mere søvn sammen med hende.

Jeg følte mig tryg og glad, da vores hverdag blev mere rutinepræget. Da jeg følte mig sikker på, hvornår hun skulle sove og hvor længe. Hvornår hun blev sulten og hver meget.

Jeg følte mig træt og irriteret, når hun ikke ville være andre steder end på mig. Da jeg ikke engang kunne tisse, uden at hun var med.

Jeg følte mig frustreret, fordi jeg ikke kunne komme nogen steder. Også selvom jeg egentlig ikke havde lyst til at være væk fra hende.

Jeg hørte den bedste lyd nogensinde, da hun grinede første gang.

Jeg var stolt og lettet, da hun endelig begyndte at interessere sig lidt for at kigge på noget andet end sin mor.

Jeg var pavestolt, da hun greb ud efter legetøjet for første gang.

Jeg følte mig frustreret og træt, når hun ikke ville sove eftermiddagslur. Mest fordi, at jeg så ikke fik en tiltrængt pause og en halv times tid for mig selv.

Jeg følte mig utilstrækkelig, når vi ramte lægevagten kl. lidt i hundelort om aftenen, fordi hun var skide syg.

Jeg følte et tomrum, da hun ikke længere ville have sin “kl. 22-flaske”. Da det var slut med vores hyggelige mor-datter stund, inden jeg selv skulle i seng. I lang tid savnede jeg hende kl. 22 om aftenen, hvor hun bare sov.

Jeg følte mig irriteret og stolt på samme tid, da hun afviste af blive madet med ske eller gaffel, fordi hun bare selv ville.

Jeg var ved at briste af stolthed, da hun kravlede noget før, at man kunne forvente det af hende.

Jeg havde lyst til at kaste hende ud af vinduet, når hun ikke ville sove om natten. Eller gå i seng om aftenen. Når putningen tog to timer eller mere.

Jeg var ved at ryste i bukserne, da hun begyndte at stå op af alt og gå enkelte skridt med sin gåvogn.

Jeg var lykkelig, da vi kunne fejre hendes aller første jul og nytår.

Og nu…

Nu er følelsesregistret meget mere i balance. Jeg tror, at jeg endelig er faldet helt til ro i rollen som mor. Så meget i ro, som man i hvert fald kan komme. For det bliver jo aldrig bekymringsfrit, at være mor. Uanset om ens baby er 1 år, 7 år, eller 33 år. Men det, at alting er i balance nu, betyder ikke, at jeg ikke ind i mellem ønsker mig en dag, hvor jeg ikke er nogens mor. Eller drømmer mig tilbage til livet før, vi blev forældre. Eller har lyst til at sælge hende til højst bydende. Eller føler afmagt af ren og skær søvnunderskud. Nu ved jeg bare, at det er okay, at det ind i mellem er sådan det er. Og at jeg ikke er en dårlig mor af den årsag. Faktisk bare mere en helt almindelig mor. For nu har jeg efterhånden erfaret, at sådan har de fleste mødre det ind i mellem. Også dem der påstår noget andet eller kun viser “problem-frie” børn på instagram.

Hånden på hjertet: Det kræver virkelig sit, at blive og være nogens mor (og far). Jeg synes det er hårdt. Mega fucking hårdt! Men jeg synes også, at det er det bedste, jeg nogensinde har givet mig selv <3

2 comments / Add your comment below

Skriv et svar