Det er februar og dette er mine planer

Så blev det sørme februar. Jeg synes allerede, at det her år har rigeligt fart på. Februar byder på en ok fyldt kalender indtil videre, for jeg skal nemlig:

Have besøg af Anna Olines faster: Jonas’ lillesøster kommer og hygger med os i denne weekend. Det er sjældent, at vi har den mulighed, så det glæder vi os til. Er sikker på, at lille’pigen kommer til at nyde fasters fulde opmærksomhed.

Til kranio sakral terapi: Nætterne hjemme ved os er noget værre rod. Det har de været længe nu, så jeg er smadder træt og oser ikke ligefrem af overskud. Vi har ladet os fortælle, at kranio sakral terapi kan være en hjælp mod night terror, så vi har valgt at forsøge os med det hos en behandler. Vi skal afsted første gang på mandag. Der må gerne krydses fingre for, at det hjælper lille’pigen af med de natlige dæmoner.

Til Familieiværksætter-møde: Det er andet sidste møde og denne gang skal det handle lidt om hverdagslivet, familiedynamik, opdragelse og familiens udfordringer.

Besøge dagplejen: Vi skal igen ned og hygge nogle timer i Anna Olines kommende dagpleje. Det glæder jeg mig meget til.

Hygge med svigerpakken: Vi skal være sammen med Jonas’ forældre. De har ikke set Anna Oline i nogle uger nu, så de synes helt sikkert, at hun er vokset en halv kilometer, når de ser hende.

Mødes med de andre fra familieiværksætter-holdet: Det er længe siden, at vi har haft nogle timer sammen alle sammen, så vi glæder os rigtig meget til at se de andre par og se, hvor store deres skønne unger er blevet. Selvfølgelig også til at høre, hvad der rører på sig hjemme hos dem alle sammen.

Til min nieces fødselsdag: Min dejlige niece bliver 4 år den 14. februar. Tænk at det er hele 4 år siden, at den lille skid kom til verden. Det er slet ikke til at forstå. Men jeg glæder mig vildt meget til at være med til at fejre hende.

Ud med damerne fra familieiværksætter-holdet: Fædrene har deres egen lille “Farfia-klub”, men nu er det endelig mødrenes tur til at blive luftet lidt. Vi har ikke fundet på et ligeså sejt navn som fædrene, men det kommer nok. Bud modtages gerne? Jeg glæder mig til at hygge med dem alle sammen uden mænd og børn og forhåbentlig lære dem endnu bedre at kende.

Ud på gåture med barnevognen: Sneen holder os mere hjemme i disse dage, men så får benene da en velfortjent pause. I januar fik jeg gået 275 km. Så må vi se, hvad det bliver til her i februar. Nu skal vi lige af med den der sne, så vi rent faktisk kan komme afsted.

Skriv et svar