At møde omklædningsrummet med oprejst pande

Jeg er gået frem og tilbage til det her indlæg nogle gange. Og helt til sidste punktum har jeg været i tvivl om, om jeg overhovedet ville klikke på knappen og udgive det. Men du sidder netop nu og læser indlægget, hvilket betyder, at jeg gjorde det. Jeg brød en personlig grænse og bare gjorde det. Det er der vel egentlig nok noget rigtig sejt ved.

Det er vist gået de færrestes næse forbi, at jeg lider af den hormonelle forstyrrelse PCOS. Hvis du vil vide mere om, hvad PCOS er, så har jeg skrevet lidt om det HER.

Helt overordnet betyder det for mig, at min krop er sindsygt meget i ubalance. Hårvækst af mandlig karakter, uren hud, hovedpine, gevaldige svingture i blodsukkeret og problemer med at komme ned i vægt. Efter fødslen af Anna Oline kom jeg på p-piller igen. Jeg synes overhovedet ikke, at det er optimalt at være på p-piller, da det ikke er helt risikofrit. Men den ekstra tilførsel af hormoner er endelig begyndt at hjælpe lidt, hvilket betyder, at jeg nu holder hårvækst og uren hud nogenlunde i skak. Det betyder uendeligt meget for velværet i min egen krop. Ærligt så føler jeg mig bare meget smukkere, mere kvindelig og meget mere tilpas uden overskæg og et polkaprikket fjæs. Det kommer vel ikke som en overraskelse for nogen?

Desværre hjælper p-piller ikke på den insulinresistens, der også følger med. Den insulinresistens der giver mig udsving i blodsukkeret, hovedpine og problemer med at styre min vægt. Øv! Det kunne de sgu da også godt lige tage at hjælpe med, ikke?

Da kroppen var ved at være nogenlunde landet i tiden efter fødslen, manglede jeg at tabe hele 24 kilo for at komme tilbage til den vægt jeg havde, før PCOS’en brød ud og før fertilitetshelvedet begyndte. Efter en vanvittig sundhedsmåned gjorde jeg det tal mindre og manglede så “kun” 19,4 kilo. Det var tilbage i august 2018. Siden da har jeg knoklet videre. Gået mine mange lange ture og spist fornuftigt. Når jeg skriver, at jeg har spist fornuftigt betyder det, at jeg spiser efter “alt med måde” – princippet. Jeg er simpelthen blevet SÅ træt af, at udelukke bestemte fødevarer og nægte mig selv et stykke kage til en fødselsdag. “Alt med måde” er så rigtigt for mig. Det er også den tilgang til mad, som jeg ønsker at give videre til min datter. Hun skal simpelthen ikke vokse op med en mor, der er mere fokuseret på mad, end hvad godt og fornuftigt er. – Nå, men siden august er der da røget lidt mere og jeg er nu 15,7 kilo fra mit umiddelbare mål. Jeg synes ikke, at det er helt urimeligt at sige, at det fandme er lidt op ad bakke. Det går sgu langsomt, når man tænker på, hvad jeg gør for det. Lorte-lægen fra gynækologisk afdeling har valgt, ikke at hjælpe mig medicinsk – på trods af, at netop den medicin har vist sig som en kæmpe succes tidligere – så jeg står med det helt selv og uden hjælp.


Jeg vil hvile i mig selv

Ja, det vil jeg fandme. Jeg kan mærke, at jeg er vokset en hel del i de næsten 10 måneder, hvor jeg har været en mor. For hvor et vægttab tidligere har handlet om udseende og hvad andre tænker, så handler det nu i højere grad om, at jeg gerne vil leve et langt liv, så jeg kan være der for mit barn i mange år. Jeg er bange for, at rende ind i følgesygdomme eller tilstande, som vil sætte en begrænsing for mit helbred og mit liv. Jeg vil være sund og rask. Og jo, så ville det da også være praktisk, hvis jeg kunne passe det meste af mit tøj igen.

Gennem den seneste tid har jeg tænkt meget over min kamp mod kiloene. Det er et voldsomt følsomt, personligt og ømt emne for mig, da min vægt stort set altid, har haft sit eget liv og sat en begrænsing for mit liv. Den har givet mig smerte i form af mobning, da jeg var barn og teenager, hvilket resulterede i rigtig mange år med dårlig selvtillid og dårligt selvværd. Usikkerhed og en dårlig vane med, at lægge bånd på mig selv. Der har været usunde og negative tanker om mig selv. Nogle gange et decideret had. Og ved I hvad? Det er fandme bare ikke i orden. Slet ikke. Og det er uanset om man er mig eller om man er en anden. Om man er overvægtig, fordi man er syg eller fordi man elsker kage. Jeg tror, at det langsomt har gjort meget ved min tankegang, at jeg her i mit voksne liv endelig har fundet ud af, hvorfor min krop er så meget på tværs. Det er jo pga den skide PCOS, som jeg ikke kan gøre en skid ved alligevel. Den er blevet mig givet og så må jeg jo ligesom prøve, at få det bedste ud af det, ikke?

Jeg har taget en beslutning om, at de forhenværende tanker om mig selv og min krop, skal forblive forhenværende. Jeg véd, at rigtig mange – både kvinder og mænd – kan relatere til de tanker og følelser, som jeg beskriver. Om de er ramt af PCOS eller ej. Jeg er jo ikke usædvanlig, fordi jeg har gået med dem. Tværtimod i virkeligheden.

Jeg har taget en beslutning om, at jeg vil øve mig i at hvile i mig selv. Jeg vil øve mig i, at lægge vægt på de ting, jeg elsker ved min krop og ikke gøre det modsatte. Jeg vil ikke lade min kropumulige krop begrænse mig på nogen som helst måde. Jeg vil øve mig i, ikke at tænke på, hvad andre mon tænker. Det er ikke noget, der sker over natten. Det er en proces. Men den er så absolut skudt i gang og faktisk tror jeg, at den er kommet et godt stykke vej, efter jeg er blevet mor. Jeg føler mig i dag så stærk og sej i rollen som mor, at det overskygger meget af det negative. Jeg er god til at være Anna Olines mor. Den bedste til opgaven. Jeg er stærk pga hende og jeg kan overkomme den proces pga hende. Hun hjælper mig med, at hvile mere i mig selv.


Omklædningsrummet

Det er mange år siden, at jeg har befundet mig i et omklædningsrum. I hvert fald uden tøj på. Og det har absolut alt muligt at gøre med den krop, som jeg har været så træt og ked af. Jeg har ikke haft lyst til, at andre skulle se min krop. Se at jeg er overvægtig. Se mine symptomer på PCOS. Og efter graviditet og fødsel har det også handlet om løst og rynket hud, strækmærker og bryster, der er rykket en smule mere syd på. Nej tak, jeg har bare holdt mig langt væk.

I hvert fald indtil fornyligt. I processen om at finde mere ro i min egen krop, tog jeg beslutningen om, at møde et omklædningsrum og ligesom bare gøre det med mest mulig oprejst pande. Vise det hele af mig og lade andre tænke det om mig, som de måtte have lyst til. Jeg tog beslutningen om, at slæbe lille’pigen og Jonas med i svømmehallen. Velvidende at det ville kræve, at jeg brød en kæmpe grænse og udsatte mig selv for noget, som potentielt kunne blive en fiasko, hvis jeg fortrød i sidste minut og lod mine indre onde dæmoner tage over. Men jeg valgte, at vi skulle i svømmehallen, fordi jeg gerne ville give min meget vandglade datter den oplevelse. Hendes lykke og mulighed for, at få en mega fed oplevelse, skulle ikke stå i baggrunden for min egen usikkerhed. Nej, fandme nej!

Jeg rystede i hele kroppen, da vi trådte ind i svømmehallen i søndags. Vi kom til åbningstid i håb om, at der så ville være småt med folk. Jonas vidste jo også godt, at det var meget grænseoverskridende for mig. Jeg regnede med, at det ville hjælpe mig mere, hvis der var færre mennesker. Men vi var ikke de eneste, der ville i svømmehallen en søndag formiddag og der var faktisk ok mange mennesker. Det stoppede mig heldigvis ikke. Det var jo min første tur i svømmehallen med et lille barn og det er nok ikke nogen hemmelighed, at det kræver noget strategi, overblik og overskud, at komme vellykket igennem omklædningen med en lille tornado-baby. Det var jo en jungle, for pokker. Jeg tror faktisk, at hun hjalp meget med, at jeg glemte min egen usikkerhed lidt og bare koncentrerede mig om, at komme godt og fredeligt igennem med hende.

Så jo, det skete faktisk, at jeg gik fuldstændig splitterravende Hans Jørgen gennem omklædningsrummet. Klarede at få ordnet lille’pigen først, for derefter selv at bade og få badetøj på. En proces hvor rigtig mange så mig uden tøj på. Mens jeg var ved at få badedragten på, lagde jeg mærke til, at en yngre kvinde – selvfølglig smadder slank og faktisk ret smuk – kiggede hen i mod mig og lille’pigen. Instinktivt var jeg sikker på, at hun kun stod og så på alle de ting, som jeg ikke er fan af ved mig selv. Pludselig kom hun over til os, stak hovedet ned til Anna Oline, som jeg netop havde fået parkeret i et badekar for fredens skyld, og sagde: “Sikke en skøn og dejlig datter du har. Hun er simpelthen så smuk og fin. Hvor gammel er hun?”. Altså hun sagde virkelig ikke en skid om mine strækmærker eller den rynkede hud. Eller dellerne. Hun syntes bare, at min datter er pisse dejlig. Hold nu kæft, hvor jeg følte mig dum over min egen usikkerhed. Hun havde jo for fanden da sikkert slet ikke set, hvordan jeg ser ud. Vi kom helskindet igennem omklædningen og vi havde en virkelig god times tid i vandet med masser af fis og ballade, hygge, grin og nærvær bare os tre. Og ikke én gang mens vi var i vandet, tænkte jeg over, hvordan jeg ser ud. Jeg nød bare min datters begejstring og følte stoltheden og sejren over, at jeg brød en kæmpe stor fed og tyk grænse netop for hendes skyld. Kæmpe klap på skulderen til mig!


Så nu synes jeg for alvor, at processen er i gang. Jeg er godt på vej til dét, som jeg gerne vil. At hvile mere i den krop, som jeg er blevet givet. Med alle de skavanker den nu har. Det er så vigtigt for mig, at Anna Oline kommer til at vokse op med en mor, der ikke lader sin krop og usikkerhed begrænse sig. Hun skal ikke høre tale om vægttab, at hendes mor ikke kan lide sin krop og synes, at den er fyldt med fejl. Hun skal se en mor, der har en fornuftig tilgang til mad og ikke fravælger alle mulige fødevarer i kampen mod kiloene. Hun skal vokse op med en mor, der viser hende, at vi er helt vildt gode, præcis som vi nu er. Hun skal med sin mor i svømmehallen og se, at vi alle ser forskellige ud. Hun skal lære, at hvile i sin egen krop og vide, at hun er perfekt som hun er. Hun skal lære, at vi skal værdsætte vores krop for dét den kan. Ikke hvordan den ser ud.

Hvad så med vægttabet?

Jeg er slet ikke færdig med at forsøge, at komme kiloene til livs. Men mit fokus vil være et andet og jeg gør det af nogle helt andre årsager nu. Og jeg vil ikke slå mig selv i hovedet undervejs, når vægten står stille eller måske stiger lidt. Jeg vil ikke nægte mig selv forskellige fødevarer. Jeg vil ikke lade mit vægttabsprojekt være altoverskyggende og jeg vil slet ikke lade min krops udseende definere, hvem jeg er som menneske.

Jeg vil hvile i mig selv. Lige præcis og perfekt, som jeg er.


P.s. Jeg ville smadder gerne have delt et par billeder af mig selv i fuld figur, men sådanne billeder findes simpelthen ikke. Så I får nogle, der er netop er taget for kort tid siden. Nogle hvor der er noget dobbelthage, en mavedelle og nogle gode lårbasser. Og en masse kærlighed. Og så må jeg udfordre mig selv med, at få taget nogle flere billeder i fuld figur.

3 comments / Add your comment below

  1. Du er så sej min kæreste svigerdatter ❤️ Ja tænk engang hvor meget tid vi bruger på at tænke på hvad andre tænker om os😳 Og så gør de det overhovedet ikke🥰 Sikker på du nok skal nå i mål med dit vægttab på et eller andet tidspunkt👍 Jeg er stolt af dig❤️

  2. Jeg vil bare lige fortælle dig, at jeg synes det er et rigtig fint skriv du har delt. Personligt, og med nogle virkelig stærke tanker og overvejelser… men mest af alt vil jeg sige, at jeg trykkede ind på dit skriv pga det smukke billede af din datter og dig. Og jeg tænkte på ingen måde noget negativt om dig eller din krop – kun på den kærlighed, som billederne rummer <3

Skriv et svar