Alene i dagplejen for første gang

Altså det er jo ikke fordi, at jeg ikke vidste, at det nok skulle komme. Dagen hvor jeg afleverer Anna i dagplejen og går hjem igen – uden hende. Jeg troede bare først, at den dag skulle være mandag d. 1 april, hvor Anna har plads i vores dejlige vidunderlige dagpleje.

Til formiddag i dag har vi været på planlagt besøg i dagplejen. Det har vi jo været næsten ugentligt siden januar, hvilket har været rigtig hyggeligt. Bestemt også godt for Annas tilknytning til de to søde børnepassere.

Ungerne var ude og lege i haven, da vi kom og Anna var godt klædt på til at skulle lege med de andre børn. Termotøj og hele pisset. Vi fik først lige en kort sludder om, at Anna har været sådan helt crazy mor-syg de seneste 3-4 dage. Det var mest for at forklare, hvorfor de i dag ikke kunne se forskel på mig og udskidt æblegrød. Da siger den ene af de to voksne: “Jamen vi havde faktisk snakket om, at Anna kunne være her alene en times tid i dag, hvis I har mod på det. Vi har nemlig ikke fuldt hus, så der er plads og overskud nok”.

Det lyder jo harmløst – hvilket det også er, det skal jo også snart være for pokker. Alligevel stod jeg lige helt stille et splitsekund, mens sådan ca. 40 millioner følelser og tanker lige vendte sig i både hoved og krop.


Kan hun klare det i dag?

Efter så mange mor-syge dage?

Kan jeg klare det i dag?

Jeg har slet ikke tænkt det igennem jo?

Ødelægger det noget på sigt, hvis hun bliver alt for ked af det i dag? Altså pga mor-sygen.

Hvordan skal jeg overhovedet sige farvel til hende? Hun fatter jo ikke en skid af “Heeeeeej, heeeeeeeeej – vinke, vinke”.

Hvad hvis hun græder, når jeg går? Skal jeg så vende om?

Ej, jeg får da vist også lidt ondt i maven nu? Eller gør jeg?

Det kan vel heller ikke skade at prøve? Eller kan det?


Nå, men mens jeg stod og tænkte mine meget berettigede mor-bekymrings-tanker, så var Anna jo halvvejs gennem haven, tværs over sandkassen, hvor hun var i færd med at vælte en af de større drenge af en scooter, som hun åbenbart gerne ville have. Med andre ord: “Heeeeeej, heeeeeeeeej – vinke, vinke, mor. Du skrider bare”.

Jeg vendte om og forlod haven. Anna så mig gå, men det var hun ret cool med. Drengen skulle jo for helvede da også af den skide scooter.

1 minuts gang senere var jeg hjemme igen. Mavefornemmelsen var faktisk fin, men naturligvis skal både krop og sind lige vænne sig til, at man afleverer sit barn og går igen. Og hvad fanden skal man lige tage sig til, når ens barn ikke er hjemme? Det plejer jo at være omvendt, når vi ikke er sammen. Altså min krop kunne ikke bare sidde ned og nyde det. Så jeg fik vores dyner ud til luftning. støvsuget og smidt vasketøj over. Jeg kiggede også på klokken og min telefon en trilliard gange. Jeg åbnede havedøren med undskyldningen om at lufte lidt ud. I virkeligheden var det mest bare fordi, at vi kan høre dagplejen hjemme fra os af. I hvert fald på en god dag, hvor det ikke blæser for meget. Undervejs fik jeg billedet, som du ser øverst i indlægget. Billedet af en afslappet Anna, der slænger sig i sandkassen, som havde hun været der rigtig mange gange.

De sidste 10 minutter inden jeg skulle hoppe i skoene og ned efter hende, var ren og skær nedtælling. Men det må det også gerne være, når det er første gang, man har afleveret sit barn. Jo, det må det altså godt.

Endelig blev kokken “nu må du gerne hente dit barn”. Kort før jeg nåede derned, kunne jeg så høre, at hun satte i hyl for sine lungers fulde kraft. Jeg valgte at have is i maven og stoppe lidt op, så de lige havde en chance for at få lov til at trøste hende, inden jeg stod der. Så da jeg endelig trådte ind i haven, var det til en Anna, der var ked af det, men også befandt sig i en dejlig varm krammer hos den ene af de voksne. Dejligt at se!

Det gik hurtigt over, da hun kom over til mig. Det var tydeligt at se på både ansigt og overtøj, at hun havde haft en dejlig aktiv time i haven med de andre børn. Sådan lød beskeden også fra de voksne. Skønt, skønt, skønt. Da vi vinkede farvel til de voksne og børnene var det med både smil og grin, så mon ikke hun glæder sig til at komme igen. Det håber jeg.


Så nu har vi prøvet det. At aflevere, gå og hente igen. Jeg synes det er et ret stort øjeblik i vores forældre-tilværelse. Og egentlig passede det nok ret godt til mit temperament, at blive taget lidt med bukserne nede og bare blive “kastet ud i det”, som jeg blev det i dag. Jeg er sådan en type, der nemt overtænker alle tænkelige situationer. Men nu kan jeg have ro i maven vedrørende dét, for nu har vi jo prøvet det. Selvfølgelig skal der nok komme dage, hvor det bliver svært at aflevere og hvor hun reagerer, som man ville forvente. Men det tager vi med. Nu er vi i det mindste i gang og det skal nok blive rigtig godt.

Rigtig glædelig fredag og weekend til jer 🙂

Skriv et svar