Jeg har nået mit første delmål – Og så lige en undskyldning

Jeg starter sgu lige med den der undskyldning. Den seneste tid har jeg virkelig været ringe til at få skrevet her på bloggen. Der er ikke så mange undskyldninger for dét, jeg har simpelthen bare haft travlt, manglet overskud og så har min datter været jordens største hængeabe de seneste uger og jeg har været hendes hængetræ. That’s it.

Nå, men lad os ikke dvæle ved den snak. Jeg giver mig selv et los i røven og får skrevet lidt mere fremover.


Mit første delmål

Jeg har sgu da nået mit første delmål, venner. Og ja, det handler om vægttab i dag, for nu kan jeg endelig opdatere lidt på den front.

Det er jo nok ikke gået nogens næse forbi, at jeg er i gang med et vægttab, efter at jeg tog hele 40 kg på, for at få Anna. Ja. Fucking 40 kg. Det er meget, når man ikke er meget højere end en 10 årig dreng. Eller pige for den sags skyld.

Jeg har ønsket at komme ned i vægt, siden jeg fødte Anna for snart et år siden. Aktivt har jeg gjort en indsats for det siden midt juli 2018. Kroppen og hovedet skulle lige komme sig ovenpå graviditeten og fødslen og vænne sig til det nye liv som Annas mor.

De af jer der har læst med længe ved, at jeg lider af PCOS. PCOS’en i sig selv forringer ikke min evne til at tabe mig, men det gør den skide insulinresistens, som fulgte med i mit tilfælde. Jeg har et smadder gammelt indlæg liggende om det lige HER, hvis du vil vide mere om, hvordan min krop er udfordret.

Og nu kommer det magiske tal:

Jeg har nu tabt hele 26 kg. – Kæmpe klap på skulderen til mig!

Det var mit første delmål, at smide de første 26 kg. Mit endelige mål er, at vinke farvel til alle 40 kg. Med lidt let hovedregning betyder det så, at jeg mangler 14 kg nu. Men det bliver helt sikkert også de 14 sværeste. Det bliver jo typisk ikke lettere med tiden sådan et vægttab.

Mit næste delmål er om 6 kg. Så vil jeg nemlig veje det, som jeg gjorde, da jeg blev gravid.

Når jeg dét mål, vil jeg “kun” mangle 8 kg for at nå ned på det jeg vejede, før PCOS’en brød ud og alt gik bananas.


Ingen tidsplan

Jeg har ikke et konkret tidspunkt for, hvornår jeg gerne vil være i mål. Oprindeligt ville jeg gerne have smidt alle 40 kg nu, så som I kan se, så har mig og min krop det lidt svært med, at have en tidsplan for netop den slags. Så det har jeg droppet. Jeg fokuserer meget mere på hvordan og hvorledes, jeg kommer i mål og altså ikke hvornår.

Og præcis hvordan og hvorledes jeg smider de her kilo, vil jeg gerne uddybe i et senere indlæg på en anden dag. Nu skal jeg nemlig til at gøre Anna klar til besøg i dagplejen. Vi venter lige nu på mormor, som også skal med. Det er sidste besøg i dag, for på mandag er det sgu pisse meget alvor. Men det glæder vi os nu også til. Og både mor og barn er klar!

Rigtig god dag til jer 🙂

4 comments / Add your comment below

Skriv et svar