Skal vi have endnu et barn?

Det korte svar på det spørgsmål er, at det ved vi simpelthen ikke.

Det lange svar kommer her:

Det er jo ikke fordi, at det egentlig kommer andre ved end Jonas og jeg selv. Men det holder mig nu ikke tilbage fra, at dele mine splittede tanker om emnet med jer. Måske findes der andre, der spekulerer ligeså meget, som jeg selv gør,

I husker måske indlæggene om enebørn, som jeg skrev tilbage i efteråret 2018. Ellers kommer de lige her:

Et enebarn, tak #1Et enebarn, tak #2Et enebarn, tak #3

Så tænker du nok nu: “Har du ændret mening, Leah?” Mit svar er: “Njaaa, det ved jeg sgu egentlig ikke”. Mine tanker om enebørn i de tidligere skrevne indlæg er egentlig de samme. Helt overordnet er det bare som om, at det ikke er okay, blot at ønske sig ét barn. Det er sgu næsten ligeså tabubelagt, som vi oplevede, at fertilitetsbehandling var. Og altså, dét er sgu noget pis. Hellere få ét barn og stoppe mens legen er god, fremfor at få et mere, blot fordi normen og samfundet dikterer det. Og folk skal pakke deres fordomme om enebørn langt væk, hvor solen ikke skinner. Man kan ikke skære enebørn over én kam. Det kan man jo heller ikke med alt muligt andet og alle mulige andre.


Jeg har lyst til at få en mere. Måske..

Det er ikke fordi, at jeg går og keder mig her hjemme. Jeg har rigeligt at se til og altid noget at tage mig til. Altid lidt bagud med huslige pligter. Og så drukner jeg i vasketøj. Jeg savner ofte mere tid til mig selv og en nattesøvn uden afbrydelser. Så nej, det er bestemt ikke pga. kedsomhed, når jeg nu fortæller jer, at jeg muligvis måske en lille bitte smule, har lyst til at få et barn mere. Men kun måske og slet ikke endnu. Slet, slet ikke endnu.

Og hvorfor nu det? Jeg ved det sgu egentlig ikke, for det kommer faktisk lidt bag på mig selv. Det har hele tiden været Jonas’ holdning, at han kun ville have ét barn, hvis han overhovedet skulle have nogen. Det har aldrig været en nødvendighed for ham, at stifte familie. Hans prioriteringer og ønsker er at finde nogle helt andre steder. Jeg har hele tiden sagt, at vi kan jo starte med ét og se, hvordan det går. Sådan ca. så afslappet, som det lyder. Og jeg har hele tiden været klar over, hvordan Jonas havde det med at få børn. Eller barn.

I løbet af de seneste måneder, har jeg selv gået med tanken om, at få et barn mere. Jeg forstår som sagt ikke, hvor det er kommet fra, for jeg har egentlig hele tiden følt mig afklaret med, at lytte til Jonas’ ønske om at stoppe efter ét barn. For jeg vil jo aller helst være sammen med Jonas og når det kommer til stykket, har han faktisk ofret rigtig meget, for at dele sit liv med mig. Og her er det ikke det, at få et barn, jeg taler om. Det er alt muligt andet.

Måske er det mor-hormonerne, der løber om hjørner med mig? Det kunne det godt være. Mange vil nok forvente, at det måske handler om, at jeg gerne vil give Anna Oline en lillebror eller lillesøster. Det handler det faktisk slet ikke om. Altså som i 0 procent. Jeg er absolut af den overbevisning, at man ikke skal få et barn, blot for et andet barns skyld. Jeg bryder mig stadig ikke om sætningen: “De får så meget glæde af hinanden”. For det mener jeg ikke, at man kan garantere. Børn er forskellige, søskende er forskellige. Nogle har glæde af hinanden. Andre har slet ikke. I dag kender jeg selv flest, der oplever sidstnævnte, mens jeg selv oplever førstnævnte med min egen søster. Man skal få børn, fordi man selv simpelthen ikke kan lade være. Det er min mening.

Når jeg muligvis måske har lyst til at få en mere, så handler det udelukkende om min egen mulige lyst til, at opleve det hele igen. Blot den erfaring rigere, som jeg jo er nu, hvor jeg har fået mit første barn. Jeg forestiller mig, at jeg måske kunne opleve en anden ro, hvis jeg får lov til at blive mor endnu en gang. Måske kunne jeg gøre nogle ting anderledes, fordi jeg ved bedre. Jeg forestiller mig et andet overskud i at vide, at det hele nok skal gå, for det gik jo altså fint første gang. At jeg måske kan stoppe op og nyde min baby mere, fordi jeg ved, at de vokser så pokkers stærkt? Giver det overhovedet mening? Det er jo ikke nødvendigvis fordi jeg tror, at det ville blive lettere. Tværtimod. For udover at have en baby, der måske ikke sover, som måske græder meget eller noget andet, så har man jo ved andet barn, stadig det første barn at tage sig af også. Så der ville jo kun blive mere at se til. Og endnu mere vasketøj. Og endnu mindre tid til mig selv.

Helt modsat er der også øjeblikke, hvor jeg kigger på Anna Oline og tænker, at jeg ikke har lyst til, at hun skal dele sin mor med andre. Eller at jeg skal dele ud af min opmærksomhed til andre end hende. Min absolut største “frygt” ved at få et barn mere er, at jeg vil komme til at stå i situationer, hvor jeg ikke kan opfylde begge børns behov for opmærksomhed fra mor på samme tid. At den ene vil føle sig tilsidesat. Jeg ved godt, at det kan være en naturlig del af det, at vokse op med søskende. Jeg har bare stadig ikke lyst til, at stå i sådanne situationer.


Jeg blev stresset

Den seneste tid har emnet om et muligt barn nummer to, fyldt i vores snakke her hjemme. Jeg har haft brug for, at sætte Jonas ind i disse nye og uventede følelser, som jeg har fået. Men mest af alt, havde jeg faktisk brug for, at han forsøgte ikke at være SÅ lukket i sin holdning om, at stoppe efter ét barn. Simpelthen fordi jeg gik hen og blev decideret bange for, at få rigtig lyst til at få en mere. For hvor ville det stille os? Det stressede mig vildt meget, selvom et evt. barn nummer to på ingen måde ville være på trapperne nu, hvis det endelig skulle være.

Egentlig tror jeg i virkeligheden det handler om, at jeg føler mig frarøvet mit eget valg om, hvor mange børn jeg vil/skal have. Dels fordi Jonas er af den holdning, som han er ganske meget i sin ret til at være. Han er ikke forkert på den. Men også fordi at min egen krop bare ikke er pisse meget skabt til at sætte børn i verden. PCOS og endometriose går ikke hånd i hånd med god fertilitet. Tværtimod. Jeg ved jo godt, at vi højst sandsynligt vil stå og have brug for hjælp i form af fertilitetsbehandling igen, hvis vi tager beslutningen om at få et barn mere. Og nej, det har jeg virkelig ikke lyst til at gøre igen. Slet ikke. Så jo, jeg føler mig faktisk frarøvet mit eget valg omkring børn i forhold til hvornår og hvor mange.

Når Jonas og jeg taler med andre om vores manglende lyst til, at opleve presset (på alle tænkelige måder) ved at være i fertilitetsbehandling igen, antager andre ofte, at det nok ikke vil blive ligeså hårdt anden gang. For vi har jo fået ét barn og så er presset nok ikke det samme mere. At vi ville være mere afslappede. Jeg kunne ikke være mere uenig. Hvis jeg en dag vælger, at kaste mig ud i endnu et babyprojekt, så er det fordi, at ønsket om et barn er præcis ligeså stort, som det var første gang. Absolut ligeså stort. Og frygten for, at det ikke lykkedes, vil være ligeså stor, som den var sidst. Jeg kan ikke lade være med at føle, at ønsket om barn nummer to kan være forbundet med en stor risiko for, at udsætte mig selv for sorg, fordi oddsene ikke ligefrem er til min fordel. Alene dét får mig til at tænke, at det sikreste valg for min krop og mit hjerte er, slet ikke at tage det skridt. Faktisk føler jeg, at et ønske om barn nummer to ville åbne en hel pandoras æske, som måske har bedre af, at forblive lukket. Jeg ville skulle stoppe behandling for min PCOS og derfor lade vægten stikke af igen, få hårvækst af mandlig karakter og uren hud. For derefter at gå i fertilitetsbehandling igen med alle de udfordringer, som det nu ville udsætte os for. Puuuuh. Det lyder bare, som en rigtig hård omgang at skulle igennem en gang til.

Jonas har lyttet til mine ord, men kan naturligvis ikke garantere mig, at han får lyst til at få flere børn. Jeg ved jo slet heller ikke selv, om det virkelig er noget, som jeg endeligt får lyst til i sidste ende. Men vi har snakket om, at vi simpelthen må se tiden an, når vi en dag når til det punkt, hvor vi tidligst ville overveje et barn mere, hvis det er dét, der skal ske.

Men bare det, at vi er blevet enige om at se tiden an, har fået mig til at slappe mere af og ikke stresse over noget, som jeg ikke engang ved, om jeg overhovedet vil. Også selvom jeg inderst inde godt ved, at Jonas nok ikke ændrer mening.


Hvad nu hvis?

Nu tænker du sikkert: “Jamen Leah, hvad vil du gøre, hvis du får lyst til at få et barn mere og Jonas ikke gør?”. Altså det ved jeg jo ikke, før jeg evt. står i den situation. Jeg kunne ikke forestille mig, at ønsket om et barn mere kunne blive så stort, at jeg ville vælge at stå med det helt alene. Altså uden at danne par med Jonas mere. Et solomor-projekt. Så skulle jeg igennem fertilitetsmøllen mutters alene og tilmed med et skilsmissebarn ved min side. Ej nej. Sådan spiller klaveret vist ikke. Egentlig er svaret måske slet ikke så kompliceret. Jeg har en datter nu. Hendes behov og hvad der er bedst for hende, vil altid komme før mine egne behov, så langt som det kan lade sig gøre. I bund og grund vil jeg mene, at det er vigtigere for hende, at hendes forældre er sammen (hvis de er lykkelige, vel og mærke) end det er, at få en lillesøster eller lillebror. Så nej, jeg kunne ikke forestille mig, at ønsket om et barn mere, kan blive så stærkt, at jeg er villig til at ofre min nuværende familie for det. Altså skulle Jonas fortsat holde fast i sit oprindelige ønske om ét barn. For jeg er sgu ganske lykkelig og ret taknemmelig for det, som jeg har nu. Vi tre udgør en dejlig og absolut perfekt lille familie, som vi er nu. Og der er mange gode ting og oplevelser i vente til os i fremtiden. Jeg føler mig meget heldig, fordi jeg kan sige det. Og jeg føler mig meget taknemmelig over, at være blevet velsignet med den dejligste datter, når de “kittelklædte” bestemt mente, at det ikke var noget, vi nødvendigvis skulle regne med.


Så må tiden jo vise, om jeg lige nu går rundt med nogle mor-hormoner, som egentlig bare skal dampe lidt af. Om den mulige lyst til at opleve det hele igen fortager sig eller vokser sig større. Ingen ved det. En clairvoyant sagde en gang til mig, at hun så en fremtid for mig med ét barn. Hun har haft ret i så mange andre ting, så måske får hun også ret i det. Jeg tror bare, at jeg vil prøve at tage det, som det kommer.

Nå, men det var jo en rodet omgang af tanker, der sådan er lidt i øst og vest. Jeg håber dog, at I alligevel forstod og fik noget ud af læsningen.

1 comment / Add your comment below

  1. Du har gjort det helt rigtige, at snakke med Jonas om dine tanker 🙂
    Ja der er massere af tanker i et stort kaos, men I har taget første skridt i beslutningen om hvad I vil – og det behøver jo heller ikke være endeligt – man kan altid skifte mening 🙂

Skriv et svar