Om at fravælge mødregruppen

Jeg er tit blevet spurgt til, om jeg ikke er en del af en mødregruppe. Nok fordi jeg aldrig nævner noget om det.

Men nej, jeg er ikke en del af en mødregruppe.

Jeg har dog været det på et tidspunkt. Det var da Anna Oline var en helt lille bitte slatten mus.

Da jeg var gravid, glædede jeg mig meget til at blive en del af en mødregruppe. Vi var jo lige flyttet til en ny by og jeg så det som en god mulighed for at lære nogle nye mennesker at kende. Da jeg så blev mor, havde jeg egentlig samme tanker og ønsker omkring, at lære nogle nye mennesker at kende i mit nye lokalområde. Men jeg havde 0 procent lyst til, at komme ud af huset med mit nyfødte barn. På daværende tidspunkt græd hun nonstop og jeg sov sådan ca. to timer over to dage. Så overskud var der ikke meget af. Og det var bare som om, at alting var lettere med hende, når vi var hjemme i de vanlige, trygge rammer.

Så faktisk var jeg klar til at melde fra, før det overhovedet var begyndt.

Det var min sundhedsplejerske, der overbeviste mig om, ikke at melde fra, før jeg havde været afsted bare én gang. Jeg lyttede og tog afsted til første møde. Vist nok da Anna Oline var en 4-5 uger gammel.

Jeg mødte en gruppe med de sødeste, flinkeste kvinder. Det gjorde jeg virkelig. Smadder søde og imødekommende. Lige præcis sådan, som jeg havde ønsket mig det. Men jeg følte mig udenfor allerede fra første møde. Ikke fordi de gjorde noget, for at få mig til det. Det var bare omstændighederne, tror jeg.

Ud af seks kvinder (i øvrigt en my for mange at sætte sammen i en mødregruppe, hvis du spørger mig), var vi “kun” to førstegangsmødre. Der er ikke noget galt i, at de andre havde flere børn. Slet ikke. Jeg følte mig bare straks på langt mere usikker grund og min egen uerfarenhed som mor, skinnede kun tydeligere igennem. I virkeligheden nok bare for mig selv. Jeg tror bestemt ikke, at de oplevede mig som “dårligere”, bare fordi det var mit første barn. Det var bare mig. Sådan havde jeg det i hvert fald på dét tidspunkt, hvor jeg i øvrigt kæmpede rigtig meget med at finde mig til rette i min nye rolle. En rolle, som jeg bare ikke altid havde det godt med eller følte mig sikker i.

Ud af seks søde og skønne babyer, var Anna Oline den eneste, der ikke blev ammet. Hun var det eneste flaskebarn. På det tidspunkt var jeg utrolig følsom omkring netop dette. Alene pga dét, følte jeg mig ind i mellem utilstrækkelig som mor. Jeg syntes faktisk, at det var svært at sidde mellem de andre mødre og deres mælkefyldte bryster, som naturligvis ofte blev pakket ud, når ene sultne barn meldte sig efter det andet. Helt naturligt. Sådan skal det være. Men som den eneste sad jeg og måtte blande mit barns mad med pulver og vand. I må endelig ikke tro, at de andre mødre havde noget negativt at sige om det, for det er slet ikke tilfældet. Faktisk blev jeg kun mødt med forståelse, da de spurgte ind til, hvorfor og hvordan. Alt det negative florerede kun i mit eget hoved. Mit eget skrupforvirrede og hormonfyldte hoved.

Jeg var med til at mødes et par gange, mens jeg overvejede om det var det rigtige for mig. Jeg var meget i tvivl. Mest fordi, at de nu var så søde og rare, at være i selskab med. Men i sidste ende “vandt” min egen følelse af utilstrækkelighed og manglende overskud og jeg valgte at trække mig. Jeg kunne ikke overskue, at sidde med det eneste flaskebarn. Jeg kunne ikke overskue at være social og nybagt mor på samme tid. Slet ikke hver uge, som det skulle til at være aftalen. Jeg kunne ikke overskue, at mit barn græd (endnu mere) som pisket, når vi havde været hjemmefra. Jeg kunne bare ikke overskue det. Jeg ville bare være hjemme i min egen lille barsels-boble.


Efter nogen tid

Da Anna Oline blev omkring 4-5 måneder, begyndte jeg faktisk at fortryde mit valg. I hvert fald delvist. På det tidspunkt blev både mit og Anna Olines overskud nemlig større. Hun kunne bedre klare at komme ud, uden at hendes verden faldt helt sammen og jeg havde det bedre i rollen som mor. Det gjorde ikke længere helt så ondt, at amningen aldrig kom op at køre og jeg var ikke længere så ked af, at hun var blevet flaskebarn. Vores hverdag blev mere og mere rutinepræget, da hun begyndte at sove igennem om natten og sove nogenlunde faste lure om dagen. Så det var ikke længere et uoverskueligt projekt, at tage hende med ud af hjemmet. Så jo, efter en 4-5 måneder, kunne jeg sagtens have fundet glæde i at være med i mødregruppen.

Ind i mellem støder jeg ind i nogle af dem på gaden. Vi bor jo også i en mindre by og færdes i de samme gader. Det er altid med smil og venlighed, når vi mødes. Ind i mellem også en lille sniksnak. Det synes jeg er dejligt. Da jeg mødte dem i ugerne efter, at jeg meldte mig ud, var det altid med et tilbud om at komme tilbage igen. Super sødt og venligt. Og jeg overvejede hver gang, om jeg nu havde gjort det rigtige. Men jeg valgte at holde fast i min beslutning. Og som ugerne gik, synes jeg det gav mindre og mindre mening, at skulle vende tilbage igen. Nu havde de jo forhåbentligt fået et godt sammenhold op at køre i gruppen og det skulle jeg endelig ikke “forstyrre”.

Det er nu ikke fordi, at jeg ikke har haft andre at sparre med. Både Jonas og jeg er jo en del af det her “Familieiværksætterne”, som jeg har forklaret lidt om før. Her er vi (vist nok) en seks par med tilhørende unger – alle førstegangs og endda en god sjat flaskebørn – der mødes, når kalenderen tillader det. Det har været så godt, at jeg ville ønske, at jeg havde set endnu mere til dem.


I dag

I dag har jeg 2.5 måned tilbage, før jeg skal i gang med at arbejde igen. Anna Oline skal starte i dagpleje den 1. april. Selvom jeg ikke endte med, at få det ud af en mødregruppe, som jeg havde drømt om, så har jeg ikke noget dårligt at sige om min barsel. Modsat de fleste andre mødre i dag, så har jeg ikke gået til en masse aktiviteter med Anna Oline. Mest fordi vi havde den start, som vi nu havde, hvor hun blev overstimuleret, så snart vi passerede postkassen. Og desuden græd som pisket over mavesmerter. Jeg har ikke gået til babysvømning, babyrytmik eller salmesang. Ingen mødregruppe, barselscafeer og hvad der nu ellers findes. Til gengæld har vi rendt en masse til ørelæge, børnelæge, kiropraktor og hvad ved jeg. Det er vel også en slags aktivitet?

Men nej, min barsel har ikke været fyldt med så meget andet, end hverdagen med Anna Oline. Det har været vigtigt for mig, ikke at bryde for meget med hendes rutiner, for det har langt hen ad vejen, været det bedste for hende. I dag er hun meget sejere til at klare, når dagene ikke er som de plejer at være. Jeg håber og tror, at det er fordi jeg imødekom hendes behov for afskærmning i hendes første måneder. Når jeg ser tilbage på min barsel, så har det været et års tid uden ret mange faste planer og aftaler. Lidt som om, at vi bare har revet et år ud af kalenderen til bare at være. Det at tage næsten et helt år uden planer og faste aftaler – bare at møde dagene, som de nu kommer – er nok ikke noget, jeg får muligheden for at gøre igen. Slet ikke, når hverdagens trummerum rammer igen til april. Så når det nu er gået, som det er gået, så er jeg faktisk rigtig glad for, at vi havde den mulighed og at vi gjorde, som vi har gjort.


Skriv et svar